Prøv avisen
Etisk sagt

Litteraturanmelder: Vi taler ofte om alt det forkerte, når vi taler etik

Man risikerer let at få Facebook-demokratiet på nakken, når man tager et kontroversielt standpunkt, oplever Katherine Diez. – Foto: Thomas Lekfeldt Ritzau/Scanpix

Debattør og litteraturanmelder Katherine Diez mener, at den danske ytringsfrihed er en hyklerisk joke

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Det var, da jeg for et par uger siden i en klumme til Berlingske skrev en – hvad nogle måske vil kalde ”borgerlig” – dundertale om vor tids muligvis mest endimensionelle ekstremisme: veganismen. Jeg selv vil kalde min klumme sund fornuft og hegeliansk-marxistisk dialektik på højt niveau, men går det egentlig overhovedet at skrive den slags i et dansk dagblad? Hvorom alting er, brænder jeg af raseri over den værdi-EU-politik, nogle partier fører. Jeg tog udgangspunkt i, at jeg køber dyr ande-foie gras, og jeg skrev, at i stedet for at italesætte den misere, at forgældede franske landmænd begår selvmord på stribe, kriminaliserer man folk som mig, som holder af at spise dejligt ikke-industrielt kød fra Aubrac-området i Midtfrankrig, hvor dyrene og besætningerne har været lykkelige de sidste 1000 år. Det konkrete dilemma for mig bestod i, hvor kontroversielt et standpunkt jeg egentlig kunne tillade mig at indtage i de danske medier, hvor man risikerer at få Facebook-demokratiet på nakken, så snart man blinker en gang for meget.

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

Det er et stort spørgsmål og vanskeligt for mig at besvare, fordi det netop nu går op for mig, hvor mange etiske udfordringer jeg har mødt i form af alt fra utroskab i parforhold til venner med kokainmisbrug til arbejdsrelaterede udfordringer. En af de største opstod for mig helt personligt i forbindelse med universitetet. Jeg havde en dygtig underviser i et spændende fag, jeg holdt meget af, og denne underviser viste sig at have et usædvanligt godt øje til mig. Ingen fysisk grænse blev nogensinde overtrådt, men det gjorde derimod en etisk. Det var meget dobbelt-sidigt for mig, for på den ene side var jeg smigret og følte mig særlig, og på den anden side vidste jeg, at der til en vis grad var tale om en moralsk lovovertrædelse, og at det på et tidspunkt ville blive et problem for mig at skrive en eksamensopgave, han skulle karaktergive. Jeg delte det med mine allernærmeste, som opfordrede mig til at gå til ledelsen, men jeg gjorde det ikke på trods af måneder med ondt i maven. Om der var tale om en form for Stockholm-syndrom, ved jeg ikke. Jeg holdt faktisk ret meget af ham og vægtede frem for alt hans faglige kyndighed.