Prøv avisen

Pernille mistede sin lillebror i en ulykke: Vi må generobre det sprog, sorgen stjæler fra os

For tre år siden mistede Pernille Strøm Øster sin lillebror i en ulykke. Hendes netop udkomne bog er et opråb om at bryde tabuet om sorgen. Foto: Emil Kastrup Andersen

Da Pernille Strøm Øster var 19 år, mistede hun sin 16-årige lillebror i en ulykke. Tre år senere har hun skrevet en bog om sorgen og tabet, der ændrede alting, mest af alt hende selv. Det er et forsøg på at gøre op med stilheden og forestillingen om, at sorgen med tiden forsvinder

Sorg er som et glasskår.

LÆS NY E-AVIS OM SORG HER

Den er uhåndgribelig, den er hård og skarp og skærer. Og når lyset brydes i et glasskår, sker det på en voldsom måde. Noget er mørkt, andet er alt for lyst. Men det er det ikke til evig tid. Engang finder man et glasskår, som langsomt, men sikkert er blevet forvandlet af saltvand og bølger.

Ordene er præstens og blev sagt til Pernille Strøm Østers lillebror Jonas’ begravelse. Jonas blev 16 år, og hans død blev indrammet i avisoverskrifter: ”Ung mand dræbt i ulykke”. ”Ung mand kørt over af tog”.

I sin tale til begravelsen sagde Pernille Strøm Øster, at det er vigtigt at huske, at der bag avisoverskrifterne var en bedste ven, en holdkammerat og en søn. En lillebror.

Jonas havde et eksplosivt grin og en stor samvittighed. Han var sjov og skarp, meget skarpere end hende selv, fortæller Pernille Strøm Øster. Hendes stemme ændrer sig, når hun taler om ham.

Jonas var lige begyndt i gymnasiet i hjembyen, Hillerød, han gik til fodbold, havde mange venner og meget travlt og var ved at nå den alder, hvor han blev hendes ven i stedet for hendes bror. De lignede hinanden, havde samme træk i ansigtet, samme lyse brune hår, samme fregner over næsen, og hun blev glad, når folk nævnte ligheden mellem dem.

Den aften, Jonas døde, var de til fest sammen på det gymnasium, han netop var begyndt på, og hun netop var dimitteret fra. Til festen så hun ham snakke med to piger, og hun forsøgte at holde sig på afstand, men han trak hende hen til sig, introducerede hende som sin storesøster, og hun følte sig stolt.

Da hun kom hjem og så politiet uden for huset, tænkte hun, at Jonas måske havde skudt en fodbold gennem en rude. Det gav ingen mening, men det gav lige så meget mening, som at Jonas skulle være blevet kørt over af et tog i løbet af natten.

Det første dagbogsnotat, Pernille Strøm Øster ha skrevet, stammer fra den 1. september 2014, dagen efter Jonas’ død. Hun har skrevet lige siden, og i dag ligger resultatet på bordet foran hende. ”Tankestrøm og -streger”, der tidligere på måneden udkom på forlaget Bolden, en bog flettet sammen af tegninger, collager, digte og dagbogsnotater. En fortælling om sorgen efter Jonas, hendes lillebror. Et forsøg på at skrive sig ind i sorgen frem for at flygte fra den. Og en måde at bryde den stilhed, sorgen er omgærdet af.

”Jeg synes ikke, sorgen får lov til at fylde særlig meget i det, vi snakker om, til trods for at den i livet fylder rigtig meget. I min skoletid havde vi en hel uge til at lære om sex, og vi snakkede om kærlighed og andre følelser, men jeg husker ikke, at vi nogensinde rigtigt snakkede om sorg,” siger hun.

Og det er svært for folk at tale om sorg, har Pernille Strøm Øster opdaget efter selv at have mistet. De snubler over ord som, ”jeg kondolerer”, eller ”hvordan har du det i dag?”. De udveksler nervøse blikke, når hun kommer gående ind i et lokale. De er bange for at sige noget forkert.

Men der er ikke noget forkert at sige, understreger hun. Stilheden er det eneste forkerte, for den risikerer at dræbe de efterladtes tro på, at nogen vil lytte.

”Det bedste, man kan gøre, er at spørge ind og blive ved med at spørge ind. Og så er det vigtigt at huske, at man ikke kan løse sorgen. Når man snakker om problemer, bliver det hurtigt løsnings-orienteret. Det er så rart med kærestesorg, at man kan sige: ’Når du har fundet en ny, så glemmer du ham.’ Men her må man bare acceptere, at der ikke er nogen løsning.”

Det er en udbredt misforståelse om sorg, at tingene bliver bedre og bedre, siger Pernille Strøm Øster. Vi vil så gerne høre og tro det, at det er noget, vi bliver ved med at fortælle hinanden. Men sorg er uendelig udstrakt i tid. Nogle af de ord, hun skrev den 1. september 2014, er stadigvæk lige gyldige i dag. Sorg forsvinder ikke, og den er heller ikke altid glat og blød og afrundet i kanterne som et glasskår, der har ligget i strandkanten længe.

”Jeg har aldrig haft den idé, som jeg tror, nogle mennesker har, om at sorg er et dybt, mørkt hul, man kravler op af, indtil man igen når lyset. Fra den dag, jeg mistede Jonas, vidste jeg, at det ville være med mig hele mit liv,” siger hun.

”En præst havde et billede af sorgen som et bakket landskab, og det synes jeg er et ret fint billede. Nogle gange er du dybt i sumpen, men andre dage står du på toppen af en bakke og kan føle solen igen.”

Efter Jonas’ død tog Pernille Strøm Øster på den rejse til Sydamerika, som hun havde planlagt, dengang han stadig var i live. Hun tog af sted af tre grunde:

1. Jeg har vel ikke noget valg.

2. Hvad er alternativet?

3. Jeg er nødt til at rejse, for det er det, der er planlagt.

Instagrambillederne fra rejsen til Sydamerika er lyse, men de findes også i sort-hvid. De fortæller om at blive tyndere og mere skrøbelig for at bevare kontrollen. Om at kigge indad frem for ud i den verden, hvor Jonas ikke er der længere. Om hjemve, men efter noget, hun ikke længere kan vende hjem til.

Efter tre måneder gav Pernille Strøm Øster slip på forventningerne til sig selv og tog hjem. Dagbogsnotaterne vidner både om bakketoppe:

Inka-trekket, 5. april, Peru: ”Vi klarede os til Dead Woman’s Pass, det højeste punkt på ruten. Her stillede jeg en lille, hvid engel. Her var der noget, jeg kunne gøre med følelsen af, at Jonas var med mig.”

Og om sumpe:

Titicaca-søen, 16. april, Bolivia: ”Min krop har været til stede, men jeg, Pernille, har ikke oplevet noget. Har ikke nydt den friske luft ved vandet. Er ikke blevet imponeret over det smukke syn.”

Pernille Strøm Øster husker sin gymnasietid som ”en uendelig brønd af energi”. Hun havde et højt ambitionsniveau, og socialt ville hun være alle steder hele tiden og aldrig gå glip af noget.

”Pust nu ud,” sagde hendes forældre, men det havde hun ikke behov for.

Efter Jonas’ død forsøgte hun at fortsætte i samme tempo. Med at rejse, træffe valg, være ung og leve op til forventningerne fra tiden inden Jonas’ død. Men alting havde ændret sig og mest af alt hende selv.

”Det føltes, som om jeg var en 20-årig i færd med at fylde 80. Nogle dage kan jeg stadig følge med, men mange dage synes jeg, at det er hårdt at tale med andre mennesker, og jeg har et behov for stilhed og tryghed, som jeg slet ikke havde før,” siger hun.

”Det kan være svært at navigere i. Jeg er lige begyndt på nyt studie, og selvom jeg har fortalt de andre om Jonas, er det ikke nødvendigvis nemt at forstå, at det får mig til at melde fra til fester her tre år efter,” siger hun.

Den selvsikkerhed, der prægede Pernille Strøm Øster, da hun lige var blevet student, blev erstattet af usikkerhed og spørgsmål om ”hvorfor”: Hvorfor cyklede hendes veninde ikke hjem fem minutter tidligere den nat, så hun fandt og stoppede ham? Hvorfor døde Jonas, når han skulle have besøgt hende i hendes nye lejlighed i København og skulle have været der den dag, hun bliver mor, og skulle have levet et helt liv? Hvorfor kører busserne stadig til tiden, når hun ikke længere kan følge med?

”Det var, som om jeg blev slået tilbage til teenagestadiet og spørgsmål om, hvem jeg skulle være, og hvilket liv jeg skulle leve. Jeg blev usikker på alting og mest af alt på mig selv. Det gjorde, at det sociale blev enormt overvældende, og at jeg i hvert fald ikke længere har lyst til at drikke mig sanseløst fuld, for jeg kan ikke rumme tabet af kontrol,” siger hun.

Samtidig fortsatte vennerne med at rejse og feste. Ingen af dem er 20-årige, der pludselig fylder 80. Og det kan være svært som den eneste at poste billeder af regn, sorg og savn på Instagram midt i alle andres lyserøde sushi-solskins-sociale-medie-univers.

”Man kan let komme til at føle sig ensom, for dem, man ser og hører i mængderne og på de sociale medier, er dem, der har mest fart på. Man glemmer nemt, at når man ser 30 til en fest til studiestart, sidder der måske 10 derhjemme,” siger Pernille Strøm Øster.

Selv bruger hun Instagram til at dele billeder af både sushi og solskin og af savn og regnvejrsdage.

”Det er ikke kun regnen og savnet, der fylder, men det skal også have plads. Det ville være forkert ikke at nævne, når jeg er ked af det og savner Jonas, for så ville jeg føle, at han blev glemt,” siger hun.

Inden Jonas døde, havde Pernille Strøm Øster aldrig mistet andet end en gravhund. Selvom hun var en nybegynder i sorg og ikke havde nogen forestillinger om den, havde hun en masse forventninger til, hvordan hun skulle være i den. Jonas havde været den perfekte bror i live, og hun ønskede at være den perfekte søster i sorg.

”Det fyldte meget i starten. Ligesom der havde været forventninger til, hvordan jeg skulle klare mit liv inden, opstod der også forventninger til, hvordan jeg skulle være i sorg. De handlede for eksempel om at besøge kirkegården. Jeg tænkte: ’Jeg skal komme, for det er det, man gør. Når man har mistet, går man på kirkegården.’”

Men når hun besøgte kirkegåden, følte hun sig ikke tættere på Jonas. Hun følte sig kold og kynisk, når hun så den tydelige sorg i sine forældres ansigt. Det føltes nøgternt, som en gravplads, hvor Jonas var, men hans sjæl manglede.

Det sted, Pernille Strøm Øster føler sig allermest tæt på Jonas, er i hendes drømme.

Hun drømmer ofte om Jonas, og drømmene er stærke og helt klare. Selvom han var et hoved højere end hende og i gang med at blive bredskuldret, er han altid mindre end hende i drømmene. Hun husker ned til mindste detalje, hvad han gør og siger, hvordan han dufter og føles, men ved også, at det ikke er virkeligt, og at han vil forsvinde igen.

”Jeg har faktisk skrevet noget ned, som jeg drømte om Jonas i nat,” fortæller hun, tager sin mobil op og læser højt:

”Jeg er sammen med en masse familie og venner i mit barndomshjem. Jeg er lidt akavet og ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg går ovenpå, og der finder jeg Jonas. Jeg bliver ked af det og vred, for jeg føler, at alle menneskerne nedenunder har glemt ham. Jeg siger, at de har så travlt med at sørge, at de ikke har set, at Jonas slet ikke er der. Jeg krammer Jonas og registrerer, at han er ved at blive voksen.”

Hun kigger igen op fra telefonen.

”I den her drøm og alle andre drømme tager han så let på det. Han siger: ’Hvorfor græder du? Du skal ikke være ked af det. Jeg er her godt nok ikke lige nu, men du tænker jo på mig.’ Han er helt ubekymret, helt umiddelbar, nærmest provokerende rolig,” siger hun.

”Det føles, som om han besøger mig i mine drømme for at trøste mig. Lidt som i Brødrene Løvehjerte, hvor han siger, at 90 år i virkeligheden kun føles som én dag i Nangijala. Det kan godt være, at det ikke er sådan i virkeligheden, men hvis jeg tænker det, er det måske også nok."

Foto: Emil kastrup Andersen
Foto: Emil Kastrup Andersen

I min skoletid havde vi en hel uge til at lære om sex, og vi snakkede om kærlighed og andre følelser, men jeg husker ikke, at vi nogensinde rigtigt snakkede om sorg

Pernille Strøm Øster