Par ramt af barnebrudsinstruks: Vi ville gifte os, så vi ikke blev adskilt, når vi kom til Europa

Parret Aya Chaban og Rami Younes kom som flygtninge til Danmark i 2015. Efter fire måneder i Danmark fik Aya Chaban mærkatet ”barnebrud” og blev adskilt fra sin mand

Når Aya Chaban fortæller sin alder, bliver tallet hængende i luften. Sammen med sin ni år ældre mand, Rami Younes, flygtede hun fra Syrien i 2015. Dengang var hun 16 år, og han var 25 år. De levede adskilt i syv måneder som følge af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets instruks om at adskille asylansøgere under 18 år fra deres ægtefælle eller samlever.  – Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix.
Når Aya Chaban fortæller sin alder, bliver tallet hængende i luften. Sammen med sin ni år ældre mand, Rami Younes, flygtede hun fra Syrien i 2015. Dengang var hun 16 år, og han var 25 år. De levede adskilt i syv måneder som følge af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets instruks om at adskille asylansøgere under 18 år fra deres ægtefælle eller samlever. – Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix.

I den lille sønderjyske by Højer ligger et rødt murstenshus. Træder man ind på grunden, mødes man af katten Fastoyk. Fastoyk er arabisk for lille, selvom katten, der hengivent gnider sig op ad journalistens ben, ikke er specielt petit.

I husets stue er der spor af festligheder. På væggen hænger sølvfarvede bogstavballoner, der til sammen danner ordet ”party”. Aya Chaban, som bor til leje her sammen med sin mand, fortæller, at hun havde fødselsdag for en måned siden, hvilket forklarer, hvorfor ballonerne har tabt pusten.

”Jeg fyldte 20 år,” siger hun.

Alderen bliver hængende i luften og har ikke tænkt sig at forsvinde foreløbig. For Aya Chaban og hendes ni år ældre mand, Rami Younes, er alder nemlig ikke bare et tal, men en biologisk kendsgerning, der har været afgørende for deres parforhold og deres første tid i Danmark. De har ufrivilligt spillet nogle af hovedrollerne i den såkaldte ”barnebrudssag”.

Uvidende om, hvad alder kom til at betyde for deres fremtidige liv, kastede de sig ud i forelskelsen i 2014. De mødte hinanden til en fødselsdagsfest hos en fælles bekendt i deres hjemby – den syriske hovedstad, Damaskus.

”Aya blinkede til mig og spurgte, om hun måtte få mit telefonnummer,” siger Rami Younes.

Hun protesterer højlydt mod den udlægning af historien og udbryder: ”Rami!”.

Det forholdt sig vist nærmere omvendt, men ikke desto mindre gav hun ham gladeligt sit nummer, da hun syntes, han virkede kærlig og mild. Følelser er der mange af i det danske sprog, og Aya Chaban må ty til oversættelsestjenesten Google Translate, når hun skal beskrive førstehåndsindtrykket.

De efterfølgende måneder gik med lange telefonsamtaler, utallige sms’er, café- og restaurantbesøg. Kontrasten til den sønderjyske flække og det røde murstenshus er til at få øje på, når tankerne falder på livet dengang i Damaskus.

”Jeg har aldrig set et lignende landskab som her i Højer, og nu har vi vænnet os til at skulle starte bilen, hvis vi skal på restaurant,” siger Aya Chaban og peger ud i indkørslen på en matsort Nissan Qashqai.

Det uforpligtende flirteri endte, da Rami Younes blev indkaldt til obligatorisk militærtjeneste for den syriske hær, og i 2015 valgte det unge par, sammen med flere tusinde andre syrere, at flygte til Europa. Tre dage inden flugten blev parret viet.

”Vi talte om, at det måske var smart at blive gift, inden vi kom til Europa, fordi man i arabiske lande skal være gift for at bo sammen, og det vigtigste for os var, at vi kunne bo sammen, når vi kom frem,” siger Aya Chaban og tilføjer:

”Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle giftes som 16-årig, men at jeg skulle vente, til jeg var færdig med min uddannelse.”

Flugten gik først til Tyrkiet, derfra med båd til Grækenland, så videre til Tyskland, hvorfra de tog toget fra Berlin og stod af på Københavns Hovedbanegård. Parrets rejse endte ikke her, da de skulle videre til Center Sandholm nord for København, hvor de skulle have taget fingeraftryk. Efter et kort ophold blev parret sendt sammen til Center Avnstrup, et asylcenter i Hvalsø på Sjælland.

Den 16. februar 2016 ved 22tiden bankede det på døren til parrets værelse. En kvinde stak hovedet ind.

”Vi havde aldrig mødt hende før. Hun sagde, at Rami skulle flytte til et andet asylcenter, fordi reglerne i Danmark var blevet lavet om, og vi derfor ikke måtte bo sammen, fordi jeg var under 18 år,” siger Aya Chaban.

”Det var umuligt at sove bagefter. Vi lå bare og græd. Vi flygtede fra Syrien for at få et bedre liv, men beskeden gjorde det mere uoverskueligt. Vi talte ikke meget den nat – det eneste, vi kunne tale om, var, hvad der kom til at ske med os – og det kendte vi ikke svaret på. Jeg kan huske, at jeg følte, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre,” siger Aya Chaban.

Beskeden fra kvinden i døren fulgte i kølvandet på en pressemeddelelse fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, som blev udsendt om eftermiddagen den 10. februar 2016. Her udtalte udlændinge-, integrations og boligminister Inger Støjberg (V), at der øjeblikkeligt skulle sættes ind mod mindreårige asylansøgere, der boede sammen med en ældre ægtefælle eller samlever på danske asylcentre:

”Det er fuldstændig uacceptabelt, at der i øjeblikket bor mindreårige i det danske asylsystem med en ægtefælle eller samlever, og jeg har bedt Udlændingestyrelsen om straks at sætte en stopper for det. Vi skal selvfølgelig sikre, at unge piger ikke bliver tvunget til at leve i et forhold med en voksen på asylcentrene.”

Aya Chaban var på det tidspunkt 16 år, og Rami Younes var 25 år.

Næste morgen tog han toget tilbage til Center Sandholm. Parret levede adskilt i syv måneder.

”Jeg kunne ikke tage mig sammen til noget i flere måneder. Jeg skulle egentlig gå i skole, men jeg lå bare i min seng og følte, at jeg ikke kunne stille noget op. Jeg havde nok det, man ville kalde en depression,” siger Aya Chaban.

Situationen skulle vise sig at vende en efterårsdag, hvor parret modtog et brev om, at de havde fået opholdstilladelse i Tønder Kommune. En bil kom og hentede først Aya Chaban, så Rami Younes, og sammen kørte de til møde med Tønder Kommune.

”Vi vidste ikke, hvad opholdstilladelsen betød for vores adskillelse, men det var kommet så langt ud, at vi inden mødet havde talt om, at hvis ikke vi måtte bo sammen, så ville vi, når vi havde fået vores pas, rejse tilbage til Tyrkiet. Men vi fik at vide, at vi gerne måtte flytte sammen igen,” siger Aya Chaban og fortsætter:

”Vi blev så glade, og vi kunne ikke sige andet end ’tusind tak’.”

Perioden, hvor Rami Younes og Aya Chaban boede på hvert sit asylcenter, er ikke noget, de tænker meget over i hverdagen, og der skal hverken bruges Google Translate eller hjælpeord fra engelsk til at beskrive adskillelsen:

”Det var en dårlig tid, som vi bare prøver at glemme.”

I det røde murstenshus i Højer er der ikke mange spor af Syrien. Men på dørhåndtaget sidder der en gul post-it-seddel med en besked skrevet på arabisk.

Hvad står der?

”’Husk at lukke døren’. Rami glemmer det hele tiden, og Fastoyk går ind og bider i ledningerne,” siger Aya Chaban.

Det er løsningen på et dagligdags problem i deres liv, som efter lang tid er begyndt at dufte af netop dagligdag. Aya Chaban har gået et år på FGU – forberedende grunduddannelse – om et år vil hun begynde på HF.

Rami Younes arbejder som chauffør og leverer kontorprodukter.

Sammen har de startet et transportfirma, hvor de leverer madvarer for forskellige virksomheder. Hverdagslivet afbrydes, når de tænder for det store fladskærms-tv, der insisterende har indtaget endevæggen i stuen. De følger sagen tæt, når Inger Støjberg toner frem på skærmen:

”Egentlig burde hun komme i fængsel, fordi hun har begået noget ulovligt,” siger Rami Younes og fortsætter:

”Hun respekterer ikke mennesker, der kommer fra krig og fra lande med helt andre regler. Jeg ser det ikke, som om Danmark har gjort noget galt, men at det er Inger Støjberg, der alene har givet ordren om at adskille os.”

Hvordan har en af hovedpersonerne i sagen, Aya Chaban, det med at høre ordet ”barnebrud” igen og igen?

”Det er et forfærdeligt ord. Jeg var ikke et barn, og Rami var ikke en gammel mand. Det er ikke vigtigt for os, om vi er gift eller ej. Det vigtigste er, at vi kan få lov at bo sammen,” siger hun.