Vores datter er så vred på os, at vi ikke har kontakt til vores barnebarn

En uforståelig vrede har i årevis præget Benedictes relation til hendes voksne datter. Nu går det også ud over forholdet til datterens yngste barn

Man elsker nu engang sine børn, også selvom man ikke altid bryder sig om det, de gør. Uanset hvad, hun selv måtte synes, hun har af grunde, synes jeg ikke, at hun kan være bekendt at opføre sig sådan over for os eller sine børn, og jeg tænker, om man mon må være skuffet over sine egne børn? skriver Benedicte til Spørg om livet.
Man elsker nu engang sine børn, også selvom man ikke altid bryder sig om det, de gør. Uanset hvad, hun selv måtte synes, hun har af grunde, synes jeg ikke, at hun kan være bekendt at opføre sig sådan over for os eller sine børn, og jeg tænker, om man mon må være skuffet over sine egne børn? skriver Benedicte til Spørg om livet. . Foto: Nima Stock.

Kære brevkasse

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

En gang om ugen kommer jeg og henter mit barnebarn i vuggestuen. Han er en lys dreng, som jeg er farmor til. Det samme sted er der også en sød fyr med mørke krøller. Ham er jeg mormor til, men det ved han ikke. Kan I forestille jer det? Hans mor, min datter, vil nemlig ikke have noget med mig eller min mand at gøre, og sådan har det været i mange år.

Jeg var enlig de første år, og hendes far ville ikke involveres. Efter et par år mødte jeg min nuværende mand, og vi fik også en søn sammen. Min datter var dejlig, udviklede sig fint og blev opfattet som et harmonisk barn. Da hun var 15 år, skete det, at en jævnaldrende ven i kvarteret begik selvmord. Ingen af os var vist gode til at tackle den rystende situation. I den efterfølgende tid var det, som om vores datter skiftede karakter, blev obsternasig og utilfreds, men hun var også i teenageårene og havde gang i mange ting.

Efter et efterskoleophold ville hun hurtigt flytte hjemmefra, og det hjalp vi hende med. Indimellem havde vi også gode stunder. Hun havde kontaktet sin biologiske far, og han blev pludselig sat op på en høj piedestal, og min mand blev lige til skrotpladsen og nedladende omtalt. Efter et års udlandsrejse hvæsede hun med vred stemme, at vores forhold var så dårligt, at det ikke kunne blive værre. Jeg blev både forskrækket og ked af det og foreslog, at vi fik hjælp. Hun gik faktisk hos en terapeut, fortalte hun – og om ville jeg være med?

Jeg vidste intet om terapi. Vi gik der nogle gange hos en lærerinde, der havde taget nogle weekendkurser i gestaltterapi. Hun gav knus til min datter. Allerede første gang følte jeg mig anklaget. Udgangspunktet var, at hvis min datter havde det skidt, så var det min skyld. Det var indimellem helt grotesk, hvad jeg blev beskyldt for. Engang under forløbet sagde min datter til mig: ”Jamen, du har jo gjort det så godt, du kunne – hvordan kan jeg så være så vred på dig?”. ”Næh,” sagde terapeuten til hende, ”nu må du ikke glemme, hvor vred du er.” Den lektie fik hun sandelig lært, skal jeg love for. Hendes vrede holder vist aldrig op, og når nu jeg er sådan et fjols, har hun da ret til at slynge sin vrede i hovedet på mig, ikke? Det er næsten, som om hun er stolt over, hvor vred hun kan blive.

Vi er en ulykkelig familie. Foruden den lille på to år, som jo slet ikke kender os, er der en dreng og en pige i teenagealderen, som vi har kontakt med. Den store fortæller, at hun ingenting forstår. Hun ville så gerne, at vi alle kunne samles, men ved også, at det er urealistisk.

Jeg har prøvet at skrive til min datter og gjort mig umage for at lytte på, hvad hun er utilfreds med. Hun har derefter remset op, hvad der var i vejen med mig og sagt: ”Du skulle tage det som en gave – for jeg giver dig en enestående chance for at se, hvor håbløs du er, så du kan begynde at udvikle dig og lære at sige undskyld for, hvordan du er.” Det er næsten komisk, hvis det ikke var så sørgeligt. Nu nøjes jeg med at skrive en fødselsdagshilsen, for hun er jo dog stadig min datter.

De første år var jeg meget ulykkelig. Det er anderledes nu. Vi har måttet erkende, at det er sådan, det er. Man elsker nu engang sine børn, også selvom man ikke altid bryder sig om det, de gør. Uanset hvad, hun selv måtte synes, hun har af grunde, synes jeg ikke, at hun kan være bekendt at opføre sig sådan over for os eller sine børn, og jeg tænker, om man mon må være skuffet over sine egne børn?

Desværre er der nok ikke så mange råd at give. I denne smertefulde proces har vi lært os at være mere glade og taknemmelige for det, vi har. Jeg vil ikke være bitter. Vi har heldigvis et godt forhold til vores søn, svigerdatter og deres børn.

Venlig hilsen

Benedicte

Kære Benedicte

Tak for din smertefulde fortælling, som vi har forkortet. At være uden kontakt til sine børn er noget af det sværeste, men der kan komme tidspunkter i ens liv, hvor man på trods af smerten må forsøge at bevare sit eget livsmod. Kærlighed til ens børn, tror vi ikke, forsvinder. Det er jo derfor, man lider. Men når forholdet er så fyldt af en mangeårig og uophørlig vrede, som måske endda er støttet og opmuntret af en inkompetent terapeut, så må man beskytte sig selv og bevare de gode relationer til dem, som det er muligt at snakke med. Og dem er der heldigvis nogen af i dit liv, kan vi forstå. Vi tror ikke, at du i nuværende situation kan gøre så meget mere, end det du har prøvet af breve og forsøg på dialog. Til fødselsdagene og måske til jul kan du skrive, at hendes familie altid er velkomen, og har hun spørgsmål eller ting, som hun gerne vil dele, er hun også velkommen.

Vi ved ikke, hvor al hendes vrede kommer fra. Det kan være både genetiske og psykologiske faktorer, og naturligvis har hun haft andre oplevelser i sit liv end hendes bror. Hun har som meget lille oplevet, at hendes far ikke ønskede kontakt med hende. Vreden mod ham har måske vendt sig til idyllisering. Det ses.

Samtidig kan man ikke, når man bliver et voksent menneske, blive ved med at bo i vreden. Det er der ingen forløsning ved på den lange bane. Det troede den uprofessionelle terapeut måske. Vrede kan være godt som hjælp til afklaring og selvrespekt, men hvis den ikke bearbejdes og giver øget indsigt, er den en barriere for sunde fællesskaber og moden udvikling.

Så er der det med dit lille barnebarn med krøller. Vi synes, du skal snakke med afdelingslederen i dine børnebørns børnehave i al fortrolighed og bede om hjælp til, hvordan det skal tackles. Allermest for barnebarnets skyld. Dit barnebarn kan pludseligt opdage, at der er noget, som han er blevet holdt uden for, og han vil måske på den lidt længere bane føle sig bedraget, at han har gået i uvidenhed om sin mormor, selvom hun var der ganske ofte. Alle har ret til at kende sin familie, uanset om der er vanskeligheder eller ej.

I den kommende tid må du og din mand prøve at være der og gøre gode og glædelige ting med dem, som I har kontakt med. Det kan holde livsmodet oppe, selvom sorgen vandrer med. I må prøve at arbejde hen imod en indre forsoning med livets barske omstændigheder og finde glæde og lysglimt undervejs.

Mange hilsener