Sidste sommer var Meik Wiking på Bornholm som ofte før. Han havde været i vandet og jaget rødspætter med sin harpun, og nu sad han på en sollunet sten med sin fangst og mærkede, hvordan han langsomt fik varmen tilbage i kroppen efter det kolde dyk. Øjeblikket var så fint, at han gerne ville huske det, men hvordan kunne han sikre, at det ikke bare fortonede sig blandt mange andre lignende sommerminder fra solskinsøen? Ved stenen lå der noget tørret tang, og han samlede det op og snusede ind, alt imens han betragtede de skønne omgivelser. Han forklarer:
”Jeg havde ikke andre minder om tang, så jeg tog et godt snus for sidenhen at kunne associere oplevelsen til noget. Når jeg fremover ser tang ligge på stranden eller mærker lugten af tang, så vil jeg få en erindring om den særlige sommerdag. Så vil jeg forbinde det med den smukke oplevelse. Det er faktisk muligt at påvirke, hvad du husker. Især hvis du bruger dine sanser.”
41-årige Meik Wiking er direktør for institut for lykkeforskning og aktuel med bogen ”Kunsten at skabe minder. Sådan skaber og husker du dine lykkelige øjeblikke”, der er udkommet på Turbine.
Netop lykke og minder er stærkt forbundne, og derfor er det vigtigt både at værne om, pleje og opdyrke gode minder for ens eget velbefindendes skyld.
”Når man undersøger, hvorfor nogle mennesker er mere tilfredse med livet end andre og har, hvad man kan kalde et mere positivt og optimistisk narrativ, så hænger det blandt andet sammen med, hvor gode de er til at genkalde sig positive erindringer fra deres liv, og hvilke minder de dvæler ved. Vores forudsigelser om fremtiden bygger på vores erindring om fortiden. Fortæller vi hele tiden os selv, at vi aldrig er lykkedes med noget, så påvirker det vores selvtillid og tilfredshed med tilværelsen,” siger Meik Wiking.
Sammenhængen mellem lykke og minder er med andre ord markant. Derfor ser man også, at folk, der lider af depression, kan have svært ved at huske, at de nogensinde har oplevet noget positivt i deres liv. Men det er faktisk muligt at nuancere minder fra fortiden, hvis man hjælper det på vej. For eksempel ved at kigge i fotoalbum, der vidner om, at der også har været gode oplevelser. Ikke at man skal forherlige ulykken, men den trives som regel side om side med lykken, påpeger Meik Wiking.
For ham har den store aha-oplevelse under bogens tilblivelse været erkendelsen af, at vi som mennesker har stor indflydelse på, hvad vi husker, men også på, hvad vi ønsker at huske fremover. Har vi ikke nok smukke og unikke minder at dvæle ved, kan vi selv prøve at skabe dem.
”Jeg troede, det var relativt tilfældigt, hvilke minder der lagrer sig, men det interessante er, at vi selv kan blive erindringsarkitekter i vores eget liv, hvis vi indretter os efter det. Vi kan påvirke, hvilke minder der skal fylde noget i vores erindring ved at skabe et ritual omkring dem. Eller vi kan prøve noget, vi aldrig har prøvet før.”
Forskningen viser, at langt de fleste mennesker har mange erindringer – den såkaldte erindringspukkel – fra perioden, hvor de var mellem 15 og 30 år. Det skyldes, at man i denne årrække prøver mange ting for allerførste gang: flytter hjemmefra, begynder på en uddannelse, får sit første job, sin første rigtige kæreste og så fremdeles. Minder fremstår simpelthen stærkere, når vi prøver noget nyt. Så snart det er en gentagelse, fæstner oplevelsen sig ikke på samme måde.
”Det er derfor, at folk synes, tiden går hurtigere, jo ældre de bliver. Der er ikke rigtig noget, der bundfælder sig, fordi det meste allerede er oplevet. Men livet sagtner farten, når vi prøver noget nyt. Derfor er det et rigtig godt råd at lægge flere førstegangsoplevelser ind i livet,” siger Meik Wiking, der selv lever efter den devise.
For når man en dag ser livet passere revy, er det vigtigt, at det er smukt at kigge på.