Prøv avisen

Henriette Høgsbro er født på Dronninglund Slot – og i dag har hun købt barndomshjemmet tilbage

Henriette Høgsbro blev født på Dronninglund Slot som den eneste og yngste i børneflokken. Fødslen foregik i dette rum, og imens stod de øvrige søskende uden for døren og ventede på at få lov til at se deres nye lillesøster. – Foto: Cathrine Ertmann

For et år siden traf Henriette Høgsbro sammen med sin mand et drastisk valg. Fra den ene dag til den anden besluttede de at redde hendes barndomshjem fra konkurs, og i dag kan de derfor kalde sig ejere af Dronninglund Slot i Nordjylland

De kommer hele tiden frem. Minderne. Som for eksempel når barnebarnet på to år må strække sig helt op på tæerne for at nå op til dørhåndtaget ind til pejsestuen. Og alligevel ikke kan nå. Sådan stod hun også selv som barn. Henriette Høgsbro er nemlig født på Dronninglund Slot, som hun i dag har købt tilbage til familien, efter det var truet af konkurs.

Hun kan også huske fornemmelsen af at løbe barfodet gennem parken og stille sig ind under blodbøgen, hvor græsset pludselig føltes koldere. At se sin far komme op ad en af slottets mange trapper med fyldte brændekurve. Og at bygge huler i skovene rundt om det 800 år gamle slot og tænke, at hun var det heldigste barn i verden, fordi der var så meget plads at lege på. Men også forståelsen af, at man selv er en lille brik i en langt større historie, at slottet kun er til låns, og at andre mennesker også synes, det er deres slot. Som de skolebørn, hendes mor tog med derop fra skolen, hvor hun var lærer. Til de mange gæster, der altid kom forbi og gerne ville se de imponerende sale og den tilhørende kirke. Præcis som det også var tilfældet, da Christian den Femtes dronning, Charlotte Amalie, overtog godset, og det senere gik i arv til kongeparrets datter, prinsesse Sophie Hedevig, der ejede det fra 1716 til 1730. Det er i øvrigt hende, sognet kunne takke for, at det fik nogle af landets dengang bedste skoler, hvor alle børn i Dronninglund kunne lære at læse og skrive.

Det er 43 år siden, Henriette Høgsbro sidst boede her. Hun flyttede hjemmefra som 20-årig og havde aldrig forestillet sig, at hun en dag ville blive den nye ejer af det historiske slot i Vendsyssel, der oprindeligt blev opført som et benediktinsk nonnekloster i 1200-tallet. Men for et år siden traf hun alligevel en drastisk beslutning sammen med sin mand, Carl Christian Pedersen. Han var på det tidspunkt bestyrelsesformand for den fond, der havde overtaget driften, efter at Henriette Høgsbros mor var blevet alene og havde svært ved at klare det hele med en enkelt lærerløn. Hun havde fået indført den klausul, at der altid skulle være bolig til en Høgsbro på slottet, så efter hendes død i 2002 flyttede Henriettes storesøster ind i en lille lejlighed med sin familie.

Men nu gik der rygter om driften. Henriette Høgsbro havde hørt dem, men ikke rigtigt troet på dem. Noget med, at serveringen, forplejningen og standarden i det hele taget var under al kritik. Efter fonden havde overtaget driften, var skovene blevet solgt fra, og slottet fungerede nu som kursus- og konferencecenter. Med en daglig leder og et personale, der ifølge snakken i byen ikke passede ordentligt på stedet.

”Jeg vågner først op, da Carl Christian en fredag aften kommer hjem og siger, at om mandagen vil slottet blive erklæret konkurs. Jeg ringer til alle mine søskende og hører, om de vil være med til at skrabe penge sammen, så vi kan redde slottet og få det tilbage i familien. Men de har ikke råd. Så ringer jeg til en række lokale rigmænd og spørger, om de vil investere i slottet. Men de vil ikke være med. Søndag kigger vi så på hinanden og siger: ’Så gør vi det selv’, og mandag ringer vi til banken og fortæller, at vi har tænkt os at købe et slot.”

Henriette Høgsbro er selv lidt forundret over, at de bare kastede sig ud i det. For de vidste faktisk ikke, hvor stor en opgave de gik ind til. Eller hvor dyrt det ville blive. Med et slot på 3600 kvadratmeter, en varmeregning på 52.000 kroner, en tom ordrebog og et årligt underskud på to millioner kroner gennem de seneste år.

”Og vi mangler jo altså ikke opgaver. Vi har fem børn og børnebørn, et stort landbrug, som vi har drevet i 40 år, med svinestalde og planteavl, et stuehus på 1200 kvadratmeter, og samtidig arbejdede jeg som leder af en idrætsbørnehave. Men jeg tror, det er sådan, vi er. Vi vælger med hjertet, når vi kan mærke, at noget er rigtigt, og nu har vi så købt et slot i stedet for at sætte pengene fra til pensionen.”

Henriette Høgsbro har tændt op i den store pejs i en af slotsstuerne. Hun har fået et galleri på Fyn til at hænge moderne kunst op i nogle af stuerne og på gangene, mens en lokal møbelhandler har indrettet pejsestuen med moderne møbler. Alt er til salg i de smukke omgivelser. Som en del af den forretningsmodel, Henriette Høgsbro fandt på, da hun pludselig stod med sin nye opgave. Men kun i nogle få af rummene. De andre lokaler står stadig, som de gjorde, da hun var barn. Med blankpolerede chatoller, krystallysekroner og fløjlstapeter. I dag er hun vildt glad for den spontane beslutning, hun og hendes mand tog for et år siden. Den 28. december 2017 var slottet deres, og allerede nu, et år senere, er det økonomiske underskud vendt til et mindre overskud. Kort efter overtagelsen sagde hun sit job op i børnehaven, og i dag er både hun og Carl Christian dagligt på slottet, hvor de også har indrettet et par værelser til sig selv, så de kan ordne kontorarbejdet der og overnatte en gang imellem. Og måske en dag flytte ind permanent.

”Jeg havde ellers aldrig haft en drøm om at vende tilbage hertil. Det var slet ikke en del af mine tanker. Men nu, hvor vi er her, så kan jeg mærke den særlige tryghed og varme, jeg altid har mærket her. Det er, som om de tykke mure passer på os, præcis som min mor fortalte os som børn. Måske hænger det sammen med, at man aldrig er alene her. Hvor de er, ved jeg ikke, men man mærker altid, at der er flere i rummet. Også når du sidder her helt selv.”

Henriette Høgsbro kryber helt op i hjørnesofaen, mens hun fortæller om genfærdene på slottet. Om de gode ånder, som er med til at skabe den særlige ro og varme atmosfære, som man træder ind i på slottet, og som både hendes mand og slotsgæsterne også kan fornemme. Et af genfærdene er muligvis hendes mormors søster, som de kaldte tante Augusta.

”Hun kom her hver eneste sommer og sagde altid, at når hun døde, ville hun være spøgelse på Dronninglund. Senere har to gæster, uafhængigt af hinanden, beskrevet en kvinde, der kom til dem om natten. Det var tante Augusta, de beskrev. Senest var det en engelsk gæst, som fortalte mig om hende, og hun havde også sagt, at vi skulle passe godt på slottet.”

Det er den samme følelse af varme, tryghed og fredfyldthed, der fylder Henriette Høgsbro, når hun bevæger sig gennem gangene og finder de små genveje over til kirken, der er bygget sammen med slottet. Hver morgen afslutter hun sin runde på slottet med et besøg i kirken. Her sætter hun sig med en kop kaffe på den særlige plads under loftshvælvingerne, hvor hun kan kigge ned på orglet, prædikestolen og altertavlen, men især lader blikket hvile på det særlige kalkmaleri, som kun kan ses heroppefra, og som med enkle streger viser Jesus på korset.

”Det elskede jeg også at se på som barn. Og det opleves som ren terapi at sidde her nu igen. Det er ikke, fordi jeg beder, når jeg sidder her. Men jeg fyldes med en dyb taknemmelighed og ydmyghed over, at jeg får lov til at opleve dette – og af at være en del af noget større,” siger Henriette Høgsbro, der fortæller, at hele hendes familie ligger begravet på kirkegården lige uden for kirken, ”så jeg er jo på alle måder kommet hjem.”

Det samme gælder hendes søskende, der nu jævnligt kommer på besøg og får deres oprindelige børneværelser at sove i, hvis de er ledige.

”Jeg bliver så varm om hjertet, når jeg ser dem gå rundt på gangene, præcis som de gjorde, da vi voksede op. De elsker stedet og nyder, at det nu igen er Høgsbro-familien, der ejer det. Og jeg mærker, at de har det på samme måde som jeg: at der er en ganske særlig ånd og varme her, som går helt ind i sjælen på en. At det altid har været et eventyr at være her, og at det stadig er det. Og at man faktisk bliver helt forelsket af at opholde sig her. Både i stedet og i hinanden. Som min mand plejer at sige, når vi sætter os sammen sidst på eftermiddagen og snakker om dagen, der er gået: ’Du er jo prinsessen, og jeg er svinedrengen.’ Jeg havde bare glemt, at det er sådan, stedet virker på én. Men nu er det i hvert fald ikke til salg længere.”