Danskernes normalt lidt tilknappede, afmålte facon over for fremmede er afløst af hyggelig snak om vintervejret og vores smukke natur, som alle vi, der kan, nyder i fulde drag. Små, diskrete smil følger med, når vi trækker til siden eller går ud på kørebanen, fordi vi skal holde afstand. ”Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide dig, men fordi vi skal passe på hinanden, så ingen af os risikerer at blive smittet.” Ingen er i tvivl om de skjulte signaler, der ligger i vores nye måde at agere på. Derfor falder der så mange, dejlige smil fra helt fremmede. Noget af det mest rørende er at se de mellemstore og større børn, når de med et genert lille blik trækker til side og skaber afstand. Hvis du stikker dem et stort smil og et tak til gengæld, lyser deres ansigter op.
Dagenes højdepunkt er de gode gåture i al slags vejr for sådan en som mig, der har tid til det og prioriterer at komme udenfor mindst en time hver dag, ofte længere tid. Enten alene eller sammen med et familiemedlem eller med gode venner. To og to går man så godt og snakker. To og to bliver snakken og oplevelsen mere intens, og man kan fordybe sig og vende tilbage til, hvad man nu talte om for en halv time siden. Måske skal vi vænne os til, at det er vores nye livsstil i længere tid fremover, end vi først havde troet og håbet på. Hvis man prøver at have et åbent sind, er der mange gode oplevelser i tilgift.
Forleden mødte jeg en ung mor med den toårige i klapvogn. Hun kom masende op ad en åbentliggende mark, hvor der oppe på toppen er en vidunderlig udsigt ud over vandet. Solen skinnede, det var koldt og blæsende. Men hun vendte klapvognen om, så den lille kunne nyde udsigten. ”Se er her ikke flot?”, sagde hun til sit barn, som helt upåvirket gumlede videre på sin bolle. Jeg og en anden, der kom forbi, svarede så til gengæld, og vi fik en hyggelig snak om, hvor heldige vi er at bo et sted med så flot en udsigt og natur. Den unge mor talte om al den kvalitetstid, hun havde fået, og om alle de gode ting, der trods alt også er fulgt med pandemien. Jeg er ret sikker på, at vi alle tre gik gladere hjem. Jeg gjorde i hvert fald. Samme sted nogle dage senere kom en veltrænet, adræt mand i slutningen af 70’erne gående op ad bakken i raskt tempo. Han skulle tydeligvis have hjerte og puls op i gear. Vi smilede indforstået til hinanden. Kort tid efter kom han tilbage igen i højt tempo op ad bakken endnu en gang. Det bemærkede jeg, han stoppede op og forklarede, at han ikke kunne løbe længere, fordi han havde fået ny hofte. Til gengæld trænede han sig op ved at gå. Nogle dage senere skulle han tre gange op ad samme bakke. Endnu en fin historie at tage med hjem.
I Bente Klarlund Pedersens seneste bog ”Yngre med årene” skriver hun: ”Hvis venskab kunne skrives på recept, så skulle vi gøre det. Tætte sociale relationer betyder meget for det mentale og fysiske velbefindende.”
Det gælder for unge som for gamle, for mænd som for kvinder. Hun citerer også den engelske forfatter Oscar Wilde: ”En god ven er en forbindelse til livet – et bånd til fortiden, en vej til fremtiden, en nøgle til mental sundhed i en fuldstændig sindssyg verden.” Oscar Wilde levede fra 1854 til 1900. Verden var sindssyg, skrev han dengang. Andre mennesker til andre tider har også kæmpet mod farer, utryghed, fattigdom, sygdom. Vores generation er ikke den første, og vi bliver heller ikke den sidste. Midt i alle fortrædelighederne betyder de menneskelige relationer alverden.
Lyt til de yngste skolebørn fra 0. til 4. klasse, der er kommet i skole igen. De svarede alle uden undtagelse, når de blev spurgt i medierne, at de glædede sig allermest til at komme tilbage til deres venner. Der er meget, vi alle sammen glæder os til. De fleste af os danskere har ikke været vant til at lide synderligt mange afsavn. Vi har ikke være så vant til at skulle styre vores lyster. Det er på mange måder en god disciplin at øve sig i. Imens vi venter på den nye tid, hvordan den så end kommer til at se ud, er der så mange gode oplevelser at samle på og huske på, når man synes, det hele bliver lidt surt.