Kristian Ditlev Jensen: Vi var netop begyndt at ses igen, men så tog min bror sit eget liv

For Kristian Ditlev Jensen bliver julen i år både præget af glæde over at skulle udøve sit nye embede som sognepræst og sorg over tabet af sin bror

"Hver gang, jeg møder min brors enke, græder hun, fordi jeg ligner ham,” siger Kristian Ditlev Jensen. De gamle gravstenskors står på kirkegården ved Holbøl Kirke.
"Hver gang, jeg møder min brors enke, græder hun, fordi jeg ligner ham,” siger Kristian Ditlev Jensen. De gamle gravstenskors står på kirkegården ved Holbøl Kirke. Foto: Michael Drost-Hansen /ritzau.

Kristian Ditlev Jensen blev lørdag den 20. maj i år klokken halv et om natten ringet op af sin far. Han sagde: ”Ja, så er det slut.”

Kristian Ditlev Jensens bror, Rico, havde taget sit eget liv. Han blev 48 år og efterlod sig sin hustru og to døtre.

”Min fars formulering var meget præcis. For hans del tror jeg, at det handlede om, at de frustrationer, der er ved at have en selvmordstruet person tæt på sig, var slut for ham. På en måde tror jeg, at det var en lettelse for ham. Han havde været gift med min mor, der var psykisk syg og suicidal i årevis, så han havde været i det en gang og lukkede måske lidt af. Det kan jeg sagtens forstå. Man bliver jo sindssyg af at være sammen med et menneske, der hele tiden vil dø. Man kan hverken gøre fra eller til, og man tror alligevel, at det er ens egen skyld, når det lykkes,” siger Kristian Ditlev Jensen.

Han har sin lille etårige søn, Thorkild, på armen, da han byder indenfor i præstegården, et toetageshus i røde mursten, i landsbyen Holbøl nær Kruså i Sønderjylland. I entréen hænger den nye skræddersyede sorte præstekjole, som har været i brug to gange – ved ordinationen i Haderslev Domkirke den 28. november og ved indsættelsesgudstjenesten i Holbøl Kirke den 17. december. Den dag tiltrådte den 46-årige forfatter, journalist og teolog sit nye embede som sognepræst i Holbøl. Og han får god brug for præstekjolen i julen, der byder på en plejehjemsgudstjeneste den 23. december, to julegudstjenester den 24. december og endnu en den 25. december.

”Jeg har rigtig mange nerver, men det er bare at komme i gang,” siger Kristian Ditlev og griner.

”Min kone er læge, og vi har talt om, at man kan ikke operere lidt, man kan ligesom bare operere. Det er lidt det samme her. På Pastoralseminariet øver man, hvordan man skal gå, stå og så videre. Og allervigtigst har vi været i praktik, hvor man får lov at lege præst, og der kan man prøve, hvordan det er at lave fejl. Der kunne man virkelig mærke den følelse af, at nu træder jeg op, og folk forventer, at man gør nogle bestemte ting og ser ud på en bestemt måde. Det er helt ned i, om man vender den vej rundt eller den vej rundt, om man slår sådan et kors eller sådan et kors. Der er meget af det, man ikke tænker over, men hvis man gør noget forkert, kan man med det samme se, at der er noget galt.”

”Det hjalp, da jeg var til ordination. Det var halvanden times proces, hvor man går fra at være en eller anden person til at være præst. Da bliver det slået fast. Og så får man en god følelse af, at nu må man gerne, nu er man præst.”

Det er kort tid siden, at Kristian Ditlev Jensen, hans højgravide hustru Mette og sønnen Thorkild flyttede fra Daler ved Højer til Holbøl. Møblerne står og råber lidt til hinanden, for der skal noget til at fylde 400 kvadratmeter præstegård, som han siger. Vejen til Holbøl Kirke, hvis kalkmalerier daterer sig til tilbage til 1500-tallet, går gennem en sort smedejernslåge fra præstegårdshaven og direkte ud på den store kirkegård, hvor eftermiddagsmørket falder på.

Inden døre er der varmt og hyggeligt med tændte stearinlys, hjemmebrygget caffe latte og kanelstang. Her ånder fred og ro. Men Kristian Ditlev Jensen kan se tilbage på et år, der har budt på store arbejdsmæssige udfordringer, glæde og sorg.

Den 19. december sidste år blev han far til Thorkild. Og i år mødtes han for første gang med sin 25-årige søn Malte, som han fik som ganske ung og ikke har været i kontakt med siden.

Han har også skrevet en stor teologisk opgave og forberedt sig til eksamen. Pendlet hver dag mellem Højer og Pastoralseminariet i Aarhus. Mistet sin storebror Rico. Og det var også tæt på, at han og hans kone mistede Thorkild, der for et par måneder siden blev opereret i 11. time for invagineret tarm – en form for tarmslyng, der let kan koste et spædbarn livet.

”Vi har haft et fuldstændig tumultarisk år. Nu, hvor jeg skal begynde i mit nye embede, og folk siger, nej, hvor får du travlt, tænker jeg, nej, jeg skal ikke køre i bil i fem timer hver dag, jeg skal bare gå 50 meter over i kirken og prædike. Det bliver noget nemmere rent praktisk, men det bliver selvfølgelig også krævende på andre måder,” siger Kristian Ditlev Jensen.

Han kalder det at stå med et nyfødt barn og samtidig have mistet sin bror for det mest mærkelige, han nogensinde har oplevet.

”Jeg havde et meget specielt forhold til min storebror. Vi var hinandens fuldstændig diametrale modsætninger. Min bror var bagermester. Vi kom ikke godt ud af det med hinanden, da vi var unge. Vi er to børn, der er produkt af, at vi er født i en underskudsforretning af en familie, hvor alle var pressede økonomisk, psykisk og alt muligt andet. Og det der med, at nu kommer der en lille ny, er måske ikke blevet håndteret særlig godt, for der har ikke været overskud til det. Så jeg tror, at min bror simpelthen var jaloux på mig. Han kunne ikke holde mig ud. Og ikke nok med, at jeg var irriterende som barn, så var jeg pludselig enormt synlig som voksen og fik den ene pris efter den anden. Og han var bare bagermester, og folk sagde sikkert alt muligt til ham om, at nå, din bror har nok skrevet en bog, og han var simpelthen så irriteret over det.”

”I mange år havde vi slet ingen kontakt med hinanden. Men det begyndte vi at få igen for to år siden. I starten ville han ikke møde mig, men syntes, det var hyggeligt med sms og Facebook. Langsomt fik vi åbnet op for kontakten, og så nåede vi at mødes nogle gange, og hver eneste gang var det fuldstændig fantastisk, som det aldrig havde været før. Jeg tror, at nu var han klar, og jeg var klar. Og der er en meget sjov ting. Vi har altid set forskellige ud, vi lignede for eksempel overhovedet ikke hinanden, da vi var børn. Han var høj og tynd, jeg var lille og tæt. Og så blev der taget et billede af os den sidste gang, vi sås, og der ligner vi næsten hinanden fuldstændig. Så det var, som om noget var faldet på plads.”

Broderen var maniodepressiv og havde også udviklet et alvorligt alkoholmisbrug.

”Han havde været syg i næsten 20 år og havde også været indlagt i månedsvis på Statshospitalet i Nykøbing Sjælland. Nu kom han for Gud ved hvilken gang igen til psykiater. Der viste det sig, at han selv var trappet ud af sin medicin, fordi det var ubehageligt at spise den. Det gik jo ikke, og så fik han noget ny medicin udskrevet, en hel masse, og det var det, han spiste alt sammen til sidst.”

”Det var bare en måned efter, at jeg havde reddet hans liv, fordi han var på vej til at køre i havnen i bil efter at have drukket en hel flaske vodka. Jeg alarmerede politiet, som fandt ham og kørte ham hjem. Så han havde sådan nogle forsøg, og derfor var det ikke helt uventet. Men man bliver jo alligevel fuldstændig vildt chokeret.”

”Efter at min far havde ringet, var jeg helt ved siden af mig selv. Vantro nærmest. Det næste, der skete, var, at jeg begyndte at græde. Jeg stod helt alene i mit køkken. Og så sker der et eller andet underligt med, at fremtiden forsvinder. Der kan ikke komme flere afsnit i den historie med ham. Det betyder, at hele hans liv bliver afsluttet og bliver til en fortælling, som startede der og sluttede der: Født 1968, død 2017. Pludselig går det op for en, hvor kort tid det egentlig er. Og så kom tankerne om hans døtre og hans kone, som har levet med det her i årevis og nu ovenikøbet skal være enke. Og midt i alt dette også mig selv og min stakkels bror, og nu havde vi lige fået denne her gode kontakt.”

Kristian Ditlev Jensen ringede til en præst, hvis ord han vil tage med sig i sit eget virke som præst.

”Han sagde, at han syntes godt nok, at det var synd for mig, og det er der ellers ingen, der siger til en, når man er voksen. Men det er jo rigtigt, at det er synd for folk, der har mistet, det var synd for mig, og det var endnu mere synd for min bror. Vi talte en halv times tid, og så prøvede jeg at forlige mig med det, men det var stadig sådan lidt halvfiktivt.”

Mandagen efter broderens død skulle Kristian Ditlev Jensen holde et foredrag om konsekvenserne af pædofili ved en konference om overgreb mod børn for socialrådgivere i Aarhus. I sin bog ”Det bliver sagt” har han selv skrevet om det misbrug, han som barn og ung var udsat for af en pædofil.

”Da jeg skrev ’Det bliver sagt’, nævnte jeg ikke, at min bror også var en del af den retssag. Det var for at beskytte ham, og vi havde ikke rigtig kontakt på det tidspunkt, og jeg vidste ikke, om jeg kunne tillade mig at skrive det. Men efter hans død gik det op for mig, at hans selvmord er et skoleeksempel på, at når et menneske bliver udsat for overgreb som barn, har mange svært ved at håndtere det. Og får man ikke hjælp, presser det en psykisk, så en psykisk sygdom kan bryde ud. Hvis man nu siger, at både min bror og jeg er arveligt belastede af vores mor, som også var maniodepressiv, så er det kun ham, der er blevet maniodepressiv, jeg er ikke blevet det. Det tror jeg blandt andet er, fordi jeg har opsøgt og fået massiv hjælp i årevis. Derudover er alkoholisme en klassisk følgevirkning af pædofili og misbrug.”

”Til foredraget sagde jeg, at hvis I vil vide, hvad konsekvensen kan være, hvis man fortolker det på den måde, så er der her en historie om en person, og han døde i forgårs. Jeg fortalte også, at det var min bror, og blev pludselig meget berørt. Men det var egentlig meget meningsfuldt. Jeg var bagefter bekymret over, om hans kone ville synes, at det var forfærdeligt, at jeg havde sagt det offentligt til en forsamling. Men da jeg fortalte hende, at der var blevet holdt et minuts stilhed efter foredraget, og at 100 mennesker havde rejst sig op, blev hun også meget berørt, for det syntes hun var rigtig fint. ”

Der gik ikke mange dage efter broderens død, før Kristian Ditlev Jensen fik en følelse af, at han egentlig ikke kunne tillade sig at sørge, når de ikke havde haft ret meget kontakt, og han jo ikke rigtigt kendte broderen som voksen.

”Men så gik det op for mig, at jeg jo kender ham ud og ind, jeg er jo vokset op sammen med ham. Jeg har bidt ham alle steder på kroppen, jeg kender smagen af hans øre, og vi har sovet i fodenden af hinandens senge 100 gange. Men pludselig er hele barndommen også forsvundet, og jeg kan ikke spørge ham, hvordan han husker det ene og andet. Jeg synes, at det er meget hårdt, at nu er man den eneste.”

”Hver gang, jeg møder min brors enke, græder hun, fordi jeg ligner ham. Og så tager hun mine hænder, fordi vi har samme hænder, og vi har samme stemme og samme øjne. Så meget ligner jeg ham da heller ikke, har jeg tænkt, selvom jeg godt kunne se, da vi mødte hinanden som voksne, at vi lignede hinanden mere og mere. Men jeg synes altså alligevel, at hun gav den gas med al den gråd.”

”Så skete der det, at jeg skulle mødes til en kop kaffe i Torvehallerne med min søn Malte. Da han kom ind ad døren og sagde hej, fik jeg den største klump i halsen, for nu er han faktisk det eneste menneske, der findes, der minder en lille smule om min bror ud over mig selv. Pludselig kunne jeg selv opleve, at det faktisk er ret voldsomt, at der kommer en, der har de samme øjne som min bror,” siger Kristian Ditlev Jensen.

Han kender selv til den sorg, der kan ramme i julen, fordi nogle kære mangler.

”Faktisk er det en fordel, at jeg ikke har holdt så meget jul sammen med Rico. Men jeg skulle have holdt en masse juleaftener med ham, som jeg nu ikke kommer til. Og det tror jeg bliver uendelig trist. Jeg havde sådan glædet mig til, at han skulle høre, at jeg blev præst. Jeg havde sådan glædet mig til, at han måske skulle komme her og holde jul i en dejlig stor præstegård med et stort juletræ og alle børnene og børnebørnene. Så sorg er også alt det, man ikke kommer til at opleve.”

”Det er ellers mest, når børn dør, at man føler, at man har noget til gode. Men jeg hørte om en sygeplejerske, der havde sagt noget meget fornuftigt: Man må ikke gøre et liv længere, end det er. Man må ikke sige, at der mangler 30 år, for der er kun den tid, der er. Det var et helt liv, det var bare ikke så langt. Men det er meget trist, at min bror døde så tidligt. Vores mor blev 54 år, han blev 48, så det er virkelig i den korte afdeling.”

”Thorkild ligner min mor på en prik, da hun var spæd. Vi har et billede hængende af hende, hvor hun smiler. De er som snydt ud af næsen på hinanden. Tænk, hvis hun havde levet og fået lov til at se ham, og han havde haft sin farmor. Så der er mange, der mangler. Men så har han en sød mormor, og det er godt.”