Vreden drev Paula Larrain. Mødet med kristen spiritualitet ændrede alt

Journalist og forfatter Paula Larrain var i en årrække drevet af vrede i en kamp for retfærdighed. Det ændrede sig i foråret i et radiostudie

Da Paula Larrain begyndte at gå i kirke, blev det et vendepunkt i hendes troshistorie.
Da Paula Larrain begyndte at gå i kirke, blev det et vendepunkt i hendes troshistorie. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

For fire år siden fik journalist og forfatter Paula Larrain en opringning fra sin gamle arbejdsplads. Danmarks Radio ledte efter en vært til et nyt trosprogram på P1, og hun blev spurgt, om hun ville til casting. Hun takkede ja. Prøverne gik godt, og det blev besluttet, at hun sammen med journalist Anders Laugesen skulle være vært på P1-programmet ”De højere magter”. I DR mente man, at den garvede trosmedarbejder og Paula Larrain, som nogle vil huske som vært for TV-Avisen, var et godt match. Som vært på trosprogrammet skulle hun kombinere sin journalistiske sans med sin nysgerrige, åndelige søgen.