Vi søger igen mod den klassiske dannelse

Fyldte foredragssale landet over afspejler en længsel efter åndelige fyrtårne og meningsfulde fællesskaber. Selv de unge søger den vej. Afblæs frygten for det store dannelsestab, siger flere

 Knap 600 mennesker tager hver tirsdag til foredrag hos FOF i Herning. Og det er langtfra det eneste sted, hvor der er stor interesse for traditionel dannelse, siger fagfolk. Her ses forstander Kirsten Bjørn-Thygesen på scenen i Herning. –
Knap 600 mennesker tager hver tirsdag til foredrag hos FOF i Herning. Og det er langtfra det eneste sted, hvor der er stor interesse for traditionel dannelse, siger fagfolk. Her ses forstander Kirsten Bjørn-Thygesen på scenen i Herning. – . Foto: FOF Herning.

Klokken nærmer sig 10 denne tirsdag formiddag i Herning, og de sidste af de 280 stole er i færd med at blive besat. Der er en summen af liv i den højloftede sal, for mange kender hinanden. De kommer her hver tirsdag for at høre foredrag arrangeret af FOF, landets største udbyder af folkeoplysning.

Samme eftermiddag fyldes salen op igen af nye 280 lokale borgere, typisk pensionister, og yderligere 123 står på venteliste.

Sådan er det året rundt, og det er uanset, hvem der står på talerstolen, fortæller forstander Kirsten Bjørn-Thygesen.

Da hun tiltrådte for snart otte år siden, var der 40 tilmeldte og blot et enkelt foredrag om ugen, men meget er sket siden. Hun begyndte med at ændre navnet fra seniorhøjskolen til kulturhøjskolen, for deltagerne skulle ikke defineres ud fra deres alder, men deres videbegærlighed. Så opgraderede hun foredragenes indhold til at være mere aktuelle og samfundsdebatterende, så man i dag kan høre eksempelvis forfatter Dorthe Nors, mellemøstekspert Jørgen Bæk Simonsen eller sognepræst Michael Brautsch.

”Egentlig er det jo en tilbagevenden til det, folkeoplysningen begyndte som efter krigen,” forklarer hun.

”Dengang var der et stort behov for at skabe fredelig sameksistens og rummelighed gennem viden, og det behov synes jeg er blevet påtrængende igen i en stadig større, mere foranderlig og urolig verden. Samtidig vil jeg gerne rykke folk. Derfor køber de en pakke med 21 foredrag, så de ikke kun kommer for at høre Anders Agger, men får udvidet deres horisont gennem mennesker, de ikke selv havde valgt.”

Selvom udviklingen i Herning hører til i den gode ende, er den ikke så usædvanlig endda. Det fortæller Otto Juhl Nielsen, som er direktør for FOF’s landssekretariat. Det går nemlig rigtig godt for mange af forbundets 40 lokale foreninger, ikke mindst med foredrag om emner, man kan kalde for klassisk dannelse.

En tilsvarende tendens oplever landets folkeuniversiteter, hvis foredrag om alt fra Platon til menneskets evolutionære udvikling besøges af cirka 160.000 danskere hvert år.

Også på skrift oplever dannelsen en form for renæssance anført af Aarhus Universitetsforlags bogserie ”Tænkepauser”, hvor førende forskere formidler deres felt til alle interesserede på blot 60 sider. Serien har solgt flere hundrede tusinde eksemplarer.

Men hvad kan forklare denne tendens? Og så i en tid, hvor meget af den offentlige debat netop går med at kritisere det generelle tab af dannelse, ikke mindst i uddannelsessystemet.

Faktisk hænger de to ting sammen, siger professor Lars-Henrik Schmidt. Han er filosof og idéhistoriker og ser både beklagelserne over dannelsestabet og søgningen mod mere, klassisk dannelse som udtryk for samme stigende opmærksomhed på, at noget vigtigt er ved at forsvinde.

Det er ikke blot dannelse i form af almen pli, men en mere grundlæggende forståelse af, at både selvindsigt og udsigt mod verden er en afgørende del af det at være menneske. Den forståelse voksede frem med velfærdsstaten, som gav mange overskud til at kigge mere indad i jagten på et berigende liv, men de senere år er strømpilen igen begyndt at pege ud mod vores fysiske liv, især vores arbejdsliv.

Jagten går i dag således mere på at blive arbejdsduelig end livsduelig og mere på faglige kompetencer end menneskelige kvaliteter, mener filosoffen:

”Arbejdet har koloniseret vores liv. Ikke bare vores timer, men også vores tankegang, så ikke mindst uddannelsessystemet i dag bliver formet efter, hvordan det tjener arbejdsmarkedet bedst. Jeg ser søgningen mod klassisk dannelse som en ret radikal reaktion mod denne udvikling fra de mange, der ikke mener, at man får besvaret livets store spørgsmål gennem arbejdet,” siger han.

Interessen for dannelse er samtidig en reaktion mod den øgede overfladiskhed, der præger det moderne samfund.

Der er alt for mange budskaber og alt for mange med egne interesser, der gerne vil levere dem.

Ikke bare nyhedsmedier, men også oplysningsmedier er blevet et show, mener Lars-Henrik Schmidt. Når en sygdom eksempelvis skal beskrives, er fakta ikke længere nok, vi skal partout se studieværten selv gennemprøve behandlingsmetoderne, for på den måde bliver oplysningerne nemmere at relatere sig til. Alting skal tilpasses den enkelte, men dermed bliver det også uden dybde.

”Det er min oplevelse,” siger han, ”at vores egen tilegnelse af viden er begyndt at konkurrere med den viden, medierne bringer. Viden fra medierne er ikke længere tilstrækkelig, og vi stoler ikke længere på den”.

Historikeren Jes Fabricius Møller er professor på Grundtvig Centeret og har blandt andet beskæftiget sig med folkelig dannelse. Den begyndte længe inden oplysningsforbundene, for det var Grundtvigs og grundtvigianernes drøm, at der fandtes en kanon af historie og litteratur, og at indsigt i denne kunne binde folket mere sammen. Og måske er det også den tid og den drøm, mange længes efter, når de søger mod foredragssalene, siger han.

Dengang kunne annonceringen af et folkeligt foredrag blot bestå af ordene: ”Arnfred taler.” Det var nok, for man tog for givet, at indholdet ville være vigtigt.

”Jeg hører ikke til dem, der mener, at alting var bedre i gamle dage. For det var det sjældent,” siger Jes Fabricius Møller, ”men der er en forståelig længsel efter gamle dage, ikke mindst efter disse åndelige fyrtårne, der kunne give folk en klar pejling på, hvordan verden hang sammen, og på, hvad der var vigtigt. Med så flimrende en informationsstrøm i dag kan det virke betryggende med nogle, der skærer igennem.”

Mindst lige så vigtigt, understreger han, er formentlig længslen efter det meningsfulde. Den bliver blandt andet tydelig gennem Kristeligt Dagblads succes som en avis, der handler om værdier. Befolkningen vil have dybde i en rodløs tid, og mennesker vil helst have den sammen med andre. Mange finder ro i at være stille sammen med ligesindede, mens de kigger i samme retning frem for ned i hver sin skærm.

”Folks følelse af fælleskab og sammenhæng er helt klart mere skrøbelig end tidligere, fordi den ikke er naturgivet på samme måde i dag. Det, disse foredrag tilbyder, er jo netop et meningsgivende fællesskab. Vi lever stadig mere isoleret, men her får man nogle fælles referencepunkter. Nogen at tale med og noget at tale om. Jeg tror, at det måske er vigtigere end nogensinde,” siger Jes Fabricius Møller.

Det er også det, Kirsten Bjørn-Thygesen oplever. Hun hører mange sige direkte, at de kommer til foredragene for at kunne deltage i den sociale snak i byen. Hun køber også forklaringen med længslen efter nogle værdier, der har mistet noget af deres kraft. Det gælder de meningsfulde fællesskaber, men også eksempelvis evnen til at kunne gøre tingene selv. Derfor er kurser i hækling, syltning og bagning også i høj kurs. Bemærkelsesværdigt nok ikke kun blandt pensionister, men i høj grad også hos unge. Det får forstanderen til at konkludere, at det er dannelse generelt og ikke blot i forhold til viden, folk søger i disse år.

”Oplysning og dannelse er jo mange ting. Engang bestod det også i at have nogle bestemte færdigheder, men de færdigheder går ikke længere i arv, fordi vi har troet, at det ikke var nødvendigt. Men mange unge længes også efter værdier som autenticitet, kvalitet og at kunne skabe noget helt fra bunden. De hylder også de gamle dyder og søger mod gamle traditioner,” siger hun.

Man kunne ellers nemt få den tanke, at den store efterspørgsel på klassisk dannelse blandt seniorer kunne øge skellet til de unge, der ofte beskyldes for netop ikke at gå op i klassisk dannelse.

Udviklingen har dog nærmere karakter af brobygning, mener Lars-Henrik Schmidt.

For viden er viden og kan være lige så ny, spændende og brugbar for en 70-årig som en 17-årig.

”Det er en anderledes form for dannelse end tidligere, der vokser frem i disse år,” siger han. ”Den er orienteret mere mod livsduelighed end mod faglige kompetencer, og den form for dannelse bygger på et begær efter viden og efter mening, som er fælles for alle aldre.”

Der er en forståelig længsel efter gamle dage, ikke mindst efter disse åndelige fyrtårne, der kunne give folk en klar pejling på, hvordan verden hang sammen, og på, hvad der var vigtigt. Med så flimrende en informationsstrøm i dag kan det virke betryggende med nogle, der skærer igennem.