89-årige Petra har viet sit liv til kristendom og mission: Jeg synes godt, at der måtte være mere kristent liv

89-årige Petra Lauridsen er en ægte fannik med aner tilbage til 1700-tallets Fanø, hvor hun er vokset op i Indre Mission, og siden fulgte et kald som missionær. I dag er hun engageret i en lokal syrisk flygtningefamilie

”Jeg synes jo nok, at jeg skulle gøre noget mere for at være et vidnesbyrd for andre om at blive kristne. Der er jo ikke for mange i Danmark, der er kristne, og der er meget, jeg synes er helt ved siden af. Jeg synes godt, at der måtte være mere kristent liv,” siger Petra Lauridsen. – Begge fotos: John Randeris/Ritzau Scanpix.
”Jeg synes jo nok, at jeg skulle gøre noget mere for at være et vidnesbyrd for andre om at blive kristne. Der er jo ikke for mange i Danmark, der er kristne, og der er meget, jeg synes er helt ved siden af. Jeg synes godt, at der måtte være mere kristent liv,” siger Petra Lauridsen. – Begge fotos: John Randeris/Ritzau Scanpix.

Da Petra Lauridsen som 27-årig den 19. oktober 1958 første gang skulle af sted som missionær, blev hun udsendt fra Nordby Kirke på Fanø med gudstjeneste og efterfølgende samling i missionshuset. Hun fik et bibelord med sig: ”Min nåde er dig nok. I din magtesløshed udfolder min kraft sig.”

”Det var et dejligt ord at rejse ud på,” siger Petra Lauridsen.

Hun har viet sit liv til kristendommen som lærer på kristne skoler, missionær i Syrien og Aden i Yemen, aktiv i det lokale missions- og kirkeliv og har engageret sig i flygtninge, der kom til Fanø. Men spørger man til, hvordan hun nu som 89-årig har det, siger hun:

”Jeg synes jo nok, at jeg skulle gøre noget mere for at være et vidnesbyrd for andre om at blive kristne. Der er jo ikke for mange i Danmark, der er kristne, og der er meget, jeg synes er helt ved siden af. Jeg synes godt, at der måtte være mere kristent liv.”

Der bliver serveret kaffe i porcelænskopper med blomstermotiv og sølvkant og hjemmebagte rosinboller med tandsmør i Petra Lauridsens stue i Nordby på Fanø. Huset købte hun tilbage i 1975 og lejede det ud, mens hun arbejdede på en skole i Møborg ved Holstebro. På førstesalen er et par værelser, som hun boede i, når hun var hjemme på ferie og familiebesøg. Men siden 1989 har hun boet her blandt mange bøger, potteplanter, et stueorgel og bibelcitater broderet, malet eller på postkort, der hænger overalt. Også på arabisk som det, der mødte den syriske familie, hun kontaktede, da hun for et par år siden hørte, at de var kommet til øen: ”Således elskede Gud verden, at han gav os sin søn” – Johannesevangeliet, kap. 3, vers 16.

Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

”Det var noget af det første, jeg viste dem. Det hang i min stue i Aden, hvor vi kunne købe dem i vores bogbutik derude. Det kunne de fint læse. De er muslimer, og jeg er jo vant til at leve blandt muslimer. Ude i gangen har jeg også et lille skilt med ’velkommen’ på arabisk,” siger Petra Lauridsen.

Hun klarer selv hus og have, cykler og har bil. Missionshuset i Nordby lukkede for et par år siden, så nu kommer hun i missionshuset i Sædding ved Esbjerg og passer højmessen i Nordby Kirke, for ”det hører søndagen til”, og deltager også, når der er foredrag og andet i det nye menighedshus.

”Jeg er så taknemmelig for det helbred, jeg har. Jeg bruger læsebriller, og det er nok også det, der gør, at jeg ikke har svært ved at få mit kørekort fornyet.”

Tidligere har hun taget sig af andre flygtninge, men nu koncentrerer hun sig om den syriske familie.

”Nu bor de her på vejen, så dem har jeg en vældig kontakt med. I min alder synes jeg ikke, at jeg skal sprede mig for meget, så jeg har overvejende kontakt til den familie, der består af en far, mor og tre piger. Vi ses ofte til en kop kaffe,” siger Petra Lauridsen, der glæder sig over, hvor godt den syriske familie er faldet til og klarer sig.

”Det er helt fantastisk. Konen kan jeg snakke med, for hun kan tale dansk. Det kan mange andre slet ikke, der er mange forskellige typer, sådan er det jo. Jeg synes først og fremmest, det er hyggeligt. Og så føler jeg, at der er noget fællesskab på den måde, at jeg kender lidt til Syrien,” siger Petra Lauridsen.

Hun kalder samlingen af familiefotografier, der hænger i stuen, for sin slægtstavle. Her sidder koner i Fanø-dragter med det karakteristiske ternede tørklæde bundet om håret ved siden af skæggede mænd i sorte jakkesæt. Og der er børn, mange børn. For Petra Lauridsen er vokset op med fem søskende, og det blev til 17 søskendebørn – og en af hendes søstre har 16 oldebørn. Og så kan hun kalde sig for en ægte fannik, fordi hendes aner på både hendes mors og fars side daterer sig mange generationer tilbage i tiden på Fanø.

Petra Lauridsen er vokset op på en slægtsgård på Niels Sørensensvej, der ligger lige rundt om hjørnet fra, hvor hun bor i dag. Vejen er opkaldt efter hendes tiptiptiptipoldefar Niels Sørensen, der var med til at skrive under, da øen blev købt af Kronen i 1741. Gården er stadig i slægtens eje og bebos i dag af en af hendes søstres børn.

”Jeg har haft en dejlig barndom. Vi deltog i det hele, malkede køer og var med i alt arbejdet, og jeg har altid været meget glad for landbruget. Da jeg begyndte på seminariet, tog jeg hjem i alle ferier og tog fat. Det var et dejligt liv og et godt kristent hjem. Vi hørte til Indre Mission og kom i missionshuset.”

Petra Lauridsen blev færdiguddannet som lærer som 21-årig fra Nørre Nissum Seminarium nær Lemvig i 1950. Først arbejdede hun to år på en skole i Vejen i Sydjylland. Derefter kom hun til Luthersk Missions Efterskole i Løgumkloster i Sønderjylland, hvor hun blev til 1954.

”Dengang var der drenge om vinteren og piger om sommeren. Jeg var glad for at være der, men syntes, jeg manglede noget mere personligt og åndeligt. Som lærer skulle jeg holde andagter på efterskolen, og det kræver noget at kunne give noget videre selv. Så derfor kom jeg på Luthersk Missions Bibelskole i Hillerød. Det var en meget dejlig tid og et sted, hvor jeg voksede åndeligt. Jeg havde altid været troende og kom også i KFUK, men når man arbejder med Bibelen hele tiden, så får man noget mere at bygge og tro på. Jeg havde også en god lærer, og det betød utrolig meget for mig.”

Hjemme på Fanø havde Petra Lauridsen deltaget i børnearbejde i DMS, Dansk Missionsselskab og Santalmissionen. Og hun kendte også lidt til Syrien via en lokal lærer, hvis veninde stod for Østerlandsmissionens skole i Nebk, en lille landsby 80 kilometer nordøst for Damaskus.

”Så jeg kendte meget til mission, og jeg havde siden seminariet været med i en gruppe under LMF, Lærernes Missionsforening. Og det fællesskab har betydet utrolig meget for mig. Og så havde jeg læst i LMF-bladet, at hende ude i Syrien havde skrevet, at de manglede en, for hun skulle snart holde op. Der begyndte noget at røre på sig. Og der kom også en annonce i Kristeligt Dagblad om det. Det var, som om det blev et kald for mig, at det var der, jeg skulle hen, og så meldte jeg mig selv til det.”

Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Det krævede en del forberedelser, inden Petra Lauridsen kunne kalde sig missionær. Hun var blandt andet på sprogskole i England for at dygtiggøre sig i engelsk. Hos en tidligere missionær, der boede i Askov i Sydjylland, lærte hun det arabiske talesprog, og af en anden tidligere missionær, der boede på Frederiksberg i København, lærte hun det arabiske skriftsprog.

”Så det er ikke bare lige, det er noget svært noget. Men jeg var meget glad for, da jeg rejste ud i 1958, at den første søndag i kirken kunne jeg både bede med på Fadervor og sige trosbekendelsen, så meget arabisk havde jeg lært. Så følte jeg mig jo straks hjemme der. Og idet jeg følte, det var et kald, var jeg ikke nervøs for det, og så vidste jeg, at der var nogen, der bad for mig, og det betød meget. Også at min egen familie godt forstod mig, fordi de selv var kristne, men det var da svært for dem at skulle sige farvel.”

Petra Lauridsen var af sted fra 1958 til 1963 i Nebk, hvor missionen havde en skole og et hospital.

”Det var en lidt broget tid, for da jeg kom ud, var der problemer på hospitalet med en læge, som måske ikke skulle have været sendt ud. Og jeg var så ked af det, for hende, der stod for skolen og altid var der, hørte jeg ikke et ord fra, når hun kom hjem. Så jeg anede ikke, om jeg var købt eller solgt. Om vi snart sluttede, og jeg skulle hjem før tid, så det var en lidt mærkelig tid i begyndelsen, det må jeg indrømme. Men lægen rejste hjem, og vi havde et meget dejligt hospital. Skolen var noget gammelt noget, men da jeg kom ud, havde de lige fået en ny stor børnehave.”

”Jeg underviste i engelsk, som de havde fra 3. klasse. Der havde hørt en kostskole til skolen, så piger ude fra landsbyerne kunne komme og få en mellemskoleeksamen. Den var lige blevet lukket, da jeg ankom, men der var et hold piger, der havde lært en lille smule, og dem kunne jeg gå i gang med. Mit forhold til lokalbefolkningen har altid været godt. De var muslimer, og man kan ikke sige, at vi fik dem omvendt til kristendom. Så det var ikke den store succes, hvis man kan sige det på den måde. Men der var et vældig godt forhold mellem muslimerne og de kristne – og de kristne var jo helt fra Paulus’ tid, han rejste jo rundt i Syrien. Muslimerne kom omkring år 600, så de kristne havde været der før som et mindretal.”

Det kastede en skygge over opholdet for Petra Lauridsen, da hendes mor døde i 1960 og året efter hendes far, mens hun befandt sig i Syrien.

”Det var en meget svær tid, men jeg ved, at mange bad for mig, ikke mindst LMF’er var i forbøn, og det ligesom bar mig igennem det.”

I 1964 blev missionen i Nebk lukket. Petra Lauridsen var året før rejst hjem til Danmark, hvor hun deltog i møder med de kredse, der sluttede op om arbejdet i Østerlandsmissionen. Men så spurgte Dansk Missionsselskab, DMS, om hun ville tage til Aden. I første omgang var hun der kun et år. Aden var dengang et britisk protektorat i det sydvestlige Arabien, som blev genstand for et løsrivelsesoprør, og missionen blev evakueret. Hjemme igen fik hun arbejde på skolen i Møborg.

”Men så kom Martha Holst, som jeg havde været sammen med i Aden, og spurgte, om jeg ikke ville med tilbage. For det var ikke folket, der ikke ville have os derude. Så det endte med, at jeg tog orlov fra skolen og kom derud igen. Men da de først havde sagt farvel til englænderne, var de blevet meget fattige. De havde jo levet meget på basen og haft arbejde. De havde ikke noget olie, det havde saudierne. Suezkanalen var blevet lukket, og de havde mistet havnen. Og så måtte de spørge nogle andre om hjælp, og det blev så russerne og kineserne.”

”Det blev noget ateistisk noget, der nu kom til at præge, og det kunne vi ikke blive ved med at leve med. Vi plejede at have en morgenappel på skolen, og nu skulle vi pludselig til at stå og sige, at vi ville kæmpe sammen med masserne. Det lyder jo fuldstændig kommunistisk, og det syntes vi ikke, at vi kunne blive ved med. Jeg havde tre år derude, og efter at jeg kom hjem, lukkede det hele.”

”Det har været nogle rige år, men jeg syntes ikke, at jeg slog til. Men ellers har jeg været meget glad for at være med. Det har givet mig mere udsyn til verden og et fællesskab med de forskellige mennesker, jeg har mødt og arbejdet sammen med. Det er så frygteligt, hvad der sker i Syrien i dag. Og Aden hører med til Yemen nu, og der hører man også dårligt nyt fra. Så det er så tragisk at tænke på, hvordan de har det.”

Frem til sin pensionering arbejdede Petra Lauridsen på skolen i Møborg.

”Jeg har været glad for mit arbejde som lærer, og jeg har haft med børn at gøre hele mit liv. Og hvis nogen vil høre om, at jeg hverken har været gift eller fået børn, siger jeg, at jeg har sandelig haft mange børn. Og så har jeg ikke mindre end 17 søskendebørn. Det har ikke sådan ligget for, at jeg skulle giftes. Jeg har da engang sværmet for en på seminariet, men det blev ikke til mere, og det var ikke sådan, at han vidste noget af det, tror jeg. Jeg har ikke fortrudt, for jeg har haft så meget at gøre med mine søskendebørn. Og når jeg kom hjem, og de skulle tage imod mig, havde man ikke hænder nok til alle de små, der kom der. Og jeg har god kontakt til dem alle sammen.”

Petra Lauridsen kan ikke nikke genkendende til den kritik, der har lydt, at livet i Indre Mission er strengere end uden for.

”Der er da visse ting, jeg ikke bryder mig om. Vi er for eksempel ikke vokset op med dans eller sprut. Det har ikke generet mig noget, og der er da også flere af de unge i familien, der har et forandret syn på det. Men jeg synes ikke, man kan sige, at vi har haft et strengt liv inden for missionen. Vi var meget glade for det, vi var med til, det betød noget for vores åndelige liv.”

”Jeg synes ikke, at vi har fordømt andre, der ikke var som os. Men at man gerne vil have, at nogen også skal komme til tro, det er noget andet. For det er da meningen med vores liv, at vi skal tro på Jesus, og det får vi hjælp til ved søndagsgudstjenesten og ved at læse i Bibelen. Det er det, der er vores bestemmelse, at vi hører Jesus til alle sammen.”

”Jeg tænker i min høje alder ikke med angst på, at jeg skal herfra. Det ved vi, at vi skal, og det vil jeg glæde mig til. Ikke til selve døden, men det, at jeg skal gå hjem, som vi siger på vores sprog.”