De vidste det lige med det samme: hvis det på nogen måde var muligt, så skulle det hus blive deres. Det var lidt for dyrt og lidt for dårligt vedligeholdt, men der var potentiale, og beliggenheden var fantastisk.
Inger Marie og Jens Noe har ikke svært ved at huske den dag for mere end 50 år siden, da de så deres hus for første gang. Dengang var de begge omkring 30 år og var forældre til tre børn på seks, fire og halvandet år.
”Vi faldt totalt for det,” siger Inger Marie Noe og forklarer, hvordan huset vender perfekt, hvad angår verdenshjørnerne, og får sollyset til at lægge sig blidt og venligt i samtlige rum. Jens Noe supplerer:
”Der var jo en vis stil over det, men også virkelig meget, der skulle gøres.”
Huset, der er den nedlagte Kongsholm Station ved Skjern-Videbæk-banen fra 1920, havde ikke indlagt vand og varme, og der var ikke noget tidssvarende toilet. Parret fik lavet badeværelse og installeret oliefyr. Det var dyrt, og penge var der ikke mange af. De mindes med gru oliekrisen i 1972, hvor de sammen med børnene måtte svøbe sig i tæpper for at holde varmen i det kolde hus.
På en sommerdag, hvor vi drikker kaffe og spiser honningkager i deres gulmalede stue, der er møbleret med arvestykker og tætpakkede bogreoler, kan det være svært at forestille sig, at det er det samme hus, de taler om. For siden overtagelsen i 1969 har ægteparret Noe, der begge både er lærer- og teologiuddannede, været over hvert eneste hjørne i det næsten 400 kvadratmeter store hus. Med respekt for husets særlige arkitektur har de renoveret den gamle stationsbygning, og alle moderniseringer og genstande i huset er nøje overvejet og udvalgt.
Men én ting er væggene gulvet og loftet, noget andet er alt det liv, der er blevet levet i det store hus. Nu, hvor de har besluttet sig for at sælge, er det uden tvivl det, der fylder dem med størst vemod. For dér på ”vente”-bænken under søjlerne ud mod haven har børn og børnebørn siddet utallige gange og fyldt sig med hjemmelavede vafler. Dér på slagbænken i køkkenet er der blevet fortalt historier fra skoledage og arbejdsliv, og derude i haven bag togskinnerne ligger bålpladsen, som hvert år til sankthans har været ramme om midsommersang og brankede snobrød.
Minder knytter sig til steder og ting, og for Inger Marie og Jens Noe samt deres 3 børn, 10 børnebørn og 4 oldebørn ligger der gode oplevelser gemt alle vegne i den gamle stationsbygning. Som den sommerdag for otte år siden, hvor de fejrede guldbryllup med morgensang, fest og alle deres kære omkring sig. Og hvor dagen sluttede af med, at samtlige børnebørn lagde sig til at sove i ”pakhuset”, som de kalder den tilbygning til stationsbygningen, de har indrettet til gildesal. I pakhuset har de holdt konfirmationsfester og utallige runde fødselsdage.
Gå på opdagelse hos Inger Marie og Jens Noe ved at klikke på de gule ikoner med sorte pile.
”Vi har et ualmindeligt godt sammenhold med vores børn og børnebørn. Når vi kalder, kommer de rejsende fra alle egne af Danmark og møder op rub og stub. Stedet her betyder næsten lige så meget for dem, som det gør for os,” siger Inger Marie Noe.
Så er der naturligvis alle hverdagene. Især dem efter 1998, hvor Jens Noe gik på pension fra sin stilling som provst i Salling Provsti, og Inger Marie Noe gjorde det samme fra sin stilling som hjælpepræst ved forskellige sogne i Salling. Dengang kom de tilbage til Kongsholm Station, efter huset havde været lejet ud i en årrække, og gav hus og have den helt store omgang. Her har de læst og skrevet ved hvert sit skrivebord. Han i sit grønne kontor, hvor der blandt andet hænger et ur fra 1901, som hans bedsteforældre fik i bryllupsgave. Og hun i sit gule, hvor skrivebordet fortæller sin helt egen historie om en far, en farfar og en oldefar, der har skrevet søndagsprædikener der.
Begge kontorer fungerer også som stuer, hvor ægteparret mødes. Her har de i årenes løb lyttet til musik, drukket kaffe og talt om alt mellem himmel og jord. I huset har Inger Marie Noe malet sine mange billeder, som Jens Noe har snedkereret rammer til. Og så har de passet og plejet den store have, der mest af alt minder om en park. Jens Noe har selv plantet op mod 50 træer og hundredvis af planter, der på en sommerdag byder på masser af blomster og især på farven grøn i alle tænkelige nuancer.
”Altså, det er jo ikke et typehus, vi sælger, ” siger Jens Noe og tilføjer:
”Vi har bestemt alt selv, og det meste har vi også selv haft hænderne i.”
Når det store, gamle hus med noget så sjældent som jernbaneskinner i baghaven og en bevaret billetluge skal sælges, handler det mest om, at Inger Marie og Jens Noe ikke nænner, at stedet skal forfalde. De er begge omkring de 80 år, og kræfterne naturligvis derefter. Det seneste års tid har det desuden været besværligt med trapperne, hvilket betyder, at hele førstesalen nu kun benyttes som gæsteværelser.
”Det giver os dårlig samvittighed, når vi ikke kan holde det ordentligt. Der er vi nok lidt perfektionister. Desuden vil vi gerne flytte i noget mindre, hvor vi kan få nogle gode år, inden plejehjem og kirkegård,” fortæller de.
Vemodigt er det, men det hjælper, at de allerede har fundet en mindre villa i Skjern, som de flytter ind i, når den gamle stationsbygning er solgt. Foreløbig kalder de stedet for deres sommerhus. For nylig hjalp børn og børnebørn med at flytte nogle enkelte ting ind i ”sommerhuset”, og de er også begyndt at køre derhen en gang imellem for at ”drikke en kop kaffe”. Der er dog ingen tvivl om, at hjem for Inger Marie og Jens Noe stadig er det hus, som vi nu sidder i, mens de fortæller deres historie. Men der er heller ingen tvivl for dem om, at de ikke sælger et hjem, men et hus.
”Hjemmet er ikke til salg, for det tager vi med os,” fastslår Inger Marie Noe.
Og så alligevel. For et hjem handler blandt andet om traditioner og om gentagelser, mener hun. I den store familie Noes tilfælde er traditionerne og gentagelserne vævet sammen med stedet. Eksempelvis traditionen med at spise hjemmebagte vafler i udhænget under søljerne om sommeren. Her udgør den bænk, hvor rejsende tidligere ventede på toget, en masse siddepladser, og et elstik gør, at vaffeljernet kan flyttes udendørs. På samme måde er det med sankthansfesterne, sammenkomsterne i ”Pakhuset” og de mange oplevelser med rådyr i haven, harer, der spiser hvidkløveren, og svaleungerne, der hvert år skal gøres flyveklare.
”Det er klart, at der er en helt særlig atmosfære her, som ikke bare flytter med. Derfor betyder det også rigtigt meget for os, hvem der kommer til at bo her. Det er ligesom, hvis man sælger sin højtelskede hund, og man gerne vil sikre sig, at de nye ejere passer godt på den,” siger Jens Noe.
Inger Marie og Jens Noe er dog enige om, at hjem først og fremmest er der, hvor de to er sammen. Som et barnebarn sagde, efter de havde udtrykt bekymring for hjemmets fremtid: ”Det vigtigste er, at I flytter med.”
”Vi tager en masse ting herfra med os, men vi tager først og fremmest sjælen med. Begge dele er en proces, og derfor tager vi os også god tid til at vænne os til de nye rammer. Man får ikke et hjem ved bare at købe et hus,” siger de.
Foreløbig nyder de sommeren, der sandsynligvis bliver deres sidste i den gamle stationsbygning. Når de flytter, bliver det med billeder og minder på nethinden. Men Inger Marie Noe har også sørget for helt håndgribelige minder. Dels med sine malerier, der næsten alle sammen har motiver fra de nære omgivelser, dels med en serie fotografier, hvormed hun har foreviget især haven i alle årets måneder.