Prøv avisen

Selsing-parret: Vi provokerer ikke for sjov - vi kæmper en dødsensalvorlig kamp

Hver aften læser Rune Selsing højt for Eva. Det er en nyere tradition, der har til formål at erstatte tiden med hovederne langt inde i fjernsynet eller telefonen. For tiden læser de Jakob Knudsens bog ”Lærer Urup”. Foto: Jens Welding Øllgaard

De kontroversielle debattører Eva og Rune Selsing er begge filosoffer og voksede op med venstreorienterede forældre, men tilhører i dag den ydre højrefløj. De bor i det mondæne Gentofte, men kæmper for at give de svageste en stemme. Hvordan hænger det sammen? Hvad driver dem? Og hvilken pris følger der med at gå uforfærdet mod strømmen?

Forvirringen begynder foran huset. Deres navne står ikke på postkassen og heller ikke på døren. Der er bare en hvid dørklokke over en sort dørklokke, men efter et tryk på den hvide åbner Eva Selsing døren.

De har hemmelig adresse, forklarer hun. Ikke at de føler sig truet, det er mere et udtryk for rettidig omhu, for det er ikke et ukendt fænomen, at især højreorienterede debattører bliver udsat for hærværk og ubehagelige pakker fra folk med andre synspunkter. Og hun er – sammen med manden Rune – en af landets mest højreorienterede debattører. Helt derude i enden af det politiske væmmelighedshierarki, siger hun og griner. Forbi ultraliberalisterne og forbi Dansk Folkeparti, der taler uden at handle på de problemer, som er ved at splitte landet ad.

”DF er blevet for vattede,” siger hun. ”Det hele ender i strategi, fordi Thulesen Dahl gerne vil fremstå som alfaderlig statsministeremne, og det er frustrerende at se på, når nu det bliver stadig mere tydeligt, at især immigranterne truer vores sikkerhed og sammenhængskraft.”

Det er den slags udtalelser, der har gjort Selsingerne til to af tidens mest markante – og udskældte – stemmer i debatten om især det, de mener, er en igangværende opløsning af danske værdier og traditioner. De tordner samtidig mod de hykleriske kulturradikale, kalder Sverige et ondskabens imperium på grund af meningsundertrykkelsen og den massive indvandring og hylder Donald Trumps ”snusfornuft”.

Det betyder alt sammen, at de nok misser en festinvitation eller to på Gyldendal, konstaterer hun tørt. ”Men det klarer vi nok.”

Hun viser op mod villalejligheden på 1. salen af det store, men slidte hus i Gentofte Kommune. Også det forvirrer lidt, for hvad laver to højrefløjsdebattører blandt de velhavende humanister, de så ofte kritiserer hårdt for at tromle henover samfundets svageste?

Hun kommer herfra og føler sig hjemme her, siger hun og erkender, at det kan virke paradoksalt. I det mindste har de ikke en lige så velfriseret have som de andre, påpeger hun, og det er ikke for meget sagt. Meterlangt græs ligger livløst i totter omringet af mos, og den enorme kristtjørn ser ud til at nærme sig afslutningen på sin dødskamp.

De har sat sommeren af til at få styr på det og frygter det lidt. De er ikke havemennesker, men de har lovet deres to drenge på fire og syv et ordentligt sted at spille fodbold. Og de har førsteprioritet. Det er også derfor, hun de seneste år har været hjemmegående husmor samtidig med skriverierne.

Inde i lejligheden er der også nok af mulige sommerprojekter. De købte stedet for et halvt år siden som et håndværkertilbud, og Rune har været i gang med lofter og vægge, men panelerne skaller stadig, der mangler lister og maling nogle steder, og det varer i det hele taget stadig lidt tid, inden de er klar til at samle skabe til tøjet og få hængt noget på væggene.

Men egentlig er det fint nok. De har ikke brug for et hipsterhjem, siger hun og byder næsten demonstrativt på Nescafé. De har heller ikke brug for at riste og male egne bønner for at få kaffen til at smage fint.

Nu kommer Rune Selsing hjem fra arbejde. Han er debattør på Morgenavisen Jyllands-Posten, det er velkendt, men det er ikke det, der betaler regningerne. Som de sidder der om spisebordet, smilende og drillende, fortsætter forvirringen. For de er ikke de livstrætte og sortsynede typer, mange beskylder dem for at være efter endt læsning af deres krasse debatindlæg. Næ, de er 34 og 35 år, pæne, selvironiske og afslappede og kunne umiddelbart falde naturligt ind i enhver venskabskreds. De er veltalende og vidende. De hæver ikke stemmen, men argumenterer roligt og afbalanceret.

Det er dog først, hvis man spørger om deres baggrund, at forvirringen bliver total. De er begge cand.mag. i filosofi og kommer fra en opvækst med folkesocialistiske og kommunistiske forældre. Og det er noget rod, hvis man gerne vil gøre et fjendebillede ud af ægteparret, der er kaldt alt fra nazister og racister til modbydelige og ”mindst 80 år gamle”.

Så hvordan hænger det hele sammen? Hvad er den røde – eller blå – tråd gennem alle kontrasterne? Og hvordan går man fra den ene yderlighed til den anden uden at miste noget undervejs?

Fortællingen om, hvad der egentlig har skabt de skarpe holdninger hos Eva og Rune Selsing, er ikke en lineær fortælling. Han er opvokset i Albertslund som et kulturelt blandingsprodukt af en udpræget småborgerlig far og en lige så udpræget kulturradikal mor, der begge brød ud af deres baggrund og mødte hinanden som oprørske venstreorienterede på Tvind. De var aktive kommunister, indtil de var i 30’erne, men drejede så skarpt mod højre og er i dag begge socialkonservative. Runes far er sågar flyttet til USA og støtter nu landets præsident, Donald Trump.

At han har taget samme ideologiske vandring og blot gået lidt længere, var alligevel – til at begynde med – et slags oprør.

”Jeg voksede op med, at småborgerligheden og kulturradikalismen stod ansigt til ansigt hver eneste dag i form af mine forældre. Jeg lærte derfor hurtigt koderne til begge verdener og forstod et langt stykke af vejen de værdier, der var indlejret i dem,” siger Rune Selsing.

”Derfor lærte jeg også, at der altid var to sider af samme sag, og at jeg aldrig kunne tage noget for givet, men i stedet selv måtte søge sandheden bag tingene. På et tidspunkt valgte jeg side, og så blev jeg en typisk liberal ungdomsoprører. Modenhed, intellektuel nysgerrighed og ikke mindst tidsånden gjorde mig senere konservativ, men udgangspunktet var en reaktion på al hykleriet i det kulturradikale. Eksempelvis, at de har så svært ved at kombinere det at tjene penge og samtidig have et rigt åndsliv. Og deres tendens til at slå andre oven i hovedet med deres dannelse,” siger Rune Selsing.

”Ja,” bryder Eva Selsing ind, ”det er den der falskhed og forstillelse, der er så forfærdelig. Deres kultursnobberi handler ikke om en ægte og inderlig glæde ved eksempelvis operaen, men mere om at afgrænse sig identitetsmæssigt i forhold til proletarerne.”

Hun bryder jævnligt ind i sin mands talestrøm og afslutter hans sætninger eller tilføjer eksempler. Han gør det samme, for de udgør en særlig symbiose, forklarer hun. De forstår hinanden som ingen andre og var på en måde hinandens redning, da de mødtes for godt 10 år siden.

De var begge enspændere, hun nok endnu mere end ham. Hendes far var socialist og kom til Danmark som politisk flygtning fra Polen i 1971, og hun voksede op med hans stærke retfærdighedssans, som ikke mindst var formet af hans mor, hvis hele jødiske familie blev henrettet af nazisterne. Noget er godt, og noget er ondt, og det er vi nødt til at tale åbent om og handle på, sagde han ofte, og hendes mor var på samme linje.

”De gjorde det meget klart for mig, at uanset hvad skulle jeg altid stille mig på de svages side,” siger hun.

”Jeg skulle forsvare dem, der blev mobbet, og aldrig være følgagtig blot for at blive populær, og derfor påtog jeg mig en politimandsrolle i skolegården. Jeg var aldrig bange for at lægge mig ud med nogen og gjorde det ofte, men det er altså ikke noget, man får mange venner af i det konfliktsky Danmark. Og det havde jeg det egentlig fint med.”

Politisk fulgte hun også i forældrenes spor, men mest på hyggemåden. I gymnasiet gik hun i genbrugstøj og hørte Sonic Youth, og så fulgte de venstreorienterede synspunkter bare med i pakken.

Først efter en familietur til Israel og terrorangrebet i New York den 11. september 2001 begyndte hun at reflektere mere over de mange problemer i samfundet, som hun mente, at den politiske venstrefløj lukkede øjnene for.

Når indvandrerdrengene råbte luder efter danske piger, mærkede hun retfærdighedssansen rasle, og da hun en dag så en ældre mand blive tæsket på gaden af fire indvandrere, begyndte hun at trække mod højre. Ligesom forældrene i øvrigt også gjorde det.

Det var dog ikke uden sociale omkostninger at gå imod det ”Operation Dagsværk-regime”, som prægede hendes generation, men hun støttede sig til sine forældres ord om, at følgagtighed var det usleste usle.

”Når jeg gik til forelæsning på filosofistudiet, vidste jeg, at alle hadede mig – eller i hvert fald mine borgerlige synspunkter. Ofte inklusive underviseren. Jeg var vant til at føle mig alene, og jeg kunne godt lide at være i opposition, men i længden blev det alligevel anstrengende. Min eneste åndsfælle var en fyr, som rejste til Australien, og det var derfor, jeg søgte meningsfæller i Venstres Ungdom,” siger hun.

Og her fandt hun Rune, som redigerede medlemsbladet – alt for sjusket, mente hun, så det fortalte hun ham. Og endelig mødte hun en, der var som hende: en borgerlig enspænder, der ikke var bange for at blive frosset ude, hvis det var det, der var nødvendigt for at sige tingene, som de virkelig var.

Cirka 10 år senere sidder de så her som to af tidens mest markante stemmer i debatten, konstant i åben kamp for at ”forsvare alle de helt almindelige danskere, der ikke taler det kulturradikale magtsprog, og som derfor bliver tromlet,” som Rune Selsing udtrykker det.

Det bliver de især, når de forsøger at formulere deres utryghed over de indvandrerskabte parallelsamfund, arbejdspladsernes forsvinden til udlandet og det urimelige i, at så meget skal styres fra EU. Men også bare, når de insisterer på at passe sig selv.

”Der hersker en meget stærk norm i samfundet,” siger Rune Selsing, ”hvor det bedste, man kan gøre, er at være unik og afvigende, hvilket jo er paradoksalt. Det værste, man kan være, er konform. Man må ikke bare stifte familie og føre traditionerne videre, som ellers ville være det klogeste for langt de fleste mennesker. Hvorfor må det småborgerlige aldrig vinde? Hvorfor skal det at ville værne om de nære fællesskaber og bare leve sit liv altid nedgøres af de kulturradikale?”.

”Det handler jo om sammenhængskraft,” fortsætter Eva Selsing.

”At skabe det bedste samfund ved at turde dyrke de ting, vores fællesskab er bygget af, altså vores historie, traditioner, sprog og alt det usagte. Den der vidunderlige følelse af, at vi kender hinanden på forhånd i det her lille land, også selvom vi aldrig har mødtes. Det er der, friheden og freden bor. Det, og så at gå imod de ting, der splitter os. Det er ret unikt, at vi er så kulturelt og økonomisk ens i Danmark, og det er en selvstændig værdi, vi bør værne mere om. Og det opbyggelige projekt synes vi bestemt, det er værd at kæmpe for.”

Det er der heldigvis stadig flere, der mener, siger ægteparret. De mærker en konservativ strømning i tiden, der gør, at de fleste politiske partier drejer mod højre, ikke mindst i indvandrerspørgsmål, og debatten foregår på et andet grundlag end for bare syv-otte år siden, da de begge blev offentlige debattører. Dengang var det langt sværere at pege på kulturforskelle som en central årsag til problemerne med indvandring, påpeger Eva Selsing. Retorikken var desuden langt mere abstrakt.

”Bare se på de statusopdateringer, Inger Støjbjerg laver på Facebook i dag. Havde hun skrevet dem for otte år siden, havde hun ikke kunnet være minister,” siger hun.

Parret mærker også en forskel i den respons, de får på deres debatindlæg. Der er mange sure, også enkelte hadefulde, men de hører ingen negative kommentarer fra familie og venner. Heller ikke fra naboer eller andre forældre, tværtimod.

”Vi føler os meget på hjemmebane her, hvor vi bor, overraskende nok. Mange kommer hen og betror sig til os, at de er enige. Måske ikke hele vejen, men de har den samme fornemmelse af, at vi som samfund er på vej et forkert sted hen, for det oplever de i deres hverdag. Så er naboens datter blevet overfaldet, eller nogen er blevet chikaneret i svømmehallen,” siger Rune Selsing, og Eva supplerer:

”Jeg tror, at mange bruger os som ventil. Vi siger det, mange kun tør tænke, fordi der stadig er en del stigma forbundet med at mene de ting, vi gør. Og mange skammer sig stadig over at tænke, at der eksempelvis er en tæt forbindelse mellem vold og flygtninge-indvandring, selv om det er åbenlyst. Men det er alt sammen ved at vende lige så langsomt.”

Det skyldes ikke mindst, at de står på skuldrene af andre meningsdannere, som har ment det samme som dem, men som er gået til grunde på at mene det, siger ægteparret. Folk, der har fået ødelagt deres karriere eller er blevet skammet ud af debatten. Søren Krarup står stadig, men der er ikke mange som ham tilbage fra den generation.

Nu er væmmelighedshierarkiet så endelig så småt under opløsning. Det sker i takt med, at de problemer, som de og andre har advaret om i årevis, afslører sig selv, siger Rune Selsing. Men det går langsomt. Det er eksempelvis fortsat nærmest et legitimt greb at ville nægte nationalkonservative adgang til debatten, alene fordi de mener noget, andre ikke bryder sig om at høre.

”Men det er jo uholdbart. Og desuden: Lukker man munden på os, vil andre tage over, og det er måske den helt store forskel fra tidligere. For 10 år siden var det langt mindre sikkert, at nogen stod klar til at indtage kamppladsen, fordi omkostningerne var så meget større,” siger han.

Men de giver ikke op, fastslår Eva Selsing. For deres kamp er ikke meget anderledes end den i skolegården. De smarte unger er bare skiftet ud med kulturradikale, som mobber almindelige mennesker for ikke at ville følge deres latterlige identitetsprojekt og for ikke at tale det samme sprog som dem.

”Men sådan nogen som Rune og jeg taler deres sprog, og det er derfor, at de der ’Hanne fra Politiken Plus’-typer hidser sig sådan op over os. Men fordi vi har sproget og kender koderne, har vi netop en pligt til at slå tilbage og forsvare hverdagen og familien, traditioner og almindeligheder. Det her er ikke bare en leg, hvor vi provokerer for sjov. Vi kæmper en dødsensalvorlig kamp for at bevare et samfund, vi er trygge ved at lade vores børn vokse op i.”

Rune og Eva Selsing kan godt lide idéen om et klassisk, borgerligt parfoto med kvinden bag manden, for det er også sådan, de lever deres liv. Hun går hjemme og passer børn, laver mad og gør rent, mens han tjener pengene. Det har fået flere til at kritisere hende for at ødelægge feministernes sag, men hun insisterer på at leve sit liv, som hun vil og ikke efter nogle kulturradikale normer. Foto: Jens Welding Øllgaard