Prøv avisen

Vi lefler for det globale og sælger ud af modersmålet – køb derfor din kaffe på dansk

Bestil din latte på dansk, foreslår Tine Maria Winther. Foto: Ritzau Scanpix/Brian Berg

Det er, som om vi sælger ud, inden vi bliver bedt om det, når vi bestiller vores kaffe på engelsk og ikke insisterer på at gøre det på vores danske modersmål

Tilbage i 1700-tallet stod det helt galt til. Man talte ”med Fruerne Fransk, og Tysk med sin Hund og Dansk med sin Tjener”, som digteren Christian Wilster skrev om modersmålets sølle position i tiden før Holberg. Så modersmålet har jo været under pres før.

Men nu, hvor det ikke engang er en selvfølge at tale dansk til sin tjener længere – i hvert fald ikke i hovedstaden – er det tid til at gå på barrikaderne igen. Også i det små: Ved at tale dansk med vores tjener eller ekspedient for den sags skyld.

Det er vores eget ansvar, det er endt der. For uvist af hvilken grund er vi helt pjattede med at tale danglish: ”Wow, vi skal bestille på engelsk? Jamen, det manglede da bare!”. Og så støver man smigret sit skoleengelsk af. Det er venligt, globalt og omstillingsparat! Og lidt træls.

Så som et lille oprør er jeg begyndt at bestille på dansk, og som en Holbergs Jeronimus er jeg hverken til at hugge eller stikke i. Forstår tjeneren ikke ordene ”en cola og et glas hvidvin, tak”, så tager vi den på staveplade-dansk, indtil det virker.

Jeg vil heller ikke længere stå i en dansk kaffebar og bestille ”a small latte on skinny milk and please not hotter than 60 degrees celsius”. Fra nu af hedder det bare ”en lille latte med minimælk, ikke for varm”. Excuse me? ”En lil-le lat-te med mi-ni-mælk, det er den tyn-des-te mælk, du har…” Indrømmet: Det tager syv lange og syv brede at gøre den handel, men jeg nægter at stable min kandidat i engelsk på benene for at købe en kop kaffe nede om hjørnet.

Slaget om det skrevne dansk er så småt tabt – fra akademiske afhandlinger til butiksskiltning er vi røget i posen med blandede engelske bolsjer.

I min lokale svømmehal må jeg ”remember to shower”. I toget er internettet ”fri” som i ”free”. Caféen i nabolaget er lukket, fordi den ”has been hit by water damage and will be closed the rest of the week”. Jamen, så er de to turister, der måtte snuble forbi, da informeret.

Og på vores børns dåbsattester står navne, som ofte er valgt, fordi de kan udtales på engelsk! Mon dog ikke, at også Karen, Maren og Mette ville finde plads i det store udenlandske mundtøj, hvis den lille gik hen og blev verdensberømt?

Det er, som om vi sælger ud, inden vi bliver bedt om det.

På flere og flere danske uddannelsesinstitutioner foregår undervisningen på engelsk – også når alle studerende i lokalet er danske. I Europa ligger vi i toptre i brug af engelsk på universiteterne. Eller rettere lufthavns-engelsk. For rigtig mange gode lærekræfter ofrer vid, dannelse og sproglige nuancer på at hutle sig igennem på et sprog, de ikke til fulde mestrer.

Jojo, vi skal konkurrere med hele verden, men vi skal vel ikke smide modersmålet ud med badevandet. Og det kulturtab, der ligger i, at unge på videregående uddannelser stort set slipper deres eget sprog ved 19-årsalderen, virker sølle.

Især fordi de ikke får et andet i bytte. Tysk og fransk er stort set væk. Nogle få kan kinesisk og arabisk. Og resten nøjes så med dette kulturløse, fonetiske rod, der opstår, når amerikansk, engelsk og hjemlandets accent strikkes sammen til det, man kalder et transportsprog: Man får transporteret et udsagn videre, men de egenskaber, et kulturbåret sprog består af, er gået fløjten.

I Island og på Færøerne finder man fortløbende og demokratisk såkaldte arveord for globale gloser. World wide web hedder ”veraldarvefurinn” (verdens-væven) på islandsk. Telefon ”sima”, som betyder tråd.

På Færøerne er ”party” ændret til ”teiti”, et ellers uddødt ord for netop fest. Og i Island skal børn hedde noget, der går i spænd med islandsk kultur og tradition.

Mindre kan vel gøre det. Men det ville da være sjovt, hvis reklamer til danske kunder blev skrevet på dansk. Eller at kaffebarer ikke altid hed Great Coffee, Bill’s Coffee og Street Coffee – alle navne på kaffebarer i Aarhus, hvis bolle-å også forsvandt i globaliseringen.

For dansk er et smukt, nuanceret, humoristisk kultursprog, der har brug for, at vi holder af det, bruger det – og deler ud af det. For eksempel til vores tjener, ekspedient og i kaffebaren.

Tine Maria Winther er journalist på Liv&Sjæl-redaktionen.