William Kvist: Tre ting jeg ville ønske, jeg havde vidst, da jeg var 15 år

Den 32-årige fodboldspiller William Kvist lærte allerede som ung, at han var nødt til at træffe andre valg end flertallet for at nå sine mål. Han er en af 26 markante danskere, der i bogen "Taler til ungdommen" deler hemmeligheder, opsange og råd fra sin ungdom. Læs et uddrag af bogen her

William Kvist har i dag succes som professionel fodboldspiller hos den danske fodboldklub FC København. Men ungdomsårene i jagten på succes har både budt på ensomhed, nedture og angst for at fejle.
William Kvist har i dag succes som professionel fodboldspiller hos den danske fodboldklub FC København. Men ungdomsårene i jagten på succes har både budt på ensomhed, nedture og angst for at fejle. . Foto: GREGERS TYCHO/Ritzau.

1. At der også findes gode fejl
Da jeg var 15 år gammel, blev det første ungdomslandshold udtaget, og det kom jeg med på. Men af en eller anden grund blev jeg bange for at ryge af holdet, og derfor blev min strategi at lade være med at lave fejl. Men når du ikke tør at lave fejl, så tør du ikke at satse, fordi du er bange for at tabe det, du nu engang har opnået. Det betød for mig, at jeg blev mindre nysgerrig og mindre legende i mit spil. Jeg var alt for meget i kontrol og blev mere defensiv end offensiv i mit tankesæt.

Det blev derfor en tid, hvor jeg var lettet, når kampene var overstået, fremfor at være glad for den præstation, jeg havde lavet.

Derfor håber jeg også, at unge mennesker i dag tør stille sig selv spørgsmålet: Hvad er gode, og hvad er dårlige fejl? En god fejl kan sagtens være at sige: ’jeg vil gerne udvikle mig på det her område. Jeg ved godt, at det vil være for svært for mig, men hvis det går galt, så ved jeg lidt mere omkring det, og så kan jeg måske gøre det bedre næste gang’.

Det tror jeg er vigtigt også i dag, hvor unge taler meget om, at de kun vil have 12-taller. At man faktisk siger til sig selv: ’Jeg tør godt at investere i engang imellem at turde fejle, for det er med til at udvikle mig’.

2. At ensomhed kan bruges konstruktivt
Jeg kan huske mange gange, hvor jeg har siddet i bussen på vej hjem og sagt nej til at tage med på fredagsbar med de andre fra klassen af den grund, at jeg ikke ønskede at drikke mig fuld før en vigtig træning.

Den form for ensomhed og følelsen af ikke at passe ind har jeg mærket mange gange i min ungdom, fordi jeg har prioriteret anderledes.

William Kvist debuterede som 22-årig på det danske fodboldlandshold i 2007. Billedet er taget i Vedbæk samme år i forbindelse med en landsholdssamling.
William Kvist debuterede som 22-årig på det danske fodboldlandshold i 2007. Billedet er taget i Vedbæk samme år i forbindelse med en landsholdssamling. Foto: Lars Poulsen/ritzau

Jeg ville gerne have forstået den form for ensomhed bedre i den alder, for den hang jo sammen med, at jeg investerede i mig selv. Jeg ville gerne have vidst lidt mere om livet og været lidt bedre til at sige ’det er skam okay, for du får noget andet på den lange bane'. Det handler om at stå ved sig selv og sige ’jeg vil gerne den her vej’. Den ensomhed, der er forbundet med de valg, må godt være der, for livet koster også lidt nogle gange. Det kan ikke være behageligt og dejligt hele tiden.

3. At nederlag giver nye indsigter
Mit sidste råd handler om noget, jeg først lærte, da jeg var 30 år. Efter en god sæson i FCK tog jeg til udlandet. Jeg startede med stor succes og fik den store kontrakt med mange penge, blev kåret som årets spiller i Danmark og var fast mand på landsholdet. Jeg var på mit højeste karrieremæssigt og havde det sådan, at der faktisk ikke var nogen grænser for, hvor højt jeg kunne komme op.

Men efter noget tid begyndte det at gå ned ad bakke, og derfra gik min karriere lidt mere som et flystyrt. Det gjorde enormt ondt at gå fra at tro, at jeg kun skulle opad til lige pludselig at dykke fuldstændig.

Jeg sad der i Wigan i Nordengland, det var vinter, og jeg spillede ikke nogen kampe. Men det, jeg i hvert fald lærte, var, at jeg ikke døde af det. Jeg havde faktisk et meget godt liv stadigvæk, og jeg befandt mig på mange måder ok med at være der. Ikke som ham, der gerne ville have prestige og tjene mange penge, men som ham, der kunne mærke, at der var et fundament i livet. Der var en bund i de venskaber, jeg havde, og der var en bund i familielivet - vi havde lige fået en lille dreng på det tidspunkt. Der var altså en bund i, hvem jeg var, og hvor jeg stod i verden, og derfor var der også en bund i den tilgang, jeg havde til nedturen.

På den måde står det punkt som - set udefra - er min karrieres største nedtur også som et smukt billede på en lærdom omkring, at jeg faktisk ikke tabte så meget. I nogles øjne tabte jeg det hele, men i mine egne øjne havde jeg ikke tabt så meget.