Boing, siger det, da den hårde, hvide plastik-ugle rammer bordfodboldspillets græsgrønne bane. Det er lægen, it-iværksætteren og forfatteren Imran Rashid, som har givet bolden op til kamp. Der kan være fire spillere ved bordet, og det betyder, at mor, far og deres to børn kan samles, når der dystes. I familien er den karakteristiske lyd af bolden, som rammer banen, blevet et signal om, at det er tid til at lave noget sammen i hjemmet på Frederiksberg. Uden skærme vel og mærke.
Siden Imran Rashids første bog ”Sluk” udkom for to år siden, er han blevet en travl foredragsholder. Mere end 150 foredrag blev det til i 2018, og mellem foredragene har han også fået tid til at skrive bogen ”Offline”, som udkom onsdag i denne uge. Bogen har han skrevet i et forsøg på at imødegå, hvad han ser som digital forurening og skabe sundere, digitale vaner.
Det er for at skabe og vedligeholde sunde vaner, at bordfodboldspillet har fået sin plads i stuen. Nok er han de seneste år blevet en ofte brugt kilde i medierne, når forholdet til digital teknologi drøftes, og han beskriver sig selv som ambassadør for digital sundhed. Men ord gør det ikke alene. Bolden skal rulle, og familien samles, så alle tager del i legen og dysten om bordet.
”Vores børn skal mærke, at vi elsker dem, ved at vi sætter noget tid af til at være sammen. Det er ikke godt nok, at vi vælger at være sammen med dem, når vi lige har brug for en pause fra teknologien.”
Han ved, at nogle vil trække overbærende på skuldrene, når de hører, hvilke tanker han gør sig om at give familien en mulighed for at være sammen uden skærme. Andre vil reagere med irritation, når de hører, hvor bevidst han er i at begrænse den digitale påvirkning af sine børn på 7 og 10 år. På rejserne rundt i foredragsdanmark har han mødt, hvad han beskriver som en ukritisk tilgang til teknologi.
”Det har overrasket mig i hvilken grad, vi som samfund og individer er blevet taget på sengen af den teknologiske industri. Den offentlige samtale om teknologien har generelt været ukritisk og haft fokus på dens muligheder. Vi fremhæver gerne vores evne til kritisk tænkning, men jeg synes ikke, den evne har været særlig udtalt i forhold til de firmaer, som har været utroligt dygtige til at hype teknologi som løsninger på alle problemer.”
Han har mærket vrede hos flere, når han har argumenteret for, at man skal slukke skærmene.
”At det kalder så stærke følelser frem, er i sig selv interessant. Teknologi skulle jo dybest set være et værktøj, men telefonerne og vores devices er blevet til små følelses- og identitetsmarkører, skønt mine modstandere vil mene, at de som oplyste individer forholder sig neutralt til teknologien. Vi tror, at telefonen er i lommen, men den sidder i hjernen som følge af den teknologiske verdens afhængighedsskabende design. Vil man ændre sin adfærd, kræver det, at man træffer nogle meget bevidste valg.”
Ikke mindst skoler har haft bud efter ham, og han har blandt andet talt om, hvordan teknologien påvirker børns og unges evne til at fordybe sig. Men teknologien gør også noget ved dynamikken i en familie, fastslår han i sin nye bog. Her beskriver han, hvordan teknologien maser sig ind mellem forældre og børn. For børnene kan det betyde, at de bliver socialt understimulerede, påpeger han med henvisning til den amerikanske forsker Brandon McDaniel, som har introduceret begrebet ”technoference”.
”Hvis en forælder har fokus på sin mobil i stedet for på barnet, bliver det sværere for forælderen at læse barnet. Når det gentager sig dag efter dag, kan det være definerende for, hvordan nye generationer opfatter verden omkring sig, og hvad det betyder at elske andre og være elsket.”
Imran Rashid ser eksempler påtechnoference på legepladser, hvor en god del af forældrene er bøjet over telefonen en stor del af tiden, mens børnene leger. En følge af technoference er de mobilregler, en skoleklasse fra Kolding tidligere på året formulerede henvendt til deres forældre. Eleverne i 2. klasse var trætte af, at mor og far hengav sig til deres telefoner.
”Når børn ser sig nødsaget til at opdrage deres forældre, må det være et vink med en vognstang om, at vi er mange, som ikke har sunde, digitale vaner. Er det børnene, som er de tænkende i familien, mens mor og far opfører sig som en femårig, som gerne vil have en ekstra tur på gyngen? De seneste år er der sket et skred i impulskontrollen i mange familier.”
Han beskriver teknologien som et tveægget sværd. På den ene side er teknologien uundværlig og enormt gavnlig, men den konstante og det impulsive forbrug af teknologien medfører digital forurening.
I bogen introducerer han digital fragmenteringssyndrom (DFRAG), som beskriver teknologiens påvirkning af menneskers psykosociale miljø og kognitive evner. Listen over symptomer er opdelt i fysiske, psykiske og sociale symptomer og dækker over alt fra søvnforstyrrelser til øget antisocial adfærd.
Den digitale forurening er snigende af natur, og man opdager den ikke altid. Men den gode nyhed er de tilbagemeldinger, han har fået fra flere, som har hørt hans foredrag og efterfølgende gentænkt deres forhold til teknologien. Af deres mails kan han læse, at de har formået at frigøre sig fra den vanedannende og ukritiske omgang med teknologien.
”Det handler om at sætte sig et mål, kortlægge sine vaner og træffe bevidste valg om, hvor meget tid man vil bruge med sin telefon. Bliver man selv mere disciplineret, vil det også smitte af på ens børn, og er man ikke selv på sin telefon, opstår der også flere muligheder for at lave noget sammen med børnene.”
Boing, lyder det. Den runde kugle er igen kastet ind på det græsgrønne bord. For Imran Rashid er det lyden af at være offline.