52-årige Satine Lyzet stirrede måbende ind i sin computerskærm. Få timer forinden havde hun endelig sat sig for at forsøge at opstøve den barndomsveninde, som hun i sine ungdomsår delte alle glæder og sorger med, men som hun alligevel formåede at miste kontakten til engang i 1980’erne.
På det sociale medie Facebook havde hun derfor fundet en side med navnet ”Søg efter den, du ikke har set i mange år”, som hun mente måtte være et oplagt udgangspunkt for hendes eftersøgning. Men her opdagede hun til sin egen forbløffelse et opslag, som umiskendeligt lød til at være en beskrivelse af hende selv.
”Vi blev bedste veninder, da vi boede i Stenløse. Du blev kaldt for Søs, og du var forlovet med Jan Andersen. Jeg boede på gården og havde hest. Vi var også tit til fest sammen. Det sidste, jeg har hørt, var, at du flyttede til Jylland og blev gift. Giv lyd fra dig, Søs,” stod der blandt andet i opslaget fra en vis Tina Kobberø.
Selvom de begge havde fået nye efternavne, var Satine Lyzet ikke i tvivl. Hun var den efterlyste Søs. Og barndomsveninden Tina var kommet Satine Lyzets trang til genforening i forkøbet.
Det genfundne venskab var en forløsning for dem begge. Sidenhen har de mødtes og nærmest dagligt haft timelange telefonsamtaler. For det føles for begge kvinder, som om den anden part er den manglende brik, som kan sætte deres respektive livshistorier ind i en meningsfuld sammenhæng.
Med opblomstringen af diverse eftersøgningsgrupper på sociale medier er det blevet lettere at genfinde barndomsvenner. For mange er grupperne første skridt på vejen mod et nygammelt venskab, mens fundet for andre brugere blot fører til en enkelt korrespondance om barndomsminderne med sig. Ikke desto mindre igangsættes hver eneste dag adskillige nye efterforskninger med detaljerede beskrivelser og fotografier af de savnede. Bevismaterialet sørger gruppernes andre medlemmer derefter ihærdigt for at dele med relevante kredse, privatpersoner og postnumre.
Online-efterlysningerne er ikke udelukkende et dansk fænomen, men en international tendens, der har taget fart på sociale medier de senere år.
En af verdens førende venskabsforskere er den engelske antropolog og professor emeritus i evolutionspsykologi ved Oxford Universitet i Storbritannien Robin Dunbar. Ifølge antropologen har de nære venner, som den enkelte har foretaget sig alt socialt med i løbet af sine ungdomsår, særlig vigtig betydning, fordi venskaberne i disse år involverer mange af den slags aktiviteter, som får hjernen til at udskille endorfiner – eksempelvis latter, dans og følelsesladede fortællinger. Og det er en sjælstilstand, vi husker.
”Vores studier viser, at vi altid vil være meget optaget af at holde disse ungdomsvenskaber ved lige – selv når vi ellers bliver adskilt senere i livet. For vores nære venner dengang har været vores skulder at græde ud ved. Det er helt sikkert også derfor, at Facebook og andre sociale medier er så populære og succesfulde,” siger Robin Dunbar.
Særligt kvinder bruger ifølge Robin Dunbar ofte enorme kræfter på at holde disse slags venskaber ved lige, mens mænd i højere grad lever efter forståelsen ”ude af øje, ude af sind”.
Men hvorfor har vi også behov for at tage kontakt til mennesker, hvis livshistorier vi med tiden er gledet mere eller mindre ubevidst ud af? Den norske dr.phil., forfatter og forskningsleder ved Høgskolen i Oslo og Akershus Helge Svare peger netop på, hvordan fællesoplevelserne gør, at de gamle barndomsvenner ofte er en særligt integreret del af den enkeltes identitet og syn på sin egen historie.
”Når man hjælper hinanden med at huske oplevelserne og bekræfter minderne for hinanden, bliver de mere ’virkelige’, og dermed ihukommer man både, hvem man selv var dengang, og i særdeleshed hvem man er eller ønsker at være i dag,” siger Helge Svare og fortsætter:
”Vores venner er med til at give form til vores livsfortællinger. Den dag, hvor alle dine venner er borte, tror jeg også, at det bliver vanskeligere at holde fast i, hvem du selv er.”