Prøv avisen

97-årige Lilly: Vi mennesker er født med genet til at være kærlige – vi skal bare bruge det

Lilly Thora Møller er aldrig kommet i tvivl om sin tro, og når hun ikke er kommet til Gud, er Gud kommet til hende. Foto: Palle Peter Skov

Gennem et langt liv – og ved hjælp af et godt konfirmationsord – har Lilly Thora Møller stolet på Gud. Selv har hun også hjulpet til, hvor hun nu kunne

Der er to grunde til, at Lilly Thora Møller går tidligt til ro om aftenen.

Den ene er, at hun døjer med ryggen, den anden er, at aftenbønnen tager rigtigt lang tid. For den 97-årige tidligere gartner er mor til tre, mormor til seks og oldemor til 20.

”Det lyder af meget, men vi har selv tre døtre, og senere kom der to ekstra børn til os – en dreng og en pige, som blev forældreløse, da de var 14 og 17 år. De to og vores egne voksede op som nabobørn, så det var helt naturligt, at de kom til at høre til os, og med tiden fik de jo også børn og børnebørn.”

Selv har Lilly Thora Møller haft et langt og begivenhedsrigt liv, og indimellem undrer hun sig over, hvorfor hun stadig er her, for hun gør ”ingen verdens nytte længere”.

Men det må hun jo gøre alligevel, for når en fra hendes store familie skal noget vigtigt, ringer de altid lige og fortæller det først.

”De ved jo, at jeg følger dem, og er der noget i vejen, så beder jeg for dem, så de har mod på det, de skal,” siger hun, mens vi sætter os ved køkkenbordet i række-huset, der sammen med 11 andre ligger der, hvor gartneriets store drivhuse engang lå.

Det var her i Vamdrup ved Kolding, hun og hendes nu afdøde ægtemand, Erik, dyrkede hortensiaer og julebegonier og på overskudsvarmen fra fyret opførte byens første svømmebassin, hvor børn fra KFUM og KFUK kunne tage sig en dukkert.

”Så fik de sodavand og pølser, når de havde leget i vandet et par timer. Endnu kan jeg møde voksne mænd og damer, der kommer hen og siger, at det husker de tydeligt, så noget godt har det da gjort.”

Lilly Thora Møller er ikke noget offentligt menneske, pointerer hun, men hendes lokale ry siger noget andet: Mange konfirmander er gennem årene blevet sendt her forbi for at tale med et troende menneske, som er god til unge. Hun har altid haft et stort hjerte for børn, og mener, at ”vi mennesker er født med genet til at være kærlige, vi skal bare bruge det”.

Selv har hun brugt genet til at engagere sig i andres ve og vel, og både hun og Erik lagde frivilligt arbejde i den lokale kirke, han som menighedsrådsformand gennem 19 år og hun i samfundsrådet samme sted.

Og i 13 år i træk havde hun og Erik en stand i Helligåndskirken i København, når Cystisk Fibrose Foreningen havde adventssalg. Sidste gang de var med, tjente de 39.000 kroner til det gode formål – på hendes broderier og hans adventskranse.

Sygdommen cystisk fibrose fik familien ind på livet, da barnebarnet Mette blev født med den kroniske lungelidelse. Det blev opdaget, da pigen var seks uger, og Lilly Thora Møller sad ved den lille på Kolding Sygehus, når datteren skulle aflastes.

En dag hørte hun en sygeplejerske sige, at ”vi må da ikke håbe, at den lille overlever”. Hvad er det dog, hun siger, tænkte den bestyrtede mormor: ”Men den sygeplejerske vidste jo, hvad det kunne blive til,” siger Lilly Thora Møller og flytter lidt rundt på den blomstrede kaffekop og en fint foldet serviet, inden hun fortsætter.

”Men jeg kunne ikke lade være med at bede om, at hun måtte leve.”

Og Mette levede – lige indtil hun blev 25 år.

”Gud har alligevel kunnet se, at hvis hun fik lov at leve, fik hun et godt liv, så længe det nu kunne vare,” siger Lilly Thora Møller, som ofte var med i København, når Mette var indlagt på Rigshospitalet.

”Hendes største ønske var en hundeslædetur i Grønland, det var et lidt stort ønske at have for en med cystisk fibrose, men et andet af mine børnebørn, som er læge, fik arbejde på sygehuset i Nuuk, og det gav Mette mod til at tage derop som au pair. Og hun fik sin hundeslædetur.”

Lilly Thora Møller er aldrig kommet i tvivl om sin tro, og når hun ikke er kommet til Gud, er Gud kommet til hende.

Man bliver sjældent 97 år uden at have været syg på vejen, og første alvorlige gang var kort efter jul i 1930, hvor hun som otteårig blev indlagt på sanatoriet ved Kolding Fjord med tuberkulose.

Behandlingen var god mad, frisk luft, hvile og en liter sødmælk hver dag. Det er ikke ene glade minder, hun har derfra. Men rask blev hun, det var der andre børn, som ikke gjorde.

Senere har hun været gennem flere operationer for andre ting, men rigtigt bange har hun aldrig været, for hun har følt, at Gud var med hende.

”Engang var der ikke tid til at bede en bøn inden. Jeg var indlagt, og pludselig klokken 6 om aftenen tog de den beslutning, at jeg skulle opereres klokken 7. Det skulle gå stærkt, og hver gang jeg skulle til at folde hænderne, fik jeg ikke tid til det.”

Dengang sang sygeplejerskerne på det gamle sygehus i Kolding aftensang ved orglet i forhallen, og da Lilly Thora Møller blev kørt ned til operationsstuen, kunne hun gennem de åbne døre høre en af sine yndlingssalmer ”Jesus, kom dog nær til mig”.

”Bagefter sang de ’Skriv dig, Jesus, på mit hjerte’, det er også en, jeg holder meget af, og så tænkte jeg, at jeg godt kunne slappe af, for da jeg ikke havde tid til at komme til Gud, havde Gud tid til at komme til mig. Gud har altid tid til os.”

Det er hendes fornemmelse, at flere har svært ved at tage sig tid til Gud i dag.

”Der er ingen ro over folk mere. Livet render ud i én køre, og jeg tænker tit, at hvor er det synd for alle dem, der ikke har fået troen og føler sig tryg i den.”

Hun og hendes søskende blev sendt i søndagsskole, og så har konfirmationen betydet meget:

”Det var der, jeg fik et personligt forhold til Gud, hvis man kan sige det sådan.”

Konfirmationsordene var ”Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets trone”, og dem har hun bestræbt sig på at efterleve gennem et langt liv, som har strakt sig op gennem snart et århundrede – lige fra dengang, det var en sensation, når der var en bil på vejen og et fly i luften.

Da hun var 17 år, rejste Lilly Thora Møller til England. Via KFUK havde hendes storesøster fåen plads som kokkepige på et landsted syd for London. Herskabet her havde netop fået deres første barn, og da fruen var 42 år og manden 62 år, var det en begivenhed, der krævede en barneplejerske.

”Og så kom jeg derover, selvom jeg først måtte bære uniform, når jeg fyldte 18 år,” siger Lilly Thora Møller og fortæller, så man ser et – lidt mindre – Downton Abbey for sig: Staben bestod af kokkepige, første stuepige, lille stuepige, en tjener/chauffør og barneplejersken Lilly.

”Babyen”, der i dag er 80 år, ringer stadig en gang imellem til sin gamle barnepige og har været på besøg i Vamdrup.

Mange udlændinge i Storbritannien rejste hjem, lige før Anden Verdenskrig brød ud. På vejen med toget op til London og færgen til Danmark den 1. september 1939 så de to søstre noget, som Lilly Thora Møller aldrig glemmer: På hver eneste station stod der rækker af børn, der holdt hinanden i hænderne, med en taske over den ene arm og en bamse eller dukke i favnen.

Det var den største evakuering af børn nogensinde. Omkring 1,5 millioner børn, gravide og handicappede blev sendt ud på landet for at være i sikkerhed for Nazitysklands bombardementer – på blot på to dage.

Da søstrene kom til London, ville de købe tøj for de penge, de havde tjent.

”Man måtte ikke udføre pund. Men i den dameforretning, vi gik ind i, sad inde- haveren opløst af gråd. Klokken 4 om morgenen var der blevet banket på hendes dør, og hun måtte aflevere sine børn på fire og syv år. Hun var jo så fortvivlet og bekymrede sig, om folk ville være søde ved dem, og hvornår hun så dem igen.”

Den 3. september var hun og søsteren hjemme i Danmark med det sidste skib, og først efter krigen kunne de komme i kontakt med deres engelske ”familie”, som havde haft 12 mødre med spædbørn boende på deres landsted. Siden har de besøgt hinanden flere gange både i England og Danmark.

Men måske var det meget godt, at Lilly Thora Møller kom hjem dengang, for selvom hun elskede sit liv i England, elskede hun også den et år ældre Erik, som var elev på et gartneri i Vamdrup. Og så blev det dem. Erik mistede hun i 2007, kort før deres krondiamantbryllup.

Uret i stuen slår 12, men med langsomme, sprøde slag. Tiden går, og Lilly Thora Møllers køkken er rart at sidde i.

Her har også den tidligere chef for PET og mangeårige efterforsker på Rejseholdet Hans Jørgen Bonnichsen nydt kaffe og samtale. For det martrer både ham og Lilly, at Heidi-sagen fra Kolding aldrig blev opklaret.

Fra hver sin side af samfundet har de to spekuleret over, hvordan en fireårig pige kunne forsvinde sporløst palmesøndag i april 1979. Han professionelt som leder af Rejseholdet, og senere i bogen ”Glem ikke Heidi” (2017), og hun som vågen medborger.

Dengang gik man ikke til politiet og sagde, hvad man troede, der var sket, men Lilly Thora Møller har aldrig kunnet slippe tanken om, hvor den lille pige var endt.

Man skal ikke blande sig i alt, mener hun:

”Men da Bonnichsen for nogle år siden efterlyste nogen, der kunne huske sagen, kunne jeg ikke lade være med at tale med ham.”

En person var sigtet dengang, men ingen blev nogensinde dømt. Den lille piges forsvinden er forblevet en af de mest opsigtsvækkende gåder i dansk kriminalhistorie. Og selvom det er 40 år siden nu, er det svær at glemme.

”Hun var kun et lille barn,” siger Lilly Thora Møller.

Foto: Palle Peter Skov