Vidnesbyrd: Jeg levede i fornægtelse. Selvfølgelig led en sund mand i 20’erne ikke af angst

For knap 10 år siden ramte angsten som et lyn musiker Kasper Buch. I dag har han gjort lidelsen til sin ”ven”

Når 30-årige Kasper Buch optræder med sin musik, bruger han ofte et øjeblik på at fortælle publikum om sine oplevelser med angsten, og ikke mindst hvordan han lærte at blive ven med lidelsen.
Når 30-årige Kasper Buch optræder med sin musik, bruger han ofte et øjeblik på at fortælle publikum om sine oplevelser med angsten, og ikke mindst hvordan han lærte at blive ven med lidelsen. Foto: Leif Tuxen

Jeg havde vel det, man vil kalde et liv, der kørte på skinner. Jeg var i begyndelsen af 20’erne og var lige flyttet hjemmefra til en lejlighed i Tønder. Jeg så mig selv som glad og energisk som de fleste andre unge. Jeg gik i byen, festede og spillede musik, og så var jeg lige begyndt på social- og sundhedsassistentuddannelsen i Aabenraa, som jeg virkelig var glad for. Jeg har altid holdt af at kunne være noget for andre mennesker, så jeg følte virkelig, at jeg var landet på den rette hylde, og jeg kom godt ud af det med de andre studerende, når det blev weekend, og fredagsbaren åbnede. Jeg var vel bare en ganske almindelig ung mand på vej til at finde sit ståsted i livet.