Prøv avisen
Spørg om livet

Voksenadoption kan give svære følelser

Når en voksen datter vælger at lade sig adoptere af sin papfar, skaber det ofte sårede følelser hos den fravalgte biologiske far og hans familie.

Mit barnebarn valgte sin biologiske far fra - altså min søn. Det er jeg stadig dybt skuffet og lidt vred over, skriver en bedstemor

Kære brevkasse

Mit barnebarn har som voksen ladet sig adoptere af sin papfar, skønt hendes biologiske far, som er min søn, fortsat lever. Han blev skilt fra hendes mor, da barnebarnet var omkring syv år, og hendes bevæggrund for adoptionen skulle være, at hendes biologiske far ikke stillede op for hende i en grad, som hun kunne tænke sig, hvorimod hendes papfar var der for hende.

Da jeg for nogle år siden blev orienteret om denne adoption, som også indebar, at hun tog papfaderens efternavn, fortalte jeg barnebarnet, at jeg bestemt ikke kunne lide det, og min søn var selvfølgelig såret. Men mit barnebarn og min søn har god kontakt i dag.

Det vil jeg afgjort ikke ødelægge og slet ikke, fordi der nu også er kommet et oldebarn til, og jeg er fuldt ud klar over, at hun som voksen har ret til at handle, som hun vil. Men jeg er dybt skuffet og også stadig lidt vred. Er det mig, der er forstokket?

Venlig hilsen

Marianne

Kære Marianne

Tak for dit brev. Vi kan godt sætte os ind i og forstå dine følelser. Og vi tænker ikke, at du er forstokket, som betyder noget i retning af at være uimodtagelig for forandring og være stiv og ubøjelig. For var du det, ville du sikkert ikke skrive til os om din smerte.

Din fortælling kan ses ud fra flere vinkler og også ud fra tre forskellige generationers perspektiv. Mange bedsteforældre kan sikkert godt sætte sig ind i, hvordan du bliver følelsesmæssigt ramt, fordi du nok oplever det som en afvisning og en afstandtagen til det naturlige slægtsbånd og familiekontinuiteten og måske en afvisning af dig og en afvisning af din søn.

Din søn har sikkert også nogle af de ovenstående følelser og samtidig ikke mindst sorgen over at blive udsat for en personlig afvisning som far. Og det er også til at forstå, når ens eget barn med sin handling - med eller uden ord - kommunikerer noget i retning af:

”Jeg vil ikke have dit navn mere, og jeg vil adopteres af en anden mand end dig.”

Det vil for de fleste opleves sårende og sorgfuldt. Og det var også din søns umiddelbare følelse. Og så må der alligevel være sket noget i de følgende år, for det ser ud til nu, at hans sår efterhånden er blevet lægt i en sådan grad, at din søn og dit barnebarn har fået et godt forhold til hinanden. Og det er håbefuldt og godt at læse.

For dit barnebarn er der nok et helt andet perspektiv. Og vi kan ikke vide noget om omfanget og dybden af den smerte eller de dilemmaer, som hun har haft i forbindelse med hendes forældres skilsmisse, da hun var syv år. Det er et barns følelser og et barns tanker og et barns udvikling. Vi kan ikke vide noget om årene før skilsmissen, eller hvordan kontakten har været i årene efter, og hvordan hun har haft det inde i sig selv.

Det virker, som om hun har oplevet, at din søn har svigtet i nogle vigtige år af hendes liv, og at han ikke har været der nok. Og selvom der måske kan findes argumenter, som modsiger det, så er det alligevel hendes mangeårige oplevelser, der tæller stærkest inde i hende selv.

Man kan også lægge vægt på et helt andet perspektiv. Der er rigtig mange skilsmissebørn, som vokser op med papmødre og papfædre, som de måske har et dårligt eller kompliceret forhold til gennem mange år, og som de aldrig rigtig kommer til at få et godt og nært forhold til. Og det kan bidrage til vanskelige ting for den enkelte i det videre livsforløb. Set i det lys er det jo en rigtig god fortælling, at dit barnebarn fik en papfar, som hun har kunnet knytte sig til på en god måde, og som hun i sine vigtige år som barn og teenager har haft som en base sammen med sin mor. Måske er det en del af den positive baggrund for, at hun har ladet sig adoptere af sin papfar. Der kan selvfølgelig også være andre forhold, der spiller ind.

Det er en meget vigtig iagttagelse, at din datter nu har et godt forhold til sin biologiske far, og at de ses, og at der er god kontakt. Måske har det tilkomne oldebarn, som er din søns barnebarn bidraget i den retning?

Dit barnebarn er også voksen nu og er sandsynligvis mere nuanceret og reflekteret end for år tilbage. Så den positive vinkling på historien kan også være, at dit barnebarn og oldebarn har fået endnu flere end de fleste af gode fædre og bedsteforældre, som vil dem det godt, og som bakker op om deres liv og udvikling.

Vi håber meget for dig, at du midt i din forståelige sorg over, at livet ikke helt blev, som du kunne have drømt om for dig selv, din søn og dit barnebarn, at du alligevel kan lægge de gamle følelser og sår til side og lade dem gro sammen igen. Det vigtigste er i sidste instans ikke formalia i forhold til arveforhold og navn. Det vigtigste er relationen. Og her ser det håbefuldt ud, når din søn - bedstefaderen - har indset det og har fået den gode kontakt til sin datter.

Prøv at vise din villighed til det samme over for dit oldebarns mor og forsøg at glæde dig over det, du kan glæde dig over. Det modsatte kan ikke bidrage til noget positivt i jeres familie på nuværende tidspunkt. Prøv at opmuntre din søn til sin rolle som morfar og dit barnebarn til at være mor, og glæd dig over din titel som oldemor til dit lille oldebarn. De svære følelser, som indimellem måske stadig kan dukke op, må du dele med en fortrolig, så de kan luftes lidt og ikke ligge og blokere for alt det gode, som er lige foran dig nu.

Mange hilsener

Annette og Jørgen