Prøv avisen
Depression

Overlæge: Vi undervurderer, hvad vi kan lære af lidelsen

Professor Poul Videbech har brugt det meste af sit arbejdsliv på at lære den menneskelige psyke – og især dynamikkerne bag depression – bedre at kende. Det har været en berigende, men også frustrerende rejse, for indsatsen over for de syge er langtfra, hvad den kunne og burde være, synes han. Her ses han i hjemmet på Amager. Foto: Leif Tuxen

Som barn rodede Poul Videbech med akvarier og farlige kemikalier for at forstå, hvordan verden hang sammen. De seneste 25 år har han forsøgt at forstå den menneskelige psyke, men det kniber med at skabe fremskridt i bekæmpelsen af depression. Og det er især vores utålmodige kultur, der står i vejen, mener professoren

Det slår næsten aldrig fejl. I det øjeblik han fortæller sin borddame, at han forsker i depression, vender stemningen. Det lyder da utrolig trist, siger hun gerne, men han svarer altid: Nej, tværtimod. Det er noget af det mest livsbekræftende.

Den 60-årige professor i klinisk psykiatri og overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup Poul Videbech læner sig tilbage i stolen og slår smilende ud med armene.

”Der er stadig mange forkerte forestillinger om, hvad depression egentlig er, og alle har en historie og en holdning. På den måde kan det være et lidt trættende felt, jeg har valgt, men jeg mener faktisk, at det først og fremmest er livsbekræftende at kunne hjælpe et dybt fortvivlet menneske til et bedre liv.”

Han ser ud over Amager og Øresund og hele vejen til Sverige, hvor vartegnet Turning Torso blot er en streg i luften. Det er få måneder siden, at han og hustruen flyttede ind i den nybyggede lejlighed på 11. sal, og han har stadig ikke helt vænnet sig til den formidable udsigt. Det er sådan en, der giver anledning til at tænke dybt og gøres status. Eksempelvis over 25 års stædigt arbejde for bedre at forstå den menneskelige psyke og forbedre behandlingen af særligt depression.

Det er en bittersød status. For udviklingen er ikke helt gået, som den kunne have gjort, mener han. Der er formentlig kommet flere psykisk syge, behandlingen står i stampe, og debatten om og synet på de ramte bliver stadig mere forplumret af farlige holdninger og forkert viden.

”Danmark er et u-land i vores tilgang til psykisk sygdom, især depression,” siger Poul Videbech.

”Vi ved meget mere i dag end for 25 år siden om, hvad der forårsager sygdommen, og hvad vi kan gøre ved den, men vi gør det ikke. I stedet diskuterer vi og famler rundt – ofte ud fra en primitiv higen efter det hurtige fix. Der er opstået en hel industri af mennesker, fagfolk og lægfolk, der mener at have svaret på gåden om depression, og det gør mig så vred. For der er ikke noget enkelt svar, intet hurtigt fix. Der er kun et langt, sejt træk, men tidsånden er ikke til det besværlige og langsommelige, og konsekvensen er, at en hel masse mennesker har det dårligere, end de kunne have det.”

Poul Videbech er normalt en besindig mand. Han er typen, der har det allerbedst på gåture langs vandet med hustruen Mette og deres fire hunde eller fordybet i forskning, der kræver tålmodighed. Kollegerne beskriver ham som usædvanligt vedholdende og ydmyg over for det, han ser som sin vigtigste opgave: at finde ud af, hvad der skal til for at fungere godt som menneske.

Det er derfor med en vis tøven, han siger ja til at fortælle om, hvad han er rundet af, og hvad der driver ham, for det er ikke ham, men arbejdet, der er vigtigt, siger han. Men for helt at forstå hvor dybt hans frustration over den mangelfulde indsats over for de depressionsramte stikker, må man nødvendigvis søge tilbage til tiden, hvor hans værdier, livssyn og passion for arbejdet blev grundlagt. Og dermed skal man helt tilbage til barndommen i Brabrand, en forstad til Aarhus.

Her voksede han op med to yngre søstre i et hjem præget af nærvær og nysgerrighed. Som barn blev han konstant stimuleret af kulturelle oplevelser af forældrene, en psykiater og en børnehaveklasselærer, der tog deres børn med ud i Europa for at se ridderborge og museer, og som skabte en kultur i familien, hvor det var naturligt at interessere sig for litteratur, musik og videnskab.

”Mine forældre prioriterede familien over alt andet og var oprigtigt optagede af at give os noget, man vel kan kalde klassisk dannelse. Vi blev opdraget til at være nysgerrige på verden, ordholdende og engagerede i det, vi foretog os. Vi blev introduceret til alt muligt, og for mig betød det, at mine interesser stak i mange forskellige retninger, men de stak altid dybt. I gymnasiet kaldte de mig ’Poul Videbegærlig’,” fortæller han.

Han kastede sig blandt andet over akvaristik. Her genskabte han vandmiljøer fra helt bestemte steder i verden, hvor kun helt særlige dyr kunne leve og få unger, og det krævede indgående kendskab til både kemi, planter og dyreliv. Fotografering blev en anden hovedinteresse, især makrofotografering, hvor han kunne tage billeder af et insekts øje og forstørre det op.

Ude i garagen var det dog de kemiske forsøg, der optog pladsen. Her læste han om, hvordan man fremstillede forskellige stoffer og forsøgte at gøre det efter. Det var dybt seriøst, men det blev også til flere gevaldige stinkbomber og en række eksplosioner – både planlagte og dem, der i dag ville få ham arresteret, fortæller han leende.

I gymnasiet tog interessen for computere og datalogi mere og mere over. Allerede i folkeskolen havde han og et par kammerater fået lov til at rode lidt med de store maskiner på universitetets it-center, og hurtigt blev han dygtig nok til at programmere for sin far og andre forskere på universitet, der havde behov for at lave beregninger og kurver over deres data. Det gav samtidig ”Poul Videbegærlig” mulighed for at suge til sig af alle de forskellige forskningsfelter.

”Jeg kunne være gået i mange retninger,” forklarer han. ”Det eneste, jeg vidste med sikkerhed, var, at jeg ikke skulle være psykiater som min far. Jeg ville være kemiker, men han overbeviste mig om, at der var masser af kemi i psykiske sygdomme, og at det felt havde langt flere facetter end kemien, men det argument, der blev afgørende, var nok, at jeg inden for psykiatrien kunne hjælpe folk. Jeg kunne lære at forstå den menneskelige psyke og derigennem finde måder at gøre en reel forskel for dem, der var faret vild.”

At det blev depression, der kom til at få hans hovedfokus gennem alle årene, skyldtes dog en tilfældighed. Da han som ung læge gik stuegang, mødte han inden for kort tid to kvinder med svær fødselsdepression. De skulle være ovenud lykkelige, men ville bare dø, og Poul Videbech var forbløffet, forfærdet – og dybt fascineret. Hvordan kunne psyken tage kontrollen over et menneske på denne måde? Og fascinationen blev ikke mindre af, at behandlingen af de to kvinder fik helt forskellige resultater. Den ene fik en normal tilværelse, den anden tog sit liv.

”Jeg er drevet af lige dele nysgerrighed og indignation,” forklarer han. ”Jeg er fagligt nysgerrig efter at forstå, hvad der skaber sygdommen, hvorfor den ser ud til at tage til i vækst, og hvilke behandlinger der virker på hvem. Og så er jeg indigneret over, at der ikke gøres mere for de ramte. Jeg var engang indkaldt til et møde med et politisk udvalg under regeringen, der var dybt overrasket over at høre, hvordan mange med en depression faktisk bliver helbredt og kan fungere normalt. De troede, at depression automatisk førte til førtidspension.

Jeg var lykkelig for det møde, for i min naivitet troede jeg, at de nu ville give flere penge til behandlingen, men i stedet gjorde de det sværere at få førtidspension. Det møde blev desværre ret kendetegnende for mange politikeres tilgang til psykisk sygdom.”

Han er for alvor ved at tale sig varm nu. Argumenter, tal og grafer flyver gennem luften, som stod han foran et hav af skeptikere, men han har simpelthen svært ved at begribe, hvorfor under halvdelen af alle med en svær depression har fået medicinsk behandling, og hvorfor vi ikke satser mere på psykoterapeutisk behandling, som fint kan kombineres med den øvrige behandling.

Han forstår heller ikke, hvorfor hver femte med svær depression aldrig har søgt læge. Hvorfor denne underbehandling, når vi ved, at 90 procent af dem, der tager deres eget liv, har en psykisk sygdom? Halvdelen har en depression! Hvorfor diskuterer vi i det hele taget ikke behandlingen af depression mere, når sygdommen koster dobbelt så mange liv som trafikulykker?

”Cirka 600 danskere tager deres liv hvert år. Det svarer til, at to passagerfly faldt ned i Kastrup hvert år. Skete det, ville vi undersøge på kryds og tværs, hvordan det kunne ske, men selvmordene får ikke meget opmærksomhed, og det skyldes nok, at politikerne er i vildrede. Men det behøver de ikke være, for forskningen viser klart, hvad der skal til: kurser til de praktiserende læger, politifolk og folk i det sociale system, så de bliver bedre til at se i tide, hvornår folk har en depression. Det er ikke svært, og forskningen viser, at vi med den indsats alene kunne mindske forekomsten af selvmord og selvmordsforsøg med mindst en tredjedel! Tænk lige på, hvor mange liv det ville påvirke.”

Igen slår han opgivende ud med armene, men smilet vender hurtigt tilbage, for modstanden er også en del af hans drivkraft. Når fagfolk hævder, at det mest af alt er tidens diagnosekultur, der skaber de mange tilfælde af depression og stress, finder han energi i at insistere på faktisk at undersøge sagen og finde ud af, hvad der rent faktisk gør folk syge.

Når endnu en selvudnævnt terapeut forsøger at sælge sin behandlingsmetode som det nye vidundermiddel, kaster hans sig straks ind i debatten. Og når han hører, at almindelige mennesker stadig har den opfattelse, at en depression er det samme som at være virkelig ked af det, siger han: Nej, det er langt mere kompliceret end som så.

Måske valgte han i sin tid depression som sit hovedfokus, fordi han vidste, at sygdommen er en gåde, han aldrig helt kan løse, siger han. Der vil altid være spørgsmål og svar at grave sig ned i. Hovedsigtet er dog – selvfølgelig – at gøre hans til, at færre har det skidt, og at opfattelsen af dem, der har det skidt, ændrer sig.

”Psykisk sygdom er forfærdelig, men den kan også være en ressource. Jeg synes, vi generelt undervurderer, hvad vi kan lære af lidelsen og de mennesker, der bærer den med sig. Personligt har jeg især lært at være ydmyg over, hvad livet kan bringe. Og jeg er talrige gange blevet inspireret af de mange, der formår at håndtere deres alvorlige sygdom. Mange psykisk syge formår at få en god tilværelse trods svær sygdom, men vi har en meget stereotyp opfattelse af, hvad det gode liv er, og hvad menneskeligt værd består af.

Den hersker især inden for arbejdsmarkedet, hvor det er svært at finde job, hvis man ikke fungerer 100 procent, og den hersker inden for sundhedsvæsenet, hvor fordommene også florerer. Jeg håber, vi snart indser, hvor meget vi kan gøre for at forebygge og behandle psykisk sygdom, og at vi snart stopper op og spørger os selv: Hvad er det, vi gør galt i vores samfund, når flere og flere har det psykisk dårligt? Vi kan ikke bare lukke øjnene og benægte, at der er et problem.”