LØRDAG
Vi har familiebesøg fra udlandet, og dagen er sat af til at være sammen med vores gæster. Jeg er irsk gift og mødte min mand Robert Bell, da jeg skrev speciale på teologistudiet om konflikten i Nordirland.
Nu har jeg i 25 år været sammen med min specialevejleder, som dengang var en af de nordirske eksperter med størst indblik i konflikten. Vi taler engelsk i hjemmet og har jævnligt familie på besøg fra England og Irland.
Denne weekend var det familie fra London, som kom med deres ni-årige søn, som ikke havde set København før, så vi tog bussen til Langelinie for at vise Den Lille Havfrue, og som så mange andre af vores gæster var han ikke specielt imponeret.
Den Lille Havfrue ser jo ikke ud af meget i forhold til Eiffeltårnet eller London Eye.
SØNDAG
Det er dagen, hvor vi sover længe og spiser brunch. Det er en fast tradition. Vores ældste, Manus, er 24 år. Han er flyttet hjemmefra, men han kommer tit hjem søndag formiddag og spiser med. Ser man på menuen, kan man se, at vi er en tværkulturel familie.
Den ene del af familien vil gerne have te, stegte pølser, baked beans og spejlæg, og den anden del sætter pris på kaffe, yoghurt, mysli, frisk frugt, men også blødkogt æg og kryddersild.
Klokken når at blive 11, inden vi har al maden klar. Da maden er spist, bliver vi voksne ved bordet og har god tid til at læse avis, mens børnene står for opvasken.
Jeg arbejder ofte om søndagen, og i dag er ingen undtagelse. Siden regeringsskiftet i juni har vi vidst, hvilken vej det gik i forhold til den kommende finanslov og forberedt os på besparelser.
Jeg bruger nogle timer på at forberede mig til ugen, men jeg får også tid til at læse ”Det gyldne kompas” med Asger på 12 år, inden han skal i seng.
MANDAG
Jeg mødes med vores kommunikationsgruppe, som består af kommunikationsmedarbejdere, en politisk rådgiver og katastrofechefen og drøfter endnu en gang, hvad vi skal gøre i forhold til den besparelse, vi ved, vil blive meldt ud med finanslovsforslaget tirsdag.
Dagen er forholdsvis stille, fordi den står i forberedelsernes tegn, men jeg går ud og spiser frokost med vores ældste, Manus. Vi mødes på en café fem minutters gang fra mit kontor.
Hans selskab gør mig glad og giver mig fornyet energi. Som leder er jeg vant til besparelser. I 10 år var jeg social- og sundhedsdirektør i Helsingør Kommune, hvor jeg havde ansvar for 1600 ansatte og fik erfaring med sparerunder. Da jeg tiltrådte min nuværende stilling var min første opgave at reducere medarbejderstaben med 10 procent.
I alt skal vi sige farvel til 66 medarbejdere. Planen er en del af en omstilling, som skal hjælpe os til at skrue organisationen sammen, så den kan blive mere robust.
Mine år i det kommunale system har lært mig, hvor svært det er for en organisation, at man hvert år til jul skal ud og fyre folk efter salami-metoden, derfor giver det god mening at udvikle Folkekirkens Nødhjælp, så vi passer til de krav, der bliver stillet fremadrettet.
Ud på aftenen får jeg en fortrolig opringning om, hvor meget vi skal spare. I værste fald har vi talt om at spare 20 millioner kroner. Min kilde oplyser, at det er op mod 30 millioner kroner, og vi skal spare pengene allerede fra årsskiftet.
Jeg går i seng, mens nyheden summer i mit hoved. Det er hårdt, at jeg skal holde den oplysning for mig selv.
TIRSDAG
Dagens første møde er klokken 8.30, hvor vi retter kommunikationen til efter de nye oplysninger. Vi forestiller os, at både radio og tv vil henvende sig, og vi overvejer, hvad jeg skal sige.
Vi skal være skarpe og præcise, for vi vil nok ikke få megen taletid. Som dagen skrider frem, bliver jeg bekymret over, at vi kun bliver kontaktet af Information, Politiken og Kristeligt Dagblad. Hverken radio eller tv er åbenbart optaget af historien om de store nedskæringer.
Jeg havde forventet et større mediefokus, uden et sådant fokus svinder sagen ind på den store dagsorden. Jeg bryder mit hoved med den tale, jeg skal holde for medarbejderne onsdag morgen.
Jeg er et positivt indstillet menneske og bruger al min energi på at kæmpe, men som leder har jeg også et menneskeligt ansvar for at vise empati med medarbejderne, som med god grund bliver urolige, når de læser finanslovsforslaget.
Når jeg er presset og har brug for at få tømt hovedet, så går jeg gerne en tur eller løber. Vi solgte vores hus i Hellerup for et halvt år siden.
Min mand gik på pension og ville gerne tættere på byen, så vi købte i stedet en lejlighed på Nørrebro og et sommerhus, men jeg er den i familien, som mest savner at have både skov og strand tæt på. Men så kan jeg koble af med madlavning.
ONSDAG
Vores frokoststue er fyldt til morgenmødet, hvor jeg skal holde en tale om vores strategi med afsæt i finanslovsforslaget. Medarbejdere i både ind- og udland går en periode i møde med stor usikkerhed. Som leder er det svært at komme med dårlige nyheder, og jeg synes på ingen måder, det er sjovt at skulle fyre folk.
Jeg tror, jeg kan mærke, hvor ondt mange har i maven. Jeg bliver spurgt, hvor mange der skal afskediges. Det kan jeg ikke svare på endnu.
Nogle så gerne, at vi larmede noget mere, men i kommunikationsgruppen har vi aftalt, hvilke ord vi bruger om besparelserne. Det er ord som uansvarlig, voldsom og usammenhængende, men vi siger ikke blodbad og massakre, selvom jeg mange gange har haft lyst til at sige massakre, siden jeg fik opringningen om de 30 millioner kroner.
Jeg har ryddet min kalender hele ugen for møder, som ikke har at gøre med finanslovsforslaget, og jeg har blandt andet flere samtaler med vores formand, Paul Mollerup, som er en god sparringspartner for mig.
TORSDAG
I dag er det fem år siden, jeg blev ansat som international chef i Folkekirkens Nødhjælp. Som teologistuderende drømte jeg om at blive fængselspræst.
Jeg læste ikke teologi med henblik på at blive præst, men fordi studiet tiltalte mig, og undervejs blev jeg optaget af konfliktløsning og læste i Belfast, hvor jeg var med til at lave et forsoningsprojekt. Den røde tråd i mit virke er klart en social indignation, og så har jeg opbygget en bred ledelseserfaring.
Jeg bruger nogle timer på lederudviklingssamtaler, men jeg har også møder i UM (udenrigsministeriet, red.), hvor vi taler om fremtidens udviklingsbistand. I fremtiden skal der, lidt forenklet sagt, bruges flere penge på flygtningelejre og færre penge på vandpumper.
Jeg tager mig i at være temmelig frustreret over finanslovsforslaget, for der synes ikke at være et princip bag besparelserne.
Alle er skåret ens, uden der tilsyneladende er nogle prioriteringer bag. Jeg cykler hjem og køber ind på vejen. I denne uge har menuen flere gange stået på mad fra Torvehallerne, for jeg har ikke haft tid til at lave mad fra grunden, sådan som jeg ellers gerne vil.
FREDAG
Jeg arbejder hjemme og har ekstremt travlt, fordi finanslovsforslaget fører en række henvendelser med sig. Vores søn fylder 13 år i næste uge, og i dag kommer 12 drenge fra klassen på Bernadotteskolen i Hellerup til fødselsdag.
Jeg bager brownies og boller, som brænder på, fordi jeg taler i telefon. Jeg cykler ud for at købe kakaomælk og flormelis, så gæsterne ikke ser, hvor brændte bollerne er.
Jeg sikrer mig, at der er styr på de konkurrencer, Asger og jeg har planlagt. Han har understreget, at jeg ikke må kalde det for leg. Jeg tror også, drengene skal ned og spille fodbold i vores gård, inden de skal spise pizzaer.
Finanslovsforlaget har gjort mig kampklar og stædig, men jeg nyder også at kunne fokusere på min familie og tænker, at familielivet er et privilegium, selvom min familie nok vil mene, at jeg både rejser og arbejder en god del.