Prøv avisen

Fornemmelsen af at stå til ansvar over for noget, der er større end os selv, er under pres

Illustration: Rasmus Juul

Der hersker ikke længere den store ansvarsfølelse over for det at arbejde. Og ansvaret for familien er i stigende grad forbundet med skyld. Vi har mistet evnen til at sætte vores liv ind i en større sammenhæng, og det er et tiltagende etisk problem, mener teologen Ulrik Nissen i ny Tænkepause-bog

De nyligt overståede overenskomstforhandlinger er egentlig et meget godt eksempel. Igen og igen blev der talt om ret til mere løn, ret til betalt frokost, ret til det ene og til det andet. Men hvad med forpligtelserne? Både til at gøre arbejdet ordentligt og i nogle tilfælde endda gøre lidt ekstra?

Ansvarsfølelsen i forhold til arbejdslivet er på retur og har været det længe, mener Ulrik Nissen.

Han er lektor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet. Han er også aktuel med bogen ”Ansvar”, det nyeste skud på bogserien Tænkepauser, hvor han gør status over, hvordan vores forhold til det store begreb er i dag. Det overordnede svar er: anstrengt. Og det understregede overenskomstforhandlingerne da også, for der er ikke blevet talt meget om ”kald” i debatten, påpeger han.

Heller ikke fra lærerne, som ellers traditionelt har set netop det begreb som en væsentlig del af deres arbejdsidentitet.

”Som teolog har jeg for eksempel en forpligtelse over for mit fag, som rækker ud over min konkrete arbejdsgiver, og som mere er rettet mod den lange tradition, teologien er en del af. Jeg føler mig også forpligtet over for samfundet i forhold til at tænke en række problemstillinger igennem, aktualisere og formidle dem til omverdenen og skabe debat. Det gør jeg gerne, for jeg føler det som en del af mit kald som teolog,” siger han og beklager samtidig, at han efterhånden tilhører et mindretal med det synspunkt.

”Det er en generel tendens, at de fleste i dag bliver i et job, så længe de føler sig værdsat og udviklet. Der er ikke mange, der bliver ud fra en tanke om, at det er deres forpligtelse ikke bare at løbe af pladsen, og det mener jeg – ud fra et ansvarsetisk synspunkt – er en problematisk og bekymrende udvikling. For når lærere, men også eksempelvis politikere og forskere mister fornemmelsen af at være drevet af noget, der er større end dem selv, mister vi som samfund noget helt centralt og dyrebart.”

For bedre at forstå, hvad der er på spil, må man også forstå, hvad ansvar og ansvarsetik er for størrelser. Det sidste er en relationsbaseret forståelse af etikken, som er vokset frem i løbet af det 20. århundrede med især tænkere som Max Weber og Dietrich Bonhoeffer som bannerførere. De var utilfredse med, at nytteetikken og pligt-etikken stod for meget alene, når man skulle prøve at forstå og forklare, hvordan vi etisk kan retfærdiggøre de ting, vi gør. Det, der manglede, var hensynet til omgivelserne.

Tager man eksempelvis en mand, der ønsker hjælp til at begå selvmord, vil man traditionelt forsvare hans ret til det ved at sige, at det er det enkelte menneskes selvbestemmelse over eget liv, der er altafgørende, forklarer Ulrik Nissen. Det er en pligt-etisk tankegang, som forudsætter, at mennesket er rationelt og kan tage afklarede beslutninger. Men der vil ansvarsetikeren mene, at det ikke er nok, for ethvert menneske indgår i livssammenhænge, hvor andre mennesker bliver berørt af så voldsom en beslutning. Derfor er det kun en etisk forsvarlig handling, hvis manden har taget højde for de pårørendes reaktioner.

Når denne tankegang ikke fylder mere i den etiske debat, er det især på grund af individualiseringen af samfundet og den medfølgende fokus på rettigheder, mener Ulrik Nissen Det har skabt den udbredte holdning, at det er for stor en byrde at løfte det ekstra ansvar, det er altid at tage højde for andres reaktioner på det, man gør. Så er man jo i mindre grad herre i eget hus. Og så melder spørgsmålet sig uvægerligt: Hvem er så herre over vores hus? Hvem er det – i sidste instans – vi står til ansvar over for? Og her har den generelle afkristning af samfundet indsnævret mulighederne for at finde et svar, der giver mening.

”Vores virkelighedsopfattelse er jo nærmest blevet tømt for den der yderste horisont,” siger teologen. ”Eller, den er måske nærmere blevet lagt ind i den konkrete virkelighed, vi kan erfare. Dermed er den yderste horisont blevet vores kollega. Eller en bundlinje. Eller en karrieremulighed. Og den eksempelvis en journalist – i sidste instans – mener at stå til ansvar overfor, er chefredaktøren eller avisens læsere. Kaldstanken og forpligtelsen over for begreber som oplysning og kontrol med magthaverne er på retur.”

I det hele taget er det påfaldende, hvor lidt ansvarsetikken fylder i den etiske tænkning i forhold til, hvor meget begrebet ansvar fylder i den generelle debat, påpeger Ulrik Nissen. Der er ikke den politiker, som ikke fremhæver sig selv som særligt ansvarsfuld. Alle partier vil gerne opfattes som ansvarlige. Virksomheder markedsfører sig selv i stigende grad som socialt ansvarlige. På den måde er det at tage ansvar særdeles attraktivt, men der mangler en refleksion over, hvad ansvar egentlig er. Især når man tænker på, at vores ansvarsfølelse generelt er så trængt, som den er.

Der er ganske vist også områder af livet, hvor vi er blevet mere ansvarsbevidste, mener han. Det gælder ikke mindst i forhold til børns opvækst, hvor mange endda mener, at ansvarligheden for ofte kammer over i curling-opdragelse. Det vil sige, at forældrene tager så meget ansvar, at de fjerner enhver forhindring på deres børns vej og dermed gør dem en bjørnetjeneste. Det er naturligvis mest positivt med den øgede fokus på hjemmelivet, men her løber mange ind i ansvarsetikkens bagside, nemlig skyldfølelsen over aldrig at kunne være ansvarlig nok. Man er ikke nok sammen med børnene, sætter ikke pris nok på ægtefællen og har ikke overskuddet til at holde venskaber ved lige.

Det gode er, at skyld kan få os til at handle i en retning, der får os til at føle mindre skyld, siger Ulrik Nissen. Dermed bliver skylden en etisk tilskyndelse til at søge mere balance i livet. Realiteten er bare, at det langtfra altid er sådan, det går. Stadig flere går ned med stress. Hvert andet ægteskab bliver brudt. Antallet af mennesker med psykiske lidelser er stigende, og hele den udvikling kan man se som udtryk for, at vi generelt er blevet mindre ansvarsbevidste – eller dårligere til at håndtere det ansvar, der følger med at arbejde, at være i et forhold, at være til.

”Det er der en række strukturelle forklaringer på, men først og fremmest er vores evne og vilje til at håndtere livets lidt tungere opgaver blevet ringere. Vi er blevet for optaget af selvudvikling og en higen efter det gode liv, vi føler os berettiget til. Vi har samtidig mistet det store perspektiv: at vi står til ansvar over for noget, der er større end os selv. At det at være menneske indebærer en forpligtelse til at underordne sig en større mening.”