Kære brevkasse
Vi skriver til jer, for vi ved ikke helt, hvad vi skal tænke og gøre i en konkret problemstilling i familien. Jeg har en søster, der ikke har det så godt i sit parforhold. Dels er der noget, vi fornemmer og undrer os over, dels kommer der forskellige ytringer, der understreger det.
Vi tror ikke, at der kun er en enkelt årsag, men vi tænker, at vores svoger er meget speciel. Han er i og for sig flink nok, men i de år, vi har kendt ham, bliver det tydeligere og tydeligere for os, at han har nogle vanskeligheder ved at indgå på almindelig vis i sociale sammenhænge. Tit er han ganske anonym, siger ikke så meget, og han trækker sig ofte for eksempel ved at gå ud og passe sig selv midt i det hele. Hvis vi drøfter nogle temaer, bliver han ofte meget firkantet i sit syn på tingene, og det virker, som om han har svært ved at se ting fra andres perspektiv. Han kan også blive meget optaget af nogle detaljer, som fylder uhensigtsmæssigt meget.
Min søster og svoger har to børn. Vi bemærker også, at han ofte har svært ved at forstå deres reaktioner og give dem helt almindelig respons. Vi er selv forældre, og vi bliver lidt sørgmodige på disse børns vegne. Vi ser det jo kun, når vi er sammen alle sammen, men vi kan dog bekymre os for, hvordan de har det derhjemme også.
Grunden til, at vi skriver nu, er nok, at vi i stigende grad fornemmer, at min søster har svært ved at skjule både sin irritation over for ham, og at hun bliver ked af det. Vi fornemmer, at hun kan virke næsten opgivende på en eller anden måde over for hans enten manglende interesse eller hans noget specielle måde at være på. Men hun siger det ikke direkte. Min søster er ret social og forsøger samtidig også at bevare den gode stemning og gyde olie på vandene.
Vi ønsker at have et godt forhold til vores familie, og vi har altid forsøgt også at behandle vores svoger så respektfuldt som muligt. Men det bliver vanskeligere og vanskeligere, for vi synes, han ofte har en underlig adfærd, og han virker næsten selvhøjtidelig i den måde, han ofte siger ting på, og det er, som om situationsfornemmelsen ikke rigtig er der. Vi synes også, det er synd for min søster, for vi kan se, at hun føler sig i klemme i forhold til den, hun egentlig er, og loyaliteten over for sin mand. Det er, som om hendes respekt for ham er ved at vakle.
Jeg er selv ansat i sundhedssektoren og er i stigende grad bekymret for min søster. Og så er tanken dukket mere og mere op, om min svoger kan have Aspergers syndrom. Det er svært at tænke i diagnoser om andre, men jeg kan ikke slå det ud af hovedet. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal møde min søster i det her, ikke mindst fordi hun ofte sender indirekte signaler og ikke snakker direkte om problemerne. Vi ønsker at gøre tingene klogt, men ved ikke rigtig, hvordan vi skal agere, både når vi er sammen, og hvis jeg skulle snakke med min søster om det. Hvad tænker I?
Venlig hilsen
Merete
Kære Merete
Tak for dit brev. Det er ikke nogen let situation, I er i. Dels skal I selv forholde jer til jeres svoger, når I er sammen med ham, dels har I fået en øget bekymring for din søsters liv og trivsel. Det er heller ikke let, når man fornemmer en masse ting, uden at der sættes direkte ord på fra hverken din søsters eller svogers side.
Vi kan forstå på dit brev, at du tænker, at det ikke bare handler om et par med gængse parforholdsproblemer, hvor uenigheder omkring forskellige temaer eller dårlig kommunikation blandt andet kan spille ind. Det virker mere, som om du tænker, at der er noget, der ikke stemmer, når du ser din svogers adfærd og reaktionen.
Vi kan selvfølgelig ikke sætte diagnoser på andre mennesker ud fra korte beskrivelser. Men vi kan godt forstå, at tanken om Aspergers syndrom er dukket op. For din beskrivelse kunne godt passe på nogle af de fænomener, som man kan finde hos voksne med denne karakteristik. Især hvis beskrivelsen på en måde passer med vedkommendes længerevarende livshistorie. Det kan handle om vanskeligheder med den sociale interaktion, problemer med kommunikation og indlevelse og et noget specielt og til tider stereotypt adfærdsmønster.
Aspergers syndrom hører til i den mere velfungerende ende af det, der kaldes autismespektrumforstyrrelserne. Begavelsen er almindeligvis normal eller høj. Og det er noget, man er født med, og som helt overvejende er biologisk funderet, og som man ofte opdager hos børn i løbet af skolealderen. Da tilstanden ikke har været kendt i så mange år, er der også en del voksne, som har på Aspergers syndrom-symptomer, som ikke er blevet opdaget i børne- og ungdomsårene. Tilstanden er relativt sjælden, men cirka fem gange så mange drenge/mænd har den i forhold til piger. Derfor vil man også hos ægtepar, hvor den ene har en Asperger syndrom-problematik, se, at det hyppigst er manden, der fremviser de typiske karakteristika. For nogle, som har Asperger syndrom-symptomer, vil det at indgå i en parrelation ikke virke specielt tiltrækkende, mens andre bliver gift og får børn. Forelskelse kan for mange slags mennesker med og uden diagnoser camouflere betydelige problemer, sådan at det først er efter en tid i ægteskabet, når forelskelsen er trådt i baggrunden, at de mere udfordrende og mere bestandige egenskaber træder tydeligt frem. Måske er det der, din søster er nu. Hun ser nu mere klart, og samtidig prøver hun ikke at se og kæmper for, at tingene glider så glat som muligt. Vi kan ikke vide, om det forholder sig sådan, men det kunne være en mulighed.
Ved forudsigelige rammer og tydelige og konkrete forventninger kan en person med de nævnte udfordringer ofte med sin gode begavelse og originale tankegang bidrage med mange gode løsninger. Det allerbedste er, hvis personen med denne problematik selv er klar over sine udfordringer. For så kan man langt bedre møde også de svære ting ud fra en fælles forståelse.
Vi tror, at I på et tidspunkt under en eller anden form må inddrage din søster og svoger i jeres tanker. Drejede det sig om mere perifere mennesker, som man ikke er specielt involveret i, kan man ofte fortælle sig selv, at det må andre tage sig af. Men drejer det sig om mennesker, som man holder meget af, og som man er tæt på, kalder det på en indsats, hvor man med god omtanke må være modig og få snakket om det. Måske handler det i første omgang om, at du får begyndt med at snakke med din søster, hvor du spørger ind til, hvordan hun har det, og hvor du kan fortælle, at du egentlig gennem nogen tid har båret på nogle bekymringer med hensyn til hende og hendes mand. Vi ønsker for dig og jer, at det kan lykkes, at hun ved jeres ærlighed oplever sig mødt og draget omsorg for. Men vi erkender, at det kan være rigtig svært at italesætte bekymringer på parforholdsområdet, ikke mindst i forhold til personlig uhensigtsmæssig adfærd. Vi håber, at I så at sige kan række en lille hånd ud, som kan bidrage til, at der tages yderligere hånd om det svære i din søster og svogers familie – også for deres børns skyld. Hvis det viser sig, at jeres mistanke om det nævnte syndrom også vækker genklang i din søsters tanker, så kan man finde relevante steder, der kan kontaktes, og hvor de på et fagligt grundlag vil kunne be- eller afkræfte tanken, og som kan rådgive i det videre forløb.
Der kunne skrives meget mere om dette tema. Måske er der nogen blandt vore læsere, som vil bidrage med deres erfaringer.
Mange hilsener