Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Tidligere rocker: Violinen er min livsven

Musik- og kulturmedarbejder Trine Dyrmose Kristensen sætter sig ved det sorte flygel, og Mazdak Fabricius sætter ind med et langt h. De mødte hinanden, da Mazdak Fabricius afsonede i Enner Mark Fængsel ved Horsens, hvor hun er kulturmedarbejder, og nu mødes de jævnligt for at øve i Helligåndskirken i Aarhus. – Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix.

I folkeskolen havde Mazdak Fabricius en følelse af aldrig helt at passe ind, men med sin violin fandt han et frirum og accept. Da han skulle afsone en lang fængselsdom, blev gensynet med violinen et vendepunkt

Det var, da han var mest presset, at han mærkede behovet for igen at åbne sin violinkasse og blive genforenet med sit instrument. Mens han sad på briksen i cellen, mærkede han ønsket om igen at sætte violinen under hagen og blive løftet ind i det særlige rum, instrumentet så ofte havde givet ham adgang til.

Det siger klik, da han åbner den sorte kasse, hvor violinen ligger med et hvidt klæde over sig. Den har lige været hos en violinbygger og har blandt andet fået nye strenge. Mazdak Fabricius spurgte, om violinbyggeren kunne gøre noget ved de hakker, instrumentet har fået i overfladen, efter det har været gennem sikkerhedskontrollen.

”I fængslet ved de ikke helt, hvordan man passer på en violin,” siger han og udpeger mærkerne.

Violinbyggeren foreslog, at han bevarede instrumentets mærker. Sådan blev det. Mazdak Fabricius beskriver instrumentet som sin livsven, og ligesom han selv er forandret efter en dom på 13 år og syv måneder, er det egentlig o.k., at violinen med sine mærker kan vidne om også denne del af deres fælles historie.

Trine Dyrmose Kristensen sætter sig ved det sorte flygel, ranker ryggen og spiller de første fire takter af Bach og Gounods ”Ave Maria”, så sætter Mazdak Fabricius ind med et langt h. De næste minutter fylder klaver og violin Helligåndskirken lyse, moderne kirkerum i det vestlige Aarhus.

Hun er cand.mag. i musik og ansat i det lukkede Enner Mark Fængsel ved Horsens som musik- og kulturmedarbejder med kor for de indsatte og samspil. Det var her, hun mødte afsoneren Mazdak Fabricius. De seneste tre år har de spillet sammen i fængslets kirke- og kulturhus. I efteråret blev han overflyttet til en pension i Aarhus som et skridt på vej mod prøveløsladelse. Han har dog stadig tæt kontakt med Trine Dyrmose Kristensen. Så ofte det kan lade sig gøre, låner de Helligåndskirken i det vestlige Aarhus, hvor de mødes for at øve. Planen er, at de skal holde foredrag om den forskel, musik kan gøre i et fængsel. Mazdak Fabricius er et velspillende eksempel på det, som Trine Dyrmose Kristensen gerne vil formidle i sine foredrag. Hvad musik kan skabe og åbne i et fængsel, er også temaet for samtalen. Mazdak Fabricius ser på Trine Dyrmose Kristensen og siger:

”Gennem musikken har vi fået et musikalsk sammenhold. Når du spiller sammen, kan du mærke, om den anden har haft en dårlig dag, er stresset eller energiforladt. Det sætter sig i musikken, hvis der er noget, som går dig på. Så har vi kunnet tale sammen, tiden er fløjet, men når vi har spillet videre, har der været flere følelser i musikken.”

Han var ikke fyldt tre år, da han begyndte til violin. Dengang boede han alene med sin mor i Aarhus. Hun har siden fortalt ham, hvordan han legede violin med en kniv og en gaffel efter at have set en violinist på tv. Få år tidligere var hans mor kommet fra Iran til Danmark som flygtning, hvor Mazdak Fabricius blev født i 1986. De første mange år var det bare ham og hans mor. Og så violinen.

”Den dybe g-streng blev kaldt for bjørne-strengen. Grrrrr. Så var der den lidt blødere d-streng, som var far, og den højere a-streng som var mor og den højeste streng, e, kaldte vi for fuglestrengen.”

En af hans mors danske venner underviste ham i violin de første år. Han havde ikke spillet længe, inden hans mor købte violinen, som han spiller på i dag. Det var i 1991, hun kom hjem med en nyproduceret violin, som han en dag skulle spille på.

”Den lå i kassen, men jeg tog den frem og bare så på den.”

Mor og søn flyttede til hovedstadsområdet, og han blev elev på Ishøj Musikskole. I mange år hed hans lærer Hanne Eir. Selvom den lille familie flyttede til Gentofte Kommune, fortsatte han som elev hos Hanne Eir.

”Hun har formet mig som violinist, og så åbnede hun sit hjem for mig. I forbindelse med koncerter har jeg flere gange fået lov at sove hos hende, og noget af det bedste var deres kælder, hvor der var en stor modeljernbane.”

Han blev en del af Ishøj Musikskoles Strygeorkester og var den hidtil yngste koncertmester i orkestret. Han var ikke fyldt 12 år, da han blev udnævnt.

”I min klasse på Munkegårdsskolen i Vangede var jeg ham den lille sorte henne fra hjørnet. Jeg var glad for at gå i skole, for jeg har altid været social og glad for vennerne, men der var også en følelse af ikke helt at passe ind. Med violinen var det anderledes. I dag kan jeg se, at musik på en måde gør lige. I violinsammenhæng var jeg ofte yngre end de andre, men samtidig var der en jævnbyrdighed. Her var det alene ens musikalske kvalifikationer, som afgjorde, hvilken rolle man fik. Og det var violinen, man blev målt på.”

I mange år brugte han stort set al sin fritid på at spille musik. Det Danske Drengekor besøgte hans folkeskole, og da han sang i skolens kor, kom han til optagelsesprøve. Han sang ”Der er et yndigt land”, og efter endnu en prøve fik han en plads i det prestigefyldte kor. Han fortæller, hvordan han klædt i hvid skjorte og vest sang for grevinde Alexandra, kort efter hun var kommet til landet, og han mindes de gange, hvor han var en del af koret, når det samarbejdede med operaen på Det Kongelige Teater. Hvad der skete i hovedstaden i de år, husker han ud fra, hvor han var med sin violin. Et eksempel var dengang i sommeren 2000, hvor han krydsede Rådhuspladsen, mens fans fra fodboldklubberne Galatasaray og Arsenal var oppe at slås.

”Så stod jeg der meget malplaceret med min violin på ryggen, mens der blev kastet med stole.”

I musikmiljøet var der unge, som havde kurs mod konservatoriet, og selv fik han plads i Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester Dusika, som er et ambitiøst orkester.

”Sjovt nok var min drøm at blive fodboldspiller, selvom jeg kun meget sjældent havde mulighed for at spille med mine venner, fordi musikken nærmest fyldte alt.”

I mange år havde han været i en god musikalsk og teknisk udvikling, men i mødet med de lidt ældre og teknisk dygtigere musikere i Dusika mistede han den lyst og glæde, han ellers havde forbundet med musikken. Han kom på hf, forelskede sig i den pige, han i dag er gift med, og violinen blev liggende i den sorte kasse. Efter en tid kom den ind under boksmadrassen på værelset i Vangede.

Han blev student, fik job på et advokatkontor, og i 2007 kunne man i ungdomsmagasinet Chili læse et portræt af ham, fordi han som ganske ung havde startet en virksomhed, hvor han vaskede biler. Klassisk musik var noget, han lyttede til, og da han fik lavet sin første tatovering, blev det en hilsen til årene i Det Danske Drengekor. Han løfter sin T-shirt en smule. ”I Danmark er jeg født”, står der med slynget skrift omkring hans navle. Siden kom der tatoveringer til, som vidnede om hans tilknytning til rockermiljøet.

Årene, fra han var 10 til han var 22 år, har han genset igen og igen, som var det en film. Han har spolet, genspillet sekvenser og genbesøgt rodløsheden, balladen og de forhold, han har fået sin dom for. Han har grå stænk i sit skæg og fylder 34 år til sommer, men føler sig tit som en 22-årig. For han var 22 år, da han begik et drab, og tiden blev en anden.

”I fængslet har jeg kunnet reflektere over den ro, de relationer og den kærlighed, jeg fik i musikken som dreng. Det er ikke de stående bifald, som har gjort mig glad, men det er de gange, hvor vi for eksempel var ude og spille for ældre på plejehjem, og jeg kunne se på folk, at de blev glade.”

Da fængslets tidligere musikmedarbejder Kirsten Saurus Mehlsen fandt en gammel violin til ham i Enner Mark Statsfængsel, blev han i første omgang skuffet. Hans spil lød slet ikke, som han huskede det. Siden fik han lov til at få sin egen violin ind i fængslet.

”Min mor sørgede for, at violinen kom over til mig. Hun havde passet på den for mig i alle årene, og hun kunne godt forstå, at jeg havde brug for den. I mine år som afsoner har min mor nærmest krammet mig med sin tid og sin omsorg.”

Nogle timer om ugen fik han mulighed for at være i fængslets kultur- og kirkehus, hvor han øvede.

”Jeg kommer ind i en boble, når jeg spiller. Som lille husker jeg, at jeg begyndte at spille, mens det var lyst, og så var det pludselig blevet mørkt. I fængslet havde jeg ikke samme frie tid til at spille, men jeg kunne lige så godt have stået i Madison Square Garden i New York som i fængslet.”

Og med sin violin blev han en lokal attraktion. Fængselsbetjente og fængselspræsten Jesper Birkler lyttede ofte med. Og sammen med Trine Dyrmose Kristensen har han holdt flere koncerter for afsonere.

”Vi har fået de hårdest dømte til at sidde stille i halvanden time og lytte til klassisk, romantisk klaver- og violinmusik, dog tilsat lidt filmmusik.”

Der var bifald og ros, men det sidste har han det svært ved, for af natur er han genert.

Med musikken er der opstået et fællesskab, og eftertanken har fået plads.

”Der er nogle nøgleøjeblikke i mit liv, hvor jeg kunne have handlet anderledes, og i dag kan jeg se, at jeg er blevet mere tålmodig, velovervejet og konsekvensberegnende. Selvom jeg synes, at jeg ligner mig selv, så kan jeg se, at jeg reagerer anderledes end før. Er der situationer, hvor der kunne være optræk til ballade, trækker jeg mig, hvor jeg før havde taget diskussionen og måske slåskampen. Men jeg har fundet ud af, at det er spild af tid, og konsekvensen er for stor.”

I september sidste år begyndte han på uddannelsen til bygningskonstruktør. Om tre år er han uddannet, og på sigt vil han gerne arbejde som selvstændig.

”Jeg drømmer om et godt liv med min familie, venner, arbejde og musik.”

Og hvad med livsvennen, som nu ligger i sin kasse svøbt i et hvidt klæde på en af stolene i Helligåndskirken? Violinen skal aldrig mere ind under boksmadrassen, men være et venskab, som han kan glæde sig selv og andre med.

”Der er nogle nøgleøjeblikke i mit liv, hvor jeg kunne have handlet anderledes, og i dag kan jeg se, at jeg er blevet mere tålmodig, velovervejet og konsekvensberegnende. Selvom jeg synes, at jeg ligner mig selv, så kan jeg se, at jeg reagerer anderledes end før,” siger Mazdak Fabricius. – Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix.