Højskolevenner: Vores snakke handler aldrig bare om vind og vejr

Da Lorens Hedelund i 1968 tog til Pakistan som missionær, mødtes hans gamle højskolevenner i Danmark for at støtte op. 50 år senere holder det fællesskab stadig og er blevet til en udvidet familie

75-årige Lorens Hedelund blev del af et unikt fællesskab, da han blev missionær. Til at begynde med var det et værdifællesskab på afstand, men de seneste 40 år er det nærmere blevet et tæt familiefællesskab. Her ses nogle af medlemmerne til den årlige sommerudflugt. Lorens Hedelund er fotografen. – Privatfoto.
75-årige Lorens Hedelund blev del af et unikt fællesskab, da han blev missionær. Til at begynde med var det et værdifællesskab på afstand, men de seneste 40 år er det nærmere blevet et tæt familiefællesskab. Her ses nogle af medlemmerne til den årlige sommerudflugt. Lorens Hedelund er fotografen. – Privatfoto.

Jeg voksede op i et meget stærkt fællesskab i KFUM/K i Kolding. Her var det i 1960’erne skik og brug at tage på Haslev udvidede Højskole efter endt uddannelse, og det gjorde jeg også. Det kom til at forme mit liv på mange måder.

Først og fremmest mødte jeg min kone Aase. Og en stor flok herlige mennesker, som skulle blive mine venner for livet. Begge dele kom til at påvirke min livsbane, for det var Aases fætter, der foreslog, at Aase og jeg blev missionærer i Pakistan.

Han var næstformand i Dansk Pathanmission og fortalte, at der var brug for os på en mobil lægeklinik, og vi besluttede os for at tage af sted i 1968. Min kone skulle være laborant, og jeg skulle læse islam, kultur og sprog på universitetet i Peshawar.

Da vi var kommet godt på plads, var der 12-14 af vores højskolevenner, som besluttede sig for at støtte op omkring vores projekt. De begyndte at mødes for at læse de breve, vi sendte hjem, tale om situationen i Pakistan og hjælpe med at samle penge ind til det meget lille missionsselskab, vi var udsendt af. Aase og jeg begyndte at mødes med gruppen, når vi var hjemme på besøg cirka hvert tredje år.

Deres opbakning blev uvurderlig. Det er svært at sige, hvad der var sket, hvis de ikke havde været der, men vi var jo langt hjemmefra på en vanskelig opgave i et fremmedartet land, og derfor var det virkelig værdifuldt at have så mange, der fulgte os så tæt gennem alle årene. Det var da også helt naturligt, at vi blev en aktiv del af deres gruppe, da vi vendte tilbage til Danmark i 1979.

Lige siden har vi mødtes alle sammen en gang om måneden. Plus en årlig sommerudflugt. Det foregår altid på samme måde: Vi mødes klokken 16, spiser sammen, synger fra Højskolesangbogen og ordner verdenssituationen. Både den nære og den fjerne, men mest den fjerne. Det er jo den, vi alle har været optaget af, og det – samt vores kristne livssyn – som vores værdifællesskab byggede på. Hvert møde sluttes med et enkelt af Vægterversene og Fadervor.

Med årene har vores fællesskab fået karakter af at være en udvidet familie. Vi deltager i hinandens mærkedage: sølvbryllupper, guldbryllupper, runde fødselsdage og den slags. Vi følger hinandens private liv tæt og deler både glæder og sorger. Jeg har været del af mange fællesskaber i mit liv, heraf flere sekulære, men dette er noget helt særligt, fordi vores grundlæggende værdier overlapper hinanden. Og fordi vi har været så tætte vidner til hinandens liv så længe. Vores snakke handler aldrig bare om vind og vejr.

Jeg har opdaget, at jo ældre jeg bliver, jo mere betydningsfulde bliver mine netværk. Jeg kan ikke undgå at høre om de mange på min alder, der føler sig ensomme og måske også forladte. Det er noget af det, vores fællesskab holder fra døren. Jeg ved altid, at jeg er del af en større sammenhæng. At der er nogen, som kender mig godt, som følger mig og holder af mig.

I dag er vi 13 i fællesskabet. Vi er blevet geografisk spredt over hele landet, og alle lever jo deres eget liv, men fremmødeprocenten til hvert møde ligger omkring 75, tror jeg. Det har den gjort alle årene, og det vidner jo om, hvor meget vi sætter pris på det, vi har sammen.