Prøv avisen

Laila elsker ”Vild med dans”: Her er det tilladt at skrue helt op for ”glimmer-effekten”

I fredags havde TV 2 sæsonpremiere på ”Vild med dans”. Programmet var ugens absolutte topscorer med 991.000 seere. Blandt dem Laila Brogaard og Brian Mouritsen fra Vildbjerg i Vestjylland. God musik, livsglæde og glimmer er ifølge Laila Brogaard nøgleord for at forstå, hvorfor hun er trofast fan af lige netop det underholdningsprogram. – Foto: Jens Bach

I fredags begyndte 15. sæson af TV 2’s mest levedygtige underholdningsprogram. Men hvad er det, der er så fascinerende ved at se en række kendte danskere prøve kræfter med vals og tango på et overeksponeret dansegulv? Svaret findes blandt andet i Vildbjerg vest for Herning

12 fredage hvert efterår har 45-årige Laila Brogaard ryddet sin kalender. Vennerne ved udmærket godt, at de nok helst skal undgå at invitere til fester eller middage i den periode. For når TV 2 sender ”Vild med dans”, så handler Lailas fredagsaftener kun om det program.

Faktisk skulle hun denne fredag, hvor sæsonen begynder, have taget turen fra hjemmet i Vildbjerg i Vestjylland over til generalprøven på programmet i København. For at være helt tæt på magien og de 12 nye dansepar, der nu bliver en del af hendes liv de kommende måneder. De professionelle dansere er hver især blevet sat sammen med en kendt dansker, som dog er kendt fra alt muligt andet end netop dansen. Men som i løbet af programmerne får lært at flytte fødderne og holde hovedet rigtigt. Hvis det går godt. Og ellers bliver stemt ud af seerne.

Heldigvis har Laila Brogaard fået nye billetter til program nummer to, så hun har sagt ja til at fortælle om sin begejstring for programmet, mens hun ser det. Lige nu sidder hun derfor klar i stuen sammen med sin mand, Brian Mouritsen, mens uret på væggen nærmer sig det magiske klokkeslæt 20.00, hvor fjernsynsskærmen bliver forvandlet til et stort V, og tonerne fra The Antonelli Orchestra sender festen ud gennem højttalerne.

”Det er jo næsten to timer fyldt med musik og dans, og det gør bare noget godt ved én. Programmet er så fyldt med livsglæde, så man simpelthen ikke kan være sur, når man ser det.”

Laila Brogaard har fulgt med, siden navnene på årets deltagere begyndte at blive offentliggjort først på sommeren. Hun kan derfor navnene på alle denne sæsons deltagere, på de professionelle dansere og på dommerne. Præcis som hun kan det fra alle tidligere sæsoner. Og hun mener, holdet i år er meget spændende og åbent, hvor vinderparret ikke på forhånd kan udpeges.

”Men måske kommer Signe Lindkvist (tv-vært, red.) langt, for hende er der mange, der kender – og så danser hun med Thomas Evers Poulsen, der er en af de mest rutinerede blandt de professionelle,” lyder Laila Brogaards umiddelbare gæt, inden det første par kommer på gulvet.

”Vild med dans” er et koncept, som oprindeligt stammer fra den britiske tv-station BBC. Danmark var via TV 2 et af de første lande, der også valgte at satse på danseprogrammet. Men i begyndelsen var man meget usikker på, om det overhovedet ville slå igennem herhjemme, fortæller programmets redaktør, Thomas Richardt Strøbech fra TV 2.

”Så i 2005 kørte det som et forårsforsøg om lørdagen med otte afsnit i alt. Men det blev en kæmpe succes, som blev genbestilt, rykket til fredagens primetime, og siden har det været en fast efterårstradition på TV 2. Nu for 15. gang,” siger Thomas Richardt Strøbech.

Ved sæsonpremieren i fredags fulgte i alt 991.000 seere med, mens 309.000 seere i gennemsnit fulgte de to dele af programmet ”Live”, som DR 1 sendte på samme tid fredag aften.

”Vild med dans” er et af de programmer, der har kørt absolut længst på hele kanalen. Ifølge programmets redaktør dækker seertallet på omkring en million over en meget loyal seerskare, der elsker formatet, som derfor ikke gennemgår de store forandringer, men kun får småjusteringer fra år til år. Og redaktøren har da også nogle klare bud på, hvorfor netop dette program kan blive ved med at klare sig godt i en ellers hastigt forandrende medieverden, hvor især tv er udfordret af streamingtjenester som Netflix og HBO.

”’Vild med dans’ er festligt. Det har glamour, og så er det et program fyldt med følelser. Ærlige følelser. For programmet handler jo om, hvad der sker, når vi som mennesker overskrider nogle grænser og kaster os ud i noget, vi ikke har prøvet før. Live. Her er både frygten for at fejle og også glæden, når det går godt. Man kan som deltager ikke bluffe sig igennem, for man står pludselig alene på et stort og meget eksponeret dansegulv – og den ærlighed kan seerne også mærke. Derfor er det også et rigtig godt portrætprogram, hvor man som seer udvikler en relation til de her dansere. Og det er derfor ikke nødvendigvis de mest kendte, der kommer længst – det er derimod ofte dem, der udvikler sig mest,” siger Thomas Richardt Strøbech.

Laila Brogaard har sat sig godt til rette i den sorte læderhjørnesofa. Helt tæt på sin mand, der tidligere har gået til dans og både kan danse standarddanse og jitterbug. Selvom Laila aldrig selv har gået til dans, elsker hun at se den udvikling, som de utrænede dansere går igennem i løbet af de måneder, programmet løber over.