Prøv avisen

Voksne forældreløse sørger over tabet af ubetinget kærlighed

Tegning: Rasmus Juul

At miste en forælder er det mest forventelige tab i livet. Alligevel kan sorgen føre til psykisk sygdom, for den følelsesmæssige afhængighed af vores forældre er afgørende for, hvordan vi tager afsked med dem

Vi ved, at det sker. Ofte ser vi det endda komme på lang afstand efter et sygdomsforløb. Alligevel er mange uforberedt på den sorg, der rammer dem, når deres gamle forældre dør.

Det kan undre, at det er sådan, men det kan også have ganske alvorlige konsekvenser, for jo mere uforberedt, man er, jo sværere kan man have ved at forklare, hvis ens sorgreaktion er voldsom. Og jo sværere kan man have ved at forstå, hvorfor omgivelserne ikke anerkender reaktionen tilstrækkeligt. Og det kan i sig selv forværre og forlænge sorgen, siger lektor Maja O’Connor, der er klinisk psykolog på Aarhus Universitet samt seniorforsker ved Det Nationale Sorgcenter.

”Tabet af vores forældre er det mest forventelige tab i vores liv, og det rammer langt de fleste. Derfor trækker vi som samfund lidt på skuldrene, for det er kun ekstremerne og ikke det almindelige, vi interesserer os for. Det har bare vist sig, at selv det almindelige kan føre til en ekstrem reaktion, som vi lige nu ikke er særlig godt rustet til at håndtere,” siger hun.

Men hvorfor er der nogen, der reagerer meget kraftigt på noget, de altid har vidst ville ske? I 5-10 procent af tilfældene endda så kraftigt, at de har brug for professionel hjælp? Forskningen på området er stadig ganske ny, men antagelsen er lige nu, at sorgens væsen grundlæggende er den samme uanset dens årsag, forklarer Maja O’Connor. Det er den enkeltes reaktion på sorgen, der er afgørende. Eller sagt på en anden måde: Det vil ikke give mening at henvise alle voksne, der mister en forælder, til en psykolog, for langtfra alle vil have brug for hjælp. Så hvad er det, der afgør, om hjælp er nødvendigt?

Det har sandsynligvis en hel del at gøre med, hvor afhængig man var af sin forælder – både følelsesmæssigt og praktisk, siger hun. Har man eksempelvis altid haft et meget tæt forhold? Har forholdet været baseret på et stort behov for anerkendelse? Har man haft meget brug for sine forældres hjælp gennem livet? Det har givetvis også noget at sige, om forældrene døde pludseligt og uventet eller ej. Men der er også en kulturel udvikling, der formentlig påvirker afskeden med forældrene.

”Der bliver talt meget om sandwich-generationen i disse år. Altså de mange, der føler sig klemt mellem både at skulle tage sig af deres børn og deres forældre og derfor måske ikke har overskud, tid og rum til at forholde sig ordentligt til tabet. De har for travlt til at give sig selv lov til at være kede af det. Ikke at man bør være særligt ked af det, men det føler de fleste, og derfor kan der opstå skam over ikke at føle mere. Det kan i sig selv være med til at gøre sorgen mere kompliceret,” siger hun.

I den forbindelse kan det voksne barns psykiske robusthed blive afgørende. Måske kan en voldsom sorgreaktion være relateret til den midtlivskrise, mange rammes af i de år, hvor forældrene typisk dør.

Mette Marklund er læge og forfatter til bogen ”Med flaget på halv” om at være i sorg. Hun oplever, at sorgen over at miste en forælder ofte bliver undervurderet – ikke bare af børnene, men også af dem omkring dem. Denne manglende anerkendelse af sorgens styrke kan i sig selv forstærke sorgen, for det er velkendt, at jo flere der hjælper med at bære sorgen, jo lettere føles den, forklarer hun:

”Udfordringen er ofte følelsen af, at ingen rigtig lytter eller forstår. Enten fordi dødsfaldet var ventet, eller fordi de lyttende selv har mistet en forælder og ikke var nær så ramt af sorg.”

Dertil kommer, at den ubetingede kærlighed fra ens forældre er unik. Man mister derfor de perfekte tilskuere til sine succeser og de mest trofaste støtter, uanset hvordan man klarer sig i livet. Og så peger mange af dem, Mette Marklund har talt med om sorg, på, at forældres død i særlig grad gør ens egen dødelighed mere åbenlys, fordi man nu er den næste i rækken. Men den største smerte findes dog i at miste dem, vi gennem vores liv har allermest brug for anerkendelse fra.

”Jeg kan godt blive overrasket over, hvor meget forældres holdninger betyder, selv når man er voksen. Det gælder også i de tilfælde, hvor forholdet til forældrene har været kompliceret, og hvor man måske ikke har fået talt ud. De spændinger vil aldrig kunne blive forløst, når forældrene dør,” siger hun.

Hvordan sorgens væsen mere præcist hænger sammen, er vi godt på vej til at blive klogere på med det forskningsprojekt, som Maja O’Connor lige nu arbejder på. Og det kan meget vel skabe mere lydhørhed og forståelse for en lidelse, der kæmper med ikke at være særlig synlig. Der står ikke et rungende tomt værelse, som når et lille barn dør, påpeger Mette Marklund, og der er ikke et væld af praktiske udfordringer, som når en ægtefælle dør.

Med den nye viden i hænderne kan sundhedsvæsenet på en helt anden og mere aktiv måde få mulighed for at forebygge eller opspore komplicerede sorgreaktioner tidligt i forløbet. Men der er også en bagside, for når vedvarende sorglidelse i løbet af året får sin egen diagnose, er der en risiko for, at nogen får den, som ikke bør have den, og som derfor kan blive fastholdt i den stigmatisering, der kan følge med.

Den risiko anerkender Maja O’Connor gerne og taler åbent om, at der findes to lejre i synet på at diagnosticere sorg. Kritikerne argumenterer for, at man risikerer at sygeliggøre noget, der tidligere blev betragtet som naturligt, og at sorg mest af alt er prisen for at elske nogen. Hendes modargument er, at man med en diagnose og viden har de bedst mulige redskaber til at finde og hjælpe nogle af dem, der ellers ville lide unødigt meget.

”Som klinisk psykolog er det min fornemste opgave at finde dem, der har det skidt, og forsøge at hjælpe dem bedst muligt. Så det er den vej, jeg mener, vi bør gå. Men det skal gøres med omhu. Vi må altid sikre os, at en diagnose gør mere gavn end skade.”