Prøv avisen

Vi ved, at en af os bliver alene med huset på et tidspunkt

Hvis huset havde været i ét plan, var Lise og Hans Rasksen helt sikkert blevet boende, for både huset og haven har de lagt rigtig mange kræfter i. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

Lise og Hans Rasksen fra Harlev i Østjylland mener, det er rettidig omhu, at de nu har sat deres gule parcelhus i to plan til salg. De vil ikke ende med at sidde i en kasse, de ikke kan passe

Vi havde i et par år talt om at sætte huset til salg, og nu er beslutningen truffet, selvom det var svært. Vi flyttede ind i parcelhuset midt i Harlev i 1983 og har boet her i 37 år. Da vi flyttede ind, var vores børn 9 og 11 år. Nu er de 46 og 48 år og har givet os fem børnebørn. Fem drenge, som er afbilledet på et maleri i spisestuen i vores hus her på Grøntoften.

Jeg er 68 år og gik for nogle år siden på pension fra mit job som sosu-assistent på en kræftafdeling. - mand Hans er 69 år og arbejder som tilsynsførende ved Trafik og Veje i Aarhus Kommune.

Det er vigtigt for os at flytte nu, mens vi stadig er friske, og hvor vi kan gøre det sammen. Min søster mistede sin mand til kræft, og det samme gjorde Hans’ søster. I begge tilfælde oplevede vi, hvor svært det er at skulle sælge det hus, man har været sammen om, midt i sorgen. Ingen af os ønsker, at den anden skal stå alene med den opgave, det er at pakke så mange års samliv ned. Og i vores alder ved man godt, at en af os bliver alene på et tidspunkt. Derfor gør vi det sammen, og vi gør det nu. Nu kan vi begynde på noget nyt sammen og indrette os til alderdommen.

Den største udfordring ved huset her er, at det er i to plan. Ellers var vi blevet. Det er der ingen tvivl om. Vi har sat en ære i at passe og pleje både huset og haven, og det ligger midt i byen, så man kan gå til både skole, indkøb, sport og fritid. Det var en kæmpe fordel, da vi havde hjemmeboende børn. Nu er det mest pensionister, der bor her.

Vi er gået i gang med at bygge et nyt, vedligeholdelsesfrit hus i ét plan, der ligger blot en kilometer fra, hvor vi bor nu. Sokkelstenene er sat, og det skulle gerne være færdigt til november. Det bliver 170 kvadratmeter mod vores 186 kvadratmeter her, så vi har fortsat god plads, og det er også meningen. Jeg ville få svip, hvis jeg skulle gå helt tæt op ad min mand i en lille andelsbolig. Der kommer også til at være have til, men det bliver mindre og nemmere at holde. Selvom vi også har god plads i det nye hus, betyder det ikke, at vi ukritisk slæber alt med. Der skal sorteres, det er helt sikkert. Jeg er barnefødt her i Harlev, og min egen mor boede i en kæmpe kasse, hun ikke kunne passe. Da hun døde, var det et stort arbejde at sortere i efterfølgende. Vores børn har sagt til Hans og mig, at de gerne vil slippe for at stå med besværet, når den tid kommer. De regner med, at der bliver luget ud, når vi flytter. Man kan virkelig få samlet meget ragelse sammen, når man bor mange år det samme sted.

Vores børn er helt afklarede med, at vi flytter. De er ikke særlig nostalgiske omkring, at vi sælger deres barndomshjem. De synes bare, det er dejligt for os, at vi får et lækkert hus, der er nemmere at passe. Og gæsteværelser er der to af. De siger, at hjem er, hvor vi er, og det er jeg sådan set enig i. Der er adressen underordnet. For Hans og mig bliver det vemodigt at give nøglerne videre, og jeg håber, at køberne vil passe godt på haven, for den er der virkelig lagt kræfter i, men det kan jeg selvfølgelig ikke bestemme.

Vi kommer til jævnligt at gå forbi det gamle hus, når vi skal handle, besøge venner eller til gymnastik, tennis og badminton. Til efteråret leder jeg tre gymnastikhold. Vi er meget aktive i foreningslivet i byen og kender mange. Så egentlig skifter vi bare adressen. Netværket tager vi med os.