Måske har du hørt ham juble af begejstring over fundet af en trehornet skarnbasse. Eller set ham løbe afsted på en skovsti med et sommerfuglenet i hånden, på jagt efter den rødlige perlemorsommerfugl.
Lige nu er naturvejleder og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus, Morten D.D. Hansen, nemlig igen på udkig efter sjældne dyrearter i TV 2-serien ”1 døgn, 2 hold, 3 dyr”, hvor han sammen med Sebastian Klein kæmper for at finde dem før modstanderholdet.
”Det har været vildt sjovt at lave og skønt at opleve, at seerne faktisk er rigtig glade for programmerne,” siger Morten D.D., mens han viser vej ind i Molslaboratoriet og husker at dukke hovedet i de lavloftede rum.
Molslaboratoriet er et sandt paradis for to meter høje biologer og andre naturinteresserede. Placeret midt i Nationalpark Mols Bjerge i en nedlagt gård, som Naturhistorisk Museum i Aarhus har fået i gave fra Karen Blixens søster, Ellen Dahl, i 1941. Og feltstation for forskning, undervisning og formidling.
På et af værelserne har Morten D.D. en madras. Tit sover han herude i stedet for at køre hjem til Nr. Snede. Så er han klar til næste dags naturoplevelser i de fredede omgivelser, blandt køer og vildheste og landets største antal sommerfugle. Med andre ord: Lige midt i den natur, alting handler om, når man hedder Morten D.D. og ikke kun er biolog af titel, men i hvert eneste hjerteslag.
Hvordan vil du beskrive dit livssyn?
Som en begejstring for verden og en stor ydmyghed over for den natur, der er så meget større end os selv. Jeg er klar over, at den tankegang kan være svær at formidle i en tid, hvor folk er så optagede af selvrealisering, og hvor den enkelte allerhelst selv vil være aktør og altings centrum. Men jeg ser nærmere mig selv som betragteren eller observatøren, der bliver ved med at forundres og glædes over den ufattelige rigdom og storhed, der er i naturen – hvor mennesket kun udgør en meget lille del.
I den forbindelse er jeg nok også blevet lidt mere kynisk eller måske rettere realistisk i forhold til meningen med vores liv. I løbet af 10 år døde begge mine forældre af kræft, og som biolog ved jeg jo godt, at alt liv slutter på et tidspunkt. At det netop hører til naturens orden. Men jeg kan stadig føle mig helt svimmel over at tænke på, hvor stort et univers, vi indgår i. For mens vi måske kan forstå en tidsangivelse som 13,7 milliarder år siden universets begyndelse, så kan vi på ingen måde forestille os dets størrelse.
Og det er igen med til at sætte menneskets rolle lidt i perspektiv, at universet er så ufatteligt meget større end lille mig. Så hvis jeg stiller spørgsmålet: ’Hvad er meningen med det hele?’, er svaret i hvert fald ikke, at det handler om mig. Tværtimod handler det om, hvad jeg kan gøre for verden. Derfor mener jeg også, at vi, menneskene, må give noget af pladsen fra os.
Dyr og planter har ikke selv en stemme, men de har lige så stor en eksistensberettigelse, som vi har. Uanset om de gavner vores BNP eller ej. Deres overlevelse skal med andre ord hverken være betinget af nytte eller andre kriterier som for eksempel skønhed. Tænk hvis vi overførte den optik på mennesket også – det ville blive en ret forfærdelig verden. Heldigvis oplever jeg, at mange er begyndt at dele den tænkning, og et ord som ’biodiversitet’ er jo pludselig noget, alle politikere taler om. Så det vi ser nu er faktisk den første frihedsbevægelse for naturen nogensinde. Under parolen: Alle har ret til at være her!
Hvad har formet dit livssyn?
Jeg kommer ikke fra en familie, der faldt i svime over naturen. Men jeg var tit med min far ude at fiske, og det elskede jeg. Det var først, da jeg begyndte at kigge på fugle, at jeg fik øje for, hvor stor og forunderlig verden er. Og hvor lille man selv er. Jeg var fuldstændig tryllebundet, når jeg fik øje på den første svale om foråret og tænkte på, at den som helt lille og ny i verden var fløjet til og fra Sydafrika, ud i ukendt land, hen over et hav, den aldrig havde set før. Og nu var den lige i luften over mig, flere tusinde kilometer flyvetur senere, i Vejle, hvor jeg boede som dreng.
Fugletrækket er nok i det hele taget det allerstørste for mange biologer. For os er det ilt, når himlen pludselig fyldes med 17.000 bogfinker på træk. Når en fugl pludselig bryder op og flyver sydpå eller nordpå – fordi den ikke kan lade være. Det er det vigtigste udtryk for liv, og når man ser det, så føler man også selv, at man er levende. Og naturen er på den måde med til at give et tilhørsforhold i en verden, der ellers er meget fragmenteret.
Da jeg var barn i 1980’erne, fandtes de sociale medier ikke, så man var lidt alene med sin altopslugende interesse. Men jeg var med i en fugleforening i byen, hvor vi holdt møder hver tredje måned. Hold nu bøtte, hvor var vi udsultede. I dag er man jo lynhurtigt med i et kæmpestort nationalt og internationalt netværk via Facebook, Twitter og Instagram, og engang imellem mødes man så også i det virkelige liv. For nylig var jeg til Naturmødet i Hirtshals, og så kunne man lige gå hen og prikke en på skulderen: ”Nå, det var dig, der indtastede den korthalsede oliebille.” Det er jo stort.
Hvad gør dit liv rigere?
Helt klart mine tre døtre på 15, 13 og 10 år. Jeg har nok ikke de allerstørste kompetencer som småbørnsforælder, men at opleve hvordan de bliver selvstændigt tænkende væsener, det er helt fantastisk. De stiller spørgsmål og interesserer sig for verden, og de fortæller mig tit ting, som jeg ikke ved. Det er måske ikke fuglene og planterne, de er mest optaget af, men de har overtaget interesseniveauet og engagementet, og det er så sindssygt vigtigt, for så retter de opmærksomheden væk fra sig selv. Udad. Når man gør det, bliver verden, ja livet, umådelig interessant, for man bliver aldrig færdig.
Og igen må jeg selvfølgelig nævne fuglene. Jeg har en video her på computeren, som jeg plejer at vise folk, når jeg er ude at holde foredrag. Den hedder ”Hvepsevåge-bonanza” og er optaget i Georgien, hvor jeg var sammen med en masse andre biologer for at se på fugle. Vi ser på disse store rovfugle, der ellers lever skjult i Danmark, og pludselig er der ikke én, men 5000 hvepsevåger i flok på vej hen over hovederne på os! Himlen er sort med dem. Men prøv så at se os. Vi har allesammen blikket vendt mod fuglene, og vi jubler, råber og kan næsten ikke være i os selv af bare lykke. Vi er opslugt, vi ”connecter” med verden. Dét er fortryllelse. Og vi er fælles om at opleve det. Vi ser ting – sammen!
Hvad betragter du som din største ulykke?
At jeg blev skilt fra pigernes mor for fem år siden. Vi var sammen i 17 år, og jeg havde slet ikke set det komme. Det kom som et chok, da hun sagde, at hun ville skilles. Men det gjorde også noget godt, på sigt. For jeg blev nødt til at møblere om på min selvforståelse. Alt det, jeg har gået og sagt om, at det ikke handler om mig, skulle jeg jo også selv leve ud fra i mit privatliv.
Og selv om jeg syntes, jeg havde været den trofaste familiefar og ægtemand, så havde de jo følt, at fuglene ofte kom før dem. Så min ekskone havde ret. Det er bedre på den her måde. I dag bor vi med 400 meter imellem os, og det foregår fuldstændig problemfrit med pigerne. De kommer og går, som de har lyst til – og jeg tror selv, at jeg er blevet en mere nærværende far. En, der husker, at det handler om dem, når vi er sammen.
Hvad tror du på?
At vores opgave som menneske er at være opdagelsesrejsende og studere det univers, der har skabt os. I stedet for at se os selv som de vigtigste spillere, så er vi nødt til at rette opmærksomheden udad. Vi må have noget større at tro på. Jeg mener ikke, at religion holder som forklaringsmodel i verden i dag.
De monoteistiske religioner er udviklet som mere lokale forståelsesrammer for et par tusinde år siden. Men i en global verden må vi finde noget andet at fokusere på. Naturen vil altid være mit bud. Jeg er klar over, at mine begreber om ydmyghed og troen på, at der er noget, der er større end mig, har en kristen genklang. Og der er også folk, der har sagt, at jeg ville være en god præst. Men for mig ligger miraklet i naturen og fugletrækket, som hver gang opleves som et under.
Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?
Min kollega, biolog og seniorforsker Rasmus Ejrnæs er kompromisløst sandhedssøgende. Det beundrer jeg ham for, og jeg nyder at sparre med ham. Men udover at være fuglenørd er jeg også historienørd. Og der må jeg nævne Churchill. Han talte alle imod og stod fast på, at Hitler og nazismen var ”inkarnationen af ondskab”. Mens andre var forblændede af fascismens evne til at mobilisere folk, skabe vækst og arbejdspladser, havde han stamina.
Hvad skal der stå på din gravsten?
"Det handlede ikke om mig.”