Prøv avisen

Ann Eleonora Jørgensen: Vi mennesker går så let i stykker

Det giver mig en helt særlig ro at kunne se ud over vand, ud til horisonten. Det er en sindsstemning jeg kan bruge, både når jeg skal tænke kreativt, nulstille hjernen” siger Ann Eleonora Jørgensen Foto: Leif Tuxen

Skuespiller Ann Eleonora Jørgensen efterlyser en kultur, hvor der er plads til sorgen og det smertelige. Selv lever hun med angsten som følgesvend

En ældre herre kommer gående på en flisebelagt sti, som skærer gennem Bellevue Strandpark lidt nord for København. Da han ser, det er skuespilleren Ann Eleonora Jørgensen, som sidder på bænken, stopper han op, for han vil gerne sige hende tak.

”Jeg vil bare sige, du gjorde det rigtig godt.”

Hun ser på ham, sender et smil og siger tak. Så går han videre med sol i ryggen, og Ann Eleonora Jørgensen siger om herren:

”Han var sød.”

Hun er vant til disse øjeblikke, hvor hun bliver kontaktet af mennesker, som har set hende i en forestilling eller en film. Rollen som præstekone og gymnasielærer Elisabeth Krogh i ”Herrens Veje” er ingen undtagelse.

”Når folk henvender sig, er det ikke, fordi de vil diskutere, men typisk fordi de gerne vil dele en oplevelse med serien. Ofte har det handlet om mennesker, som har fortalt, hvordan de er kommet til at tale om tro. Jeg tror, første del af serien måske har givet et friere rum til at tale om tro.”

Søndag aften havde anden og sidste sæson af ”Herrens Veje” premiere. Hvis første sæson bidrog til en samtale om tro, så er sorg et tema i anden sæson. For at forberede sig til rollen har Ann Eleonora Jørgensen blandt andet læst om tab og sorg. Hun nævner Joan Didions forfatterskab, men også Naja Marie Aidts ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”.

Da den nye sæson for nogle uger siden blev præsenteret på et pressemøde i Stenløse Kirke, fortalte Ann Eleonora Jørgensen til flere medier, hvordan det følelsesmæssigt havde været hårdt at spille rollen som Elisabeth Krogh, der sørger over sønnen Augusts død. I optagelserne til serien havde hun været inde i en følelse af tung sorg, som smittede af på hende og nogle dage gjorde hende voldsomt udmattet. Nu kan man de kommende søndage følge hende i rollen. Hvad håber hun, at serien bidrager med?

”Jeg vil håbe, at serien kan give en forståelse for, at sorg tager tid, og at sorgen skal have lov til at have sin plads. I vores kultur er det lidt, som om sorgen skal overstås hurtigst muligt, så man kan komme videre.”

”Man skal respektere det menneske, som er væk, og dem, som har mistet, ved at finde anledninger til at rykke sammen. Det har jeg set, hvordan man gør på Sicilien, hvor sorgen får lov at fylde også i det offentlige rum med sørgeoptog, men i vores land har vi det sådan, at alt, hvad der lugter af noget sorgfuldt og smertefuldt, forstyrrer vores hverdag, så det gemmer vi væk. Vi mennesker går let i stykker, og når vi gør det, så trækker folk sig lidt væk, for vi kan bedst lide, når tingene er glatte.”

Den menneskelige sårbarhed har Ann Eleonora Jørgensen selv oplevet. Som 24-årig vågnede hun og var lam i venstre side af ansigtet. I uger forsøgte lægerne at finde ud af, hvad hun fejlede. Situationen var kritisk. Lægerne nævnte diagnoser som sklerose, herpes på hjernen eller en autoimmun sygdom. Årsagen til lammelsen blev ikke fundet, men hun blev rask. En tid efter mærkede hun angsten første gang.

”Indtil da havde jeg været frygtløs, rejst alene rundt i Mellemøsten og sådan.”

”Der kom en anden sensibilitet ind over mig efter sygdommen, og angsten blev min følgesvend. Og det er den stadig. Man kan lære at leve med angsten og ikke lade sig diktere af den. Første gang man møder angsten, tror man, at det er en konstant tilstand. Men med tiden lærer man, at det er en tilstand, der kommer og går – lidt ligesom roskildesyge. Bare værre.”

Vi er rykket ud til en bænk på en af strandparkens moler. Lidt længere ude lader en kvinde sin krop glide ud i vandet og tager svømmetag i Bellevuebugten. Det kunne have været Ann Eleonora Jørgensen. Hun er meget glad for havet og vinterbader.

”Jeg kommer, og er altid kommet, meget ved havet. Vil jeg slukke, så kører jeg ud til vandet, men jeg gør det også, hvis der er noget, jeg vil tænke over. Det giver mig en helt særlig ro at kunne se ud over vand, ud til horisonten. Det er en sindsstemning, jeg kan bruge, dels når jeg skal tænke kreativt, dels når jeg skal nulstille hjernen.”

Når hun skal tale om tro, er det naturligt for hende at tale om de erfaringer, hun gør sig ved vandet. Men hvorfor ikke i en kirke?

”Jeg synes, kirken repræsenterer en fin form for fællesskab, men det er da ikke kun i kirkerne, at man kan opleve nærværet af Gud. Nogle gange tværtimod.”

Hvad er det, vandet kan i forhold til tro?

”Spørgsmålet er: når man går alene langs med havet, føler man sig så ensom? Jeg kan klart svare, at jeg aldrig føler mig ensom. Og som en klog præst engang sagde til mig, da vi snakkede om tro: ’Når man ikke føler sig alene, er det, fordi man tror. For når man tror, er man aldrig alene’. Det synes jeg faktisk er ret godt sagt. Ikke alene føler jeg mig ikke alene, jeg føler mig også forbundet. Forbundet med det guddommelige, jeg kan mærke en større sammenhæng.”

Ann Eleonora Jørgensen siger samtidig, at hun kan have det vanskeligt med religion.

”Jeg er ikke den fjerneste smule i tvivl om, at jeg tror, men Gud er et ord, vi har fundet på, for Gud og det guddommelige er meget større, end hvad man kan have i et ord. Det betyder ikke, at hele historien om Jesus ikke er gældende for mig. Det er den bestemt, men Gud og troen er større.”

Vesterhavet har en særlig betydning for Ann Eleonora Jørgensen. Hun er født og opvokset i Hjørring. Familien boede på Hotel Corner, hvor hendes far var direktør, og moderen arbejdede. Hun voksede op som enebarn og kom hverken i børnehave eller børnehaveklasse. I stedet tilbragte hun lange perioder med sin mormor og farmor. Hendes mormor, Selma, boede i Hirtshals, og det buldrende hav og leg i klitterne blev en central del af barndommens land. Et land, hun blev fjernet fra, da forældrene blev skilt.

”Jeg var 11 år og blev slæbt med til København. At forlade Nordjylland var bestemt ikke noget, jeg havde valgt eller havde lyst til. Vi kom til at bo i Eskebjerggård, som nærmest var en ghetto, og jeg blev elev på Måløv Skole. Jeg havde kort, rødt hår, lignede en dreng og talte nordjysk. Og så kan man jo godt tro, at man blev drillet. Det kunne jeg nok godt være blevet, men af natur har jeg altid været god til at sige fra og slå fra mig. Så jeg uddelte helt konkret nogle øretæver, og så var den ikke længere.”

Evnen til at slå fra sig har hun bevaret. Og det samme gælder adgangen til hendes indre barn. Da fotografen beder hende gå langs stranden, tager vinden fat i hendes frakke, og en hvid T-shirt, hvor der står ”Merde”, kommer til syne. Lort. Hun svarer med tavshed og grinende øjne, da hun bliver spurgt, hvad hun tænker om trøjens budskab.

Den tætte kontakt til barndommens land er også intakt på andre måder. Det mærker man i hendes køkken, hvor hun gerne trakterer med kødrige nordjyske retter. Der er ingen december uden grønlangkål serveret med flæsk og medister hjemme hos hende. Og hun mærker kontakten til barndommen, når hun er på besøg hos familien i Hjørring og omegn.

”Der er et sted mellem Hjørring og Hirtshals, hvor jeg godt kan lide at bo i første klitrække. Jeg skal derop i morgen og gå lange og mange ture. Jeg hopper i klitterne og får det fuldstændig, som da jeg var barn, med sand i underbukserne og sokkerne.”

”På nogle måder er jeg bare aldrig blevet helt voksen. Jeg er rimelig barnlig indimellem, og jeg håber sådan set aldrig, at det bliver anderledes. Jeg lader mig ikke diktere af ord som ’det gør man da ikke, når man er et voksent menneske’. Jeg tror faktisk, vi alle skulle give mere plads til barnet og nysgerrigheden.”

I år er det 25 år siden, at hun blev uddannet fra Statens Teaterskole. Hendes oprindelige plan var at blive tandlæge. Da hun havde afsluttet niende klasse, fik hun en læreplads som klinikassistent og planlagde siden at læse videre på Tandlægeskolen, men inden hun var færdiguddannet klinikassistent, havde hun erkendt, at hun ikke skulle leve sit liv i en hvid kittel.

”Jeg havde aldrig tænkt over, at man kunne blive skuespiller, men en veninde gik den vej, og jeg fandt ud af, at jeg enormt godt kunne lide at arbejde på den måde.”

Hendes glæde ved faget er blandt andet forbundet med hendes optagethed af ord. Hun er et læsende menneske og kan knytte sig til citater. Da hun blev gift med sin mand, Rasmus Windfeld, skrev gæsterne hilsner til parret, som kom i en kasse, som de skulle åbne på deres etårsbryllupsdag. I kassen lå også fem ord på en afrevet seddel fra Ann Eleonora Jørgensens farfar.

”Jeg kan selvfølgelig ikke fortælle dig, hvad der stod på sedlen, men de ord betød noget særligt for mig, og jeg gik med sedlen i en brystlomme eller kom den i min pung.”

Ann Eleonora Jørgensen samler ord op mange steder:

”Hvis du går i kirke, hvad der er en god idé at gøre en gang imellem, så kan du sidde og smage på salmerne, og er du heldig at komme et sted, hvor der er en god præst, så kan der også komme mange skønne ting. Og ellers er det i litteraturen og i digte, at jeg samler visdom op.”

Et af de citater, hun har samlet op, handler om menneskers forhold til de afdøde. Hun citerer den italienske filosof og filminstruktør Pier Paolo Pasolini for at sige: ”Det er jo ikke sådan, at de døde ikke kontakter os. Vi mennesker er bare ikke så gode til at lytte.”

Ann Eleonora Jørgensen er en undtagelse.

”De døde er iblandt os,” siger hun, og ordene blæser ud over bugten, mens en måge blander sig i samtalen.

I anden sæson af ”Herrens Veje” møder man Ann Eleonora Jørgensen i rollen som Elisabeth Krogh, der er tynget af sorgen over sønnen Augusts død. I søndagens afsnit kunne man se hende i en sorggruppe, hvor hun delte sin frygt for, at hun skulle holde op med at tænke på sønnen. Selv siger Ann Eleonora Jørgensen, at hun lever med sine døde.

”Jeg er ikke tvivl om, at man kan have kontakt med sine afdøde. Jeg taler tit med både min mormor Selma, min farmor Eleonora og af og til også med min farfar. Det har jeg altid gjort.”

Hun var 14 år, da hendes mormor, Selma, døde. At hun blev ved med at tale med sin mormor, var ikke noget, hun talte med andre om. Det er først som voksen, hun har fortalt om det.

”Jeg troede vel, at det var noget, alle gjorde, men det er så gået op for mig, at det ikke er tilfældet.”

Med sine hænder tegner hun konturerne af en stor skikkelse mellem os. Det skal vise journalistens sjæl.

”En sjæl bor i en krop, men sjælen er mere end det og er langt større end den fysiske krop. Så når du dør, er din sjæl er her stadig, og den vil leve videre i dine børn, i dine relationer og i det, du har sendt ud.”

Find særudgaven af e-avisen fra den 26. december 2018 med årets bedste interviews her

En sjæl bor i en krop, men sjælen er mere end det og er langt større end den fysiske krop. Så når du dør, er din sjæl er her stadig, og den vil leve videre i dine børn, i dine relationer og i det, du har sendt ud

Ann Eleonora Jørgensen

I vores land har vi det sådan, at alt, hvad der lugter af noget sorgfuldt og smertefuldt, forstyrrer vores hverdag, så det gemmer vi væk

Ann Eleonora Jørgensen
Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen