I Vestervig i Thy ligger en lægepraksis. Her har praktiserende læge Ove Petersen i mere end 40 år behandlet patienter. Indtil for tre år siden ejede han klinikken sammen med sin storebror og en anden kollega, der så gik på pension. Selv er han 70 år og har indset, at han heller ikke kan blive ved med at holde praksissens hjul i gang.
”Vi har før gjort anstrengelser i forhold til at annoncere, om nogen ville overtage klinikken, men det har ikke givet noget,” fortæller Ove Petersen.
Til gengæld har det givet søvnløse nætter. For en mangeårig lægegerning det samme sted forpligter og skaber relationer til patienterne. Derfor bekymrer det ham også, hvad der skal ske, hvis han må dreje nøglen om uden en afløser.
”Jeg er ligeglad med, hvem der afløser mig, hvis bare det er én, der kan tage sig godt af patienterne.”
I øjeblikket har han en ung reservelæge ansat i klinikken. Hun vil egentlig gerne fortsætte hos ham, mens hun specialiserer sig til praktiserende læge, og eventuelt overtage praksissen bagefter. Men det tager fem år, før hun er færdiguddannet. Og som Ove Petersen siger:
”Det er ikke realistisk, at jeg kan holde stolen varm så længe.”
Han står langtfra alene i den situation.
En analyse fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) viser, at mere end hver fjerde praktiserende læge er over 60 år, og hver 10. har rundet 65 år. Det, sammenholdt med at der kommer flere ældre og kronisk syge, gør, at lægemanglen i Danmark stiger. Problemet breder sig også til de større byer, men særligt i Region Nordjylland og Region Sjælland er det svært at tiltrække nye læger. Sundhedsloven siger, at der skal være lige og let adgang til sundhed for alle borgere. Men hvordan løser man så problemet med lægemanglen i yderområderne?
Som en del af Socialdemokratiets sundhedsudspil foreslog partiet i efteråret en såkaldt tjenestepligt, hvor de unge læger skal tvinges til at arbejde et halvt år i de områder med størst lægemangel. Det halve år foregår efter lægernes kliniske basisuddannelse (KBU) efter universitetet, og inden de specialiserer sig til eksempelvis alment praktiserende læger.
Ove Petersen i Vestervig har svært ved at pege på, hvad der skal til for at afhjælpe lægemanglen. Han tror ikke nødvendigvis på, at tvang er løsningen. Men han ærgrer sig over, at politikerne ikke har handlet på problemet før.
”Det er besværligt at bo her, så selvom de byggede en bro fra København til Thisted, fik det ikke folk til at flytte hertil. Der skal meget mere til for at finde en løsning. Og så har politikerne devalueret de praktiserende læger. I dag er det meget flottere at stå på et hospital og give folk et nyt hjerte,” lyder det fra Ove Petersen.
I sommer havde han én uges ferie. Det tvivler han på, at unge læger går med til. Derfor peger han på, at privilegier som en ekstra fridag om ugen eller en uges ferie mere om året vil kunne gøre en forskel.
Sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet er enig i, at stillingerne i yderområderne skal gøres attraktive. Det kan være i form af højere lønninger, gode efteruddannelsesmuligheder eller bedre arbejdsvilkår.
”Ser man bort fra KBU, hvor der stadig er tale om uddannelse, sender vi ikke folk ud mod deres vilje. Penge får nogle gange folk til at flytte sig, og jeg hælder mere til, at man lokker med guleroden frem for at svinge pisken,” siger Kjeld Møller Pedersen.
”At tvinge folk går imod dansk tradition. Men ser man tilbage til Tyskland i 1970’erne, hvor man tog en uddannelse i en specifik delstat, skulle man også blive der nogle år, før man kunne rejse videre. Der ligger en kobling mellem, at samfundet har bekostet en dyr uddannelse for lægerne, og så skal de også levere noget til gengæld,” siger Kjeld Møller Pedersen.
Men løsningen er mangefacetteret, og der skal flere aktører i spil. Han tror dog ikke, at et ufrivilligt geografisk arbejdssted vil føre til uoplagte læger og give dårligere behandlinger.
”Jeg tror ikke, det ville demotivere lægerne fuldstændig, for så tror jeg ikke, de ville arbejde med patienter og være læger i det hele taget. Men om de vil gå mindre ind for sagen, kan jeg ikke udelukke,” siger Kjeld Møller Pedersen.
Formand for organisationen Yngre Læger Helga Schultz mener dog, at tvang vil demotivere lægerne. Hun erkender, at lægemanglen er et stort problem i yderområderne, og at det kræver handling, men tvang er ikke vejen frem ifølge hende. Særligt henviser hun til det socialdemokratiske forslag om tjenestepligt.
”Vi synes, det er dårligt for patienterne. De har brug for speciallæger, og det, de får, er læger, der har været læge i et år. Samtidig kan det smitte af på flere specialer, hvis alle læger under uddannelse først skal have et halvt års tjenestepligt, inden de kan specialisere sig.”
I stedet bør man skrue på andre knapper, mener formanden. Det kunne være at fastholde de læger, der er på vej på pension, eller gøre det mere attraktivt for unge læger at søge ud i almen praksis.
Men har lægerne ikke en moralsk forpligtelse til at dække de lægefattige huller rundtomkring i Danmark? I lægeløftet står der blandt andet:
”At jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn.”
Helga Schultz mener, at det er at sætte tingene på spidsen.
”Det er klart, at man forpligter sig, når man afgiver lægeløftet. Men det er ikke rimeligt at forsimple lægeløftet på den måde og sige, at så kan vi sendes alle mulige steder hen. Jeg kan forstå, at hvis der for eksempel opstod en voldsom epidemi et sted i landet, der truede samfundets overordnede sundhed, så kunne det give mening at sende læger et bestemt sted hen. Men der mener jeg slet ikke, vores land er,” siger hun.
Set med teoretiske øjne mener medlem af Det Etiske Råd og velfærdspolitisk chef i den liberale tænketank Cepos Mia Amalie Holstein heller ikke, at tvang er løsningen. Hun fremhæver den engelske filosof John Stuart Mills teori om, at det eneste, der kan retfærdiggøre tvang over for en borger i et civiliseret samfund og mod vedkommendes vilje, er, hvis det forhindrer, at der gøres direkte skade på andre.
”At man betragter det som et moralsk kald, at der skal flere læger til Udkantsdanmark, er ikke en tilstrækkelig grund til, at vi tvinger folk. Vi kan diskutere eller overtale lægerne, men vi bør ikke tvinge dem,” lyder det fra Mia Amalie Holstein, der påpeger, at man i Danmark og resten af Europa hylder en fri bevægelighed på arbejdsmarkedet.
”At bruge tvang er en meget planøkonomisk måde at se mennesker på som brikker, der bare skal placeres på et kort. Det at øge tilskyndelsen til et job er meget mere hensigtsmæssigt på den lange bane,” mener Mia Amalie Holstein.
I Grenaa på Djursland er det faktisk lykkedes en klinik at vende udviklingen. I 2016 besluttede de tre studiekammerater Mogens Vestergaard, Jannik Falhof og Hans Christian Kjeldsen sig for at opgive attraktive stillinger i Aarhus og rykke deres lægefaglige visioner til Grenaa for at løse lægemanglen.
”Noget af det, der drev os, var, at vi ville genfortælle historien om Vandkantsdanmark. Historien er, at klinikkerne lukker, de praktiserende læger går på pension, og borgerne bliver gamle. Det er rigtigt, men man kan også vælge at fortælle historien på en anden måde. Vi har en tyrkertro på, at når vi vælger at se på mulighederne og italesætte situationen positivt, så kan vi skabe en kultur, hvor der er rart at være for både os, personalet og patienterne,” siger den 51-årige læge Hans Christian Kjeldsen.
Én af de ting, der har gjort arbejdet i Grenaa attraktivt for ham, er, at der også er plads til andre ting i tilværelsen. Ting, der stimulerer ham og fylder ham med energi, som for eksempel chefredaktørjobbet hos Læge- og Patienthåndbogen. For andre i klinikken har det betydet meget at gå ned i tid, mens de har små børn. Fleksibilitet har derfor været et af nøgleordene i Lægefællesskabet Grenaa, og han mener, at meget af det, som er gjort i Grenaa, også kan gøres andre steder. Hans Christian Kjeldsen bor selv i Aarhus og pendler frem og tilbage. Han anerkender, at der er nogle andre udfordringer de steder, der ligger langt fra en større by, men han betragter stadig ikke tvang som det middel, der helliger målet i forhold til manglen på praktiserende læger.
”Den eneste måde at få os og andre til at arbejde herude i Vandkantsdanmark er at gøre det attraktivt, så man kan se et samlet liv for sig.”
Dilemmaet