Prøv avisen
Spørg om livet

Hvad svarer man på spørgsmålet ”hvordan har du det”, når man ikke har det godt?

"Nu har jeg også fået en kræftdiagnose på mit cv. Det kan jeg skjule en tid endnu, så derfor er det kun mine nærmeste, der er bekendt med den. Jeg orker simpelthen ikke at blive bombarderet med henvendelser også angående dette nye." Modelfoto. Foto: Nima Stock

”Hvordan har du det” er en almindelig høflighedsfrase, men spørgsmålet kan opleves slidsomt for dem, der ikke blot kan svare ”godt”. Det skriver denne uges brevskriver, som kalder sig selv for hudløs

Kære brevkasse

Hvordan har du det? Disse ord blev der i efteråret causeret over af en politiker fra Folketingets talerstol. Politikeren havde kort før mødt en ven, der havde stillet dette spørgsmål og fik ham til at tænke på, at han synes, det bliver brugt alt for lidt. Han henvendte sig derefter til statsministeren med spørgsmålet, og denne svarede – under latter fra salen – at han havde det godt.

Og er det ikke det, man forventes at svare på dette spørgsmål? Men hvad gør man, når man ikke har det godt, hvor fysiske eller psykiske smerter og gener fylder ens verden? Mit indtryk er, at der på spørgsmålet bare forventes, at man svarer ”godt” med et stort smil og må derfor lyve.

Personligt oplever jeg, efter at min kroniske sygdom har udviklet sig med et synligt handicap, at blive bombarderet med ”hvordan har du det?” eller ”hvordan går det?”. Jeg gruer efterhånden for disse spørgsmål, især når de følges af et medlidende ansigt. Jeg føler, at jeg skal stå til regnskab for, hvordan jeg har det i tide og utide, så jeg oplever, at man ser min elendighed og ikke mig. Et ungt familiemedlem, der for en del år siden fik diagnosen sklerose, oplevede det samme som mig.

Det er over årene dog blevet mindre, måske fordi jeg begyndte at svare med et træk på skuldrene. Jeg har det aldrig rigtig godt, for min hverdag er en kamp med kroniske smerter og træthed, og jeg bruger en del kræfter på at bevæge mig. Jeg har talt med mine nærmeste om det, og de siger, at spørgsmålet er stillet i bedste mening. Mit indtryk er, at spørgsmålet er en tom høflighedsfrase.

Nu har jeg også fået en kræftdiagnose på mit cv. Det kan jeg skjule en tid endnu, så derfor er det kun mine nærmeste, der er bekendt med den. Jeg orker simpelthen ikke at blive bombarderet med henvendelser også angående dette nye. Måske er jeg blevet for hudløs, men når hverdagen er en kamp for at få et så værdigt liv som muligt, er det svært hele tiden at få udstillet sin uformåenhed. Måske er jeg ved at udvikle en slags social angst, for der er sammenhænge, jeg undgår. Bedst er de steder, hvor jeg bare bliver mødt med et smil og måske ”dejligt at se dig”, som jeg kan replicere med et ”i lige måde”.

Venlig hilsen

Den hudløse


Kære hudløse

Allerede ved at se på det ord, som du har valgt som underskrift, fornemmer vi, at dit liv både er alvorligt og smertefuldt. At være hud-løs betyder, at der mangler et vigtigt og beskyttende lag. Det vil sige, at man er sårbar, og at andre let kommer til at såre. Når nogle mennesker siger, at de er tykhudede, betyder det, at de lettere kan skubbe svære ting fra sig eller lettere kan holde distance i forhold til, hvad andre siger og gør.

Om vi har en tynd eller en tyk hud afhænger af utrolig mange ting. Nogle er mere sensitive og følsomme end andre, nogen har i deres barndom oplevet så svære ting, at de enten er blevet hudløse af det, eller også har de beskyttet sig med et tykt lag hud og måske distanceret sig fra andre. Vores livsvilkår, hændelser og udfordringer er af vidt forskellig karakter og sjældent retfærdigt fordelt. Vi kan læse, at du er hårdt ramt. Både alvorlige fysiske lidelser og psykiske smerter fylder din hverdag. I tillæg har du oveni fået en kræftdiagnose. Det er bare helt uforståeligt, at nogle mennesker rammes så hårdt.

Du skriver, at du ikke kan holde ud, når folk spørger: Hvordan har du det? Som på engelsk lyder: How are you? Og det er en verdensomspændende høflighedsfrase, som man ikke lægger mærker til, når alt er godt. Men som let kan opleves helt anderledes, når livet er hårdt.

Spørgsmålet kan opleves vidt forskelligt fra menneske til menneske. Nogle synes, at andre spørger for lidt ind til deres liv. Nogle kan opleve det trøstende og lindrende, at der er mennesker, der bryder sig om at høre, hvordan det går. Især hvis de, der spørger, ikke bare har det som en hurtig talemåde i farten, men er ægte interesseret i at lytte.

Og så er der de mennesker, der næsten ikke magter at blive spurgt mere. Blandt dem hører du. Vi har ikke en færdig løsning i forhold til, hvad du skal gøre, men hvis spørgsmålet kommer fra nogen, som du ikke ønsker at være yderligere sårbar over for, kan du altid sige ”Det går op og ned”. Det er en sætning, som næsten altid er sand, så der lyver du ikke. Og de, som ikke er ægte interesseret i at høre de mange nuancer, slår sig som regel til ro med det svar. Du kan også sige, at der ikke er så meget nyt at fortælle.

Når det gælder dem, som du har tillid til, kan du vove at være mere ærlig og fortælle, hvor hårdt det hele er, og hvor sårbar du føler dig ved at fortælle det. I bedste fald kan der komme en givende og god samtale ud af det. Så måske skulle du i en periode forsøge at svare ganske ærligt og redeligt, når du bliver spurgt – vel at mærke når du magter det.

Vi ved også om mennesker, der egentlig er glade for at blive spurgt, men hvor de ikke rigtig magter at fortælle igen og igen om den smerte, som fylder så meget. En, som var i kræftbehandling, fortalte netop, at det var godt at mærke folks omsorg, men at hun ikke orkede at tage telefonen, når den ringede, for det var et arbejde i sig selv at skulle snakke så meget. Da går det an at sige ”tak for, at du spørger, men overskuddet til at fortælle en hel masse er desværre ikke til stede lige nu”.

Det at spørge ind til hinanden kan være en rigtig god ting, men det er også en vigtig ting at reflektere over. Du udfordrer os til i mødet med sårbare mennesker, der kæmper med sygdom og livets kræfter, altid at forsøge at være så vise og indfølende som muligt. Det er vigtigt at tænke grundigt over, hvad vi siger og på hvilken måde og på hvilket tidspunkt. Måske skal man sige ” jeg har lyst til at spørge, hvordan du har det – men jeg ved, at du har kæmpet med tingene længe, så det kan også være, at du ikke orker at få det spørgsmål igen og igen – men hvis du får lyst til at tale eller fortælle om det, skal du vide, at du er velkommen, og så vil jeg gerne høre om det”.

Nu når du i denne tid skal kæmpe med endnu en sygdom, så kan det være, at du skal vælge at fortælle det til nogle enkelte ud over de helt nærmeste. Det kan også opleves godt, at der er nogen, der kender den store byrde og de mange udfordringer, som livet har påført en. Og det er tilladt at klage over smerter i dette liv.

Går man til Salmernes Bog eller Klagesangene i Bibelen, er der mange eksempler på, at mennesker klager deres nød og smerte – både over for Gud og mennesker. Smerter forsvinder ikke bare ved at blive udtrykt, men alligevel kan det være godt at have mindst en eller nogle få, hvor det er tilladt at reagere helt ærligt og hudløst.

Vi vil ønske dig alt godt videre i din seje kamp og håber, at du bare en gang imellem, når du ikke orker at fortælle, at du så kan sige pyt inde i dig selv, når folk spørger til din sygdom. Og tænke: De mente det nok godt.

Mange hilsener