Er det en myte, når man siger, at døden er et tabu i Danmark? Det spørgsmål ville Ældre Sagen have belyst. Organisationen ville vide, om danskere anno 2019 kan tale om deres egen død, og tog initiativ til en omfattende spørgeskemaundersøgelse om danskernes forhold til den sidste tid og deres egen død. Undersøgelsen er netop udkommet.
Inden man åbner rapporten med dens mange søjlediagrammer, er der en vigtig detalje, man skal hæfte sig ved. Det er firmaet Rådgivende Sociologer, som har lavet undersøgelsen. Det sendte breve til 2500 udvalgte adresser med et link til et elektronisk spørgeskema. De folk, som de ikke hørte fra, fik et opkald med mulighed for at besvare undersøgelsens spørgsmål telefonisk. Da man ringede rundt til modtagere af brevet, gik det op for analysefirmaet, at døden adskiller sig fra alle andre emner, man laver undersøgelser om. Rådgivende Sociologer meldte tilbage til Ældre Sagen, at de havde mødt stærke reaktioner fra en række folk, som ikke mente, at man kunne tillade sig at stille de spørgsmål, undersøgelsen rummer. De ville eller kunne ikke tale om døden. Anna Wilroth, der er seniorkonsulent i Ældre Sagen og beskæftiger sig med eksistentielle spørgsmål
”Arbejdet med undersøgelsen viser, at der er en polarisering i forhold til døden. I undersøgelsen får vi besvarelser fra dem, som kan og vil tale om døden. Og selvom man er villig til at tale om døden, er der stor forskel på at tale om døden på et filosofisk niveau og til at blive konkret og tale om sin egen død.”
Man har spurgt deltagerne, om de mener, at man skal informere ens nærmeste om ønsker til den sidste tid og døden. 7 ud af 10 mener, at man skal informere om blandt andet arv og testamente, om ønsker til genoplivning og livsforlængende behandling og om ønsker til begravelsen. Når man så ser på, hvor mange som har talt med nogen eller skrevet deres ønsker ned, er tallene langt lavere. For eksempel har 19 procent talt med nogen eller skrevet ønsker ned til begravelsen. I forhold til livsforlængende behandling, hvor man skal tale med sin læge, er det 17 procent af de 80- til 90-årige, som har haft en sådan samtale.
Anna Wilroth ser det som et udtryk for, at det er svært at omsætte idealer til virkelighed og siger:
”Skal man råde til noget, må det være, at man tager fat på emnet i god tid, og ikke når døden er tæt på. Når sygdommen fylder, har man måske mere lyst til bare at leve.”
Forfatter og P1-vært i DR cand.scient.pol. Esben Kjær er ikke overrasket, når han hører om de folk, som ikke ønskede at besvare spørgsmålene i undersøgelsen. Siden han for snart tre år siden udgav bogen ”Min usynlige søn” har han holdt en lang række foredrag om sorg og død. Og turene rundt i Foredragsdanmark har vist ham, at der er langt mellem dem, som vil se deres død i øjnene.
”Jeg har mødt enkelte meget afklarede, som typisk har været ældre folk. Generelt lever vi med døden som en fiktion. Hvis vi endelig skal tale om døden, så er det noget med at falde om af et hjerteslag som 97-årig efter god sex. De fleste af os kommer til at dø meget før efter længere tids sygdom, men det er der så godt som ingen, som kan holde ud at tale om.”
Han har selv været en af dem, som så på døden som en fiktion. Sådan var det også, da han i 2012 mistede sin syvårige søn, Sebastian.
”Jeg begik alle de samme fejl, da min søn skulle dø. Jeg kæmpede for hans liv, indtil få timer før han døde, hvor jeg burde have brugt tiden til at sige farvel. Og det er det, som er så frygteligt. Forskning viser, hvor sindssyg vigtigt farvel er.”
For nylig udkom ”Døden – en overlevelsesguide”, hvor han citerer den franske filosof og forfatter Rochefoucauld (1613-1680), som skriver om døden: ”Døden er som solen. Den er livgivende, men den er svær at kigge direkte på.” Esben Kjær siger, at han tænker meget over sin dødelighed og oplever det som et tveægget sværd.
”Det er ikke rart at vide, at man ikke styrer en skid, men på den anden side er det en påmindelse om, at vi skal leve, mens vi kan. Bevidstheden om døden indfører en dosis realisme og alvor i mit liv og følelsen af, at det haster. Livet er kort.”
Men hvordan taler man om døden? Esben Kjær mener, at dødsforskrækkelsen har sat sig i sproget. Skal man sætte ord på sine tanker om det jordiske livs afslutning, skal man have fat i et sprog, man måske ikke har trænet. Den virkelighed kender hospitalspræst Ruth Østergaard Poulsen. Når man siger, at man har talt om døden, så har man i mange tilfælde ikke talt så meget, som man tror, man har. Det er den erfaring, hun har gjort sig i sine 19 år som præst på Aalborg Universitetshospital. Måske har man talt om, hvorvidt man ønsker en kistebegravelse eller kremering, og man har nedskrevet salmeønsker. Men skønt de spørgsmål er afklaret, møder hun hos flere en længsel efter en samtale, som går dybere.
”I vores drømme vil mange gerne sidde ved et bord og tale om, at vi skal herfra. Men smerten ved de ord, der skal siges, kan afholde nogle fra at gøre det.”
Men vilkårene for en samtale om døden er ikke altid til stede i en familie. Det kan være en døende mor på 79 år, som har forsøgt at få en samtale med sine voksne børn flere gange, hvor børnene har afvist at gå ind i det rum med ord om, at moderen jo stadig er frisk.
”Til mig vil den gamle kone sige, at hun tre gange har spurgt børnene, om de skulle spise sammen en aften.”
Ruth Østergaard Poulsen bliver jævnligt spurgt, hvordan hun kan holde til at være præst med døden så tæt på. Så fortæller hun om den kærlighed, hun har været vidne til. Hun tror, det er de færreste, som har bevidnet så megen kærlighed som hende i deres arbejdsliv.
”Vi kan ikke tale om døden, uden at kærligheden kommer i spil, og nogle gange skal vi trues med at miste, før vi ser, hvad vi har. Døden som sådan er der egentlig ikke så meget at sige om, men når vi skal dele vores ønsker for hinanden og sætte ord på kærligheden, bliver det til meget intense møder.”
Hun fører selv løbende samtaler med døende på sygehuset. Det kan være mennesker, som frygter for fortabelse, som gerne vil tale med en sygehuspræst. Hun oplever, at fortabelsesangsten fylder meget.
”Når du skal dø, ser du dit livs film, og du ser nogle steder, hvor du ville ønske, at du kunne slette sekvenser, for du ser det, du blev skyld i, og det, som ikke blev godt. Det kan give en skyldfølelse hos den døende, og hvad nu, hvis du efter døden møder en dommer, som siger, at du skal til venstre, for du har været din kone utro?”.
Når hun fører samtaler om fortabelse, spørger hun gerne, hvem der har fortalt den døende, at Gud straffer og fordeler folk enten til højre eller venstre.
”Jeg tager mig tid til at lytte grundigt til skylden, for man har brug for et vidne til den skyld, man pådrog sig. Tilgivelse er ikke at gemme og slette, men at se sandheden og holde den ud. Og så spørger jeg, om han vil have lyst til at høre om mit Guds billede, og så fortæller jeg om troen på den tilgivende Gud, og jeg deler min overbevisning om, at Guds kærlighed er stærkere end vores fejl.”
Andre gange kan et døende menneskes kamp med skylden føre til, at hun giver den døende mulighed for at skrifte over for det menneske, man føler skyld over for. Håbet er at hjælpe med at skabe forsoning.
”Hvis en døende mand siger, at han ikke har behandlet sin kone ordentligt, kan jeg finde på at spørge, om han vil have lyst til at tale om det med ægtefællen. Så kan det være, at vi kan få arrangeret, at ægtefællen kommer, og vi kan tale om det, som har været svært.”
Kilde: Undersøgelsen ”Danskernes holdning til at tale om sin egen og sine næres sidste tid og død” er gennemført som en kombination af internetbesvarelse og telefonisk besvarelse af spørgeskema. Man henvendte sig til 2500 tilfældigt udvalgte danskere over 18 år. 1083 personer har besvaret spørgeskemaet. Data er repræsentativt for befolkningen på køn, alder og civilstand. Undersøgelsen er udarbejdet af Rådgivende Sociologer for Ældre Sagen.