Få steder i landet mærkes historiens vingesus så tydeligt som i den sydjyske by Jelling, hvor gravhøje og monumenter fortæller om en for længst svunden tid. Men få kilometer fra området, hvor den over 1000 år gamle historie om Harald Blåtand, Gorm den Gamle og Thyra Danebod udspringer, blæser der kontrastfyldte og helt nye vinde.
Vejle Kommune, som Jelling hører under, har således været flittig og gjort den lille stationsby til en af de byer i Danmark, hvori der udstykkes flest byggegrunde. Og på en af disse, i byens sydøstligste udkant, grænsende op til en skov, bor 35-årige Lotte Frank-Larsen og 40-årige Lars Frank-Larsen samt deres to drenge i det hus, de fik bygget i 2015. Han er fra Odense, hun fra Egtved ikke langt herfra. At det blev i Jelling, de bosatte sig, skyldtes blandt andet en god infrastruktur, de mange fritidsmuligheder i nærområdet samt den omgivende natur.
Lars FrankLarsen, der arbejder som outreach partner med ledelse på Syddansk Universitet, beskriver sig selv som systematisk anslagt, så han plottede potentielle steder ind i et Excel-regneark for derefter at angive afstande til skole og institutioner, indkøbsmuligheder og byggepriser. Til sidst havde parret skåret deres kommende adresse ned til kun to-tre områder, og jo flere gange de kom til Jelling, jo mere faldt de for området.
”Jeg er meget historieinteresseret og spiller golf (der ligger en stor golfbane næsten uden for døren, red.), og institutioner og skole lå tæt på. Hvis jeg skal arbejde i København, ligger der togstation i Jelling, og skal vi rejse, er Billund Lufthavn 25 minutter herfra,” fortæller han.
Ifølge Mette Mechlenborg, seniorforsker og ph.d. ved institut for byggeri, by og miljø på Aalborg Universitet, er Lotte og Lars Frank-Larsen et godt eksempel på en typisk ”anden bølge”-nybyggerfamilie. Første bølge var i 1950’erne og 1960’erne, da mange rykkede ud i provinsen og byggede deres huse selv. Typehusene overtog langsomt de almindelige håndværksdrevne og selvbyggede enfamiliehuse, fordi man i typehuset kunne erhverve sig moduler og standarder, som gjorde det lettere at bygge selv. Efterhånden tog byggebranchen helt over, og danskerne overlod byggehåndværket til fagpersoner. Overgangen skete i slutningen af 1960’erne, hvor det ikke længere kunne betale sig at bygge selv.
”Det er blevet for besværligt at bygge helt selv. Der er noget bekvemmelighed over typehuset, og oveni er der rigtig mange regler at følge, hvis man er helt på egen hånd. Men fordi man stadig gerne vil skille sig ud fra mængden, vælger mange i dag nogle specielle løsninger, der passer til dem helt personligt. Det kan være et anderledes tag eller nogle ekstra værelser, der gør typehuset mere personligt. Det er massekulturen, der har ramt det personlige,” siger Mette Mechlenborg.
Når unge familier bygger hus i dag, bygger de ofte for at blive boende i mange år. Det er en stor investering både økonomisk og følelsesmæssigt at opfylde drømmen om et skræddersyet hjem.
”Det er stadig tale om den gamle nybyggerdrøm. Men samtidig er nybyggeri også en kommentar til det, der sker i vores samfund. For når man bygger hus selv, slår man rødder – noget, mange har svært ved i dag. Man tager ejerskab både mentalt og fysisk, og når man som helt ung familie er i gang med at skabe sine børns barndomshjem, så fylder man rigtig mange værdier og drømme i huset,” siger Mette Mechlenborg og påpeger endnu en årsag til, at nybyggeri er en populær løsning for mange unge familier.
”Én ting er at finde det rette hus, når man skal flytte, men hvordan vælger man de gode naboer? Mange af parcelhuskvartererne fra 1960’erne er i dag blevet sølv- og guldbryllupskvarterer, hvor man som ung familie ikke har så meget tilfælles med naboerne. I et nybyggerkvarter derimod kan man kigge rundt og se, at alle er i samme båd. Der hersker en fælles nybyggerånd, hvor alle lægger energi, følelser og økonomi i projektet, for at det hele kan lykkes,” siger Mette Mechlenborg.
Ved det lange bord i husets hjerte – det store, lyse køkken-alrum – sidder seksårige William og fortæller ivrigt om skole og legekammerater, mens han putter hjemmebagt chokoladekage på skeen. Lillebror Albert på tre har hentet en kasse med legoklodser og leger på gulvet ved siden af. Det er også her, de sidder sidst på eftermiddagen og spiser lidt mad, når drengene er hentet fra børnehave og sfo. Dog ikke så længe ad gangen, for legekammeraterne udenfor trækker ofte, fortæller Lotte Frank-Larsen, der arbejder på kontor i et smykkefirma i Horsens. Og det er helt, som det skal være.
”Jeg er selv vokset op på landet, hvor der var langt til vennerne, og hvor det skulle planlægges, når jeg skulle besøge veninder, fordi jeg skulle køres. Det samme når jeg skulle til sport. For mig har det været vigtigt, at det ikke blev sådan for vores børn. Her hvor vi bor, har vi rigtigt gode stisystemer både hen til skolen og til sportsfaciliteter. Og når drengene gerne vil lege med nogen, kan de bare åbne døren og løbe ud, så står kammeraterne der. Ikke sjældent sidder der en håndfuld børn med, når vi skal spise. Særligt hvis der serveres noget lækkert, rygtes det.”
For Lotte og Lars Frank-Larsen er fællesskabet med naboerne kommet til at betyde meget. Men hvor meget har de først fundet ud af, da de flyttede ind.
”Vi havde ikke rigtig nogen forventninger i forhold til det sociale, da vi flyttede herud. Men på den konto har vi fået rigtig meget. Vi har blandt andet en Facebook-gruppe på vejen, vi har sommerfest og holder fredagsbar én gang om måneden. Vi mænd cykler også mountainbike og spiller golf sammen, mens kvinderne har nogle andre traditioner med at mødes. Det er noget ekstra, vi har fået oveni, som vi synes er fantastisk. Meget kommer jo nok af, at vi alle minder meget om hinanden, hvad angår baggrund, uddannelse og karriere – ressourcestærke forældre med børn i samme aldersgruppe. Vi er det samme sted i livet,” siger Lars Frank-Larsen.
Også foreningslivet i den lille by med lidt over 3000 indbyggere fylder i familiens liv. Lotte Frank-Larsen er frivillig gymnastikinstruktør, og Lars Frank-Larsen træner sønnen Williams fodboldhold, ligesom han selv spiller i den lokale klub. Parret er imponerede over, hvordan størstedelen af byens indbyggere er aktive i foreningslivet og på den vis også støtter op om den traditionelle Jelling Festival, der drives af frivillige.
”Nu er den jo desværre aflyst i år igen. Men festivalen er for mange i lokalområdet en vigtig social begivenhed, hvor venner ofte inviteres til havefest, mens de små børn kommer på besøg hos bedsteforældrene,” siger Lars Frank-Larsen.
Parret viser rundt i det 181 kvadratmeter store hus, hvor intet synes overladt til tilfældighederne. For eksempel er alle soveværelser i det tæt isolerede hus placeret mod nord. Det gør, at det ikke er alt for varmt at sove i dem i sommerhalvåret. Der er også lavet ekstra værelser til kontor og gæsteværelse, ligesom Lotte Frank-Larsen har fået opfyldt et ønske om et lille spisekammer. En robotstøvsuger kan køre hele huset rundt uden stop, da der ikke er nogen dørtrin. Selv sofaen er købt med så høje ben, at robotten uden problemer kan nå derind.
”Vi vil gerne have så lidt vedligeholdelse som muligt. Det er kun udenfor, at der skal males lidt en gang imellem. Det er faktisk haven, vi bruger mest tid på, men nu har vi også købt en robotplæneklipper,” siger Lotte Frank-Larsen og peger ud i haven, hvor havemøblerne står og venter på højere temperaturer på terrassen.
Parret lægger ikke skjul på, at husarbejde og praktisk arbejde gerne må fylde så lidt som muligt i hverdagen. De har begge mellem en halv og en hel times kørsel til og fra arbejde, og de prioriterer at bruge tid med venner og familie og vil også gerne dyrke sport, så tiden er for kostbar til at bruge på rengøring og vedligeholdelse.
De er enige om, at de har fundet det sted, de skal bo i mange år frem. Men de har også allerede talt om, at det måske ikke er sidste gang, de har bygget nyt.
”Det er nok sådan en nybyggerting, at når man først har gjort det én gang, så kan man godt få lyst til at gøre det igen. Og vi har da talt om, at når drengene engang er flyttet hjemmefra, så kunne vi godt tænke os at bygge sådan et rigtigt egoisthus med lidt ekstra luksus. Gerne inde i skoven. Men vi må se – det er sjældent, at der sættes noget til salg der,” siger Lotte Frank-Larsen.