Prøv avisen

Benedikte Kiær og hendes mand var ufrivilligt barnløse i otte år: Vi ville bare gerne være flere

I januar 2016 blev Benedikte Kiær og Lars Dam forældre til Lauge. Benedikte Kiær gennemgik 15 behandlinger for ufrivillig barnløshed. Foto: Jens Welding Ølgaard

I otte år var borgmester Benedikte Kiær og hendes mand Lars Dam ufrivilligt barnløse. Det overraskede Benedikte Kiær, hvor mange fordomme der findes om kvinder uden børn, og hun har selv været genstand for nogle af dem

I borgmester Benedikte Kiærs (K) barndomshjem var der altid børn. Mange børn. Da hendes forældre mødtes, havde hendes far to døtre og tre sønner fra sit første ægteskab. I 1969 kom Benedikte Kiær til verden, og fire år senere blev hendes lillebror født.

De første år boede hun i Gentofte ved København. Hendes far havde en tandlægepraksis i hovedstaden, men forældrene ville gerne skifte forstadslivet ud med marker og dyr, og lige da Benedikte Kiær var begyndt i skole, flyttede familien til en gård ved Terslev nær Haslev på Midtsjælland. I mange år passede hendes far både praksis og landbrug.

De ældste af hendes søskende har hun kun sporadisk boet sammen med, men i mange år var gården et samlingspunkt for familien. Lillejuleaften var stuerne fyldte. Den dag kom børnene med deres kærester og børn til Terslev.

”Jeg kunne se på mine søskende, at børn jo bare var noget, som kom, uanset om man var gift eller samboende. Blev de skilt og fandt en ny kæreste, så kom der også børn. Jeg har altid tænkt, at jeg selv skulle stifte familie, når jeg fandt den rigtige. Jeg tænkte, at jeg let ville blive gravid, for når jeg så på mine søskende, kunne jeg se, hvordan børn bare kom.”

For 15 måneder siden blev hun og ægtefællen Lars Dam forældre til Lauge. Han er barnebarn nummer 20, men der var ikke noget ”bare” over sønnens vej til verden. Forud for hans fødsel gik der otte år med ufrivillig barnløshed. Otte år, som har givet hende et indblik i nogle af de fordomme og myter, der er om moderskabet.

Hun var 37 år, da hun mødte Lars Dam. De blev kærester, mens hun var kommunikationsrådgiver og sad i Region Hovedstaden for De Konservative. Lars Dam nåede at lære hendes mor at kende, inden hun døde af kræft.

Tiden omkring moderens død viste Benedikte Kiær, hvordan hendes kæreste havde en særlig evne til støtte hende i modgang. Et halvt år efter dødsfaldet tog parret på sommerferie og fandt ud af, at de skulle være forældre. Hun husker, hvor glade de blev, men få uger senere aborterede hun.

Det var hendes anden spontane abort. Den første havde hun haft, da hun var i begyndelsen af 30’erne. En nær veninde, som kendte til ufrivillig barnløshed fra sit eget liv, rådede parret til at blive undersøgt på baggrund af de spontane aborter.

”Med min alder havde vi ikke brug for at vente. Det råd er jeg taknemmelig for.”

Undersøgelser viste, at der ikke skulle være noget til hinder for, at parret kunne blive forældre, men de tog mod tre tilbud om insemination. Og siden takkede de ja til tre tilbud om reagensglasbehandling på Rigshospitalet i København.

”Hver gang håbede vi og blev skuffede, og jeg begyndte at spørge mig selv: ’Hvad nu, hvis det ikke lykkes?’. Både mine veninder og min mand har sagt, at de var sikre på, at det nok skulle lykkes. Det betød også meget for os, at vi har haft Lars’ søn, Simon, der boede hos os hveranden uge. Men vi ville gerne være flere. Jeg begyndte at se gravide maver over alt.”

Efter at de havde brugt de tre tilbud om ivf-behandling i det offentlige, opsøgte parret en privat fertilitetsklinik på Frederiksberg. Benedikte Kiær blev gravid flere gange, men graviditeterne gik tidligt til grunde. Trods flere undersøgelser kunne man ikke give en forklaring på, hvorfor det spæde liv døde. Aborterne førte i perioder til selvbebrejdelser.

”Når jeg begyndte at piske mig selv med skorpioner, så havde jeg en mand, som var god til at fortælle mig, at jeg ikke havde gjort noget forkert. Lars har været den, som hele tiden har haft troen på, at det nok skal gå.”

I februar 2010 blev hun udnævnt til socialminister. Det var i den periode, hvor hun følte, at hendes maveskind var som en nålepude af de mange injektioner med hormoner. Hun fortalte de nærmeste medarbejdere i ministeriet, at hun nogle dage skulle forbi en fertilitetsklinik, og hun vænnede sig til at sidde på bagsædet af ministerbilen og stikke sig som en del af fertilitetsbehandlingen. Men i offentligheden konkluderede mange, at ministeren havde valgt børn fra.

”Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet mødt med, at jeg er ’sådan en, som har fravalgt at få børn’. ’Du er sådan en karrierekvinde’. Og ja, jeg er karrierekvinde, men jeg er også meget andet. Men det er lidt svært at forklare en bordherre, når man ikke kan tage en mobiltelefon frem og vise fotografier af en lille trold. Som barnløs bliver du tvunget til at forklare, hvorfor dit liv ser ud, som det gør, for alle har en forventning om, at kvinder ønsker at blive mødre. Og at alle kan blive mødre.”

”Er man ikke mor, så er det, fordi man ikke har ønsket det. Sådan er virkeligheden altså ikke, men alligevel bliver den barnløse kvinde set på med et særligt blik. Den barnløse frøken havde tidligere en særlig position i familien, og noget af den rolle hænger åbenbart stadig ved.”

De gange, hvor hun har oplevet sig stemplet som fremadstræbende og selvvalgt barnløs har gjort hende bevidst om, hvor vigtigt det er at vælge ordene med omhu, når hun møder kvinder uden børn.

”Når et par flytter sammen eller bliver gift, forventer mange, at de i løbet af kort tid vil fortælle, at et barn er på vej. Med afsæt i vores egne udfordringer prøver jeg at være åben for, at børn kan være et tema forbundet med mange skuffelser og frustrationer.”

I de år, hvor hun ikke var mor, oplevede hun, at der var områder, hvor hendes taleret nogle gange blev betvivlet. Det blev helt klart, da hun som minister tog fat på at reformere dagtilbuddet til de yngste. I debatten om reformen sagde socialdemokraten Mette Frederiksen:

”Jeg tror, at folk, der selv har børn og kommer i institutionerne, sætter pris på pædagogerne og er meget glade for dem.”

Benedikte Kiær husker forbløffelsen, da en journalist kunne fortælle hende, hvad Mette Frederiksen havde udtalt. Benedikte Kiær sagde i forlængelse af Mette Frederiksens udtalelse til Ekstra Bladet:

”Hvorvidt jeg har børn, eller ikke har børn, kommer ikke hende ved. Min mand har en søn, og jeg vil gerne selv have børn. Mette Frederiksen skal bare slappe helt af.”

Det er seks år siden, men Benedikte Kiær husker tydeligt forløbet.

”På det tidspunkt havde Lars og jeg været gennem så mange sorger og skuffelser. Jeg kunne have holdt mig til at skrive en mail til Mette Frederiksen, men jeg syntes ikke, det var fair af hende at nægte mig retten til at udtale mig om daginstitutioner, fordi jeg ikke selv havde børn, og jeg valgte at sige fra offentligt. Jeg fik mange henvendelser efter den sag, og jeg kunne se af de mange mails, at en stor gruppe barnløse kvinder oplever sig holdt ude af samtaler.”

Ønsket om at få et barn førte Benedikte Kiær forbi akupunktur, zoneterapi og diæter, men hverken langsomme kulhydrater eller mere protein hjalp på Benedikte Kiærs situation. Undervejs har hun også bedt til Gud.

”Flere gange har folk sagt til mig, at det måske ikke er meningen, at vi skal være forældre, og at vi måske ikke passer sammen på den måde. Sådan tænkte jeg ikke. Om 20 eller 30 år vil forskningen sikkert kunne fortælle, hvad der var årsagen til, at jeg aborterede så mange gange.”

”Undervejs har jeg tænkt en del på de etiske spørgsmål, som rejser sig, når man så aktivt arbejder for at få et barn. Det er sådan nogle tanker, der i perioder har kværnet i mit hoved. Hvad skal jeg tænke om de mange gange, hvor et liv er begyndt, men meget tidligt gået til grunde? Jeg er typen, som ikke kunne få foretaget en abort, men jeg har aborteret spontant så mange gange, at jeg ikke har tal på det.”

Hun har også spurgt sig selv, om det er forkert, at man så at sige griber ind i livets mirakel.

”For mig er befrugtning guddommelig, også selvom den foregår i et reagensglas. Lars og jeg var enige om, at uanset at det barn, som blev resultatet af behandlingen, skulle have et handicap som for eksempel Downs syndrom, så ville vi få det.”

Undervejs blev parret godkendt som adoptivforældre.

”Når man bliver godkendt som adoptant, får man at vide, at man skal vælge et land, og det er lidt grotesk, for vi ville bare gerne være flere, og vi havde ikke behov for at vælge et land. Men det skal man. Da vi hørte, at der var mange børn fra Etiopien, som havde brug for en adoptivfamilie, valgte vi at søge om lov til at adoptere fra Etiopien. Når man venter på at få stillet et barn i forslag, er det som at stå i en kø i supermarkedet og konstatere, at der ikke sker noget, men man kan ikke skifte til en anden kø.”

I Danmark er det for kvinder, som er fyldt 46 år, ikke tilladt at få fertilitetsbehandling. Knapt et halvt år før Benedikte Kiær nåede aldersgrænsen, valgte parret igen at forsøge med kunstig befrugtning på den private klinik. Det var det forsøg, som blev til Lauge. Som mor har hun kunnet konstatere, at der også er folk, som mener, at de har ret til at mene ting på hendes vegne om det at være mor.

”Jeg var 46 år, da Lauge blev født, og der er dem, som mener, at jeg er for gammel til at være mor. Jeg blev mor til en sulten dreng, og inden amningen var etableret, nåede en sygeplejerske at sige til mig, at med så gamle bryster skulle jeg jo ikke forvente at kunne amme. Jeg ammede ham fuldt ud de første seks måneder, og jeg har tit tænkt, at sygeplejersken skulle se, hvordan han tog på. Som sygeplejerske burde hun have vidst, at det tager længere tid at få amningen etableret, når man har født ved kejsersnit.”

Allerede inden sønnen var født, blev der skabt debat om muligheden for at kombinere arbejde og familieliv. Helsingør Dagblads chefredaktør, Klaus Dalgas, skrev i en leder:

”Lad os håbe, at borgmesteren magter alle dele, både når det gælder forældrerollen, og når det gælder tjansen som borgmester for Helsingørs borgere.”

Hans leder skabte en del debat, og daværende ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) skrev i et opslag på Facebook: ”Kom nu ind i det 21. århundrede, hvor mødre selvfølgelig kan være borgmestre (og statsministre), og mænd kan være fædre og have en karriere samtidigt.”

Nok har fødslen været en livsforvandlende begivenhed, men Benedikte Kiær ser sig stadig som karrierekvinde.

”Jeg kan overkomme det samme som før, men logistik fylder langt mere. Min søn har brug for mit nærvær, og jeg har brug for at være sammen med ham. Jeg står for at aflevere Lauge, og jeg besvarer derfor for eksempel ikke min mail eller tager mobilen om morgenen. Der er kommet en sund skelnen mellem, hvornår jeg arbejder, og hvornår jeg holder fri og er sammen med min familie. Jeg er blevet god til at lade min computer være slukket og bare nyde min familie.”

I januar 2016 blev Benedikte Kiær og Lars Dam forældre til Lauge. Benedikte Kiær gennemgik 15 behandlinger for ufrivillig barnløshed. Foto: Jens Welding Øllgaard
215998387
”Når et par flytter sammen eller bliver gift, forventer mange, at de i løbet af kort tid vil fortælle, at et barn er på vej. Med afsæt i vores egne udfordringer prøver jeg at være åben for, at børn kan være et tema forbundet med mange skuffelser og frustrationer,” siger borgmester Benedikte Kiær. Foto: Jens Welding Øllgaard
Foto: Jens Welding Øllgaard
Foto: Jens Welding Øllgaard