Denne artikel, der oprindeligt er fra 2017, bliver læst meget igen i anledning af Uffe Ellemann-Jensens død. Læs nekrologen over Venstre-koryfæet her.
Der er et billede, som både Karen og Jakob Ellemann-Jensen har på deres telefon. Det er i sort-hvid og taget kort tid efter, at Jakob Ellemann-Jensen blev født i 1973. Han ligger i en stor, blød pude med sut i munden og kigger op på sin fire år ældre søster, der med store, begejstrede øjne kigger ned på ham.
At de begge har billedet på deres telefon, er måske egentlig meget sigende. Den tætte kontakt, der er mellem dem på det gamle billede, er forblevet uændret over ungdomsårene og ind i voksenlivet, hvor de blev kolleger på Christiansborg, da Jakob Ellemann-Jensen nogle år efter sin søster blev valgt ind som folketingsmedlem for Venstre i 2011. I dag er han politisk ordfører for partiet, og Karen Ellemann er minister for fiskeri, for ligestilling og for nordisk samarbejde.
Det er på hendes kontor, Kristeligt Dagblad møder søskendeparret. Ministerierne fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde har til huse i Udenrigsministeriets grå firkant på kanten af Christianshavn, og fra vinduerne er der udsigt ud over Københavns Havn. De gule havnebusser skyder sig igennem det blå vand, de spejler sig lysende i Den Sorte Diamants facade, og de to søskende står side om side og kigger ud over det hele.
Inden journalisten når at få stillet et spørgsmål endsige gjort det klart for de to Ellemann-søskende, hvad de gerne skulle nå omkring på den time, der er stillet til rådighed, er der noget, søskendeparret gerne vil have gjort klart.
”Du er med på, at vores biologiske søskendeskab er sådan, at vi på papiret kun er halvsøskende, ikke?”, spørger Karen Ellemann.
Hun er født i 1969 som datter af Hanne og Uffe Ellemann-Jensen, som også havde sønnen Claus sammen, Karen Ellemanns storebror. I 1971 gik forældrene fra hinanden, og Uffe Ellemann-Jensen, der på daværende tidspunkt arbejdede som journalist, giftede sig samme år med journalist Alice Vestergaard, som havde datteren Helene fra et tidligere forhold. Sammen fik de Jakob Ellemann-Jensen i 1973.
Men selvom Jakob og Karen Ellemann altså har forskellige mødre, og der er fire år mellem dem, har der aldrig været noget med hele og halve søskende, forklarer de.
”Den terminologi med hele og halve har vores forældre aldrig brugt. Vi er søskende alle fire. Punktum. Det tror jeg er meget bevidst. Og vi har heller aldrig selv lavet den sondring. Når nogen har spurgt: ’Nåh, er det din halvsøster?’, har jeg svaret: ’Nej, det er min søster’,” forklarer Jakob Ellemann-Jensen.
Karen Ellemann supplerer:
”Biologisk kan man selvfølgelig sige, at der kan være alt muligt halvt og kvart, men vi er helsøskende, og det er helt klart takket være en bevidst handling med vores far i spidsen.”
Karen Ellemann voksede op med sin storebror Claus hos deres mor, mens Jakob Ellemann-Jensen boede med sin søster Helene hos Uffe Ellemann-Jensen og Alice Vestergaard først i Kokkedal, siden i Rungsted. Karen Ellemann og hendes bror kom på weekend cirka en gang om måneden. Det kan lyde af lidt, men sådan blev det ikke opfattet.
”Dengang i 1970’erne med skilsmissebørn var det ikke en 7/7-deleordning, man praktiserede. Så Claus og jeg var vel oppe hos jer dengang i Kokkedal… Det kan godt være, at det hed hver anden weekend, men det var det ikke rigtig, vel? Jeg husker det som en gang om måneden, cirka,” forklarer Karen Ellemann.
Fordi Ellemann-børnene ikke havde en hverdag sammen, var ferierne noget særligt. Her samledes alle fire søskende, ofte hos deres farmor og farfar ved Dinestrup Strand på Fyn, hvor de tilbragte de fleste uger sammen hver sommer.
”Så snart man var om bord på Storebæltsfærgen, begyndte man at snakke fynsk. Det var noget, vi blev belastet med fra vores far,” siger Karen Ellemann og smiler.
På Fyn gemte børnene sig i marker, lavede roelygter, spiste ærter, legede kronskjul, fiskede med farfar, var ude at bade, spillede Matador. Alle de ting man gør, når man er på ferie, og som er med til at binde søskende sammen.
”Vi var altid mange unger på stranden, det var hele idyllen med at være ude hele tiden og blive solskoldet, tegne med kridt og lege krig,” siger Karen Ellemann.
”Vi bandt også engang vores storebror til et træ, hvilket gjorde, at han ikke kom ind at spise frokost,” siger Jakob Ellemann-Jensen, og de to søskende ler.
”Det gør jo også, at mange af de fælles barndomsminder, vi har, i deres natur er glade ferieminder og knap så meget halvsur hverdag. Det er egentlig meget rart,” tilføjer han.
To somre tilbragte de fire søskende om bord på en båd, Uffe Ellemann-Jensens havde lejet, hvor de sejlede Limfjorden rundt. Deres far kaldte sig kaptajn Uffe – admiral var måske mere passende, ler Jakob Ellemann-Jensen – og var overhoved for de fire matroser, der alle havde klare opgaver.
”Hvem dækker bord, hvem laver morgenmad, hvem rydder op efter morgenmad. Der var styr på alt,” fortæller Jakob Ellemann-Jensen.
”Og store forhandlinger om, hvorvidt det var rimeligt, at Grumsen… hov,” siger Karen Ellemann og kigger på sin bror. ”Er det kendt?”.
”Nu er det,” konstaterer han om sit øgenavn.
”Det var, fordi du var en lille fryns,” siger hun.
”Det kunne jeg ikke sige, så blev det til Grumsen,” tilføjer han.
Ifølge Karen og Jakob Ellemann-Jensen var der ikke nogen forældre, der skændtes om, hvem der skulle have børnene i hvilke uger. Begge forældrehold var fast besluttet på, at børnene skulle have søskendetid, og at det var en fælles opgave at sørge for at få det til at ske.
”Vi har jo også savnet hinanden. Det er noget af det, jeg husker. Det med sommerferier, der bare er vidunderlige og aldrig må høre op, og så det der antiklimaks med at komme hjem til hverdagen og savne nærværet,” siger Karen Ellemann.
”Vi talte ikke så meget sammen, når vi ikke sås. Det var ikke noget med at tale i telefon sammen, vi sås, når vi sås, og det var dejligt. Det blev styret af andre, hvornår det så var, og det er først, da vi er blevet væsentligt ældre, at vi har kommunikeret på egen hånd via telefonen,” siger Jakob Ellemann-Jensen.
”Det var ikke noget med, at du ringede op midt i en uge, hvis der havde været en eller anden dum oplevelse i skolen. Det var først i vores begyndende voksenliv, hvor vi begge var ude i den store verden på hver sin måde, at vi fik etableret den form for samhørighed,” siger Karen Ellemann.
Som voksne var det navnlig Karen og Jakob Ellemann-Jensen, der bibeholdt det tætte forhold, blandt andet fordi de stiftede familier på samme tid og på grund af den politiske interesse, de deler.
Da Karen Ellemann i 2009 fyldte 40 år, sagde hun i en tale, at hun ventede på, at lillebror kom og sluttede sig til hende inde på Christiansborg. Kommentaren blev sagt halvt i spøg – deres farmor havde, da Jakob Ellemann-Jensen var 19, bedyret sin sønnesøn, at han helt sikkert ville blive politiker en dag, hvad Jakob Ellemann-Jensen hårdnakket benægtede – ligesom sin søster, for resten – men til den 40-års fødselsdag var noget forandret, og Karen Ellemanns kommentar var temmelig præcis. Hvor præcis vidste hun dog først nogle måneder senere.
”Jeg spurgte Karen, inden jeg stillede op, og hun var den eneste, jeg spurgte. Jeg vidste, at vores far ville sige, at det var den dårligste idé i hele verden, og det var ikke det, jeg havde brug for at høre. Kierkegaard har ret i, at man spørger dem, hvis svar man gerne vil høre,” siger Jakob Ellemann-Jensen og fortsætter:
”Jeg spurgte Karen, fordi hun jo havde været i en lignende situation, altså at komme fra et ’rigtigt’ arbejde og gå ind i noget, hvor man automatisk bliver ramt af arven. Men du blev faktisk meget positiv over min beslutning og kom med nogle vældigt anvendelige råd og gode betragtninger.”
”Jeg må indrømme, at jeg ringede jo ikke til dig, inden jeg stillede op,” siger Karen Ellemann.
”Det er jeg stadigvæk rasende over,” svarer hendes bror, og de griner begge to.
”Man skal jo ikke have lov af nogen til at træffe den slags valg, man skal støttes i noget, man med sig selv har truffet en beslutning om er det rigtige. Vi vidste begge to, at hvis vi spurgte vores far først, ville vi få et ærligt svar, fordi det er en far, der svarer sine børn. En far og mor vil det bedste for deres børn, og der er ved Gud mange ting i den her metier, som ikke er særlig vidunderlige,” siger Karen Ellemann.
Hendes bror fortsætter:
”Da jeg sagde til far, at nu havde jeg planer om at stille op, og at jeg havde kommunikeret med en kreds og så videre, sagde han netop på den lidt beskyttende måde: ’Jamen er du klar over, hvad det også betyder for din familie og dine omgivelser?’. Og jeg svarede – måske lidt hårdere, end jeg egentlig havde tænkt mig: ’Ja, det ved jeg væsentligt bedre, end du gør. Så det må være noget, jeg mener alvorligt’.”
”Vi har begge prøvet på ikke at blive politikere og snakket om, at det har været møg- irriterende med skolelærere, der ville have os til at forsvare vores fars politik,” siger Karen Ellemann og bliver suppleret af sin bror:
”Ja, det med at se spisesedlerne fra formiddagspressen, da man gik i skole, med ’Fyr den idiot’ og ’Han er en nar’. Det, man som barn ikke kan filtrere. Hvorfor synes de, min far er en idiot? Det er jo heller ikke en tone, der er blevet mildere, eller et omfang, der er blevet mindre. Vi er nok mere bevidste om, hvad vores børn bliver ramt af, end vores forældre var det, fordi vi selv har været der,” siger han.
”Vi har jo også fået nogle ting med hjemmefra. For eksempel, at man gifter sig to gange. Det må jeg fremhæve som et sted, hvor vores forhold også har været meget stærkt: Da jeg stod i skilsmisse, havde du været igennem det nogle år forinden, og jeg var helt slået ud over at skulle leve i det der koncept med, at der er nogle tider, hvor dine børn er sammen med deres far, og at de derfor ikke er sammen med dig. Der var du enormt hjælpsom til det med at prøve at pege på, at de har det godt, fordi de er sammen med deres far, og det var en kæmpe hjælp,” siger Karen Ellemann og fortsætter:
”Der er faktisk mange sammenfald i vores levede liv, selvom vi selvfølgelig professionelt har gjort og stadig beskæftiger os med forskellige ting. Vi har haft en base og nogle værdier med os – det har vores andre søskende selvfølgelig også – men der er nogle paralleller hos os, som er med til at forstærke vores relation.”
Da Jakob Ellemann-Jensen blev valgt ind i Folketinget ved valget i 2011, fik han for første gang i sit liv værelse ved siden af sin søster. På Christiansborg. Venstre havde tabt regeringsmagten og blev et oppositionsparti, og Karen Ellemann var gået fra at være miljøminister og minister for nordisk samarbejde til menigt folketingsmedlem.
”Vi lavede faktisk en kontorklynge. De første par uger hed den ’the has beens’ (de forhenværende, red.) sammen med Søren Pind, Lykke Friis og Peter Christensen. Vi var alle tidligere ministre. I virkeligheden var det de andre, der sagde, at Jakob skulle da også med i klyngen, så vi ændrede navn til ’karriereklyngen’. Vi diskuterede politik og gjorde os klar til ministerlivet igen,” siger Karen Ellemann.
Begge oplever, at deres søskendeforhold er en fordel i deres politiske arbejde.
”Fortroligheden har jo altid været der, og selvom jeg sætter virkelig stor pris på mine kolleger, er de ikke på den måde mine venner. Jeg har én ud af mine 178 kolleger, som jeg stoler på. Der er mange, jeg har en stor grad af tillid til, men blod er nu engang tykkere end vand, og at have en 100 procent fortrolig, som kan følge ens arbejdsliv helt tæt på, er et enormt privilegium,” siger Jakob Ellemann-Jensen og fortsætter:
”Den fortrolighed og historik, vi har sammen som søskende, gør jo, at vi ikke skal forklare hinanden så meget. Man behøver ikke tage en facade på, og man kan springe alle indledende ting over, for vi ved det allerede.”
”Vi har heller aldrig været vilde uvenner, heller ikke over politik. Der er vi meget på samme linje, så vi har været vildt frustrerede sammen. Og er dermed vigtige sparringspartnere, når det gælder det politiske ansvar, vi hver især er blevet betroet og føler et kæmpe ansvar for. Det er præcis det, du sagde før, Jakob – hvem er det, man pingponger med i sit politiske virke? Det gør man med rigtig mange, men ud af de 178 andre er der kun én, hvor skakspillet ikke kører hele tiden, og det er så befriende,” siger Karen Ellemann.
De to søskende skal videre til gruppemøde på Christiansborg, og på vej ud sludrer de om billederne af dem som børn, som ligger på deres telefoner.
”Det der med kysset på puden synes jeg ligesom understreger vores forhold ret godt. Vi startede dér, og vi er ikke holdt op med at kommunikere siden,” siger Karen Ellemann.