Danske landsindsamlinger plejer at være en vindersag, så forbløffelsen var formentlig stor blandt medarbejderne på TV 2 og DR, da de forleden blev svinet til af almindelige danskere på Facebook.
”Tænk, at mine licenskroner skal gå til jeres fremme af islamisering af Danmark (“),” skrev én, mens en anden sammenlignede tv-stationerne med terrorbevægelsen Islamisk Stat: ”I skulle skamme jer og hellere tænke på vores egne landsmænd og -kvinder. I er snart værre end de IS-banditter. Føj, siger jeg bare.”
Baggrunden er, at mediehusene er gået sammen med 12 nødhjælpsorganisationer om at samle penge ind ved et storstilet show i morgen aften til ”de katastroferamte områder i og omkring det borgerkrigshærgede Syrien”, og det affødte altså ikke bare skulderklap, men også flere hundrede harmfulde kommentarer.
Vreden mod de to mediehuse er den foreløbige kulmination på en flygtningedebat, som er blevet stadig mere uforsonlig over de seneste måneder, lyder det fra flere forskere.
”Hvis den her skingre debat ikke falder til ro, som vi heldigvis tidligere har set, så begynder fundamentet for det danske demokrati at krakelere,” advarer Peter Nedergaard, professor ved institut for statskundskab, Københavns Universitet, som blandt andet forsker i politik og europæisk integration.
”Så bevæger vi os mod et mere primitivt spyttende og råbende stammesamfund.”
Peter Nedergaard refererer ikke kun til det nu nærmest ikoniske foto af en dansk mand, som angiveligt spyttede på flygtninge fra en motorvejsbro i sidste uge. Uforsonligheden og spytteriet findes nemlig på begge fløje i debatten, understreger professoren.
Et par eksempler: Efter folketingsvalget i juni arrangerede netværket ”København for Mangfoldighed” en demonstration mod Dansk Folkeparti på Rådhuspladsen i København.
Initiativet var ifølge Enhedslistens Finn Sørensen ”et selvmål af rang”, og han opfordrede til at tage Dansk Folkepartis vælgere i provinsen alvorligt i stedet for at demonstrere imod dem.
Ligeledes truede en hel del danskere med at forlade Danmark i protest mod valgresultatet, og hashtaggene #engangvarjegdansker og #nuerjegflygtning blev delt flittigt på sociale medier.
”Gør klar til at emigrere“ det her land er så sindsygt selvtilstrækkeligt, fremmedfjendsk, usolidarisk og usympatisk!!!!”, lød en af mange lignende kommentarer.
Traditionelt er vi gode til at finde en mellemposition i Danmark, som er acceptabel for begge parter, fortæller Peter Nedergaard. Det er det, der har karakteriseret vores demokrati.
”Men det kræver, at vi kender hinanden. Det kræver, at vi så at sige kan rumme hinanden. Det kræver, at vi ikke på forhånd dømmer folk ude, blot fordi de kommer fra et bestemt parti eller en bestemt position. Gør man det, har man ikke forstået, hvad vores demokrati går ud på,” siger han og fortsætter:
”Spytteren fra Sønderjylland har dybest set en del tilfælles med dem, der truer med at forlade landet, fordi så mange stemte på Dansk Folkeparti. Når visse dele af især det københavnske intellektuelle borgerskab reagerede på den måde, så spytter de i overført betydning på dem, som stemmer på Dansk Folkeparti. Og når man spytter på hinanden, så er der noget helt galt.”
Der er ingen tvivl om, at der er sket en polarisering. Men den har været undervejs ganske længe og går tilbage til debatten om de berømte Muhammedtegninger og måske endnu længere tilbage, mener Thomas P. Boje, professor i sociologi ved Roskilde Universitet, hvor han blandt andet forsker i medborgerskab, ulighed og velfærd.
”Der er sket et markant skred i forhold til, hvordan vi diskuterer spørgsmål om flygtninge og indvandrere. Jeg siger ikke, at der ikke også er konfrontatoriske stemmer blandt dem, der er positive over for flygtninge. Men de mange grove kommentarer skyldes i høj grad politikere, som tillader, at man taler nedsættende om flygtninge og indvandrere,” mener han.
Selvom der bliver sagt grove ting, finder man kun en reel indvandrerfjendtlighed hos en begrænset gruppe, vurderer Thomas P. Boje. De groveste bemærkninger i debatten kommer formentlig fra grupper, som føler sig udsat på grund af besparelser på velfærden.
”Når man sparker, så sparker man nedad, og de, der sparker til flygtninge, er dem, der er blevet ramt af nedskæringer i kontanthjælp, førtidspension og en række andre ydelser de senere år. Man kan godt forstå, de spørger, hvorfor de skal samle ind til flygtninge, når de sidder i en situation, hvor de overhovedet ikke kan få eget budget til at hænge sammen. Men de burde rette skytset mod de politikere, som har ansvaret for nedskæringer,” siger han.
Et andet socialt problem, som ligger til grund for den tiltagende grovhed i debatten. er, at vi ikke kender hinanden så godt gennem nabokontakt som tidligere, mener Thomas P. Boje. Overraskelsen i hovedstaden over, at så mange i provinsen stemte på Dansk Folkeparti, er netop udtryk for det.
”Vi bor mere adskilt i dag end for 20 år siden. Dyre lejligheder har tvunget de socialt dårligt stillede ud af storbyerne. Når man ikke har personer i sin nærhed med anden uddannelse, social baggrund og indkomst, så forsvinder empatien og forståelsen over for de grupper, som er langt væk, og som har andre holdninger,” siger han.
De mere moderate positioner findes dog stadig i rigt mål ude i lokalsamfundene, mener Thomas P. Boje og nævner for eksempel initiativet Venligboerne, som har spredt sig fra at være et lille lokalinitiativ i Hjørring i Nordjylland til at tælle flere end 30.000 tilhængere på landsplan.
Men selvom man ikke kan tale om en decideret bevægelse, der bakker op om at spytte efter flygtninge eller skrive grove kommentarer på sociale medier, er der en stor del af befolkningen, der deler det synspunkt, at vi ikke bør tage imod flere flygtninge og indvandrere, og som er særdeles skeptiske, når det handler om folk med muslimsk baggrund.
Det fortæller Rune Stubager, professor ved institut for statskundskab, Aarhus Universitet, som blandt andet forsker i demokrati og borgere. Han mener ikke, at polariseringen i flygtninge- og indvandrerdebatten er noget nyt, den bliver blot meget mere tydelig med de sociale medier.
”Mit gæt vil være, at styrken i holdningerne formentlig har været der hele tiden. Du kan gå tilbage til Søren Krarups annonce fra midten af 1980'erne om ikke at give en krone til Dansk Flygtningehjælp. Det var et forholdsvist markant budskab. Når emnet sættes på dagsordenen, kommer meningerne op til overfladen, og det, må man mildest talt sige, er sket her.”