Prøv avisen

Birgit Petersson var 21 år, da hun fik en illegal abort: Vrede er det spor, som aborten satte hos mig

Psykiater Birgit Petersson er bange for, at fosterdiagnostik og sene aborter indsnævrer vores normalitetsbegreb. – Foto: Leif Tuxen

Psykiater og kvindelæge Birgit Petersson fik i 1966 en illegal abort uden bedøvelse i Polen, som ændrede hendes liv. I dag mener hun, at den fri abort er truet – men også at politikerne skal gribe ind og lovgive om abort af fostre med ”defekter”

Birgit Petersson var 21 år, da hun fik foretaget en abort uden bedøvelse i Warszawa i 1966. Det var syv år før, aborten blev fri i Danmark i 1973, og et par årtier inden den igen blev forbudt i Polen efter Sovjetunionens fald i 1989.

Hun husker mest en underlig fornemmelse af tomhed. Hun lod sig trække rundt i den polske hovedstad som en dukke, lammet og nedbrudt efter mange ugers intensiv jagt på en løsning og et lige så hæsblæsende ræs mod uret for at spare penge op til rejsen, opholdet, veninden, som tog med, og den læge, de skulle finde til at stå for indgrebet.

Hun var bange, da hun lå på briksen. Hun var mindst 16 uger henne og hørte personalet tale om, at det var meget. De var bekymrede, og det gjorde hende bekymret. De ville ikke bedøve, vistnok for bedre at kunne observere, hvis indgrebet gik galt. Det gjorde ondt.

Men Birgit Petersson ville have den abort, om så hun døde af det, og oplevelsen blev da også en radikalt livsomvæltende begivenhed.

Med den gjorde hun sig fri af sin opvækst i en indremissionsk familie og insisterede på et valg, hun var sikker på, den ikke ville støtte, men som hun så som sin eneste chance for at fortsætte sine studier og forfølge det liv, hun ønskede. Aborten gjorde hende til den, hun siden blev. Ikke arkæolog, som hun førhen håbede. Men læge, psykiater og Danmarks første lektor i medicinsk kvindeforskning, blandt andet med forskning inden for graviditet og abort. I 18 år var hun medlem af Abortankenævnet, der blandt andet fører tilsyn med aborter, som gives efter grænsen for fri abort på 12 uger, og i et halvt århundrede har hun haft sit professionelle blik rettet mod samfundets udsatte, især kvinder.

Der var ingen hviletid, da hun kom hjem fra Warszawa i 1966. Hun genoptog med det samme sine studiejobs på københavnske hospitaler, og en dag, da hun fik fri, holdt den mand, der havde gjort hende gravid, og ventede udenfor. Han var gift, men håbede på at få lidt mere ud af affæren. Han havde købt en splinterny bil.

”Vrede er det spor, som aborten satte hos mig. Jeg var så vred over, at jeg blev bragt i den situation, hvor jeg skulle finde alle de penge og tage helt til Polen, så graviditeten blev så fremskreden, og det hele var så utrygt. Og så den fyr, jeg blev gravid med, som bare havde købt en bil, mens jeg knoklede for at skrabe pengene sammen! Den følelse af uretfærdighed blev hele baggrunden for mit sociale engagement,” siger hun i dag.

En indædt abortforkæmper skrev i 1973 i det daværende Rødstrømpebladet:

”Abort giver mig lige så lidt skrupler som at gå i seng med en mand, når jeg har lyst. Og når jeg gør det, har jeg risiko for at blive gravid, for jeg vil ikke spise p-piller, så enkelt er det. Inden for de sidste tre måneder, har jeg fået tre aborter.”

Hun var blandt de første, der brugte sin ret til legal abort, og i 45 år har ingen dansk kvinde været henvist til illegale aborter som Birgit Peterssons. Spørgsmålet er, hvad tiden har forandret?

Birgit Petersson tøver, men siger så:

”Der er selvfølgelig stor forskel på den eufori, der var i 1973, og til nu, hvor man har vænnet sig til, at aborten er fri. Det er klart, at der er sket en bevægelse, hvor abort på et tidspunkt handlede meget om kvindens ret til egen krop – men den ret er lige så vigtig i dag, som den har været altid,” slår hun om midt i sætningen og erstatter bevægelsens andet led, udviklingen til i dag, med en slags antitese; nemlig at der ingen grundlæggende udvikling har været.

Det er præcis, hvad hun mener:

”Retten til fri abort er truet, især internationalt, men det kan også komme i Danmark. Det er ikke hysteri eller at se fjender, der ikke findes. Tingene fungerer rigtig fint her i landet, men det må ikke blive en sovepude, for der ér en trussel i forhold til mulighederne for at leve det liv som kvinde, man selv vælger.”

I Polen blev retten til abort stærkt indskrænket efter pres fra den katolske kirke næsten øjeblikkeligt efter Sovjetunionens fald og i 1993 stort set forbudt, hvilket den er i dag. Sidste år trak USA’s præsident Donald Trump al amerikansk udviklingsbistand til hjælpeorganisationer, der støtter eller udfører abort som en del af deres arbejde omkring graviditet og prævention, uanset om abort-delen sker for organisationernes egne penge.

Og herhjemme er abort omgivet af myter, der problematiserer den på et falsk grundlag, mener hun.

En myte handler om, at provokeret abort bliver brugt som prævention, nøjagtig som den lidt for kække rødstrømpe hævdede i sit blad. Hendes historie kan ikke have været sand dengang, siger Birgit Petersson, ”tre graviditeter på tre måneder er fysisk umuligt”, og den er endnu mindre sand i dag.

Der blev udført 13.564 provokerede aborter før 12. uge i 2016, ifølge de seneste tal fra årsrapport fra tidlig graviditet og abort-kvalitetsdatabase. Det er 12 aborter pr. 1000 kvinder. Dertil kommer 820 provokerede aborter efter uge 12, ifølge tal fra Abortankenævnet. Den danske kvotient er langt under gennemsnittet på 27 aborter pr. 1000 kvinder i industrilandene, mens snittet globalt estimeres at være 35 aborter pr. 1000 kvinder, ifølge den amerikanske proabort-tænketank Guttmacher Institute.

Den danske kvotient er faldet støt, siden den toppede i 1975 på 24 aborter pr. 1000 kvinder. 2016 udmærker sig i øvrigt som det år siden legaliseringen, hvor abortkvotienten blandt teenagere var lavest –kvotienten af børn født af teenagemødre er også historisk lav.

”Det er så mærkeligt, at der stadig er mennesker, som siger, at man bruger abort som prævention,” siger Birgit Petersson.

I 2013 blev en reklamefilm fra abortmodstanderforeningen Retten til Liv fjernet fra de danske biografer efter protester fra biografgængere. Den hed ”abort gør dig ked af det”, og i filmen ligger en nøgen kvinde i fosterstilling, mens hendes maveskind bevæger sig i takt til et lydspor af hjerteslag.

”Du kan godt fjerne dit barn. Men. Det er bare det – er det det, du ønsker? Du vil jo altid kunne huske det lille hjerte, der slog inden i dig. Dit barns,” siger en stemme.

Flere iagttagere har i de senere år peget på, at etiske spørgsmål er ved at generobre en plads i debatten om abort, der ellers har været udpræget kønspolitisk. Det har givet plads til historier om kvinder, der netop blev kede af at få en abort, eller som har fortrudt.

Men den slags fortællinger bidrager ikke som en vigtig åbning mod nuancer i en traditionelt polariset debat, mener Birgit Petersson. De kupper den:

”Det er lykkedes at blande tingene sammen, så forskellige kræfter har skabt en myte om, at det er psykologisk problemfyldt at få en legal abort,” siger hun.

Ifølge organisationen Mødrehjælpen får omkring 10 procent af kvinder, som får en provokeret abort, psykiske problemer som for eksempel krisereaktioner og depression.

Psykiske konsekvenser af abort er et omdiskuteret emne i international forskningslitteratur. Men videnskabelig konsensus synes at være, som Birgit Petersson hævder.

”Vores resultater bidrager til mængden af dokumentation, der modbeviser forestillingen om, at abort øger kvinders risiko for at opleve skadelige psykologiske følger,” står der for eksempel i et omfattende amerikansk studie publiceret i 2016 i det anerkendte tidsskrift JAMA Psychiatry.

I 2011 publicerede et dansk forskerteam sine resultater fra et registerstudie i et andet anerkendt tidsskrift, New England Journal of Medicine, med en tilsvarende konklusion.

Birgit Petersson bor i en hvid patriciervilla på det indre Frederiksberg i København. Der dufter af liljer, og der er kunst overalt. På toilettet hænger en plakat med en tegning af en androgyn kvinde af briten David Hockney. På en anden af kunstneren Astrid Svangren troner paven over en liggende, nøgen kvinde – er hun død? Der står groteske skulpturer af Louise Hindsgavl i et arbejdsværelse, som for eksempel en kvinde med andenæb, der er ved at sprætte låret op på sig selv.

I hallen er et kors i keramik.

”Her er plads til alt,” kommenterer Birgit Petersson. Selv Gud.

Hun fortalte aldrig sin familie om sin egen abort. Men de kendte jo til det engagement, der blev dens konsekvens. I mange år mistede hun mere eller mindre kontakten med familien.

”De kriser, der kommer i ens liv, er frygteligt belastende, og selv bagefter vil man helst have været dem foruden. Men de kan også medføre erkendelser og ændringer. Jeg fik nogle indsigter omkring den undertrykkelse og fordømmelse, jeg oplevede, at der var i det religiøst fundamentalistiske miljø, jeg voksede op i. Derfor var det så væsentligt for mig at få den abort og komme videre,” siger hun.

Det er endnu et oprør, hun aldrig har sluppet.

”Jeg er ikke tilhænger af, at man indsnævrer normaliteten,” som hun formulerer det selv.

På den måde blev Birgit Petersson en af landets mest stålsatte fortalere for fri abort, men hun er lige så kritisk, når det gælder kobling af abort med moderne fosterdiagnostik.

Fra 1985 til 2013 var hun det ene af tre medlemmer i Abortankenævnet, der behandler klager over de afgørelser vedrørende abort efter 12. uge, der træffes i de regionale abortsamråd, og som fører tilsyn med samrådene.

For 10 år siden sagde først et samråd og derefter Abortankenævnet nej til en ung kvinde, som søgte tilladelse til en sen abort, efter en misdannelsesscanning havde vist, at fosteret manglede en underarm. Hun fik i stedet aborten i England, hvor grænsen for fri abort er 24 uger. Andre har ønsket sen abort, fordi det viste sig, at fosteret ville blive ude af stand til selv at få børn en dag på grund af en særlig kromosomfejl. Tallene for børn med Downs syndrom er blevet selve symbolet på abort af det uperfekte menneske: Antallet af sene aborter steg, efter nakkefoldsscanningen blev indført i 2004.

”Børn med Downs syndrom er uønskede i Danmark, lige meget om vi har svært ved at stå ved det,” skrev hun i en kronik i Politiken i 2009.

Hun opfordrede politikerne til at stå ved deres ansvar for følgerne af de prøver, de har indført, og formulere klare regler for, ”hvilke defekter hos børn, der er uønskede i det danske samfund”, som hun skrev.

Den opfordring står hun ved i dag. Og det er måske i de lægevidenskabelige fremskridt, at den etisk mest vanskelige brudflade er ved at opstå, hvad angår provokeret abort, mener hun.

”Lægerne er mindre involverede i abort i dag, fordi vi har fået den medicinske abort, som kvinden i vid udstrækning selv står for. Alligevel kan jeg godt forestille mig en protest fra læger mod, at de skal redde et for tidligt født foster i det ene værelse, mens de udfører en meget sen abort i et andet.”

Som hun skrev i Politiken i 2009:

”Det er abortlovens moralske dilemma, at det er liv, der stoppes, og jo længere man nærmer sig grænsen for, at det barn, der aborteres, er levedygtigt, desto sværere bliver det for alle, der er parter i en sådan proces.”

Foto: Leif Tuxen
Se videoen for at høre mere om tallene for abort i dag