Kære brevkasse
Vi er en flok søskende, som er blevet gamle og bor langt fra hinanden. Vi opretholder dog forbindelse med sjældne besøg og et søskendebrev, der cirkulerer. Men én af os, en søster, sagde for nogle år siden nej til at være med i brevet og til at få besøg.
Hun har vistnok fået den sygdom, der hedder paranoia, og hun tror, at en anden søster og jeg udspionerer hende og lurer på hende. Hun er enke og har to voksne børn, og ifølge dem har hun udviklet flere særheder. Men de tør ikke tage skridt til at få noget gjort ved det, fordi de er bange for, at hun så i vrede vil slå hånden af dem.
Jeg synes, det er forkert, at vi på den måde har mistet en søster. Men hvad kan jeg gøre? Jeg har talt med hende i telefonen og skrevet og sendt små gaver. Men der sker ingen ændring. Henvende mig til hendes læge kan jeg ikke, for hun har ingen læge. I de sidste 30 år har hun brugt alternative behandlinger. Jeg ved heller ikke, hvor jeg skulle henvende mig hos andre offentlige myndigheder. Så vidt jeg ved, vil de offentlige myndigheder ikke blande sig, så længe man ikke er til fare for sig selv og andre.
Venlig hilsen
Storebror
Kære Storebror
Hvor er det godt, at der findes storebrødre, som tager ansvar, og som vil prøve at finde en vej til at hjælpe en syg søster. Det er også forståeligt, at man kan opleve sig magtesløs og ængstelig for at gøre noget forkert eller sætte noget i gang, som kan forværre en situation.
Du skriver, at din søster vistnok har fået den sygdom, der hedder paranoia, og på din korte beskrivelse kunne det meget vel være rigtigt. Para betyder ved siden af, og noos betyder sind eller fornuft. At have en paranoia betyder således at have en tilstand, der er ved siden af fornuften eller ved siden af virkeligheden. Virkelighedsopfattelsen er forvrænget med vrangforestillinger, som ofte er nok så systematiserede og fastlåste, og de står ikke til at rokke trods alle almindelige fornuftige argumenter.
Tværtimod kan forsøg på at diskutere eller korrigere blot blive set på, som om man er ude på at genere og forfølge vedkommende. En paranoid person er derfor ofte på vagt og føler sig ofte miskendt og dårligt behandlet. En paranoia er en psykotisk tilstand, som er det samme som en sindssygdom.
Der er forskellige typer af paranoia fra de mere enkle, hvor det er et mere afgrænset tema, der er ramt af vrangforestillinger, til de mere omfattende og forrykte idéer om mange af livets forhold, som man kan se det hos mennesker, der har en paranoid skizofreni. Muligvis lider din søster mest af det første, som ofte dukker op senere i livet, når forskellige helbredsproblemer øges, eller man for eksempel mister hørelse, eller når andre sanser reduceres.
At din søster mest holder sig til alternative behandlinger behøver jo ikke i udgangspunktet at have sin basis i hendes sygdom, men efterhånden er hendes præference for den slags behandling og hendes afstandtagen fra lægen måske mere og mere blevet til en idé, som indgår i hendes vrangforestillinger. Så hun bliver sikkert vred og krænket, hvis man stiller spørgsmålstegn ved hendes tolkninger. Og disse oplevelser fører til, at hun trækker sig mere og mere i en slags selvvalgt isolation styret af sygdommen.
Det er ikke en let sag at hjælpe en person med paranoia, hverken for pårørende eller professionelle. For vedkommende har jo ingen erkendelse af at være syg. Og dermed mangler der en helt afgørende motivation til at opsøge hjælp. En del mennesker med paranoia kan hjælpes med antipsykotisk medicin, som kan dæmpe eller fjerne vrangforestillingerne. En sideløbende samtaleterapi kan ikke kurere sygdommen, men den kan i bedste fald være en stadig støtte til at blive ved med at tage medicinen i de kommende år og tage imod for eksempel en hjemmesygeplejerske, der kan komme og dosere medicinen.
I udgangspunktet skal man altid forsøge at opfordre til og motivere vedkommende til at opsøge lægen, når man har en pårørende, der er sindssyg. Men som anført er det oftest umuligt, og så er der kun en vej tilbage, hvis den pågældende skal hjælpes. Og det er at få vedkommende indlagt på en psykiatrisk afdeling imod sin vilje.
Der er to forudsætninger, der skal være opfyldt, for at det kan ske: Personen skal være sindssyg eller i en tilstand helt ligestillet med det, og så skal det være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling. Enten fordi vedkommende er farlig for sig selv eller andre (farlighedskriteriet), eller fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig bedring ellers vil blive forringet (helbredsindikation). Formålet med en tvangsindlæggelse er således behandling for at redde en sindsyg persons liv eller helbred eller at afværge fare for andres liv eller helbred.
Der skal en læge til at vurdere, om din søster er sindssyg både på baggrund af, hvad familien kan fortælle og fra egen samtale og undersøgelse. Og bliver det bekræftet, vil lægen opfordre til indlæggelse, og hvis det afslås, vil hun blive indlagt ved politiets hjælp senest en uge efter på en psykiatrisk afdeling, når de forskellige formalia er ordnet.
Du skriver, at din søster ikke har nogen læge. Og det kan jo være tilfældet, hvis hun er i sygesikringsgruppe to. Det kan også være, at hun faktisk har en sådan, men at hun aldrig gør brug af vedkommende. Og i så fald bør I kontakte ham eller hende. I kan også henvende jer til hvilken som helst læge og vagtlæge og bede om deres hjælp. I kan også kontakte den lokale psykiatriske afdeling og måske få deres udadgående team til at besøge din søster. De kan aldrig selv foretage en indlæggelse på deres egen afdeling, men de kan opsøge og undersøge og vejlede jer mere konkret om fremgangsmåden ved en eventuel tvangsindlæggelse på ”gule papirer”, som det hedder.
Tvangsindlæggelse er en alvorlig sag, som der knytter sig mange følels er og etiske dilemmaer til. Og det bliver aldrig en let sag. Men det kan også grænse til omsorgssvigt ikke at gribe ind, når en kær pårørende ikke længere er sig selv, men helt er overtaget af en psykisk sygdom. Offentlige myndigheder skal gribe ind. Og vi skal som pårørende hjælpe disse instanser med at gøre dem opmærksom på, hvem det er, som trænger deres indgriben og hjælp. Selvfølgelig på den mest lempelige måde og inden for lovgivningens rammer, så der bliver taget hånd om de borgere, som ikke kan tage vare på sig selv.
Vi ønsker alt godt videre. Det lyder fint og hyggeligt med et jævnligt cirkulerende søskendebrev. Måske kan vores svar indgå i næste brev, der sendes rundt, ligesom vi tror, at det er en god idé at drøfte det videre forløb med din søsters voksne børn.
Mange hilsener