”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.” Esajas kapitel 9 vers 1.
Sognepræst Amalie Nørgaard Rathje reciterer ordene, som vil blive læst juleaften og juledag i landets kirker. Hun blev mindet om ordene, fordi hun sidder med en følelse af bekymring, som ofte melder sig, når hun skal forberede sin juleprædiken til Simon Peters Kirke på Amager i København. Det er en følelse af, at dette år har været endnu et år, hvor bekymringerne tynger ved juletid. For tre år siden var det flygtningekrisen, for to år siden var det valget af præsident Trump, og sidste år var det bekymringer om fake news. I år er det klimaet.
”Det kan være ret svært at tro på, at der er håb for verden. Jeg er selv en af dem, som slår mig selv i hovedet, fordi jeg ikke spiser linser og bønner i det omfang, jeg nok burde. Jeg bliver overvældet af fremtidsangst og skyldfølelse, når jeg åbner avisen og læser om klimakrisen, og jeg møder bekymring og opgivenhed hos mine jævnaldrende, hos børn og unge. Det opleves, som om problemerne akkumulerer sig, og vi kan ikke se, hvordan vi skal handle og agere, eller hvordan vores egen lille indsats overhovedet batter i det store perspektiv.”
Det var derfor, hun tog fat i profetien fra Esajas. For at minde om, at der er lys i mørket, som skal give os håb og handlemuligheder.
”Vi må holde fast ved, at der brænder et lys i mørket, men vi må også have plads til erkendelsen af, at livet kan være mørkt og hårdt og fuld af meningsløshed. Ikke mindst på grund af vores egen uformåen.”
Vi skal tale om det lys, hun ser i mørket, og om, hvordan hun møder flere, som er optaget af det lys, man ikke selv kan tænde. Det ser hun, når hun sætter sig på sin sorte cykel. Det er sådan en lidt tung, men praktisk mor-cykel med både kurv og barnestol.
Den 43-årige præst træder adstadigt i pedalerne på vej ud til blandt andet dåbssamtaler. Mere end 50 dåb er det blevet til det seneste år, og typisk mødes hun med forældrene og den lille i deres hjem.
”Forældrene tager dåben alvorligt. Det er noget, de vælger, og noget, der har stor betydning. Jeg oplever indimellem forældre, der ikke holder nogen sammenkomst bagefter dåben i kirken, fordi de ikke ønsker, at man skal tage fokus fra den kirkelige handling. De ønsker, at velsignelsen skal fylde det hele.”
Ønsket om at se det lys, Esajas forudsiger, har hun også mødt de gange, hvor hun er cyklet hjem til en døende, som har ønsket et samtaleforløb. Den slags samtaler har hun flere og flere af. Måske henvender en kritisk syg beboer i sognet sig til præsten for at tale om begravelsen. Men når spørgsmål om salme- og musikvalg er talt igennem, udvikler mødet sig og bliver til flere samtaler om det, som fylder, og det liv, som har været og snart skal slutte.
”Har man som uhelbredeligt syg fravalgt behandling og sagt, at man ønsker at dø, så kan man i behandlersystemet nogle gange blive set på nærmest som en fiasko og blive bebrejdet for at være pessimist og opgive håbet. Som præst tænker jeg, at der kan være meget håb i at turde se livet i øjnene og være realistisk i forhold til den sidste tid sammen med sine nærmeste. Ofte oplever jeg, at mennesker bliver lettede, når de slipper håbet, at de finder fred, og nogle åbner sig for, at døden ikke er det sidste.”
Når hun sidder i samtale, hører hun nogle gange mennesker undskylde, at de ikke tror. Når hun hører et sådant udsagn, prøver hun at finde ud af, hvad tro er for det menneske, hun sidder over for. Ofte viser det sig, at hun sidder med et menneske, som ser troen som et tilsagn til en stor dogmatisk pakke.
”Du kan møde en nærmest fasttømret forestilling om, at man må give afkald på videnskaben for at være troende, og så bliver folk gerne lettede, når jeg siger, at jeg bestemt anerkender videnskaben. ”
Når hun taler med mennesker om tro, tænker hun, at der i længslen efter at tro i virkeligheden er en stærk tro. Hun siger, at nogle får troen som en længsel.
”Tro handler om at modtage. Om at åbne sig for noget, du ikke har fortjent eller selv er skyld i eller herre over. Så må man sige tak og tro på, at man er taget imod som et menneske med sine fejl og mangler. Måske kan man kun gøre det i en længsel efter at gøre det. Men det er stadig en form for tak.”
I Amalie Nørgaard Rathjes liv er troen vokset langsomt. Finder man hendes blå bog fra 3. g på Sorø Akademi, kan man læse, at kammeraterne så hende som en filosofisk grublertype. Og det var ikke helt galt set. Hun husker en følelse af meningsløshed og så verden som et overvejende gråt sted uden fællesskaber, som hun ønskede at være en del af. Hun søgte efter mening og håb.
Hun tænkte, at hun ville være journalist, men inden ville hun gerne læse et bredt, klassisk studie. Derfor søgte hun ind på teologi på Københavns Universitet. Som studerende begyndte hun at gå i kirke med andre fra studiet og følte sig hjemme i det levende studiemiljø på fakultetet i Købmagergade.
Og langsomt voksede noget frem. Før havde hun haft en følelse af, at hun ikke måtte være i verden, og hun havde hele tiden forsøgt at finde et motiv eller en undskyldning for at være her.
”Teologien og dermed kirken blev et sted, hvor jeg fandt ud af, at jeg måtte være som den, jeg var, uden at jeg skulle gøre noget. Gennem studiet og deltagelsen i gudstjenester gik det op for mig, at jeg godt må være her, og at jeg har fået mit liv.”
Selvom hun værdsatte både studiemiljø og kirkegangen, afholdt hun sig fra at sige, at hun var kristen. Tanken om, at Gud havde ladet Jesus dø på korset for hendes skyld, skræmte hende mere, end det tiltalte hende. Da hun skulle skrive sit speciale, valgte hun at arbejde med anfægtelserne. Professor Theodor Jørgensen var hendes vejleder, og samtalerne med ham og arbejdet med specialet blev afgørende.
Når Amalie Nørgaard Rathje ser tilbage på sit eget liv, husker hun, hvordan hun oplevede, at tingene faldt på plads i forhold til troen. Der kom en følelse af ro, hun ikke før havde kendt. I stedet for at føle, at hun ikke måtte være i verden, mærkede hun, at hun var rummet med alle sine fejl.
Hun griber fat i en kliché, man ofte hører: ”Du er god nok, som du er.” For hende er der ikke megen trøst i at vide, at hun er god nok, som hun er.
”Jeg ved jo, at jeg ikke er god nok, men i kirken hører jeg, at jeg stadig har en opgave og noget, jeg skal, selvom jeg er fuld af fejl, og selvom jeg ikke fuldender. Selvom troen handler om at modtage budskabet om, at jeg er okay på trods af, at jeg ikke er okay, så sender kristendommen mig ud i verden som et handlende menneske. Det er den største trøst for mig.”
Julens prædikener er endnu ikke skrevet, men hun tænker på dem og har derfor genlæst Juleevangeliet i Lukasevangeliet. Her har hun hæftet sig ved ordene: ”Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.”
Man skal læse lidt længere i Lukasevangeliet end den angivne prædiketekst for at få den detalje med. Læser man videre, hører man om hyrderne, som opsøger den lille familie i stalden og deler, hvad englene har åbenbaret for dem. Amalie Nørgaard Rathje tror, hun vil inddrage verset med Maria i sin juleprædiken. Hun mener, at det siger noget om at tro på en måde, som taler til noget i vores tid.
”Der står om hyrderne, at de priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt. Jeg tror ikke, at det er alle mennesker, som kan juble og prise Gud på den måde. Der er forskellige måder at tro på. At gemme ordene i sit hjerte og gruble over dem er også en måde at tro på.”
Hun oplever, at hun får meget givet af de mennesker, hun er præst for. Der er samtaler og samvær, hun gemmer og grunder over. Før hun blev sognepræst i Simon Peters Kirke, havde hun et barselsvikariat som hospitalspræst på Sjællands Universitetshospital i Køge. I løbet af det halve år hun var på hospitalet, skete det indimellem, at hun havde samtaler med mennesker, der kortvarigt havde været døde, men var kommet tilbage til livet. Det var ældre og mennesker midt i livet.
”De mennesker havde som regel fred med sig selv og deres plads i livet. Det har betydet meget for mig, at mennesker generøst har delt den fred med mig. I de samtaler er livet, deres og mit, helt konkret blevet set og mærket i evighedens perspektiv.”