Prøv avisen
Spørg om livet

Vores svigersøn skriger ad børnene og er unødig hård – hvad skal vi stille op?

Anna-Maries svigersøn er efter hendes mening unødig hård mod børnene. – Model Foto: Shutterstock/Iris/Ritzau Scanpix

Anna-Marie har det svært med sin svigersøn. Navnlig går det hende på, at han er for hård ved sine børn, men hvad stiller hun op?

Kære brevkasse

Vi har to børn, hvoraf den ene er gift og har børn. Vi har aldrig været vild med vores svigersøn, men har virkelig prøvet at acceptere ham. Kemien passer bare ikke, og det er vel, som det er. Min datter kan godt fornemme, at vi ikke rigtig kan lide ham, men hvem siger, at man altid skal kunne lide sine svigerbørn.

Når vi er på besøg, er vi høflige og venlige, men afslappet er det aldrig. Vi hjælper, hvor vi kan, og prøver at være gode bedsteforældre uden at blande os. Børnene er nogle gange på ferie hos os, selvom det ikke er så tit, da vi bor langt fra hinanden, og de skal altid så meget, og så får de lov til næsten alt.

Tilsyneladende har min datter og ham det godt med hinanden, og det er hovedsagen. Over for os er han som en flink fyr, når han er i godt humør, og arrogant og respektløs, når han er stresset og i dårligt humør.

Der er dog én ting, jeg har utrolig svært ved at acceptere. Han tugter sine børn. Jeg har overværet mange episoder, hvor han skriger ad dem og skælder dem ud på en fuldstændig brutal og unødig hård måde. Det er bagateller, de har ”begået”. Mange gange er de bare kommet til det. Han mangler simpelthen social intelligens eller at kunne sætte sig i børnenes sted. Han laver scener, hvor det er unødvendigt, og er enormt kontrollerende over for børnene.

Det er søde, velopdragne og intelligente børn, og jeg forstår ikke hans overreak- tion. Det ender som regel med, at børnene bliver kede af det, ryger op på værelset, og stemningen er ødelagt. Der var engang, jeg sagde noget til ham, og så undskyldte han dagen efter. Jeg sagde også noget til min datter, og jeg kunne se, at det ikke faldt i god jord, og hun nærmest skammede sig over sin mand. Jeg kan godt se, at hun er i midten af alt det her.

Jeg tror ikke, at jeg selv ville acceptere, at min mand var sådan over for vores børn. Jeg kan se, at det også er svært for min datter, og hun prøver nogle gange at tage episoderne i opløbet, men det lykkes ikke altid.

Ifølge hans mor har han været en sød, normal dreng, men et eller andet må have gået skævt. Jeg ved ikke, om hun måske aldrig har overværet hans udbrud, eller hun bare lukker øjnene. Min mand mener, at han har autistiske tendenser. Et af børnene har fået konstateret det i mild grad.

Vi har et godt, men ikke et tæt forhold til vores datter. Hun fortæller mig meget udvalgte ting fra familien og ikke noget negativt. Min svigersøns familie har lettere adgang til familiebesøg og kan bare droppe ind. Hvis jeg skal være ærlig, så smerter det mig som mor, men det har jeg efterhånden accepteret. Der er sikkert også noget hos mig, der irriterer min datter.

Vi ses ikke så tit, og jeg er nervøs før hvert besøg. Jeg er nok noget nervøst anlagt med tendens til angst. Når vi er på besøg, er jeg på vagt, om der er optræk til en ny episode, og efterhånden kan jeg næsten ikke klare det, for jeg bliver meget ked af det.

Jeg tror også, at min nervøsitet stammer fra min egen opvækst. Jeg fik selv en meget streng opdragelse. Jeg har arbejdet meget med mig selv og mit selvværd og har accepteret, at det ikke bare kan kureres væk. Jeg vil bare ikke, at mine børnebørn skal igennem det samme som mig.

Jeg har hørt fra anden side, at min svigersøn går eller har gået i terapi, men spørgsmålet er, om det hjælper, fordi jeg tror, at han i grunden ikke mener, at der er noget i vejen med ham. Kan eller skal jeg gøre noget, eller skal jeg bare holde mig tilbage?

Venlig hilsen

Anna-Marie

Kære Anna-Marie

Tak for dit brev. Det er ikke en enkel situation, I står i som bedsteforældre. Vi forstår inderlig godt, at det smerter dig, når du hører, at din svigersøn råber ad sine børn, og når han forekommer urimelig hård. Når han gør det, når I overværer det, kan det bekymre, hvordan han er, når der ikke er gæster.

Det er i orden at opdrage sine børn. Men desværre sammenblander en del voksne det at opdrage med at råbe eller snakke nedgørende til børn. Opdragelse er at sætte naturlige og gode grænser. Men at råbe ad eller til sine børn har ingen funktion, hvis de ikke befinder sig i en akut overhængende fare. Hvilke voksne ville kunne lide at blive råbt ad?

Det kan forekomme, at man også som ægtefæller har noget at sige til den anden, som kunne gøres anderledes eller bedre, men hvis det blev råbt til os i en nedvurderende tone, ville vi sjældent opleve os motiveret til at ændre på tingene. I stedet ville vi blive kede af det, sårede, vrede eller beskytte os ved at lægge afstand. Så råben og skrigen hører ingen steder hjemme.

Det er rigtig svært at blande sig i sine børnebørns opdragelse. Men du skriver, at du en gang har oplevet, at du sagde noget til det, og at din svigersøn kom efterfølgende og bad om undskyldning, og din datter reagerede også med en form for skam. Måske går det derfor an at være lidt mere frimodig i en rolig og relevant sammenhæng at fortælle, at det gør dig meget ondt, når disse ting opstår.

Du kan jo fortælle om din egen opvækst og sige, at du nok er ekstra opmærksom på det, fordi du selv oplevede det som barn som noget meget smertefuldt; noget, som har kastet lange nervøse skygger ind over dit liv, og at du nok er blevet ekstra sensitiv og opmærksom på, hvordan man snakker til børn.

Sig samtidig, at I ikke ønsker at bestemme, hvad der konkret skal gøres i stedet, men at I havde lyst til at spørge, om det måske var en idé at møde børnene på anden måde – ikke mindst ham, der har fået milde autistiske træk. Sig, at netop hans særlige udfordring ligger dig og jer meget på sinde, og at man nok skal møde ham med mere ro og forudsigelighed, også når han har gjort ting, der ikke er så hensigtsmæssige.

Måske kunne du også snakke alene med din datter om deres forhold til deres børn – ikke så du totalkritiserer din svigersøn, for han kan også have mange andre sider. Men vær spørgende om, hvorvidt de kunne møde børnene på en mere rolig måde. Du skriver, at I ikke har så fortroligt et forhold, men måske kan det kun ændres ved netop at være fortrolig og vove at være personlig uden at være nedvurderende. Det er ikke en enkel kunst, men værd at forsøge.

Du skriver, at du altid er ængstelig, når I skal på besøg, og at din svigersøns familie kan komme mere frit og tilfældigt. Måske fornemmer jeres datter, at I ikke er så vilde med hendes mand, så det kan være, at hun også er anspændt og urolig. Måske kan hun godt se nogle ting selv, og samtidig vil hun sikkert også gerne beskytte det, hun har.

Vi kan læse, at du prøver at se og acceptere, at tingene ikke altid er så enkle eller ideelle. Det er jo realiteterne. Men prøv samtidig at være frimodige og naturlige både i forhold til at besøge og i at henvende jer både til jeres datter og til jeres svigersøn, når I er sammen. Hvis I er for bange, kan det også skabe en hindring.

I må naturligvis have in mente, at I ofte synes, han reagerer underligt og måske også har nogle udfordringer, men hvis I tager ham alt for højtideligt og bliver bange for at være i samvær med ham og med familien, så bliver det hele for anspændt og indviklet.

I skriver, at I indimellem har besøg af børnebørnene, men at familien ofte har travlt, og at I bor langt væk. På trods af disse ting vil vi opmuntre jer til at prioritere disse besøg højt og forsøge at tilrettelægge konkrete muligheder for, at det kan ske med jævne mellemrum. Det er en gave til børnebørn at have gode oplevelser hos bedsteforældre, og det bidrager til en vigtig, god og langtidsholdbar tilknytning, som er vigtige livsvitaminer for dem.

Mange hilsener

Annette og Jørgen Due Madsen