Kurts egen modgang, blindhed og stærke tro har hjulpet tusindvis af andre med ondt i sjælen

Kurt Videbæk var seks år, da han blev sendt på kostskole for blinde og svagtseende børn, langt væk fra sit hjem. Skoletiden er næsten forsvundet fra hans minder, for Kurt ville bare væk og have et almindeligt liv. I dag er han blind og dybt taknemmelig, for i kraft af sin egen modgang og stærke tro har han hjulpet tusindvis af andre med ondt i sjælen

Lise og Kurt Videbæk har været gift siden 1974, og gode venner betegner dem som hinandens øjne og ører. Mens Lise er født med nedsat hørelse, er Kurt født med en øjensygdom, der gjorde ham helt blind som 31-årig. –
Lise og Kurt Videbæk har været gift siden 1974, og gode venner betegner dem som hinandens øjne og ører. Mens Lise er født med nedsat hørelse, er Kurt født med en øjensygdom, der gjorde ham helt blind som 31-årig. – . Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Han følte det som en straf. Hvorfor sendte mor og far lige netop ham væk fra hjemmet i Aarhus? Til en skole helt derovre på Vestsjælland, hvor han ingen kendte. Og hvorfor måtte han kun komme hjem fire gange om året? Kurt Videbæk forstod ikke dengang, at hans forældre sendte deres lille søn så langt væk, fordi Refsnæsskolen ved Kalundborg i 1948 var det eneste sted i landet, hvor svagtseende og blinde børn kunne få hjælp. At de faktisk ville ham det bedste. Selvom det gjorde ondt at forlade en seksårig dreng i helt fremmede omgivelser.

Han vidste heller ikke, at mor og far var klar over, at deres dreng var født med en sjælden øjensygdom, der med tiden ville gøre ham helt blind. Det eneste, Kurt Videbæk selv oplevede, var, at han blev sendt væk, og at han ikke kunne lide de nye omgivelser.

Han var ikke som de andre børn. Han ville bare væk. Og når han en sjælden gang imellem var hjemme hos sine forældre og sine to søskende, var han derfor så fyldt med oprør, at han blev den vilde bror, der gik amok, rev ting i stykker og råbte op.

”Mor måtte gå mange ture med mig, hvor hun forsøgte at berolige mig og tale mig til ro. Det var hun eminent til.”

Kurt Videbæk fortæller sin historie med et smil. Det er svært at forestille sig den nu 76-årige mand som vild og uregerlig, men temperamentet varede ved, indtil han som voksen lærte at acceptere sit handicap og at bede om hjælp.

Opholdet på kostskolen var nemlig kun begyndelsen på den del af Kurt Videbæks liv, hvor drømmen om at leve et helt almindeligt liv gav ham en del skuffelser og nederlag. Han var 10 år, da han fik lægens dom: At han ville miste synet helt som 20-årig.

”Men jeg nægtede at tage det ind. Og ville derfor ikke lære blindskrift eller tage imod nogen af de andre tilbud, jeg kunne få på skolen. Hvis jeg ser tilbage på min stædighed i dag, kan jeg da godt ærgre mig lidt. For måske havde mit liv så set anderledes ud, og jeg kunne måske have brugt min musikalitet til at blive klaverstemmer. Men alt, hvad der havde med synshandicap at gøre, lukkede jeg ude. Jeg ville bare hjem til min familie og leve som alle andre.”

Kurt Videbæk sidder i sofaen i hjemmet i den vestlige del af Aarhus, hvor han i dag bor i et nyere rækkehus sammen med sin kone, Lise. Han har for nylig fortalt om sit liv til sin nabo Egon Rasmussen, der er journalist, og som blev så imponeret over, ”hvordan en blind mand kan være så glad, optimistisk og overskudsagtig, når han har haft så svært et liv som barn og ung”. Samtalerne mellem de to blev til bogen ”Du må aldrig give op”, der netop er udkommet på forlaget Ådalen, og Kurt Videbæk fandt undervejs ud af, at han faktisk har glemt, måske fortrængt, store dele af sin barndom og først for alvor kan genkalde sig tiden fra dengang, opholdet på Sjælland var slut. De fleste af årene på Refsnæsskolen og de sidste to på Blindeinstituttet på Østerbro i København. Da var han 16 år. 10 år er stort set væk.

”Da jeg kommer tilbage til Aarhus, begynder jeg at arbejde. Og i begyndelsen går det godt hvert sted, for der kan jeg se det, jeg skal for at kunne bestride jobbet. Men hver gang svinder synet undervejs, og det ender næsten altid med en fyreseddel. Det blev til en masse nederlag, men jeg fortsatte bare et nyt sted, for jeg ville under ingen omstændigheder være førtidspensionist. Drømmen var stadig det almindelige liv, og jeg skammede mig over mit handicap, som jeg forsøgte at skjule.”

Når Kurt Videbæk i dag alligevel ser tilbage på sit liv med stor taknemmelighed og glæde, skyldes det ikke mindst, at han hele tiden havde troen med sig. Hans forældre kom i pinsekirken i Aarhus, og den blev også Kurts og er det stadig.

Så da revalideringen og arbejdsformidlingen i hjembyen til sidst meddelte ham, at nu kunne de ikke hjælpe ham mere, flyttede han både adresse og kirketilhørsforhold til København. For her var chancerne umiddelbart bedre. Her blev det dog også til en række nederlag og fyringer fra det ufaglærte arbejde, han fik.

”Jeg var på mange måder ødelagt indvendig af al den modgang, men jeg blev aldrig bitter. For troen hjalp mig. Og jeg kan da også takke Gud for, at jeg endelig opgav min stædighed og erkendte, at jeg var ved at miste synet og havde brug for hjælp.”

Kurt Videbæk var på vej til en samtale et nyt sted efter endnu en fyring. Men på grund af sit nedsatte syn træder han for hurtigt frem mod bussen, da den kører ind til stoppestedet, og han rammes i hovedet af bussens sidespejl. På skadestuen bliver han syet med mange sting, og da han kommer hjem, er han klar over, at nu går den ikke længere.

”Og da beder jeg til Gud om hjælp. Min stædighed skal brydes. Kort efter min bøn ringer telefonen. Det er en konsulent fra Dansk Blindesamfund, og jeg takker ja til hans tilbud om at få hjælp. Jeg bliver derfor tilknyttet Blindeinstituttet og lærer at betjene et omstillingsbord. Og derefter får jeg faktisk ansættelse på Ebberødgård, hvor jeg var ansat i 18 år med at passe omstillingen. Min længste ansættelse noget sted og en skøn tid, for kort efter møder jeg min kone, Lise. Igen et tegn på, at mine bønner er blevet hørt. For jeg havde netop bedt om at møde en kvinde, og en måned efter kommer Lise ind i mit liv.”

Kurt og Lise bliver gift i 1974. Det samme år, hvor Kurt mister synet helt.

”Hun var i den grad med til at samle mig. Ud over at lære mig blindskrift lærte hun mig nemlig også at styre mit temperament. Og ud af de stumper, man kunne kalde mit liv, kom der et helt menneske. Som en af mine venner sagde, så blev jeg et helt andet menneske af at møde Lise. Og i dag vil jeg sige, at jeg har fået det alt sammen, alle mine nederlag og skuffelser, dobbelt igen.”

Lise kommer ind i stuen med en skål nybagte småkager. De kalder hinanden ”skat” og har nu i 45 år delt tilværelsen, troen og ønsket om at hjælpe andre, der har det svært.

I dag holder der tit forskellige biler foran deres hus, for det er velkendt, at ægteparret Videbæk er gode at tale med, hvis livet gør ondt eller slår knuder.

Kurt anslår, at han har talt med flere tusinde mennesker efterhånden, for i flere år var han tilknyttet Pinsekirkens Rådgivningscenter i København. Først som frivillig hjælper og senere som leder.

”Når jeg er i København, kommer der altid folk hen til mig på gaden og spørger, om jeg kan huske dem. Så beder jeg dem om at fortælle, hvad jeg hjalp dem med, og så kan jeg huske dem. Det er skønt at mærke, at ens hjælp har betydet noget, og at de har holdt fast i livet og i den tro, mange af dem fik gennem vores møde.”

En af de mange, der ringede til Rådgivningscentret, var Søren.

”Han sagde i telefonen, at han havde gjort et reb klart på loftsbjælken, for han orkede ikke at leve mere. Han havde levet et hårdt liv med druk og stoffer, og nu var hans bedste ven, der altid havde været der for ham, pludselig død ved en ulykke. Så nu magtede han ikke mere. Søren havde set telefonnummeret i en tv-udsendelse på Københavns Kristne Radio og TV, og selvom han ikke selv var kristen, havde han skrevet det ned. Jeg aftalte at mødes med ham dagen efter klokken 11, og han lovede mig at vente med bjælken til efter vores møde.”

Sørens liv blev reddet. Og Kurt Videbæk fortalte ham om Jesus, og hvordan han netop døde for Sørens skyld, ”så du er fri af det, du har siddet fast i”, fortæller Kurt, der samtidig også gav Søren muligheden for at få en ny kammerat i pinsekirkens menighed.

”For netop fællesskabet og sammenholdet er meget stærkt i pinsekirken. Her sidder man ikke bare på kirkebænken og ser hinanden i nakken, men man er der for hinanden. Beder sammen og deler livets udfordringer med hinanden.”

Men også uden for det kristne fællesskab forsøger Kurt og Lise at gøre en forskel. Og selv at leve op til deres værdier, selvom det ikke altid falder først for.

”På et tidspunkt havde vi et hus, der lå på en lille koteletgrund, med et nabohus tæt på, kun adskilt af en lille gruppe grantræer. En dag vi kom hjem, var træerne fældet. Uden vi var blevet spurgt. Min første indskydelse var at gå over og skælde ud, men Lise mindede mig om, at det var vores naboer, og hvis jeg valgte konfrontationen, så ville det gøre vores naboskab meget problematisk fremover. I stedet foreslog hun, at jeg gik over og inviterede dem med til min 50-årsfødselsdag om et par uger.”

Kurt er ét stort smil, da han genfortæller scenen.

”De troede jo, jeg kom for at skælde ud, men da de hørte mit ærinde, var ’undskyld’ og ’tusind tak’ det første, de sagde. De var flove over at have fjernet træerne uden først at spørge og tilbød os penge til at plante nyt. De mennesker blev vores bedste venner. At tilgive og at sige undskyld er i virkeligheden nok de hyppigste råd, vi har givet andre mennesker. Mange føler, at der går noget af dem ved at sige undskyld, men faktisk løser netop dét ord jo både situationen for én selv og for den anden.”

Når Kurt Videbæk i dag ser tilbage på sit liv med dets udfordringer, bump og nederlag i de første mange år, lyder hans vurdering: ”I virkeligheden har mit handicap nok været en styrke. For hvis jeg ikke selv havde været ude for så meget i mit liv, så ville jeg ikke kunne have hjulpet andre. Jeg forstod dem jo, når de kom ind med deres problemer. For jeg havde selv været der. Og som en af dem sagde, da hun kom ind for at få hjælp: ’Her kommer jeg med mine små problemer i forhold til dig, der har mistet synet. Men heldigvis kan du så heller ikke se min mascara, der løber.’”

Lise dukker op igen. Denne gang med fotografen, og Kurt rejser sig fra sofaen. Finder blindestokken og går ud for lige at sætte håret en ekstra gang. Smilet behøver han ikke at øve sig på.