Sneen daler uden for vinduet og lander som små fjer på træerne i den lille have mellem husene på ydre Østerbro i København. Lyset strømmer ind ad vinduerne, det særligt hvide lys, når det sner. Det var her, 61-årige Mette Hannibal flyttede hen, efter at hun i 2014 pludselig mistede sin mand gennem 16 år.
Sorgen og bearbejdelsen af mandens pludselige død skildres i filmen ”Den nat vi faldt”, som i torsdags havde premiere på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. Mandens død kom som et chok for Mette Hannibal, og i et forsøg på at finde en mening med det hele samlede Mette Hannibals datter Cille sit kamera op og begyndte at filme sin mor.
”Det var ikke sådan, at jeg planlagde at lave en film om min mors sorgproces. Det var i en form for afmagt; jeg følte, at jeg var nødt til at gøre noget i denne situation, fordi det var så svært at forstå, at min stedfar var død. Og det var et forsøg på at forstå min mor og få tingene til at give større mening,” forklarer 32-årige Cille Hannibal.
Filmen består af små scener, der følger Mette Hannibals sorgproces. I en af scenerne gennemgår hun sin mands ejendele; hvilke skal smides ud, og hvilke skal gemmes. Det er helt uoverskueligt, siger hun, men hun er nødt til at få det væk. Ligesom hun er nødt til at skære et dødt træ ned på sommerhusgrunden på Anholt. Hun nærmest angriber træet. På samme måde som hun skruer hylder ned fra væggene bare dage efter dødsfaldet.
”Noget af det første, jeg gjorde, efter at Per døde, var at ringe efter en vinduespudser. Vi havde en stor lejlighed, og vinduerne trængte virkelig. Jeg kunne ikke holde ud, at der ikke kunne komme lys ind, og da de sagde, at de kunne komme om en måned, sagde jeg ’det går ikke, min mand er lige død, og jeg skal have lys ind i lejligheden’. Så kom de med det samme. Jeg kunne ikke holde ud, når ting ikke var rene, eller hvis de så syge ud. Så måtte de væk eller ordnes. Det var nok også noget med, at der skulle ske noget, sådan kan sorg jo være,” siger Mette Hannibal.
Og netop undersøgelsen af, hvordan sorg ser ud, er grundlaget for filmen. I en scene har Mette Hannibal genoptaget sine sangtimer og sidder ved et klaver. Men da hun skal synge, bryder hun sammen i gråd. Helt bevidst klipper Cille Hannibal ikke væk fra sin grædende mor, men lader kameraet hvile på det sørgende ansigt.
”Jeg oplever sorg som et kontroltab, vi ikke magter at vise frem, fordi vi i vores del af verden skal have 100 procent styr på vores liv for at være en succes. At græde er et kontroltab, ikke at kunne styre sine følelser er et kontroltab. Derfor græder vi alene, bag en dør, fordi vi er bange for at belaste vores omgivelser. Jeg synes, vi skal være bedre til at rumme det kontroltab, som sorg er, og jeg håber, at min film bliver en anledning til at tale om disse vigtige ting,” siger Cille Hannibal og fortsætter:
”Jeg læste, at 55.000 danskere dør hvert år, og så regner man med, at det påvirker 200.000 som pårørende. 75 procent af dem føler, at de går og holder sorgen inde for ikke at belaste deres netværk. Det er et vildt tal. Og jeg kan godt genkende det fra mig selv. Men jeg har i virkeligheden nok brug for at tale om det, at nogen insisterer på, at jeg skal forholde mig til det. Kun på den måde kan man bearbejde sorgen og undgå, at den sætter sig i en som et traume.”
Den manglende ritualisering og viden omkring, hvad man skal gøre med mennesker i sorg, har overrasket Mette og Cille Hannibal. De mener, at der mangler et sprog for at kunne tale om sorgen og være i den.
”Da jeg skulle tilbage på arbejde efter at have været sygemeldt i nogle uger, skrev jeg til mine kolleger, at nu ville jeg komme tilbage, og at de gerne måtte grine og græde og tale om sjove ting. Så kunne det godt være, at jeg ville begynde at græde, men at de bare skulle snakke normalt. På den måde lavede jeg nogle forberedelser, i virkeligheden nok mest for min egen skyld, så jeg ikke skulle risikere at blive mødt med de dér ’nårh’-reaktioner. Det virkede rigtig godt, og mange sagde, at det var godt, jeg havde skrevet det, for så kunne de bedre møde mig,” siger Mette Hannibal.
”Men det er også meget at skulle bede et menneske i dyb sorg om at forberede sin omgangskreds på, hvordan de skal håndtere at møde dig. Men det handler selvfølgelig om, at det ikke ligger naturligt, at man ved, hvordan man skal møde et menneske i sorg,” siger Cille Hannibal.
Det er en af årsagerne til, at hun med filmen forsøger at afmystificere sorgen. Hun har bevidst fortalt den langsomt ved lange indstillinger og få klip, så der er rum til, at publikum selv kan reflektere over egne oplevelser med sorg.
”Jeg har skrabet alt unødvendigt væk. Selvom det er en film om min mor og hendes sorg, er det lige så meget et portræt af en hvilken som helst kvinde i sorg. Selvom alle sørger forskelligt, og det her er vores udgave, har jeg fra begyndelsen tænkt og håbet, at der er mange, der kan genkende sig selv og føle sig set. At sådan her kan sorg se ud,” siger hun.
Mette Hannibal ser også filmen som vidnesbyrd om, at livet går videre på trods af sorgen.
”Sorgen slutter jo aldrig, men når filmen er frigivet, er vi et trin videre. Lige nu kører der to parallelle spor i mit liv. Det ene er Per-sporet og mit liv med ham, det andet er mit liv uden ham. Per-sporet fyldte meget i starten, det var min fortid og fremtid, der blev nulstillet. Vi havde planlagt alt muligt, som nu skulle tænkes forfra,” siger hun og fortsætter:
”Det andet spor skulle udvides og fyldes med nye minder med andre mennesker. At se sort sol med Cille, rejse til Pyrenæerne og Dublin, gå ind og høre musik alene, lave morgenmaden om, så det blev mit eget. Det spor kommer hele tiden til at fylde mere og mere, men jeg går frem og tilbage mellem sporene. Jeg er jo i live, og der er masser af smukke og skønne oplevelser til mig. Filmen er blevet så fin, og jeg er glad for, at den er blevet lavet, men den har også fastholdt os lidt i sorgen. Og nu skal den gives videre til folk, der forhåbentlig kan bruge den til noget, som kan genkende sig selv i sorgen og ikke føle sig alene.”