Hvordan håndterer man vrede?

Tidligere lektor i psykologi Thomas Nielsen sætter i bogen ”Vrede” den almenmenneskelige følelse på formel og giver gode råd til at håndtere den, så den ikke udarter sig til skade for både den vrede og dem, det går ud over

Tegning: Morten Voigt, grafisk bearbejdelse: Anne Sofie Christensen
Tegning: Morten Voigt, grafisk bearbejdelse: Anne Sofie Christensen

Frynsefrederik, forlorne tæppehandler, Lomme-Mussolini, abemås, bøhtosse, jubeltorsk, daddelplukker, interplanetariske slørhale!

Citat: kaptajn Haddock fra Tintin-tegneserien.

Det er urkomisk, når kaptajn Haddock går amok og råber og raser og under vredladent sammentrukne øjenbryn udspyr det ene opfindsomme skælds- og bandeord efter det andet. I alt 175 af slagsen råder han over ifølge en af flere hjemmesider på nettet, der har specialiseret sig i den hidsige tegneseriefigurs ordforråd.

Også i det virkelige liv kan der være noget lattervækkende over mennesker, der mister besindelsen og kammer over i vrede. Men det morsomme ophører, når vreden udarter sig og fører til grusomheder – fra nabofejder, hustruvold, børnemishandling, borgerkrig og forfølgelse til masseudryddelser.

Artiklen fortsætter under annoncen

For det har den det med at gøre, vreden, skriver tidligere lektor i psykologi ved Aarhus Universitet Thomas Nielsen i sin bog ”Vrede”, der er udkommet i Tænkepause-serien på Aarhus Universitetsforlag.

Og ikke kun ofrene er i farezonen. Vrede kan også være farlig for helbredet. Hvis den undertrykkes, kan det føre til psykosomatisk sygdom og forøget risiko for blodpropper og hjerneblødninger.

Og hvis vreden afreageres i ubetænksom, vredladen eller voldelig adfærd, kan vi ikke bare skade andre, men også støde dem fra os. Og så kan vi blive ensomme, og det er også livsfarligt, idet undersøgelser viser, at ensomhed er forbundet med en større risiko for sygdom og tidlig død.

Nu kan det lyde, som om vrede er en sindstilstand, der udelukkende er forbundet med negative følgevirkninger. Men sådan hænger det som udgangspunkt ikke sammen, ifølge Thomas Nielsen. Alle mennesker – og dyr – fødes med anlæg for vrede, og aggressiv adfærd har spillet en central rolle for arternes overlevelse og udvikling gennem evolutionen.

”Også i dag kan der være betydelige positive effekter af vrede, som kan være lige netop det skud energi, der skal til, for at vi bliver i stand til at handle konstruktivt og ændre på tingenes tilstand. I den private sfære kan vrede bidrage til, at man sætter grænser for den larmende nabos plagsomme adfærd, eller at man aktivt ændrer samspillet med sin pubertetsramte teenagedatter, så familieferien bliver fredelig. Og på samfundsplan kan vrede i passende omfang føre til ændringer, der gør verden bedre: Revolutioner er nogle gange nødvendige, men ikke altid blodige,” skriver Thomas Nielsen i bogen.

Der indgår fire komponenter i definitionen af enhver følelse, også i vrede: følelsens stemning. De tankemønstre, der knytter sig til den. Den adfærd, følelsen afstedkommer. Og de særlige fysiologiske virkninger, den kan have – forhøjet blodtryk og puls. Vrede er altså en følelse, der er kendetegnet ved en særlig ophidset stemning. Den sætter kroppen i alarmberedskab, tvinger hjernen ind i bestemte tankemønstre og styrer vores adfærd i en retning, der i værste fald kan være voldelig.

Andre gange optræder vreden som en særlig form for sproglig adfærd. Den kan komme til udtryk som behersket kritik, men også direkte ondskabsfulde bemærkninger eller højlydte råb og forbandelser, der har til hensigt at skade andre.

”Den form for destruktiv adfærd er en form for psykisk vold, der kan føre til ubehagelige følelsesmæssige reaktioner hos modtageren. Hvis denne så også selv bliver (endnu mere) vred, kan det hele ende i en ond cirkel af stigende vrede og raseri – og måske endda fysisk vold,” skriver Thomas Nielsen.

Det hele begynder i hjernen, hvor vrede huserer på flere etager: I reptilhjernen, mellemhjernen og hjernebarken. Raseri er forbundet med den primitive reptilhjerne, hvor erfaring, hensyn til omgivelser og mulige effekter af aggressiv adfærd mangler i regnestykket. Det gør det ikke i mellemhjernen, men her tages der ikke altid hensyn til de mulige senvirkninger af adfærden, hvilket er forklaringen på, at vredladen adfærd efter et stykke tid kan fortrydes.

I hjernebarken gennemløber vrede tre processer. Tankerne styrer kategoriseringen af begivenheder, i dette tilfælde, om nogen har skadet eller generet os og dermed givet anledning til vrede. Tankerne styrer også fortolkningen af den begivenhed, der skaber vrede, hvorfor vi kan blive mere eller mindre vrede. Og tankerne styrer også den efterfølgende refleksion over forløbet, hvor der tænkes tilbage på, hvad der er sket, og hvad der kan gøres ved det.

”Disse eftertanker spiller en helt afgørende rolle for, om vreden hurtigt klinger af – og måske endda bliver vendt til noget positivt – eller om den tværtimod bliver vedligeholdt, forlænget og dermed gnaver sig længere og længere ind i sindet til skade for alle,” skriver Thomas Nielsen.

Han opererer med eftertanke-begreberne omfortolkning og rumination. Omfortolkning indebærer, at man ændrer sin oprindelige fortolkning af begivenheden, sådan at den ikke mere vækker vrede. Man kan for eksempel indse, at skaden ikke var nær så stor, som man tidligere mente, eller at der nok alligevel ikke lå onde hensigter bag episoden. Og måske endda føre til, at man senere taler med den formastelige og kommer til god indbyrdes forståelse.

Anderledes forholder det sig med rumination. Når man ruminerer over en frustrerende begivenhed, bliver man ikke mindre, men mere vred med tiden. Man tygger drøv på fortidens fortrædeligheder, stirrer sig blind på det ubehagelige og genspiller episoden om og om igen i fantasien.

På den måde udsætter man på det indre plan hele tiden sig selv for den sårende eller ydmygende erfaring.

”Den omfortolkende og den ruminerende tankestil optræder i forskellig grad hos os hver især, og dominansforholdet afgør, hvordan vi håndterer vrede. Den vrede, der én gang er opstået, klinger hurtigt af hos mennesker, der overvejende omfortolker, mens de ruminerende sidder fast i vreden, der fortsætter i uhyggelig lang tid.”

”Langvarig vrede kan udarte sig til had, og så er en løsning svær at nå. Når vi hader, er det nemlig ikke længere en aktuel handling, der fremkalder følelsen vrede, men hele hadeobjektets personlighed. I det hele taget har umådeholden og forskruet vrede mange negative konsekvenser. En af dem er vold – fysisk og psykisk,” skriver Thomas Nielsen.

Spørgsmålet er, hvad der er værst: at få en lussing eller at blive frosset ud af fællesskabet på arbejdspladsen? Begrebet psykisk vold er relativt nyt, og der er i dag ingen tvivl om, at man kan skade andre personer mentalt. Men når nu både fysisk og psykisk vold er skadeligt, bør man så under alle omstændigheder pakke sammen, når man er vred?

Nej, mener Thomas Nielsen, tavshed kan også være skadelig. Men sproget er et nyttigt redskab til at håndtere vrede.

I stedet for at bruge onde ord til at afreagere vreden på, kan man mere hensigtsmæssigt kommunikere vreden i kraft af sproget. Bedre end at råbe ”dit dumme svin” til den, der har generet en, kan man sige: ”Jeg bliver altså vred, når du gør sådan og sådan”.

”Når man roligt fortæller om, hvad man oplever som ubehageligt, får man næppe afreageret sin vrede, men to andre ting opnås: Den anden får mulighed for at tage bedre hensyn, når han ved, hvad man bliver vred over – og man undgår selv at blive yderligere ophidset og måske miste evnen til at tænke klart,” skriver Thomas Nielsen.

Han tilføjer, at undersøgelser viser, at mennesker, der fortrinsvis kommunikerer deres vrede ved at fortælle om den, trives bedre med deres medmennesker end folk, der enten skjuler deres vrede eller afreagerer den med vrede ord.

De fem mest basale træk i den menneskelige personlighed er ifølge international psykologi følgende: udadvendthed, følelsesmæssig stabilitet, venlighed, samvittighedsfuldhed og åbenhed. Trækkene optræder på en skala, der går fra den ene yderlighed til den anden og ser alle ud til at bero på arv og miljø. Hvert enkelt træk kan også have en sammenhæng med vrede, siger Thomas Nielsen, der kalder følgende for at sætte sjælen på formel:

Det ser ud til, at udadvendte mennesker oftere end indadvendte kommer ud for voldelige episoder, som de mere eller mindre selv er skyld i – overvejende fordi de omgås alle slags mennesker og tiltrækkes af spænding og dramatik.

Følelsesmæssigt stabile mennesker lader sig ikke så let overvælde af følelser og kan bevare roen i de fleste situationer. Den følelsesmæssigt ustabile person reagerer ofte heftigt på selv mindre problemer og mister lettere fatningen, når det brænder på, og bliver oftere aggressiv over for andre.

Venlighed dækker en række positive egenskaber som medfølelse, imødekommenhed og hjælpsomhed, mens uvenlige mennesker opfører sig mere negativt, afvisende og ufølsomt over for andre. Folk med høj grad af venlighed begår væsentlig mindre vold end mennesker med lav grad af venlighed. Uvenlige mennesker har tendens til at tilskrive andre onde motiver, som giver lyst til hævn.

Samvittighedsfulde personer er præget af omtanke og selvkontrol og ligger meget lavt, når man måler deres tilbøjelighed til vold og aggression. De giver ikke efter for aggressive impulser, da de kan se, at vold på lang sigt kan have negative konsekvenser.

Som modstykke kommer impulsdrevne mennesker let i uføre og fortaber sig i vrede og vold.

Om man har et åbent eller lukket sind spiller ikke den store rolle for tendensen til voldelig adfærd. Men folk med lukket sind og fastlåste meninger kan have sværere end andre ved at omfortolke en situation, der har gjort dem vrede. Og de bliver derfor også hængende i vreden længe.

Når nu vrede og vold kan have så alvorlige følger, hvorfor svælges der så i dag i film og bøger med slagsmål og vold, spørger Thomas Nielsen i sin bog om vrede. En nyere teori peger på, at vold er en form for krydderi i hverdagen. Vi keder os ofte, og ophidselsen ved at betragte eller læse om vold bliver en nydelse, der kan sammenlignes med suset i en rutsjebane.

”Men fascination og ophidselse er ikke alt i livet, og de ulykkelige virkninger af vrede, vold og aggression er til overflod dokumenteret. Overdreven vrede og vold skal derfor utvivlsomt bekæmpes, men hvordan? Hvad kan man selv gøre?”, spørger Thomas Nielsen, der også har et svar:

Hvis man døjer med ubehersket vrede, skadelig vredladenhed og måske direkte aggressiv adfærd, er især fire gode råd gode: Tænk dig om, slap af, tal om vreden, og søg hjælp. Og han tilføjer, at rådene også er nyttige for alle, der indimellem bare farer i flint.