Han syner ikke af meget, som han står der midt i stuen og rækker hånden frem til et pænt goddag. Men man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene – det er 92-årige Kai Andersen et levende bevis på.
For selvom fysikken ikke længere er, som da han i fordums tid sejlede verdenshavene tynde som kaptajn for rederiet Lauritzen, fejler stedet, hvorfra de kække bemærkninger og skarpe betragtninger udgår, intet.
Det er dog ingen selvfølge, at Kai Andersen i dag kan sidde og fortælle i den lyse, bløde sofa på Bøstrup Præstegård på Langeland. For et halvt års tid siden blev han erklæret terminal som følge af en kræfttumor på den ene nyre. Lægerne gav ham ikke mange uger at leve i, og hans dengang 35 kilo magre krop synede ikke af noget, der var foreneligt med liv. Alt pegede på, at den tidligere kaptajn med 58 års sejlads bag sig skulle ende sin sidste rejse på hospitalet.
Men sådan kom det ikke til at gå. For et bekendtskab, Kai Andersen havde gjort sig et halvt års tid tidligere, kom ham til undsætning.
I 2014, da Marianne Volf Andersen netop havde gjort et skrivearbejde færdigt i samarbejde med sin morbror, den kendte digterpræst Johannes Møllehave, besluttede hun sig for at kaste sig ud i noget nyt. Med bopæl i Aarhus, men en del arbejde i København, var hun vant til storbylivet, men lysten til at arbejde med litteratur som uddannet cand.mag. i dansk og psykologi i udkanten af Danmark hev i hende.
Det blev på Langeland, Marianne Volf Andersen fandt det sted, hvor hun håbede at kunne leve sin drøm ud. Den 400 kvadratmeter store Bøstrup Præstegård tæt ved Tranekær stod tom, og uden lang betænkningstid lejede hun stedet.
Kort tid efter havde Marianne Volf Andersen i samarbejde med sin mor fået stablet foreningen Møllehavehuset – opkaldt efter morbroderen – på benene. Her holdes der nu hver tredje søndag salon med spændende foredragsholdere inden for litteratur, kunst, musik og samfundsforhold.
Men ud over salonerne har Marianne Volf Andersen fra dag ét haft det som ambition, at hendes hjem skulle stå åbent for en bred vifte af mennesker. Således er hendes fætter Mikkel Møllehave, der efter et alvorligt trafikuheld for mange år tilbage har haft nogle udfordringer, også flyttet ind på præstegården.
”For mig giver det mening at åbne mit hjem for mange forskellige mennesker. Livsformen har jeg oplevet i Sønderho Præstegård på Fanø, hvor min tante Elsi og min onkel Hans var præstepar i en livsalder. Han havde været dansk præst i New York, og de valgte at slå sig ned i det lille øsamfund på Fanø. Alle mine barndoms somre forbinder jeg med livet og oplevelserne i præstegården. Det var et levende og inspirerende fællesskab, som kunne rumme det hele,” siger Marianne Volf Andersen.
”Johannes og Herdis (Møllehave, red.) har også alle dage haft et åbent hjem, og især årene i Virum husker jeg for mødet med mange spændende og lidt skæve mennesker. Også mit eget barndomshjem var præget af åbenhed. Vi var fire søskende, og vi havde altid et hav af kammerater med hjem, og ad to omgange lukkede mine forældre hjemmet op for plejebørn” fortæller hun.
Det var 58-årige Marianne Volf Andersen, som var det bekendtskab, Kai Andersen gjorde sig for godt et års tid siden, da han tog til søndagssalon i Møllehavehuset.
”Jeg havde mistet min samlever, Rita, og da jeg havde været alene et års tid, så tænkte jeg, at jeg ville have godt af at komme lidt ud, for det kunne jo ikke nytte, at jeg bare sad og kukkelurede. Så jeg tog til salon. Men jeg havde læst forkert. Så i stedet for klokken 15 kom jeg klokken 14. Men så inviterede Marianne mig bare ind på frokost,” fortæller Kai Andersen og ser over på Marianne Volf Andersen, der tydeligt husker deres første møde, hvor de to spiste frokost sammen med hendes mor og Johannes Møllehave.
”Jeg kan huske, at du fortalte os, at det var tre uger siden, du sidst havde talt med et andet menneske, og at du, da du skulle ringe rundt og fortælle, at Rita var død, oplevede, at de første tre, du prøvede at ringe til, var døde, og at den fjerde ikke vidste, hvem du var,” siger hun henvendt til Kai Andersen, der begyndte at møde fast op til søndagssalonerne og lærte nye mennesker at kende.
Sidste efterår dukkede han imidlertid pludselig ikke op, og Marianne Volf Andersen blev bekymret. Og med god grund, for det var på det tidspunkt, at Kai Andersen var blevet alvorligt syg og kort efter fik beskeden om, at han ikke havde mange uger tilbage at leve i.
Den besked fik hende og fætteren Mikkel Møllehave til at tage en hurtig beslutning.
”Vi blev enige om, at Kai skulle hjem og bo hos os. Prognosen var dårlig, og vi havde hjemme- og sygepleje seks gange i døgnet. Men pludselig tog det hele en ny vending. Kai begyndte at tage på i vægt og begyndte at komme op og ind i stuen. Han kom til måltiderne, og når kræfterne var til det, ville han gerne deltage i søndagssalon. Ja, han har taget fusen på læger, sygeplejersker og alle andre,” siger Marianne Volf Andersen.
At nogle få uger indtil videre er blevet til et halvt år, glæder hun sig over. Og adspurgt om hun ikke indimellem tænker, at hun har taget munden for fuld og føler det som en belastning, at der er kommet en 92-årig beboer i huset, er hun klar i mælet.
”Jeg føler mig bare heldig. Det er virkelig en gave, at jeg er dumpet ned her. Hvad skal jeg bruge 400 kvadratmeter til helt alene? Hvis man har tid og plads, og jeg har nok af begge dele til at prøve at få sådan noget her til at fungere, så tror jeg på, at det fører noget godt med sig,” siger hun.
Ilden i brændeovnen knitrer. Trods årstiden er den tændt, for Kai Andersen kan godt lide det lidt varmt. Hunden, Oskar, der indimellem kigger forbi, omtaler han som ”vores”, og han er meget opmærksom på, at avisens udsendte har kaffe i koppen og wienerbrød på tallerkenen.
Han er tydeligvis taknemmelig for, at han som 92-årig har fået et nyt hjem, hvor han ikke skal være alene mange timer hver dag, og hvor han har sin frihed.
Hans store skræk er en plads på plejehjemmet. Der endte hans elskede Rita, fordi hun til sidst var så dement, at han ikke længere kunne have hende hjemme.
”Jeg vil aldrig på plejehjem. Al din personlighed forsvinder. Du bliver frataget alt. Hvis jeg en dag kunne tænke mig at få brunkål og flæsk. Jamen, det bestemmer jeg jo ikke. Jeg har ikke noget som helst at skulle have sagt. Men det er ikke personalets skyld. De er jordens engle og gør alt, hvad de kan. Men de er begrænset af alle mulige regulativer,” siger han og fortsætter;
”Jamen se, hvor jeg er nu – det er jo et smørhul. Marianne spørger: ’Hvad skal vi tage til aftensmad i dag?’, og så siger jeg: ’Skal vi ikke tage en gang laks med flødekartofler?’. ’Jo, det kan vi godt,’ siger hun, og så får vi det. Og hvis jeg vil sove til klokken 10 om formiddagen, så kan jeg bare gøre det. På plejehjemmet begynder de at rykke folk ud af sengen klokken seks, uanset om du vil det eller ej,” siger han.
”Du kan da godt se, at sådan en som mig – ja, undskyld, jeg fremhæver mig selv – som nogenlunde kan bruge hjernen, ikke kan finde sig i at blive lukket inde i en boks, bare fordi mit legeme ikke kan magte forskellige ting.”
Marianne Volf Andersen fortæller, at hendes 92-årige bofælle er kommet på idéen om en adoptionsordning for gamle mennesker, således at familier med overskud kan tage en ældre person i deres hjem og lade vedkommende bo der. På den måde vil de gamle føle, at de stadig kan bruges til noget. Kai Andersen tager en bid af sit wienerbrød, mens han lytter.
”Ja, men den ordning skulle der nu nok alligevel være nogle, der fandt ud af at udnytte økonomisk,” konstaterer han tørt uden at se op.
Men det er netop følelsen af at have en betydning for fællesskabet, der betyder noget for mennesker, understreger Marianne Volf Andersen.
”Det er Kai, der sidder og kigger reklamer og finder gode tilbud, når der skal handles ind. Han har lige givet alle vores havemøbler olie, og hele gårdhaven har været hans projekt, som han har ordnet i sit helt eget tempo. Den er blevet så hyggelig. Du har nærmest været vores havearkitekt,” siger hun til ham.
”Ja, jeg har gået og puslet i gårdhaven. Det ville jeg heller ikke kunne på et plejehjem. Der ville jeg bare sidde og se ud ad vinduet,” siger han.
På et tidspunkt lyder en ringetone fra hans bukselomme. Han fisker en mobiltelefon op.
”Den er jeg nødt til lige at tage,” siger han.
Nogle minutter efter er han færdig. Det var en ven, der ville høre, om han ville med ud på en køretur senere på dagen. Og det vil Kai Andersen selvfølgelig gerne.
”Jeg ved godt, at jeg bagefter er legemligt træt. Men så kan jeg jo bare gå ind og lægge mig,” siger han og peger hen på døren ind til sit værelse.
Marianne Volf Andersen, der arbejder som kulturmedarbejder i Langeland Kommune, affejer det elegant, hver gang vi nærmer os snakken om, at hun er et af den slags overskudsmennesker, som gør alvor ud af de gode intentioner, mange nok har, men sjældent får ført ud i livet.
”Vores bofællesskab bygger i høj grad på tillid. Vi er meget forskellige; Kai, Mikkel og jeg, men vi bidrager med noget forskelligt hver især. Hvis folk nogle gange siger: ’Nej, hvor er det flot, det du gør,’ så siger jeg: ’Nej, ved du hvad, det er ikke flot. Det er faktisk kommet meget naturligt. Det er kommet sig af, at vi har pladsen og tiden.’ Og Kai var jo aldrig kommet til at bo her, hvis ikke vi havde holdt salon,” siger hun.
Den senest ankomne beboer på Bøstrup Præstegård føler også selv, at han har sin plads i det nye bofællesskab.
”Jeg synes, at jeg går godt ind i fællesskabet, og det betyder da altid noget for et fornuftigt menneske at kunne yde noget til fællesskabet,” siger han.
”Vil du ikke se mit værelse? Det kunne jeg da godt tænke mig at vise dig,” siger Kai Andersen mellem to mundfulde kaffe.
Vi går ind i et lille værelse, der har udsigt til gårdspladsen, så han kan holde øje med, hvem der kommer på besøg. Han sætter sig i sin lænestol og rækker ud efter sine cd’er på reolen ved siden af.
”Kai elsker at høre musik. Og han spiller højt. Men så er det godt, at huset er så stort,” smiler Marianne Volf Andersen, mens Kai Andersen har taget briller og forstørrelsesglas i brug for at finde den sang, han vil spille for avisens udsendte.
”Det er nummer fire,” når han lige at sige, inden et stykke romantisk instrumentalmusik drøner ud fra højttalerne på miniatureanlægget.
Han lukker øjnene og nynner med.
På reolen står flere fotos i rammer. Et af ham selv og Rita, inden hun blev syg, og et sort-hvidt, hvor han står på en strand iført shorts og kasket. Det er taget under Anden Verdenskrig på en af hans mange sejlture. Kai Andersen har oplevet meget, da han sejlede verden rundt, og han er ikke nærig med historier og anekdoter fra dengang, fortæller Marianne Volf Andersen.
Men hvordan er det for en tidligere kaptajn, der har været vant til at sætte kursen, at flytte i bofællesskab som 92-årig og skulle indrette sig efter andre og gå på kompromis?
”Du plejer at sige, Kai, når nogen spørger dig, at det er som at have kommandoen over en flok arabere. At du skal have en pistol i hver lomme for at styre os,” siger Marianne Volf Andersen grinende.
”Jo, jeg har kommandoen. Jeg kan da godt styre dem,” siger Kai Andersen med et skævt smil.
For Marianne Volf Andersen, der for fem år siden aldrig havde drømt om, at hun skulle bo med sin 10 år yngre fætter og en 92-årig tidligere kaptajn, har det ikke været svært at skulle dele sit hjem med andre.
”Da jeg startede på at læse dansk i 1977, hadede jeg gruppearbejde. Det var så langsommeligt og besværligt. I dag laver jeg ikke andet end gruppearbejde. Også herhjemme. Vi kan noget forskelligt og bidrager med det. Respekten for, at vi er forskellige, er vigtig. Vi kunne ikke løfte det, vi gør, hvis ikke alle bidrog,” siger hun.
Kai Andersen skal have et lille hvil, inden han skal ud på køretur. Hans sygdom er ikke væk. Det ved han godt, og som han siger: Ingen kender dagen, før værtshuset lukker. Men lige nu nyder han tydeligvis sit liv.
”Jeg har det rigtignok godt. Ser jeg måske ikke sådan ud? Jeg har ikke tårer i øjnene, og jeg ville være et skarn, hvis jeg var utilfreds, for jeg mangler jo ingenting.”