Prøv avisen

Vi skal blive bedre til at forundres over naturen

”Den nye generation vil ikke finde sig i, hvad vi andre har gjort ved planeten. Der er et stærkt engagement til at gøre det anderledes,” siger Peter C. Kjærgaard, der er direktør på Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet. Her er det naturen omkring Himmelbjerget ved Julsø i Østjylland. – Foto: Hans Meineche/Ritzau Scanpix

Trods gode hensigter tænker mennesket stadig mest på at herske over kloden og dens arter i stedet for at passe på dem. Derfor har vi tabt sansen for at forundres og frydes over det frie vilde, mener flere eksperter i natursyn

I Edens have gik dyrene rundt og havde det godt. De var ikke produktionsenheder, men forunderlige medskabninger og ”levende væsener”, som der står i skabelsesberetningen. Rimeligt økologisk var det hele vist også.

Så kristendommen tager altså sit udspring i noget af det smukkeste: En frodig have, hvor planter, dyr og mennesker fungerer side om side.

Men så er der som bekendt det lille ord ”hersk” i sætningen, som Gud siger, da han velsigner mennesket:

”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!”.

Og det er den særstatus, som bærer en del af skylden for vores hårdhændede, selvcentrerede behandling af naturen i dag.

Det mener for eksempel Brian Patrick McGuire, professor emeritus i historie.

”Nu kan vi næppe beskylde Første Mosebog for hele miseren, men nøglen til vores vestlige, kristne kultur er skabelsesberetningen og den tanke, at Gud simpelthen forærede planter og dyr til Adam, for at han skulle bruge dem, som han ønskede,” siger Brian Patrick McGuire.

Godt nok bliver der i skabelsesberetningen både talt om at passe på og at herske over.

”Men vi husker vist bedre det sidste end det første – og det er da en af de ting, der har ført til den besiddermentalitet, vi er endt i,” siger McGuire.

”Mennesker, der producerer kyllinger og kvæg, og vi, som aftager, tænker næppe direkte i religiøse baner, men fundamentet ligger til grund for vores moderne praksis. Og i dag tager vi naturen for givet på samme måde, som vi i 1700-tallet tog for givet, at sorte mennesker var til for at blive udnyttet af hvide mennesker,” siger han.

Også cand.theol. og lektor i bioetik på Københavns Universitet Mickey Gjerris kan følge trådene fra nutidens ofte nyttebaserede natursyn årtusinder bagud.

”Tanken om, at vi er universets centrum og alt andet en form for ressource, går tilbage til græsk filosofi, jødedommen og kristendommen. De store monoteistiske religioner har placeret Gud uden for verden, og idet Vorherre overdrager det hele til os, siger han jo, at vi kan gøre med det, hvad vi vil,” siger bioetikeren.

Virkningshistorisk har kristendommen således været med til at lægge fokus (udelukkende) på mennesket, og det præger det vestlige natursyn i dag, mener han.

Dertil kommer naturligvis den udfordring, at vi bliver flere og flere på kloden.

”Først i 1960’erne og 1970’erne begyndte vi for alvor at opdage, at vi har fået så stor magt, at vores handlinger sætter meget synlige spor,” siger Mickey Gjerris og henviser til, at plante- og dyrearter forsvinder i et langt hurtigere tempo, end det er naturligt.

”Det er grunden til, at vi har diskussionen om klodens tilstand: Kan vi virkelig bruge naturen, som vi vil, eller skal vi til at betragte os som en del af systemet i stedet for dets hersker?”.

Den filosofiske tanke, Mickey Gjerris her slår an – at vi skal tage vare på naturen for dens egen skyld og ikke kun vores egen – har dog ikke let gang på jorden, frygter han.

”Medmindre der er noget i det for os, hjælper vi ikke naturen,” siger Gjerris, der er aktuel med bogen ”Naturens sprog”, som skal ses som et bidrag til at ændre den holdning.

I umindelige tider var naturen den stærke og vi de svage. Men nu er det omvendt.

”Men fordi vi sidder fast i forestillingen om, at vi skal have så meget som muligt ud af naturen, er det endt i grådighed.”

Netop grådigheden fæstner Brian Patrick McGuire sig også ved. Især i forbindelse med dyr, som vi i masseproduktionens navn har ”de-animaliseret”. Altså gjort til objekter. Kyllinger, for eksempel, tæller vi ikke længere i individer, men i kilo.

”I middelalderen så folk dyrene som medskabninger og erkendte, de havde sjæle. Godt nok ikke evige, sjælene døde med dyrene, men det adeliggjorde dyrene og betød, at man havde en spiritualitet tilfælles med dem. Storproduktion, hvor dyr er enheder, var utænkeligt i middelalderen. Naturligvis teknisk set, men interessant nok også åndeligt,” siger McGuire, som i årtier har forsket i menneskers tanker i den kristne middelalder.

I Skotland er professorFrancoise Wemelsfelder og hendes hold i gang med at finde en ny metode til at aflæse, hvordan dyr har det, ikke mindst i landbruget.

Hvor videnskaben kan måle niveauet af stresshormon i dyr, er hendes metode at kortlægge dyrets bevægelser og subjektive oplevelse af dets omgivelser. Det lyder langhåret, men er, forklarer hun, blot en moderne udgave af det, tidligere tiders fårehyrder kunne – nemlig at få øje på det dyr i flokken, som mistrives.

”I mekaniske videnskabelige dyremodeller handler det mest om, hvordan fysiske elementer i krop og hjerne interagerer på funktionelle måder – men sådanne modeller dækker ikke hele dyret og viser ikke, hvorvidt det er lykkeligt eller lider, for i sådanne modeller ’er der er ingen hjemme’,” siger hun og henviser til det, man i middelalderen nok ville kalde dyrets sjæl.

”Derfor fokuserer min forskning på at forstå dyr som hele levende væsener,” siger Wemelsfelder fra Roslin-instituttet ved universitetet i Edinburgh.

Men der er lang vej igen, før forholdet mellem natur og menneske bliver mere lige.

I øjeblikket er det i hvert fald ”konfliktfyldt”. Sådan betegner professor i sociologi Michael Hviid Jacobsen det.

”Mere end for blot 20-30 år siden, fordi vi på den ene side nu har viden om tingenes tilstand og på den anden side stadig hænger i bremsen.”

Til gengæld tror han, at natursynet er ved at vende.

”Bevidstheden om de konsekvenser, vores undertvingelse af naturen har, er steget markant. Og selvom mange synes, at vi ikke gør nok, er der faktisk inden for både produktion, politik, forbrug og hverdagsliv sket en mindre revolution i forståelsen af miljøet.”

Umiddelbart tror han ikke, at ordene i Første Mosebog om menneskets ret til at herske over alt andet har noget med vores mentalitet at gøre.

”I min mere sekulære forståelse tror jeg snarere, at vores forbrugssamfund er præget af den materialisme, der har udviklet sig hen over de seneste århundreder. Den er et levn fra den industrielle revolution, hvor naturen blev betragtet som kilde til uendelig vækst og som et uudtømmeligt reservoir for menneskelig velstand. I dag ved vi bedre, men det tager tid at skifte spor og omstille os – bevidsthedsmæssigt, økonomisk og politisk,” siger Michael Hviid Jacobsen, Aalborg Universitet.

Det sporskifte er allerede i gang, mener professor Peter C. Kjærgaard, direktør på Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet.

”Den nye generation vil ikke finde sig i, hvad vi andre har gjort ved planeten. Der er et stærkt engagement til at gøre det anderledes, som vi både mærker på museet og ser ude i verden,” siger han og glæder sig over, at verden er nået til enighed om FN’s bæredygtighedsmål.

For ligesom Streptococcus pneumoniae, som giver lungebetændelse, kan komme til at slå sin vært ihjel, kan også vi komme til at slå vores vært, planeten, ihjel, mener han.

”Og hvis vi virkelig får udfoldet vores destruktive kræfter, har sådan et mellemstort pattedyr som os ikke en chance. Det bliver bakterier, insekter og nogle planteformer, der kommer til at overleve. Vi er en del af naturen, og vi er idioter, hvis vi ikke begynder at opføre os derefter,” siger Peter C. Kjærgaard.

Også han griber tilbage til skabelsesberetningen.

”I Edens have er der kun én over os, og ellers har vi fuld bestemmelsesret over planeten. Det er en ret farlig fortælling, hvis tolkningen er, at det er en blankocheck. Og selvom den religiøse kontekst er blevet visket ud, er det jo sådan, vi tænker.”

Den tolkning er teolog, professor emeritus og tidligere domprovst Ole Jensen enig i. Han udgav allerede i 1976 bogen ”I vækstens vold” om kristendommens betydning for natursynet.

Og han mener, det er ”katastrofalt”, at vi sidder fast i idéen om at herske og tilsyneladende har glemt de fem dage, der i skabelsesberetningen kommer før det lille ord hersk.

”Hele fem dage bruges på at hylde skaberværket og pointere, at Han så, at det var godt. Og det er vel at mærke ikke ’godt’ i betydningen ressource. Nej, skaberen er en sansende Gud, som ser naturen som en værdi i sig selv,” siger Ole Jensen.

”Men tidligt blev kristendommen smittet af græsk nedvurdering af det sanselige. Det skulle forsages. Det blev fint at være munk eller nonne. Efter omkring år 1600 får vi en materialistisk udgave af nedvurderingen. Siden har vi ikke haft andet i hovedet, end at vi skal herske. Det er derfor, planeten i dag befinder sig i denne ufattelige krise,” siger Ole Jensen.

”Og alligevel tænker vi stadig vækst, vækst, vækst. Vi har mistet respekten for skaberværket.”

Når Brian Patrick McGuirekører ad landevejen på Vestsjælland, hvor han bor, ser han ofte et syn, der forstemmer ham, og som illustrerer den glemte respekt for skaberværket.

”Min nabo er landmand, og når en af hans køer dør, sætter han den ud ved vejen i en slags beholder, og når jeg kører forbi, ser jeg en medskabning, der er smidt ud. Efter nogle dage bliver koen hentet af en eller anden affaldstjeneste. Men egentlig synes jeg, det er uværdigt, at noget, der engang var et levende væsen, skal ligge udstillet ved vejen på den måde,” siger middelalderhistorikeren.

”Vi har valgt den barske tolkning af Første Mosebog. Vi har glemt, at Gud bad mennesket give dyrene navne og dermed gav os ansvaret for dem.”