Vi så på hinanden og råbte ”Hitler”

Journalist og forfatter Lise Nørgaard var på arbejde på Roskilde Dagblad den 9. april 1940, da Danmark blev besat af tyskerne. Fra den dag stoppede hun med at tale tysk

Lise Nørgaard stod bag tv-serien ”Matador”, hvor hun blandt andet trak på sine egne erfaringer fra tiden under Besættelsen. -
Lise Nørgaard stod bag tv-serien ”Matador”, hvor hun blandt andet trak på sine egne erfaringer fra tiden under Besættelsen. - . Foto: Lars Bech/Scanpix.

Tidligt om morgenen den 9. april 1940 lå den dengang 22-årige Lise Nørgaard og hendes mand og sov, da portnerkonen i ejendommen, Fru Rasmussen, kom farende ind ad døren og råbte ”Tyskerne er over os!”.

De var kommet sent i seng aftenen forinden, så Lise Nørgaards mand, Mogens, vendte sig blot om på den anden side og sagde, at ”nu var Fru Rasmussen altså for fantasifuld”.

”Men da vi så slog ørerne tilbage og lyttede, så kunne vi jo høre de mange store maskiner, nogle store, sorte basser, der brummede ind over Danmark. Og det var altså før flytrafikkens storhedstid,” fortæller journalist og forfatter Lise Nørgaard, der i dag er 97 år.

Hun har inviteret indenfor i sin klassisk indrettede lejlighed i Skodsborg nord for København og sidder og ligner sig selv. Den kendte dansker med succeser som tv-serien ”Matador” på cv'et har stadig sine livlige brune øjne, den skarpe pagefrisure og de lige så skarpe iagttagelser om livet og menneskene i det. Også dagen for 75 år siden, da tyskerne besatte Danmark, er fuldstændig frisk i hendes erindring. Her fra sin lejlighed har hun åbent vue til Øresund, der som bekendt kom til at spille en central rolle som transportvej for jøder, der i hemmelighed og i ly af natten blev skibet til Sverige i 1943.

”Den morgen i 1940 sprang jeg hastigt ud af sengen, stak benene i et par gummistøvler, slog frakken om min natkjole og spurtede så ellers de 200 meter ned ad Hersegade og op til Roskilde Dagblad, hvor jeg var ansat som journalist. På trappen til avisen stødte jeg sammen med redaktøren, der kom løbende ned fra sin lejlighed. Vi så på hinanden og råbte 'Hitler!'.”

Sagen var, at Lise Nørgaard på sit kontor havde en særlig prydelse, som hun havde købt på en jazzbeværtning inde i København. En mand på baren solgte en helt speciel sprællemand, som forestillede den tyske diktator Adolf Hitler.

”Den sprællemand havde bragt megen glæde på kontoret og redaktionen. Det så meget morsomt ud, når man trak i snoren, og Hitler sprællede med arme og ben, og heilede,” husker hun.

Men nu var både Lise Nørgaard og hendes redaktør blevet grebet af simultan panik. De hev Hitler ned fra væggen og gik i fællesskab i gang med at destruere sprællemanden, som endte sine dage i centralfyret.

”I dag kan jeg fortryde, at vi ikke bare fik ham opbevaret, for det var et fantastisk klenodie, men vi var bange for, at tyskerne ville komme og finde ham.”

Og med god grund. Mange redaktioner og journalistiske redaktioner fik besøg af værnemagten den dag. Redaktionen på Roskilde Dagblad gik dog fri i første omgang.

Når Lise Nørgaard i dag tænker tilbage på den 9. april, var Besættelsen både ventet og uventet.

”Jeg syntes, det kom bag på os. Men på den anden side, så gik vi og anede, hvad der gik løs et par uger bagud. Vi kunne se det på de politiske udviklinger, på udenrigsminister P. Munchs rejser til Berlin og hans forhandlinger dernede, og de der mærkelige og skumle aktiviteter, der var rundt omkring. Dem kunne man ikke undgå at bemærke,” siger hun og fortsætter:

”Og slet ikke jeg, der en uge forinden kom hjem fra Norge, hvor jeg havde været på skiferie på Dr. Holms Hotel i Geilo. Der var et leben krydret af både englændere og tyskere, en del af dem viste sig at være agenter, spioner. Der var også danskere iblandt. Min søster, som havde været med på rejsen, og jeg blev efter krigen afhørt af det danske politi om netop den rejse. Om vi havde lagt mærke til den og den dansker deroppe. Og det havde vi faktisk. Der var en særlig dansk dame deroppe, som var spion for tyskerne.”

”Ja, så alle havde en fornemmelse af, at der var noget i gære. Men af en mærkelig grund kom det alligevel bag på os, måske på grund af fortrængninger. At man ikke ville ind på den frygtelige tanke, at landet kunne blive besat.

Tilbage til den 9. april 1940. Efter at Lise Nørgaard havde været hjemme og iføre sig anstændige klæder, mødtes hun igen med sine kolleger på redaktionen og diskuterede, hvordan de skulle gribe sagen an. Radioen gik. Først kom der spredte meddelelser, og derefter kom der budskabet om, at Danmark var blevet besat fra morgenstunden. Tyskerne var blandt andet gået i land ved Kastellet i København.

”Det var frygteligt at høre den meddelelse. Men jeg tænkte også, at jeg lige godt ville ind at se, hvad der foregik.”

Lise Nørgaard meldte sig derfor frivilligt som reporter til at tage med toget fra Roskilde til København for at skrive en reportage om, hvad der skete på Besættelsens første dag.

”Folk, der skulle på arbejde, sad i toget, som de plejede, men de var rædselsslagne og talte om, hvordan de skulle komme rundt i København, og om de ville blive skudt, når de kom frem. En dame havde sågar medbragt sin gasmaske.”

Da de ankom til København, kunne Lise Nørgaard konstatere, at byen så mere stille ud end ellers.

”Jeg gik ned mod Christiansborg og kom ned langs Thorvaldsens Museum over for Gammel Strand. Og der holdt simpelthen en masse tyske soldater på motorcykler, som var kommet i land der om morgenen. Og der fik jeg mit første virkelige chok. For mange fruer i de fine lejligheder på Gammel Strand hang nysgerrigt ud af vinduerne og sendte deres husassistenter ned på gaden med kaffe til tyskerne. De stod og snakkede med dem! Det kunne godt sætte én i dårligt humør. I endnu mere dårligt humør.”

I dag husker hun ikke, hvordan hendes reportage fra krigens første dag blev, men avisen udkom i hvert fald om eftermiddagen med hendes beretning fra København. Efter at avisen var på gaden, tog Lise Nørgaard ud til sine forældre, der boede i en villa i Roskilde. Hendes mand stødte til senere. Hos hendes forældre var ankommet folk fra København, som troede, at de nu var flygtninge. Forsamlingen omkring middagsbordet hos hendes forældre blev dog senere opløst, da de havde ringet til deres familier i København og fundet ud af, at alle stadig levede.

”Der var hysteriske damer og mænd, der sad og manede konerne til besindighed. Og nogle gamle damer, der ikke forstod et klap. Men det, jeg husker bedst, er min far, der bare sad helt grå i ansigtet. Han var ellers en glad mand, men nu var han ude af sig selv.”

Lise Nørgaards farmor var tysk, og hendes far var halvt tysk og talte og læste sproget flydende.

”Indtil nazismens indtog havde han altid været så stolt af at være halvtysker. Han havde gået i den tyske Sankt Petri Skole i København. Han var vokset op med tysk litteratur, kunst og musik, og vi havde familie i Tyskland. Min far havde ikke troet på, at en lille ukultiveret skid som Hitler for alvor kunne få magten. Han havde troet, at nogle ville bremse tyskerfremfærden, men det viste sig jo at være naivt.”

Også Lise Nørgaard selv var opdraget med et stort udvalg af tyske forfatterskaber og havde gået på translatørskolen for at læse tysk. Efter den 9. april besluttede hendes far helt at stoppe med både at tale og læse tysk. Og hun fulgte trop.

”Det var helt uretfærdigt over for Goethe, Wassermann og alle de andre tyske forfattere, der aldrig havde gjort nogen ondt. Men alt, hvad mine forældre havde af tysk litteratur, det forsvandt på en eller anden måde. At jeg selv stoppede med at tale tysk, var noget af det dummeste, jeg har gjort, for det er jo meget nyttigt at kunne.”

Efter krigens slutning fik hun dog brug for sine tyskkundskaber, som ikke var helt borte. I 1946 fik hun mulighed for at tage til Tyskland som ”allied correspondent” i den britiske zone. Netop fordi hun kunne både tysk og engelsk. Og hvor hun skrev reportager fra det Tyskland, der var bombet helt i knæ. Hun fik også mulighed for at besøge sin tante Manni i Lübeck, som hun ikke havde set i flere år. Da Lise Nørgaard spurgte tanten, hvorfor hun ikke havde ladet høre fra sig, svarede hun: ”Wir haben uns so geschämt” (vi har skammet os sådan).

Det værste i verden var at være en pæn tysker, som ikke havde haft noget med nazismen at gøre, for alle blev slået i hartkorn med nazisterne. Tyskland blev set som en stor skadelig nation. Men man kan ikke blive ved med at bære nag. Og man kan slet ikke bære nag til de nye generationer.”

Under Besættelsen var der heldigvis ingen i Roskilde, der så skævt til Lise Nørgaards familie, selvom hendes far var halvt tysk.

”Min far var først og fremmest dansk forretningsmand og støttede jo bestemt ikke nazismen. Så det var der ingen, der tog sig af,” husker hun.

Tværtimod var alle i hendes omgangskreds modstandere af Besættelsen, der også ”investerede kræfter i at genere den tyske besættelsesmagt”. Hjemme hos Lise Nørgaard havde de indimellem folk boende, som skulle videre til Sverige. Og hendes mand havde en beskæftigelse med sammen med byrådssekretæren at skaffe falske legitimationskort. De kort, der blev til overs eller blev byttet, blev lagt ind i en stor billedbibel hjemme i stuen i Roskilde.

”Mange år efter krigen kunne jeg stadig drømme, at der pludselig kom nogle tyskere ind, som gik lige hen til reolen og tog fat i billedbiblen og ud faldt ikke de seks-syv legitimationskort, som højst var i den, men flere hundrede kort,” fortæller Lise Nørgaard.

Den 9. april havde hun tænkt, at hun aldrig ville blive glad igen, men på en eller anden måde faldt livet i normale folder, også under krigen. I 1941 blev Lise Nør-gaard mor til sit første barn, en søn, og i 1943 kom hendes tvillingepiger til verden. Tre små børn gjorde, at hun ikke kunne arbejde som journalist i samme omfang som tidligere. Til gengæld kunne hun hjælpe med andre aktiviteter mod besættelsesmagten. I hvert fald fungerede madrassen i den store tvillingebarnevogn som et glimrende skjulested for illegale dokumenter og tryksager, der skulle afleveres rundt omkring. En enkelt gang havde hun også en pistol med i vognen, som skulle afhændes til en tøjekspedient i byen.

”Når en ung kvinde kommer med en stor barnevogn med to børn og en lidt større siddende på brættet foran, så virker hun så dum, at ingen mistænker hende for noget. Men det skal på ingen måde opfattes som en heltegerning, der var mange, der gjorde meget mere,” understreger hun.

Roskilde Dagblad fik sit eget drama, da to af journalisteleverne gik under jorden, og det viste sig, at den ene havde stukket den anden. Den ene, Arboe Rasmussen, blev skudt af danske hipofolk i 1945 (dansk uniformeret korps, der fungerede som tysk hjælpepoliti). Og stikkeren, Wulff, blev henrettet for sin ugerning kort efter krigens slutning.

”Det er klart, at det er noget, der gør et frygteligt og uforglemmeligt indtryk,” siger Lise Nørgaard.

Som journalist skrev hun ikke meget om krigen, mens den stod på. For alt blev censureret.

”Vi fik telegrammer om den tyske krigslykke, som vi hurtigt stoppede med at tro på. Og ad illegale veje fik vi at vide, hvordan det gik ad helvede til for tyskerne i Rusland. Og hvordan de allierede gik i land på Sicilien og i Normandiet. Det var jo ikke nogen kedelig tid, for så levede man pludselig med det håb, som man hele tiden havde haft, men nu havde vi noget at have det i. Tanken om, at Danmark ikke skulle blive frit igen, ville være uudholdelig.”

Danmark blev frit igen, og Lise Nørgaard skulle senere, som en af hovedforfatterne til tv-serien ”Matador”, komme til behandle krigens virkning i den lille fiktive by Korsbæk.

75 år efter står erindringerne fra krigen og tiden derefter stadig som helt klare billeder for hende. I øjeblikket er hun i gang med at genlæse den tyske forfatter og nobelprisvinder Heinrich Bölls bøger om krigens meningsløshed. Selvom det er mange år siden nu, er det ikke hendes fornemmelse, at mennesket er blevet klogere.

”Det er mærkeligt for en som mig, der har levet i 1920'erne, 1930'erne og hele vejen op, at se, hvordan dumhederne gentager sig. At civilisationens lag er så umådeligt tyndt. Der skal ikke skrabes meget i det, før vi er inde ved barbariet. Man kan godt få det indtryk, at mennesket aldrig bliver klogere, selvom det burde lære af historien.”

BoguddragLæs kapitlet ”Matador” i den nyeste bog om Lise Nørgaard, ”Fruen kommer i dag”, skrevet af Cecilie Frøkjær, her

Den 9.april 1940:Et dramatisk døgn

Lise Nørgaard var på Roskilde Dagblad, da krigen brød ud. Dengang hed hun Lise Flindt Nielsen. Her ses hun med kollegaen Mogens Garde. - Foto fra bogen ”De sendte en dame”.
Lise Nørgaard var på Roskilde Dagblad, da krigen brød ud. Dengang hed hun Lise Flindt Nielsen. Her ses hun med kollegaen Mogens Garde. - Foto fra bogen ”De sendte en dame”.