Prøv avisen

Vores venskaber er ofte skrøbelige, fordi vi ikke er modige nok

Venskabets anatomi er en kringlet affære. Det viser det særprægede, men ganske sigende venskab mellem Lars Morell (forrest), Jens Jørgen Boje (i hvid jakke), Anders Gantriis (med hat) og Poul Erik Veigaard (med guitar) i dokumentarfilmen ”De originale”. Foto: fra filmen

Hvad er det gode venskabs væsen? Det undersøger instruktør Stig Guldberg i ny dokumentarfilm, hvor han har fulgt fire aparte venner gennem syv år. En af hovedkonklusionerne er, at vi er blevet mere fattige på rummelighed, tilgivelse og forpligtelse i vores tilgang til venskaber

En aften ringede det på døren hos Lars Morell, og udenfor stod en mand, han ikke kendte, og bad om at komme ind. Et par dage forinden havde manden forsøgt at antaste Morell på gaden ud fra en instinktiv følelse af, at de var sjælebrødre. Morell gik i egne tanker og ville ikke antastes, men nu havde han intet valg. Han lukkede manden ind, og sådan begyndte et særligt venskab.

Sådan er det hele vejen gennem skildringen af forholdet mellem fire voksne mænd i dokumentarfilmen ”De originale – en venskabshistorie”: Deres venskab er tilfældigt opstået, men har alligevel overtoner af at være skæbnebestemt. Det eksisterer på trods af enorme personlige forskelligheder, konflikter og kaos. Og det er nærmest ubrydeligt, selvom det er ungt og skrøbeligt. Netop på grund af alle disse modsætninger bærer deres venskab en særlig styrke i sig, som alle kan lære af, siger filmens instruktør, Stig Guldberg.

For godt nok forlyder det i disse år, at venskaber er ved at overtage familiens rolle som vores mest betydningsfulde sociale relation, men vi behandler ikke altid venskabet derefter. Vi har nemlig en tendens til at instrumentalisere vores liv og søge formål med alt, hvad vi gør, og det gælder også venskabet. Vi finder de venner, vi rationelt kan bruge til noget, og vi driver venskabet lidt som en virksomhed, der helst skal vokse, og som vi siger op fra, hvis det ikke lige kører.

”Filmen er ikke nogen løftet pegefinger, slet ikke, den er mere en indbydelse til at se, hvor stor rigdom et venskab kan indeholde, når man udvider de normale grænser for rummelighed, tillid og tålmodighed. Og den viser andre sider af venskabets anatomi end dem, der typisk vises frem på sociale medier og i damebladene. Et godt venskab skal ikke bare stryges med hårene, men testes og bestå prøve efter prøve,” siger han.

Stig Guldbergs filmprojekt begyndte for 10 år siden et helt andet sted, end hvor det endte. Han var til en åbning af en kunstudstilling i Aarhus og hørte idéhistorikeren Lars Morell holde åbningstale. Morell var iført hvidt jakkesæt, lange, hvide, spidse sko og lignede noget fra en anden planet. Guldberg, der netop havde afsluttet en dokumentarfilm, så straks et muligt emne til en ny film, for hvilke historier kunne den aparte mand ikke indeholde?

Det blev dog Lars Morells venskab med tre andre originaler, der hurtigt tiltrak sig opmærksomheden: Jens Jørgen Boje hed manden, der en aften ringede på Morells dør, som kunne sin 80’er-lyrik på fingrene, konstant røg cerutter og aldrig vidste, hvad morgendagen skulle bringe. Derudover var der den periodisk maniodepressive historiker Anders Gantriis, der vadede rundt i en halv meter bøger i sin lejlighed. Og musikeren og grafikeren Poul Erik Veigaard, der kørte rundt med et udstoppet elghoved på bilens bagsmæk og altid formåede at stramme skruen en tand mere, når tingene var allermest mærkelige.

I denne gruppe vekslede det konstant mellem idyl og tragik, orden og kaos. Intet var stabilt. Nogle gange kunne de ikke være i samme stue, men der løb altid en strøm af gensidig forpligtelse imellem dem.

”Jeg fulgte dem gennem næsten otte år og fik virkelig lov til at være fluen på væggen, der så alt, og det tvang mig til at tage mine egne venskaber op til revision. Er jeg rummelig nok? Forpligter jeg mig selv nok? Sætter jeg mig selv nok på spil, og lader jeg de andre være dem, de gerne vil være, uden at dømme eller trække mig? For alle de ting var disse fire venner mestre i. De var og er enormt modige i deres tilgang til venskabet,” siger Stig Guldberg.

Det kendetegn peger videre til et vigtigt tema i filmen, nemlig tilgivelse blandt venner, påpeger den 64-årige filminstruktør. For et stærkt venskab er ofte også kompliceret. I filmen er der mange eksempler på, hvordan vennerne hver især kan være elskelige det ene øjeblik og ødelægge alting det næste. Men for hver gang, rummeligheden blev sat på prøve, og venskabet stadig holdt, blev det styrket. Og det er den øvelse, mange venskaber i dag aldrig går igennem, inklusive mange af mine egne, siger han. For vi omgiver os helst med venner, der ligner os selv og bekræfter vores verdensbillede, så vi kan føle os trygge. Men derved udvider vi heller ikke vores univers.

”Det er min oplevelse, at nogle venskabskredse bliver lidt konstruerede og ikke er særlig gode til at lukke forskelligheden ind. Vi standardiserer, hvad det gode liv er, og hvad det gode venskab er, og derfor kommer vi ikke rigtig rundt i hjørnerne af, hvem vi selv er, og hvilke rigdomme et modigt venskab kan indeholde. Vi bør i virkeligheden gøre, som Dronningen opfordrede alle til at gøre i sin nytårstale: Gør noget unyttigt! Det betyder også, at vi skal gøre plads til umiddelbart unyttige venner, for måske er det netop dem, vi virkelig kan lære noget af.”

Det er dog nyttigt også at være opmærksom på, at et venskab kan have en udløbsdato, mener han. Måske har det bare haft sin tid, måske kunne rummeligheden alligevel ikke bære. Det er også en del af venskabets anatomi. Udfordringen er så at vide, hvornår man skal klippe båndet, og hvornår man skal holde fast, hvis det er ved at sprænges. Det svar har alene den enkelte, for der er intet fælles kompas, det mærkes kun i brystet. Og på den måde er det moderne venskab også et opgør med, at vi kan kontrollere det.

”Man kan ikke tegne en kaskoforsikring på et venskab. Man er nødt til at tage de skader, der kommer, og vurdere, om man kan køre videre,” siger Stig Guldberg.

Når de fire venner i filmen fortsat kører trods adskillige totalskader, er det især, fordi de deler en række grundlæggende værdier omkring det, de har sammen: Her er man altid til stede – ingen af dem kigger nogensinde på uret. Her skal man ikke leve op til nogen eller noget, og derfor har ingen af dem brug for at prale med deres meritter. Her finder alle inspiration i hinandens forskellighed, selvom de selvfølgelig også bliver frustrerede.

”Det er i venskabets ydergrænser, man virkelig finder dets kerne. Er det en umiddelbarhed eller betænkeligheder, der er grundtonen? Er det tilgivelse eller bitterhed. Jeg har i mit møde med de fire lært ikke at være så bange for at søge svar på de spørgsmål.”

Tegning: Rasmus Juul.