Prøv avisen

Seniorklummen: Hvis man synes, at folk går for lidt i kirke, kunne man holde nogle flere gudstjenester

"Hvad det kirkelige angår, har der lydt mange klager. Det påstås, at folk ikke mere går i kirke. Det er ikke rigtigt. Faktisk har jeg kun én gang under en snestorm været ude for, at jeg var den eneste kirkegænger," skriver klummeskribenten. Foto: Leif tuxen.

Det rige politiske og kirkelige liv samt de mange foreninger kan vi takke det store engagement i 1870’erne for. Men selvom meget er bevaret, er der også sket store forandringer, og store dele af det kirkelige landskab er i dag en stor midtergruppe

I 1870 skrev den fynske digter Mads Hansen sangen ”Fo’ ajle di små blomster”, hvis første to vers handler om foråret og den fynske frodighed. Men så kommer et tredje vers, der handler om den folkelige frodighed: Folkets liv er heller ikke, som det plejer at være. Det blomstrer i mangen en simpel hytte, og hvis man bare venter lidt, vil man se, at bonden bliver landets bedste støtte.

Der skete faktisk noget i folkelivet dengang. Inspirationen fra Grundtvig havde allerede været på færde i mere end et halvt århundrede. De gudelige vækkelser, som havde overvintret fra pietismens tid, havde sat sig sine spor, blandt andet i stiftelsen af Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark i 1861.

Hvor der er gang i åndslivet, kan der også komme gang i det politiske liv, hvilket viste sig i 1870, hvor partierne Det forenede Venstre og Socialdemokratiet blev stiftet. De har siden sloges om regeringsmagten i Danmark.

Når jeg ser tilbage over mit eget liv, har det været præget af det hele. Det gælder både kirkeligt og politisk. Jeg er vokset op i et grundtvigsk miljø med rødder i en gammelluthersk fromhed. I en kort periode var jeg i min grønne ungdom på en indremissionsk kostskole, uden dog at tage livsvarig skade af det.

I min familie har vi med forskellige svinkeærinder været tættest på Socialdemokratiet, som jeg også selv er medlem af. Og i mange år var jeg sognepræst i et par landsogne, hvor flertallet var venstrefolk, som jeg – med nogle få undtagelser – kom godt ud af det med. Jeg har suget til mig både kirkeligt og politisk. Det samme vil rigtig mange mennesker i Danmark kunne sige om sig selv.

I adskillige henseender står vi på skuldrene af 1800-tallets folkelige bevægelser. Men naturligvis har en del ændret sig i løbet af de 150 år, der er gået. De grundtvigske er blevet splittet op i flere forskellige retninger, som ikke har alt for megen forståelse for hinanden. En del af de missionske er med årene blevet lidt blidere i det, så man nu i et eller andet omfang tolererer papirløse ægteskaber og måske endda homoseksuelt samliv. På den politiske scene har partiet Venstre skiftet side, så man nu hører til i højre side af folketingssalen. Og Socialdemokratiet har i årenes løb adopteret så mange borgerlige synspunkter, at det er svært at finde tilbage til noget, der ligner en revolutionær holdning.

Noget har fortonet sig undervejs. Da jeg var biskop i Fyens Stift, havde jeg i hundredvis af samtaler med ansøgere til de fynske præsteembeder. Jeg spurgte ind til deres uddannelsesforløb for at finde ud af, hvor deres teologiske og kirkelige interesser lå. Undervejs spurgte jeg også om deres kirkelige tilhørsforhold, men det gav ikke megen mening. 9 ud af 10 ansøgere erklærede sig som ”bredt folkekirkelige”, hvilket dækkede over alt muligt fra almindelig ukirkelighed til det, som nu om dage kaldes kulturkristendom. Resten havde baggrund i Indre Mission, Luthersk Mission eller Tidehverv. Selvom jeg ikke hører til dér, må jeg indrømme, at de sidstnævnte havde en anden og mere helstøbt integritet, som gjorde, at de vidste, hvad de senere skulle bruge en prædikestol til.

Ikke blot de kirkelige, men også de politiske retninger har mistet nogle af deres oprindelige konturer. Men det betyder ikke, at indholdet er forsvundet. Det har ændret sig fra at være partiejendom til at være folkeeje i form af for eksempel pædagogik, foreningsvirksomhed, politisk engagement samt den højt besungne danske model, som regulerer arbejdsmarkedets forhold.

Hvad det kirkelige angår, har der lydt mange klager. Det påstås, at folk ikke mere går i kirke. Det er ikke rigtigt. Faktisk har jeg kun én gang under en snestorm været ude for, at jeg var den eneste kirkegænger. Og jeg kan ikke se, at gudstjenestedeltagelsen er ringere nu om dage, end da jeg var barn i 1950’erne. Til gengæld er antallet af gudstjenester i de enkelte sogne faldet betragteligt i løbet af de seneste 50 år, så samlet set er antallet af kirkegængere nok lavere nu.

Hvorfor er der ingen kirkesociologer, der har undersøgt omfanget af den lavere gudstjenestefrekvens i de enkelte sogne samt grunden til den? Hvis man synes, at folk går for lidt i kirke, kunne det være, at man skulle holde nogle flere gudstjenester.